2. brev til Søren:

Kære Søren

Hvor jeg dog elsker dig for din evne til at gennemskue mig – eller i al fald en vigtig side af mig. Men er du sikker på at du ikke forveksler mig med Søren Krarup? Jeg, som altid har besunget glædens Gud, stærkt påvirket af min fars optimistiske grundtvigianisme og evige kamp med de indremissionske sognebørn, som han til sidst fik til både at danse, drikke og synde i kortspil? Jo, jo, med min konsekvente ja-filosofi kastede jeg mig rigtignok altid i armene på hvert eneste menneske jeg mødte på livets vej, men det var jo af egoistiske grunde for at have det lidt sjovt med de morsomme mennesker Vorherre har sendt os at lege med. Som min kone, Vibeke, sagde i et brøl af latter, da hun hørte at du overhovedet kunne tænke på mig i forbindelse med ”skyld og skam”: ”Ham der din ven, Søren Espersen, han slår nu alligevel alle dine festlige muslimske venner med sin humor, for hvor ville jeg dog gerne se lidt mere skyld og skam i dig i dit forhold til mennesker…..især i dit forhold til andre kvinder!”

Og er du sikker på at du ikke laver en projektion her nu hvor du har kastet dig ud i psykoanalysens kunst? For med udtrykket ”at beslutte sig til at bære alverdens byrder på dine skuldre” beskriver du da først og fremmest dig selv når du ønsker at opstille regler for hvem vi andre må lege med og hvordan. Under alle omstændigheder ligner vi da vist hinanden lidt i begge at ville lege politimænd overfor vore legekammerater, hvilket jeg vil vende tilbage til. For når man leger med sine medmennesker skal der selvfølgelig være nogle regler, der skal overholdes for at alle parter får noget ud af legen og ikke kommer til skade. Men ingen er da så skrap som dig til at ville gribe ind i andre menneskers naturlige adfærd og samspil med alle de ”Al leg forbudt” og ”Adgang forbudt for uvedkommende”-skilte, som du sætter op over alt som de grusomste viceværter i Tove Ditlevsens univers.

Jo, jeg tror at du har ret i at se en vis melankoli i mig, men den ser jeg selv i høj grad som resultat af at vi danskere er så dårlige til at lege med hinanden og andre. For mine skolekammerater så den meget, meget stærkere i min barndom ude i Vestjylland, hvor vi hele tiden nedgjorde hinanden, stak til hinanden, ”mulede” hinanden osv med udtryk som ”Do ska e tro a du ær noet fordi do er prastsøn.” Det gik os i den grad i blodet at da vi nåede teenageårene kunne vi ikke fremstamme andre følelser end ”Do ær et den værst a har mødt” om den pige, vi var dybt forelskede i. Konstant plantede vi jantelovssmerte og usikkerhed i hinanden og blev det jeg i dag kalder ”undertrykte”. Og når man som jeg så tilmed blev smidt ud af 2. g i gymnasiet i Esbjerg og det ikke udelukkende skyldtes at lærerne derinde i storbyen de første år ikke kunne forstå mit jyske, som de undskyldende forklarede mine uforstående forældre, ja, så begyndte jeg langsomt at lukke mig inde i mig selv og blev lidt af en melankolsk enspænder. Og det hjalp ikke meget for mig at komme til København, hvor en tilsvarende jantelovsundertrykkelse fandt sted overfor ”jyske bonderøve” og jeg derfor legede bedst sammen med udlændinge og andre jantelovstabere. Men så kom jeg til USA og er der noget man ikke kan anklage amerikanerne for er det jantelovsundertrykkelse. Allerede den første dag blev jeg løftet ind i en ny verden med rosende opmuntringer: ”Wow, how fantastic English, you speak!” Overalt fik jeg pludselig at vide at jeg var noget. Og da mine forældre sendte mig et lille lommekamera i fødselsdagsgave og jeg viste mine første elendige billeder til amerikanerne, sagde alle straks begejstrede: ”Wow, you are a fantastic photographer! You should write a book.” Det er med en sådan kærlig og opmuntrende modtagelse man får en indvandrer som mig til at blomstre op og tro på sig selv og blive til noget. Og sådanne mennesker får man lyst til at lege med og blive en del af. Så hurtigt hjalp amerikanerne mig ud af mit melankolske danske indelukke hvorved jeg selv begyndte at åbne mig op for andre og at fatte interesse for dem.


Men jantelovsundertrykkelse er – som alle mulige andre værdier mennesker slæber med sig fra deres tidlige barndom – ikke let at undslippe. Jeg oplever det når jeg den ene dag sidder på bussen i New York og straks naturligt kommer i snak med mennesker omkring mig. Men når jeg dagen efter sidder på en bus i København, stivner jeg straks og bliver øjeblikkeligt lammet af danskernes jantelovsterror og selv straks en del af den igen, - ja, begynder snart selv igen at nedgøre mine børn frem for at rose dem og alt det jeg udmærket ved fra USA og mine egne og andres pædagogiske teorier at jeg naturligvis ikke bør gøre. Hverken mod mig selv eller andre, for ingen bliver jo lykkelige af at nedgøre og undertrykke andre.

(Som du vil se af ”tonen” i det følgende er det nøjagtig denne drillende, nedgørende tilbøjelighed jeg bruger overfor dig som modstander her i begyndelsen. Den kan give ar langt ind i sjælen og er, som du vil føle, lidet konstruktiv til enhver form for konfliktløsning. Men den er velegnet til her i begyndelsen at ridse vore divergerende opfattelser op. Derefter kan vi altid blive klogere og senere forsøge at kæmpe os ud af grøftegraveriets pløre gennem en mere empatisk tilgang til hinanden.)

Dette tror jeg er en væsentlig del af den dybere melankoli, du ser i mig, Søren, og som du også vil genkende i mange andre skandinaver. Dette er også årsagen til at jeg hele tiden søger varme i andre mennesker som dig, for er der noget jeg lærte i USA er det at man kun kommer ud af denne melankolske indelukkethed gennem legen med sine medmennesker. Og gennem legen med de mennesker, som har et overskud låner jeg mig til lidt af den kærlighed jeg ikke selv har nok af – dvs. til lidt af den benzin som får hele menneskeheden til at brænde og gør det værd at leve – som jeg derpå kan give videre til dem, som har et underskud, f.eks. som du nævner i din mail ”de sorte og Ku Klux Klan” i USA. Men glem aldrig at det var af egoistiske grunde jeg begyndte at ”låne fra dem som har for meget for at give til dem som har for lidt.” Thi den leg jeg holdt mest af at lege i min fars plantage som barn var altid Robin Hood. Den fandt jeg også min lykke i, da jeg lærte at lege den som voksen.

Og det tror jeg også at du dybest inde gør, Søren, for skønt vores menneskesyn på overfladen kan virke forskelligt, tror jeg ikke at vi som mennesker er så forskellige. Lad mig prøve at give et par eksempler. Du taler om din store familielykke og det er jo noget vi kan unde alle mennesker. Det vil jeg ikke bore i, da jeg ikke forventer at en kendt politiker ville turde vise andet end sin ”lykkelige familie” overfor offentligheden. Jeg har dog boet så tæt og så længe sammen med hundredvis af familier gennem mit liv at jeg ved at de næsten alle har ”lig i lasten.”

Og minsandten om jeg ikke også greb dig i at have det forleden, da vi spiste frokost sammen. I de første minutter var du frygtelig irritabel og sad og langede ud efter mig på den ene og den anden måde. Jeg var straks klar over at din indre vrede intet havde med mig at gøre, for så ville du jo aldrig være gået til frokost med mig. Nej, det hele lød som om du kom lige fra et stort ægteskabeligt skænderi. Og netop det var jo sandheden, kunne jeg næste dag læse i avisen, for det var jo den dag jeres skænderi med de konservative brød ud i lys lue – et skænderi, som du forhåbentlig har lagt mærke til at jeg i adskillige artikler i Berlingske Tidende har forsøgt at lægge endnu mere brænde i ovnen til med opfordringer til de konservative om at bryde ægteskabet med jer. Nu må du endelig ikke misforstå mig og tro at det er fordi jeg har noget imod jer i Dansk Folkeparti. Tvært imod burde vi jo stå last og brast sammen, thi uden jer ville jeg jo hurtigt være arbejdsløs. Nej, at jeg forsøgte mig som ægteskabsbryder skyldes udelukkende at jeg synes at dine svar til mig er for korte og at jeg gerne vil frigøre dig så du kan få mere tid til vore indbyrdes skriverier.

Thi hvad ligner det at skændes om totalt ligegyldige bagateller med netop det parti som altid har slået sig op på at holde fast i tingene til langt ud over udløbsdatoen og fordærvelsesfristen? Frem for at gå i kødet på jeres ”halvløse elskerinde i baggården” burde I blot holde op med at mæske jer i dennes kød som jeg gjorde det for 30 år siden, da jeg giftede mig med min kone, der er vegetar. Vil man lege med mennesker må man lære at indordne sig under deres værdier. Skønt jeg elskede kød var det ikke svært at blive konvertit, for man kan jo blot fortsætte med at have kødspisende elskerinder i baggården – sådan som du jo var det for mig forleden da vi sammen indtog en ægte rød danske kæmpebøf. Det er ikke tit nogen inviterer mig på frokost, så alene af den grund mindede du mig om mine årelange hemmelige stævnemøder med KGB, som bedre end nogen vidste hvordan de skulle ”opbløde mig” og serverede de største bøffer, jeg har fået i mit liv. Ja, ”opbløde mig” for at få det hele til at glide ned, thi ligesom du var vidne til at jeg var lige ved at kløjes i bøffen – uvant som jeg jo er som vegetar – hældte KGB altid så rigelige mængder cognac i mig at min kone og alle de andre i kollektivet altid opdagede, disse mine troløse udenoms sidespring og anklagende sagde: ”Nå, nu har du vist igen været ude og sejle med russerne?” for at få netop mig til – lettere skyldtynget – at forberede deres vegetariske aftensmad. Jo, der fik du vist vredet et eksempel på min ”skyld og skam” ud af mig, Søren.

Og ligeså let var det som sagt for mig for leden at gennemskue at du havde en kurre på tråden i dit ægteskabelige forhold. Dine tanker var hos en anden end mig, hvorfor jeg naturligvis blev jaloux. Men er der noget man hurtigt lærer når man som jeg dagligt optræder ude i skolerne er det jo at få øjeblikkelig opmærksomhed fra en flok larmende drenge i 7.-8. klasse. Alt hvad jeg så behøver at gøre er at fortælle historier om de for den aldersgruppe magiske begreber som ”massemordere” og ”Ku Klux Klan”. Så da den indre uro, du bar i dig, jo stammede fra et barnligt skænderi nogenlunde på 7. klasses niveau, tænkte jeg at jeg ville forsøge at få dig nærværende med samme metoder. Og sandelig om det ikke virkede! Straks da jeg fortalte at jeg var ”medlem af Ku Klux Klan” og at jeg er ”Klanens officielle webmaster” glemte du alt om Christiansborg og blev kærligt nærværende med ordene: ”Er du klar over hvor skør, du lyder, Jacob?”

Jo, selvfølgelig er jeg det, for som vagabond med flettet skæg i USA lærte jeg jo ligesom de omrejsende vagabonder med skipperkostumer og medaljer på min jyske jantelovshjemegn at ved at klovne lidt giver man folk en chance for selv at føle sig lidt ovenpå. Så først tør de rigtig at åbne sig op for én og bliver nærværende og imødekommende - en teknik min gode ven Rigmor Mydtskov også bruger når hun fotograferer de høje netop for at få mennesket frem i dem.
Og ærlig talt, Søren, er det ikke samme strategiske taktik du bruger i folketinget når du slynger om dig med seksuelle insinuationer som ”halvløse elskerinder i baggården”? Mine indvandrervenner er i al fald uhyre imponerede af  ”hvor dygtig og farlig en strateg Søren Espersen er!” Så måske vi to ligner hinanden lidt i vore kyniske manipulationer af vore medmennesker?

Nå, men vi kan vende tilbage til vore udenomsforhold en dag når vore koner ikke læser medJ
I øvrigt har du fået dig en skjult forbundsfælle i min kone, Vibeke, som tit bruger de samme udtryk om mig som du gør. Her i maj nøjagtig for et år siden, da vi rejste i den syriske ørken på vej mod Bagdad fik jeg nemlig pludselig kun var 120 km fra Bagdad en sms fra Gigi, den kæmpefede kæreste, som Ku Klux Klan-lederen var flyttet ind hos efter at jeg hjalp ham ud af fængsel, hvori hun skrev: ”Vil du øjeblikkelig tage mit telefonnummer af klanens hjemmeside. Jeff var grov overfor mig, så jeg måtte smide ham ud.” Så måtte jeg jo straks finde den nærmeste Internetcafe i ørkenen for at ændre klanens hjemmeside, hvorved min kone lettet udbrød: ”Hvor er du dog skør, Jacob, men jeg kan vel takke dine klanvenner for at jeg ikke havnede på ”Bagdad cafe”!”

Se, Søren, det er jo netop dette jeg synes er så utroligt her i din og min høje alder, at vi som ved et trylleslag er blevet så forbundne overalt i vort multikaotiske univers. Alt bliver pludselig til en stor leg med hinanden. For ligeså ”skørt” og komisk virker det jo når jeg omvendt står midt i de sorte ghettoer i USA og pludselig får en opringning fra min egen søde Pia Kjærsgård, nemlig Sherin Khankan – thi jeg har nok samme ærefrygt for hende som du har for Pia – som insisterer: ”Jacob, kan du straks fjerne dette og dette muslimske navn fra vores hjemmeside. Dansk Folkepartis hetz er slået så meget igennem på alle arbejdspladserne nu, at nogle af vore medlemmer er bange for at miste deres arbejde og ikke længere tør stå åbent frem.”
Og så må jeg jo straks opgive de lækre negerkys jeg står med i armene for at begive mig hen til det nærmeste nedslidte, støvede ghettobibliotek med en ikke-sammenbrudt computer og lave ændringer i Kritiske Muslimers hjemmeside så at vore medlemmer kan føle sig lidt tryggere overfor denne, din undertrykkende indflydelse på ytringsfriheden, Søren!

Så forbundne er vi nemlig blevet i vort gensidige burleske multikaos at selv i mine mørkeste ghettoer – hvor mine forældre for 30 år siden i månedsvis ikke kunne komme i kontakt med mig og frygtede det værste og hvor selv samme klanleder her i efteråret 2005 reddede mit liv fra en sort narkogangster fra banden Crips, som i doopet tilstand forfulgte mig hele natten med en pistol for at skyde mig (hvilket du om kort tid kan få at se i DR2's dokumentarfilmen om det  takket være Louise Frevert, som gav DR2 ideen til at tage med mig) – ja, selv der jager også du nu rundt med mig i alle døgnets timer som en anden bandeleder. Så sig ikke at det kun er mig, der er skør, Søren. Hele verden er blevet skør for gamle mennesker som os, hvis forvirring I DF’ere jo både kærer om og forsøger at maksimere. Men I burde hellere vise os i vort otium hvor meget festligere og sjovere vort udvidede multikaos er blevet at lege i efter alle disse sprængte rammer og tidligere spændetrøjer, der i dag gør det umulige muligt for os alle.

Så her er tiden kommet til at betro dig to små hemmeligheder, som jeg vil gå lidt i dybden med. Den første er mit svar på din stædige, men som du ser, forgæves modstand mod at blive en del af ”mit univers af Ku-Klux-Klan-folk og sorte og undertrykte og stenrige og hvide og asiater og jøder og buddhister og muslimer”, som du kalder det. Jamen, for Søren, kan du da ikke se at det univers er du allerede med i hvad enten du ønsker det eller ej? Hele dette univers er repræsenteret indenfor en times kørsel fra din bopæl – nøjagtig som det altid har været det - om end i stigende grad i dag i takt med den accelererende globalisering. Selv Ku Klux Klans danske pendant, mine gode venner nazisterne, kan du jo vinke til fra dine bilvinduer på vej til arbejde. For jeg håber da at du hilser lige så pænt på dem, som jeg gjorde det da jeg sidst marcherede hyggeligt sammen med dem i Roskilde – ensomme og fortabte som de jo var - indtil hadske københavnske autonome og gymnasieelever væltede sten og flasker ned over os, skønt deres eneste forbrydelse var at de marcherede mod samme erklærede mål som dig og svøbte sig i samme farver.
 

Så mit glædens univers er også dit univers – selvom du måske ikke ønsker at se det eller gider lege med i det. Jeg har f.eks. en billedskøn muslimsk veninde kun få kilometer fra din bopæl, som leger med mig under mottoet: ”For os pakistanere er alt tilladt….. bare det ikke bliver opdaget!” For et sådan livssyn lader sig jo utrolig let integrere med mit eget danske haram-hippie etos om livet, der jo handler om ”at synde efter bedste evne og efterfølgende at skamme andre ud for det” – øv, der fik du jo alligevel ret i din ”synd og skam” psykologisering af mig – idet min glædens tilgivende Gud forhåbentlig heller ikke kender forskel på de arabiske begrebsapparater haram og harem.

Og jeg har da også hørt ondskabsfulde rygter om at du selv praktiserer integration ved at tyvstjæle en af de førnævnte direkte fra ”mit” farverige univers, - ja, at I tilmed leger så godt i kasmaroken bag de danske stokroser at I hidindtil har avlet ikke mindre end fem goyish ”bastarder” som det hed i mindre multikaotiske tider.  

Husk at mange amerikanere luller sig ind i samme illusion som dig og at det, der har gjort mit foredrag til det mest brugte i hele USA’s universitetshistorie, beror på at jeg viser amerikanerne nogle mennesker og en virkelighed, som overalt i deres byer findes blot nogle få husblokke fra dem selv ”across the tracks”  – et univers, som de vælger ikke at se, og som nu giver dem ”skyld og skam” i den pludselige erkendelse af at de selv skabte det – dengang de for 50 år siden med en retorik som danske folkepartitionister – dvs. dem der parterer og opsplitter et folk i ”vi og dem” - nægtede at se og anerkende deres egne medborgere, som de boede klods op af.

Jo, du kan gemme dig skræmt bag dine stokroser som min oldefar gjorde det i den ægte danske præstegårdsidyl på billedet af min familie to km fra din bondegård og du kan nægte at komme ud og hilse på de mange sjove mennesker i vores nye interaktive verden, men du er i én guddommelighed en del af den – helt til den dag Vorherre forløser dig på Køng kirkegård, hvor gravstenen med Jacob Holdt i nordvestre hjørne desuagtet fortfarende vil hjemsøge dig.
 

Jeres visioner i DF om at holde jer uden for det multi-kaotiske univers i en globaliseret verden er lige så anakronistiske og gavnløse som voldgravene og vindebroerne omkring de hyggelige danske herregårde hurtigt blev det i en multi-kanoniseret verden. Jeg elsker dem med deres danske skræppe- og åkandeidyl, men benytter først og fremmest de 423 herregårde, som min familie engang ejede, til bekvemme overnatningssteder under mine turneer med mine foredrag om vor nye multi-kaotiske verden i mit forsøg på at nå alle jer ” inderlig gamle Snegle” der krampagtigt forsøger at gemme jer i en fortidig H.C. Andersensk idyl, hvor ”Alt var Skræpper….De vidste ikke selv hvor gamle de vare, de gamle Snegle, men de kunde godt huske at de havde været mange flere, at de var af en Familie fra fremmede Lande og at for dem og deres var hele Skoven plantet. De havde aldrig været udenfor, men de vidste at der var endnu noget til i Verden, som heed Herregaarden…..De gamle hvide Snegle vare de fornemste i Verden, vidste de, Skoven var til for deres Skyld, og Herregaarden var til for at de kunde blive kogte og lagte paa Sølvfad.

Een Dag var det stærk Regn.
   "Hør hvor det tromme-romme-rommer paa Skræpperne", sagde Sneglefader.
   "Der kommer ogsaa Draaber!" sagde Sneglemoer. "Det løber jo lige ned af Stilken! Du skal see her bliver vaadt! Jeg er glad ved vi have vort gode Huus og den Lille ogsaa har sit! Der er rigtignok gjort mere for os end for alle andre Skabninger; man kan da see, at vi er Herskabet i Verden! Vi have Huus fra Fødselen og Skræppeskoven er saaet for vor Skyld -! jeg gad vidst hvor langt den strækker sig og hvad der er udenfor!"

…..ellers gik det Hele stille af, for de gamle Snegle-Folk kunde ikke taale Sviir og Lystighed;……Og efter at den Tale var holdt, krøb de Gamle ind i deres Huus, og kom aldrig mere ud; de sov. Det unge Snegle-Par regjerede i Skoven og fik en stor Afkom, men de blev aldrig kogte, og de kom aldrig paa Sølvfad, saa sluttede de deraf, at Herregaarden var faldet sammen, og at alle Mennesker i Verden vare uddøde, og da Ingen sagde dem imod, saa var det jo sandt; og Regnen slog paa Skræppebladene for at gjøre Tromme-Musik for deres Skyld, og Solen skinnede for at give Skræppeskoven Couleur for deres Skyld, og de vare meget lykkelige, og hele Familien var lykkelig, thi den var det.”

Jo, Søren, du og din familie snegler jer uden tvivl lykkelige hen under jeres fortidige skræppeblade, men i vor tids mere lighedsorienterede verden hører I ikke længere hjemme på et sølvfad, men på skolebørnenes madpakker. Sådan oplevede min 7-årige søn det i al fald, når de 50-60 arabiske flygtninge, han voksede op sammen med i min lejlighed i Købmagergade, hyppigt smurte ham madpakker med resterne fra vores eksotiske aftenmåltider, bl.a. snegle. ”Værs’go,” pralede min søn overfor klassekammeraterne, ”her har i et stykke med Danske Folkesnegle!”

I deres multi-eksotiske krydderier smagte de dog af noget og havde modsat DF følehornene ude i vor multi-kaotiske verdens smertesophobninger i Algeriets, Libanons og Eritreas borgerkrige, ayatollahens Iran etc.  DF kom først til magten 10 år senere som resultat af alle de flygtninge som bl.a. jeg skaffede ind i landet i de år. Jo, du skylder mig ikke så lidt, Søren! Uden mig havde du stadig siddet og skrevet næste dags wc-papir på BT – nøjagtigt som det vil gå dine døgnfluelovforslag om at sætte Danmark ned i snegletempo midt i globaliseringens tidsalder.
 

Hvorfra ved jeg det? Jo, jeg kan jo se bl.a. på min søn, der blev opflasket og forkælet af sine 50-60 ”fremmede” onkler og tanter i huset, at disse i dag ikke virker spor fremmede og fjerne for ham ligesom de ikke gør det på mange af Danmarks unge. Deres ansigter blev nære og kære for ham og lige siden har han været ”hooked” på det multikaotiske samfund. Nu er han 26 år, men lige siden han kom ud af gymnasiet har han blaffet verden rundt. Han nåede gennem hele den arabiske verden til Shanghai for kun ca. 600 kr., bl.a. fordi han intet steds i det kæmpemæssige Iran kunne bruge sit Dankort og overalt måtte leve af folks overstrømmende gæstfrihed – en gæstfrihed, som ingen indvandrer kan købe sig til selv med Dankort i det lukkede Danmark, føler han. Siden pløjede han hele Latinamerika igennem for at finde ud af hvorfor de kære peruanske onkler og tanter i hans barndomshjem så ofte havde ”truet” med at putte hans marsvin i kødgryderne sammen med arabernes snegle. Og lige for tiden blaffer han på opdagelsesrejser i det tidligere Sovjetunionen – den værste fattigdom han har oplevet noget steds i verden.

Jeg kom til at tænke på ham netop i dag – han hedder jo Daniel som dit barnebarn - da jeg fik en lang mail fra ham fra et eller andet sted ude i kaos, hvor han nu bruger al sin tid på at blaffe rundt mellem sine vidunderlige kærester i Brasilien, Argentina, Tunesien, Kina, Ukraine, Hvide Rusland, Baltikum, Kazakstan, Tyskland, Frankrig og USA for blot at nævne dem fra hans sidste åbenhjertige mail og sine problemer med at vælge. Modsat sin far siger USA ham ikke noget, skønt han to gange har blaffet rundt af den samme rute på 16.000 miles som jeg blaffede med ham gennem de sorte ghettoer som 2-årig (for at han ikke skulle blive racist). Det er også det eneste sted i verden han er blevet voldelig overfaldet. Når jeg nu – ligesom min far i sin tid – prøver at få ham til at vende hjem for at "tage en uddannelse og blive til noget", undskylder han sig med at det jo er min egen skyld at han ikke kan stoppe. Som han skrev til mig netop i dag:
”Dette er de benhårde følger af at have vokset op i sådan en multikulturel smeltekedel, som Købmagergade jo var. Jeg er blevet xenofil og er altid sulten efter noget nyt.”

Her kan du se et kort Tv-indslag fra det barndomshjem, som kom til at forme min søn for livet – dog er dette fra en tidligere periode, da han var 6 år og kun havde 30-40 kærlige onkler og tanter omkring sig:
http://www.american-pictures.com/video/flugthus/flugtvideo.htm

Men nu må du ikke lade dig provokere, Søren, og tro at jeg hermed siger at alle skal lukke 50-60 flygtninge ind i deres stuer. Jeg elsker at eksperimentere med at blande forskelligartede mennesker og se hvor godt de og jeg selv trives. Og her vil jeg først fortælle lidt om alle glæderne, man får ved det. Men vi har jo alle en personlig grænse og jeg vil senere fortælle dig om de forskellige Pia Kjærsgårde, som jeg fik brug for i forskellige perioder af mit liv, når mine grænser var nået. Det er jo en grund til at jeg er så forelsket i Pia, nemlig at jeg selv har været gift med nogle frelsende engle som hende og ser dem som en lige så naturlig bestanddel af mit liv som det multikaotiske univers, der hele tiden drypper oven på vore beskyttende skræpper og – glem aldrig det – er med til at vande disse og holde dem i live.

Nej, jeg har skam stor forståelse for at især ældre mennesker formet af en Morten Kocks herregårdsidyl ikke helt kan følge med udviklingen. Danske Folkesnegle som dig og min mor – thi vi har jo i enhver familie nogle underlige grydeklare snegle – skal selv som voksne mennesker have de multikaotiske madretter ind med barneskeer ligesom min søn engang fik det. De har brug for en uendelig langsom, kærlig og nænsom madding i de mindste babydoseringer – helst godt gennemtyggede på forhånd som jeg forsøger at gøre det her. Og ligegyldigt hvor kærligt vi andre forsøger at made jer op til vor multikaotiske fremtid må vi, jeres kaospiloter – denne fremtidsorienterede uddannelse, som jeg hyppigt har foredraget for i både ind og udland, men som I DF’ere prøvede at slagte alene pga. navnet – hele tiden finde os i at I som andre babyer gylper og brækker jer ud over det hele og at mindst halvdelen af det vi kærligt fodrer jer med havner lige i ansigtet på os, - ja, at meget af det, der lander på os fra f.eks. Louise Frevert eller min mor minder mere om grønt stinkende slim fra en eksorcistisk djævleuddrivelse. Hver gang min mor ringede til mig for at vælte en affaldsspand ud over mig om ”indvandrerne”, kunne jeg altid på to stuers afstand se telefonen hoppe på mit skrivebord og derfor nå at sunde mig lidt og tage mod til at drive djævlen ud af hende. For hvis jeg ville undgå en timelang tidskrævende gang møg i ansigtet var der kun en medicin, der hjalp, nemlig at fortælle hende om mine seneste oplevelser sammen med et af kongehusets medlemmer. Så straks fløj djævlen ud af hende og hun blev som det kærligste lam (næsten ligesom dig forleden, Søren, da jeg begyndte at underholde dig om Ku Klux Klan :-)

Så her kan du allerede fornemme at jeg ser et håb for jer, for hvis man kan klare min mor, kan man klare enhver Folkesnegl. Vi står faktisk ikke så langt fra hinanden, Søren. Det vi madende kaospiloter blot hele tiden skal holde os for øje – for at det hele ikke skal havne mellem øjnene på os selv – er at I ikke kan klare selve ideen om al den nærende mad vi vil have jer til at sluge, men at I med lidt leg og distraktioner godt kan klare de enkelte mundfulde. Jo, jo, vi var jo alle babyer engang – heller ikke jeg blev født ind i det multikaotiske univers. Også jeg fik det langsomt ind i små portioner gennem leg, nemlig gennem det serielle multikaotiske univers, der derfor ikke forekom som et univers, men som en lang række kærlige enkeltpersoner eller familier.

Som ung vagabond i USA lærte jeg nemlig at gå fra bil til bil mange gange i løbet af en dag og at alle de mennesker, som samlede mig op, altid havde stor glæde af at introducere mig til hele deres liv og identitet og blev utroligt glade, da jeg med tiden kom ud af min stive vestjyske indelukkethed og begyndte at lege med. Derefter kunne en typisk dag se således ud for mig; når jeg stod op, bad jeg morgenbøn - hånd i hånd med sænkede blikke omkring bordet - sammen med en fundamentalistisk kristen familie, som jeg havde overnattet hos. Derefter førte Gud og deres bønner mig glad videre ud af livets landevej. Her havnede jeg kort efter i et buddhistisk hjem, hvor jeg messede ”Nam myo ho rengay kyo” sammen med familien foran alteret for kort efter at blive samlet op af en sikh med stor festlig turban og bede sammen med ham og de smukke tilhyllede kvinder i templet (hvor jeg først og fremmest elsker at komme for at sætte deres herlige Kashmir-retter til livs). Om aftenen overnattede jeg så hos nogle muslimer og lærte det meditative i at knæle sammen med dem under aftenbønnen nøjagtig som jeg gør det i dag i Hvidovremoskeen, som jeg hører til. For folk bliver altid kærlige og imødekommende når man viser lidt interesse for deres liv og hurtigt lærte jeg hvor ens de alle i grunden var og at de i seriel form på ingen måde lignede det der underlige kaotiske ”univers”, du ikke vil trækkes ind i eller have trukket ned over hovedet. Det eksisterer nemlig overhovedet ikke hvis man lærer glæderne ved at leve sig ind i mennesket, som man er sammen med i øjeblikket. Og dette kunne selv en undertrykt vestjyde som jeg jo sagtens lære, hvorfor jeg er sikker på at jeg står mig ligeså godt med alle guderne som med menneskene for hvem de betyder så meget.

Hvis du ser dette legende lette liv som et truende multi-kaotisk univers, sætter du dig jo i bås med og ser det hele lige så forenklet og primitivt som de enfoldige indvandrere, der lige er steget af 4-toget fra Tyrkiets landområder og forskrækkes af danskernes normløse ”univers” af seksuel løssluppenhed og opløste familier, men ikke har forstået at vi blot eksperimenterer med et logisk og ordnet kaos, som vi kalder serielt monogami. Og den leg er da sjovere - ved du med Mette og Yvette - end de arrangerede ægteskaber vore oldeforældre pressede os ind i skønt deres måske var et mere ordnet univers.
 

Dog blev jeg kastet ud i dyb, dyb tvivl i søndags, da jeg efter hjemkomsten fra Oslo havde forlagt min søndagsgudstjeneste til Jehovas Vidner i Rigssalen på Frederiksberg. Det var som sædvanlig en utrolig sød pige, en palæstinenser, som havde forført mig – jeg lever jo stadig med at sige ja til serielt monogami og at leve mig ind i vedkommendes verden i et og alt. Men da vi gik i gang med dagens tekst begyndte jeg pludselig at komme i tvivl om hvor vidt jeg nu også stod mig så godt med alverdens guder. Dagens tekst var nemlig om hvordan vi skulle holde os fri af falsk religion – en tekst, der ord for ord var som hentet ud af DF’s begrebsverden om den lokkende kaotiske og berusede prostituerede ”Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.” (Åbenbaringen 17:5) Pludselig gik det op for mig at alverdens krige, pest og ulykker skyldtes denne forførende kvinde og at kun ved at ”vi holder os adskilt fra verden kan vi holde os fri.” 
 

Jo, disse dejlige og tilsyneladende lykkelige mennesker i Jehovas Vidner er jo kristendommens svar på Hizb-ut-Tahrir med deres retoriske afstandtagen til demokratiet (bortset fra at mine venner i H-u-T er mere ideologiske og ikke helt så meget har hjertet med). Jeg har altid holdt af fundamentalister med deres forenklede svar på det hele – man skal blot sørge for serielt at balancere den enes sandheder med den andens for selv at holde hovedet klart – men det slog mig i hvor høj grad de minder om jeres tidehvervsdyrkende Pia-tistiske forbudsverden om alt det vi glædedrukne danskere må og ikke må og jeres forenklede forestillinger om at I kan holde verdens problemer ude ved at stå af.

Så straks, da den lange gudstjeneste var slut kl. 19, styrtede jeg til tyrkisk middag hos en af mine muslimske veninder for at få lidt balance i galskaben og sammen med hende ryge en ”syndefuld” vandpibe og ”skamme” jer ud resten af aftenen. For hende kender du, Özlem Cekic, idet hun stiller op for SF og du debatterede med hende under valgkampen. Under jeres debat blev hun netop rystet over din forenklede romantisering af danskerne, som du havde beskrevet som ”lykkelige” som var det en anden H.C.Andersensk sneglefamilie, du talte om. For er der noget hun ikke har set meget af i sit arbejde først som sygeplejerske for psykisk syge og nu for narkomaner er det ”lykkelige danskere.” Derimod har hun set mange af sine ulykkelige patienter stemme på DF.
 

Du må undskylde, Søren, men efter den herlige eksotiske middag med Özlem Cekic sad vi og blæste dig og dine et langt stykke - og det er jeg sikker på at de fleste andre danskere også vil gøre når de først for smag for det serielle multikaos!

For der er ingen forenklede sandheder i mit og dit multikaotiske univers, som du jo lever midt i kun få kilometer fra dine stokroser, men som du ikke ønsker at se i øjnene eller måske endog at give hånden. Der er kun den grand af sandhed, som rummes af hvert menneske, vi serielt møder på vor vej gennem dette sjove univers - en sandhed som det er værd at lytte til, at ryge os (u)enige med, at leve sig ind i og åbne os op for, hvis vi vil forstå det kaos som binder os sammen på denne jord. Kun ved at åbne os op for dem og lytte til dem kan vi undgå mange af de ulykker og tragedier, der rammer os. Jeg kan nævne talrige eksempler på misforståelser, som jeg fik løsnet op for ved at gå ind i folk, som jeg umiddelbart frygtede, og kan kun bebrejde mig selv de gange, hvor jeg ”lukkede mig inde i min egen verden” og ikke tog mig tid nok til at gøre det. F.eks. med de hyggelige egyptiske terrorister, jeg delte hus med, men kun tog mig tid til overfladisk høflighedssnak med i Jersey City, før de med nitratbomben, som de lavede i rummet ved siden af mit, sprang Word Trade Center i luften i 1993 og rev mig selv ud i et kaos af begivenheder, der gav mig store økonomiske tab. Så det er i allerhøjeste grad af egoistiske grunde vi bør åbne os op for vor multikaotiske verden for at undgå kaos i vore egne liv.

Og nu tiden kommet til at fortælle dig min anden store hemmelighed – en hemmelighed som jeg nok skal love ikke at fortælle videre til dine vælgere, for ellers ville hele din verden jo øjeblikkeligt falde sammen som grus. For jeg har jo for længst luret jer af, alle jer Danske Folkesnegle, og indset at nok har I horn i panden, men I er ikke de skrækkelige djævle I foregiver at være, men rigtige mennesker i kød og blod som alle os andre. I hygger jer nemlig gevaldigt i selskabet med vore nye medmennesker, ja, opsøger dem direkte i det dulgte. Og ikke kun thaipiger på Halmtorvet. Tror I mon ikke at vi tre venner og konkurrenter udi kunsten at sælge eksotiske rejsedrømme, Ninna og Hjalte Tin, Troels Kløvedal og jeg, for længst har langt mærke til hvor uforholdsmæssig stor en del af vore publikum I udgør især i provinsen - alle jer folkesnegle, som er for skræmte til selv at komme ud af huset og udforske verden udenfor skræpperne?
Tror I mon ikke at jeg har lagt mærke til, når I endelig kommer ud i verden f.eks. til USA, at I hele tiden opsøger netop de mest multi-kaotiske storbyer som New York, San Francisco og Los Angeles. I kunne aldrig drømme om at tilbringe en ferie i det multi-kedelige danske Midtvesten i Nebraska eller Iowa.

Jeg funderede over dette da jeg under Muhammed-krisen sad i min sædvanlige kirke i Harlem, som denne søndag var lige så hvid som da Fidel Castro prædikede i den for et par år siden. Dengang var nemlig alle USA’s venstreorienterede valfartet dertil i god tid mens sorte kirkegængere jo er notorisk kendte for altid at komme for sent. Men denne 11. februar morgen, da århundredets snestorm gik hen over New York og der ikke var en bil på gaden, kom de sorte slet ikke i kirke. Men intet uvejr kunne holde over 300 turister tilbage fra de mest racistiske lande i Europa såsom Danmark, Holland og Frankrig, hvorfor min datter og kone, som var på vinterferie hos mig, skuffet følte at I så kedelig hvid en verden kunne de ligeså godt kunne være blevet hjemme i Jerusalemskirken og Domkirken, som vi normalt kommer i.  Som et plaster på såret tog jeg dem om eftermiddagen til gudstjeneste i Sikh-templet i Brooklyn, hvor der af samme snehvide årsag også var alt for mange hvide, inden jeg sluttede af med at ”prædike” i den danske sømandskirke om racismen hjemme i Danmark, som jo pudsigt nok går så fint hånd i hånd med denne nysgerrighed overfor det multi-kaotiske.

Ligeså elsker danske folkesnegle når jeg giver dem hus på ryggen og de drager med mig ud i det serielle multikaos. 28 danskere har brugt mig som deres kaospilot i min bil i USA – også fra højrefløjen – og mødt ”mit” univers af massemordere og Rockefellere. Selv for de mest forfinede digtere som Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen kunne ghettorejserne ikke blive vilde nok – om end Søren Ulrik, som netop i dag fylder 50, efter en rollercoaster-oplevelse med mig i Harlem ikke hurtigt nok kunne finde en ”tysk restaurant” hvor han kunne få dansk sovs og kartofler. Og alle var de enige om at den farligste de mødte på hele turen var mig som ”kaospilot” ved rattet. Bl.a. sad min fars kvindelige efterfølger som præst i tavs gråd hjemme i mit barndomshjem, da hendes datter havnede på hospitalet efter at jeg forulykkede med hende i høj hastighed på ”black ice” umiddelbart efter en gospelgudstjeneste i Chicago hvorunder hele koret havde siddet triste hen i en lige så tavs gråd fordi deres præst samme nat var røget i fængsel for at have skudt og myrdet sin mand. Således forbindes smerten i den ene del af vores globaliserede verden på få sekunder med smerten i den anden ende – og bliver til et ganske indbringende og forbindende levebrød for dig og mig.


Nej, det vi reagerer imod – og nok især DF’ere – er jo ikke det enkelte menneske vi møder, men ideen om eller angsten for det multi-kaotiske. Den typiske DF’er i Gjellerupplanen – lad os kalde ham Brian – roser jo altid i ét væk naboen Hassan, som er så god til at passe på hans børn, men siger så i næste sætning ”Indvandrere? De skal bare ud af landet jo hurtigere jo bedre.” Min føromtalte mor var et godt eksempel med ”Hvad skal dog alle de indvandrere her?” Men så en dag fik hun en ”sort” hjemmehjælper – tilmed sorte Sam fra Sierra Leone – som i ét væk plejede og passede hende muntert og kærligt. Og så pludselig ville hverken hun eller hendes kæreste have danske hjemmehjælpere mere fordi ”De er så fortravlede og følelseskolde.”

Min mor var interessant også på en anden måde. Hun blev nemlig ikke kun udsat for det serielle multi-kaos, men nogle år tidligere fra den ene dag til den anden kastet direkte ind i HELE mit før beskrevne multi-kaotiske univers i mit kollektiv i Købmagergade. Det skete da hun i en høj alder pludselig mistede sin beskyttende identitet som præstekone i Vestjylland, da min far uden et ord lod sig skille fra hende og samme dag sendte hende til min lejlighed i København i mangel af anden mulighed. Der stod hun pludselig og skulle sove sammen med sorte og arabere og franskmænd og jøder og fremskidtsfolk og kommunister osv. – uden at kunne et ord engelsk og fransk. Men da alle tog sig kærligt af hende, blomstrede hun langsomt op ved – nøjagtig som i præstegården – at føle sig i centrum og værdsat. Hun elskede dem alle sammen, stemmerne, munterheden, musikken og den eksotiske mad.

Nej, hendes indvandrerfjendske holdninger kom ikke af at bo sammen med indvandrere! De kom lidt efter lidt da hun efter et år hos os fik sin egen lejlighed på Frederiksberg og pludselig sad mutters alene med sin smerte og derefter begyndte at vende den ud mod det ukendte ude i gaderne. Først da var det at hun begyndte at lyde som Louise Freverts hjemmesider i telefonen i et fortvivlet forsøg på at få min opmærksomhed. Og dog, når jeg tog mig tid til at besøge min gamle mor derude i al hendes ensomhed og hun mærkede sin søns nærvær og kærlighed, - ja, så igen for dæmonen straks ud af hende og jeg hørte hende pludselig sige ting som ”Hvor må det egentlig være svært at være indvandrer i dette ensomme og menneskekolde samfund!” Så pludselig slog forståelsen og empatien igennem al hendes had – eller det som had jo altid er – nemlig smerte, thi jeg ser ingen større forskel på min mor og alle de folk jeg siden har mødt i Ku Klux Klan. Blot spyttede hun ligesom andre DF’ere næsten dagligt giftige ord ud i mine elektroniske medier, mens KKK kun gør det en gang om året ved et brændende kors – langt uden for hørevidde i fjerne skove, hvor de ikke skader nogen.

Som du kan høre, Søren, forsøger jeg efter mine bedste evne at forstå DF og underlige snegle som dig. Omvendt behøver du – hver gang du synes at det ikke rigtig lykkes for mig – blot at sige: ”Ja, men Jacob, tænk nu lige på din kære gamle mor!”
Men du skal vide at jeg faktisk tænker kærligt på DF og ind imellem endog med lidt misundelse. For med til det menneskebillede jeg her tegner eller forestiller mig af DF’ere ser jeg jo uundgåeligt også antitesen i kaospiloter som jeg selv. Mens mange af DF’s vælgere kan forholde sig meget stærkt og kærligt til det enkelte menneske, men frygter det ukendte multikaos, elsker kulturradikale folk af min slags jo typisk selve ideen om multikaos – det store fællesskab, mellemfolkelig solidaritet, globaliseringen, EU osv. – men glemmer tit at forholde os til eller er direkte afstumpede i vores forhold til det enkelte menneske.

Når jeg har foredrag for f.eks. hjemmehjælpere eller VUC’ere i fjerne egne af Jylland fortæller de mig tit alle som én at de stemmer på DF. Og dog er de de kærligste og varmeste mennesker. Fælles for dem er dog at de så godt som ingen indvandrere kender personligt i deres isolation. Men de enkeltstående hjemmehjælpere, som personligt har været i et indvandrerhjem, taler næsten altid positivt om oplevelsen og med meget stor nysgerrighed. En nysgerrighed, som modsat mine egne evner i den retning, bevirker at de kan give spændende og fotografisk korrekte gengivelser af hvordan og hvor alting stod ”hjemme hos muhamedaneren.” Og de andre lytter med store ører til alt dette, som jeg selv finder uspændende eller selvfølgeligt eller fællesmenneskeligt.

Så, jo, godt nok er i DF’ere nogle underlige snegle, der har svært ved at komme ud af jeres eget hus. Men når I af den ene eller anden grund bliver tvunget eller inviteret ud for at møde menneskene i ”mit” univers, jamen så har I det jo rigtig godt med det og nyder hvert minut af det. Og det vil jeg da gerne her vise nogle fotografiske eksempler på – netop hvad angår nogle af dine allernærmeste DF-venner.

For hvad sker der nemlig når man spærrer en rabiat DF-politiker inde i et lukket hus uden flugtmulighed sammen med en lige så rabiat indvandrer? Det eksperiment blev faktisk gjort under en Big Brother udsendelse, da man spærrede Morten Messerschmidt og Bashy Quraishy inde i et tvangsægteskab og resultatet var kærlighed ved første blik. Jeg havde netop udgivet bogen ”Dansk Identitet” sammen med Bashy og var derfor med til bryllupsfesten. Siden lavede de et roadshow sammen ligesom du foreslog det med os to.
 

Morten Messerschmidt og Bashy Quraishy råhygger sig med deres Danske Identitet

Og for leden oplevede jeg på tæt hold hvordan selv de to sorte fætre nød at blive presset tæt sammen med en hel flok muslimer i et dystert gravkapel på Sørens kirkegård. Kierkegaardsforskeren Peter Tudvad havde fødselsdag og startede i sin tale med at sige hvordan han var inspireret af mig til at blande vidt forskellige venner sammen for at de kunne få det sjovt. Jeg havde nemlig sendt ham min indbydelse til at deltage i den store åbning af mine billeder i Senatet i Washington i anledning af at præsident Bush havde underskrevet loven om at etablere det første afroamerikanske museum. Den dag glemmer min kone aldrig, thi for at Bush’s republikanske og racistiske bagland ikke skulle opdage det, henlagde han det til dagen for det arrangerede ”fund” af Saddam Hussein i Irak. Og hele denne dag blev min kone ringet op af sine drillende veninder: ”Vi har lige set din mand blive gravet op af et hul i jorden.”

Nå, men til den store ”black tie only” åbningsfest i Senatet arrangeret af præsidentkandidat Joe Liebermann insisterede jeg på at festen skulle være lidt mindre kedelig hvid end kongressen og lidt mere multikaotisk som samfundet udenfor – altså sammen med de "live" folk man så på mine billeder i rotundaen og i Caucus rummet, hvor de berømte McCarthy- og Watergate-høringer fandt sted. Så jeg inviterede alle mine fotograferede sorte gangster- og narkovenner fra de nærliggende ghettoer i Baltimore, Washington og Richmond med til en ”beggar’s banquet” i magtens korridorer, thi man har jo kun det sjov man selv skaber her i vort multikaos.

From my upcoming exhibition in the U. S. Congress: "Congress as seen from the ghetto"

 

	Dear  friends If you are in or around Washington DC next week - on business, vacation or whatever - I would be really glad to see you at the exhibition of my pictures in:   The United States Congress Place: Russell Senate Office Building Entrance: Rotunda from Constitution Ave. Time: 20th-27th of February 2004 Host: Presidential candidate, Senator Joseph Lieberman     Most of my photos will be in the Senate Rotunda, the huge dome through which the senators go to their offices - right below the American flag on the top. Another part of the exhibition will be hanging upstairs in the larger, very ornate and beautiful Senate Caucus Room (if I am not mistaken since my wife and I only had time to see the Rotunda when we delivered the pictures yesterday). The Caucus Room was the scene of the famous Titanic hearings in 1912, the McCarthy hearings in 1954 and the Watergate hearings in 1973.  Note: the official opening of the exhibition with all the politicians on Friday the 20th from 6-10 p.m. is a formal by-invitation-only-black-tie event, but those of you who are photographed in my pictures (or come from very far away....let's say, Alaska or Denmark) I will do whatever it takes to put on the guest list. (Otherwise try to bring your copy of my book and try to convince the guards that you are the same person actually portrayed in the book or the exhibition! I hope at least some of you living close by - such as Lefus Whitley in North Carolina or Alphonso Makell in Baltimore - can afford to come with your families.)  From the exhibition: Junkies shooting up "the white stuff" with Congress in the background Believe me, had it been up to me, I would have turned this "black-tie"-event into a true "black beggar's banquet" - such as Alphonso once suggested - hosted here by the wealthiest, most powerful people on Earth for all the people in my book. But because of the controversy surrounding this event (see details below about the actual occasion and how Saddam Hussein helped it along) I have no say in all this. To avoid a Jesse Helms scandal from the right-wingers I even had to let them censure my nude photos away so that this - my first exhibition in the United States - only will become a watered down version of the larger one I had in Copenhagen two years ago. But if you think you already know my pictures all too well, you should come anyway to see Annie Hedvard's incredible tapestries inspired by them. With their strong political message I am surprised that the organizers - a Presidential Commission - dares to hang these Rotunda-size quilts up. They even consider finding a dark, hidden corner where my slideshow can run.....counting on, I believe, that politicians are too busy to see it! Or perhaps - after last week's poison attack on Congress - that it will take more these days to chock them :-) For the same reason, be prepared for extremely tight security. They literally stripped me naked before they let me inside.......although - as my wife laughed - that was perhaps just a personal matter......her coworkers all teased her on the day Saddam Hussein was dug up of the hole: "Wow, he looked just like your husband!"  Anyway, I have nothing to do until my next show in Princeton on Feb. 27th.So if by chance you are close to the capital next week, let's hang out together or with my friends in the Washington ghetto. You can find me crashing among the many homeless outside Congress.....well, at least in the comfort of my not so freezing van ......or reach me anytime on my cell phone on 917-640-3732.    With love Jacob Holdt     Further information: Did you ever hear about Bush signing this important Museum bill? The occasion:  The reason for the exhibition is to celebrate the signing of the bill (H.R. 3491) to establish the first African-American museum in Washington. If you haven't heard anything about it.....well, that is no surprise. For Bush deliberately waited signing the bill until the day all the media was focusing on the capture of Saddam Hussein (which, it is now generally agreed, was no doubt another Bush-staged event.... the Kurds had already found him days earlier).  As far as I am told all the circumstances around the passing of this law has been very hush-hush since Bush and the right knows that it does not go down well with right-wingers and this is an election year. Some are still railing against Martin Luther King's birthday observance day. On the other hand, Bush did not have much of a choice signing it now when both the Jews have a Holocaust Museum and the beautiful new Museum of American Indians also is almost finished - actually the closest to Congress of the whole Smithsonian complex. No doubt Bush was also "strongly advised" on this matter by Rice and Powell! However, my view here might be a bit cynical since I have all my information only from the black people in the support committee - people who have been working ever since 1918 to get this thing to happen. So perhaps you better get the official, more rosy version on  http://www.si.edu/nmaahc/. The exhibition: This particular exhibition is organized by the "Presidential Commission on the Development of the National Museum of African American History and Culture". In addition to my pictures there will be significant pieces from the Mark Mitchell Collection, which the museum wants to purchase, but which Mark Mitchell at this point wants too much money for. At the opening, awards will be presented to certain legislators who worked diligently to get the legislation introduced and passed. For myself this exhibition might also become a testing ground. I am told that the Commission is considering having my pictures also in the actual museum once it has been built along with a digital video version of my slideshow. However, I know the feelings of Americans around these pictures well enough to know how much controversy and pain my pictures invoke - not least from my last slideshow in the Smithsonian. So it will be a long struggle before the pictures actually end up there permanently.....just as I expect an incredible struggle between blacks (internally) and whites about what else to put into such a museum which is "safe" enough for white school children to see.  For my own part I don't think Joseph Lieberman really knows what he is hosting .....(although I must give him credit for being the only candidate bringing "race" into the election - apart from Sharpton and Gephardt's minority set asides - with his far more explosive idea that Congress should consider slave reparations!!!) One of the other candidates, Dennis Kucinich, actually is using my pictures of poverty in his present presidential campaign.......and who knows.... ...perhaps THAT is the reason he so far has ended up absolutely last in the primaries?  :-)   So - the question here is whether to be seen or not to be seen. For if Jesse Helms sees my rotunda ehibition surely the whole round-about could very fast be changed into something resembling his rotunda exhibition -:)  .....perhaps not so bad.... who ever heard of Robert Mapple Thorpe before Jesse Helms "discovered" this "obscene" artist? To my Danish friends: I får denne indbydelse med da I jo efterhånden rejser utroligt meget til konferencer o.lign. i USA - samt for lige at sige at udstillingen var en af grundene sammen med en gang influenza til at I ikke fik julepost i år .......og altså ikke fordi I var blevet slettet af listen.   An update from www.american-pictures.com

 

---

 

Og nøjagtig sådan ønskede Peter Tudvad, som jeg gennem et helt år havde siddet og skrevet ”Et muslimsk manifest” sammen med, at hans fest skulle afspejle det samfund vi jo lever i. Så spændt var jeg på at se hvordan Søren Krarup og Jesper Langballe ville reagere på alle de inviterede muslimer. Jeg havde jo drukket vin med Søren Krarup før under nadvergang i Seem kirke og var imponeret af nu at opleve hvor godt han huskede det mens han spurgte mig ud om min far og især om min fars bedste venner, Ellen og Orla Lindgren, som var ivrige tidehvervsfolk og fans af ham. Det var morsomt nu at opleve hvordan både Krarup og Langballe syntes at nyde den dybe respekt og ærefrygt de fik fra muslimerne, som i lang tid holdt sig på ærbødig afstand.
 

Kun ét lille pinligt optrin afbrød den dybe harmoni. Det var da Sherin Khankans 3-årige datter stak i et hyl ved synet af Søren Krarups horn i panden – muligvis fordi hun fejlagtigt forvekslede ham med de mørkemænd eller folkepartionister, som havde differentieret hende ud allerede på hendes første dag ude i det danske samfund. Den dag glemmer hun aldrig, for hun er en meget bestemt lille dame, der havde udset sig en dejlig vuggestue lige rundt om hjørnet i Rødovre. Her havde både hun og hendes mor i lang tid fået at vide at de var særdeles velkomne, men da så dagen for indskrivningen kom og hun blev spurgt: ”Hvad er barnets navn?” og Sherin svarede: ”Aisha Dunia Khankan Sarwar” blev der øjeblikkeligt stille og vuggestuedamen fik pludselig en stram mine på og gik ind til forstanderen. Denne kom lidt efter ud og spurgte: ”Jamen, er det ikke et muslimsk navn?” ”Jo,” svarede Sherin, som er både dansk født og ser pæredansk ud. ”Aisha betyder ”i live” og Dunia ”nærværende” fra Dostojevskijs Raskolnikov.”  ”Ja, men så må vi desværre henvise jer til den sorte vuggestue to kilometer herfra,” svarede forstanderinden og skubbede det lille barn bestemt hen mod døren ud til hendes nye liv i apartheid-Danmark.

Men da Sherin nu forklarede Aisha at denne ”flinke” præst hun stod over for umuligt kunne have været med til at skabe det uhyggelige apartheidsystem hun var blevet henvist til - eller blot sætte ”tonen” for det - faldt den lille kritiske muslim efterhånden til ro. Og resten af dagen åndede fred og ægte dansk idyl og både Krarup og Langballe blomstrede op når både muslimer og jøder og hinduer insisterede på at blive fotograferet sammen med dem.

Jeg stod skarpsindigt og lurede på om Jesper Langballe i vores stigende fuldskab skulle komme til at forgribe sig på et af de "pestbefængte" rødvinsglas, som nogle af mine muslimske venner, der var til stede og som er ligeså kraftige drankere, lige havde drukket af. Men i dette blandede publikum lærte han hurtigt at stikke piben ind, når det gjaldt, i de dertil indrettede huller i hans veloplagte danske smil. Jeg fik sågar en kort hyggelig snak med ham om næstekærlighed, som jeg havde lært så meget om fra min egen far, men den snak forstummede hurtigt da vi opdagede at vi på det punkt måtte tilhøre hver sin religion.

Derimod kunne han fortælle mig alt om kærlighed idet han grinende fortalte at han efter mit angreb på DF i Berlingske Tidendes kronik i søndags havde spurgt dig i folketinget:

"Hør lige, Søren, hvordan kan du dog klare sådan et tossehoved som ham Jacob Holdt?" Hvortil du skulle have svaret ham: "Jamen, jeg bliver helt blød i benene når jeg kan mærke at nogen elsker mig. Og det kan jeg mærke at Jacob gør."
Hvortil jeg fastslog for Jesper: ”Ja, og det er ægte kærlighed!”
”Jamen, det var vist også det udtryk Søren brugte selvom det gik fuldstændig over min fatteevne!” grinede han endnu mere rungende i gravkapellet.

Jo, Søren, du skal passe på med hvad du går og siger i folketinget, for jeg har spioner med lange ører som Jespers både til højre og til venstre i salen.

Men to små hemmeligheder lover jeg at holde mund med til dine venner derinde såvel som dine vælgere. For én ting var tydeligt for enhver som var til stede der i Søren Kierkegaards dialektiske univers og så hvordan de to sorte fætre såvel som muslimerne blomstrede op i en sådan rus af velvære over at befinde sig i hinandens selskab at netop de var de allersidste til at forlade kirkegården – nogen med behov for lidt mere assistens end andre – ja, det var disse to hemmeligheder: at hvad enten I Danske Folkesnegle fra en svunden tid ønsker det eller ej, så er ”mit” multikaotiske univers også ”jeres.” Hvad mere er, I trives fint med denne kendsgerning – ja, som mine billeder viser det selv når I har nået "gravens rand" – I slet og ret stortrives i dette univers og nyder det til sidste dråbe. 
Men det ved jeg godt at I ikke kan føre valgkamp på, så lad dette være en hemmelighed mellem os to!

Og hvis du påstår det modsatte, så kig på mine billeder her – lettere slørede  som de er da jeg selv stod med rødvinsglas i den ene hånd – og se hvordan selv ”de sorteste” DF’ere bliver grebet af henrykkelse over at befinde sig midt i ”vores” multikaotiske univers.

http://www.american-pictures.com/gallery/friends/Peter.Tudvad/

ps. Skulle I stå til jeres fester i Dansk Folkeparti og mangle en fotograf, melder jeg mig gerne, thi også jeg trives i jeres selskab. Og skulle I stå og savne et underholdende, opløftende multikoloristisk islæt bringer jeg gerne mine venner med mig. For som du sikkert nu har bemærket har jeg hele mit liv elsket at lade forskelligartede "mennesker mødes og sød musik opstå i hjertet", som Schade. Herunder får du lige et par eksempler: