Jacob Holdt: Min korrespondance med Søren
Espersen, DF
Vi blev opfordret af
forlaget People Express til at skrive en dialogbog, da vi
allerede havde en omfattende korrespondance med hinanden.
Projektet strandede dog efter mit 3. brev til ham. Her kan du
læse vore indlæg og måske prøve at finde ud af hvem af os der
mon først gav op.
Introduktion om hvordan vi endte med
Den første gang jeg mødte dig, Søren, vandt du øjeblikkeligt mit hjerte. Jeg er af natur ret reserveret og kølig i det ydre og har derfor altid følt mig tiltrukket af varme mennesker. Straks du så mig på Christiansborg slotsplads på en blæsende martsdag i 2001 kom du hen og lagde armen kærligt om mine skuldre. Jeg overgav mig næsten øjeblikkeligt. Ja, næsten, for jeg var jo ankommet med en god portion fordomme overfor dig. Sagen var at Politiken havde fået den skøre ide at lave et debatarrangement med os to som gladiatorer i arenaen og for at reklamere for mødet skulle vi først ”hidse publikum op” i et dobbeltinterview i Politiken. Jeg må tilstå at da Politiken nævnte dit navn for mig, anede jeg ikke hvem du var, da jeg har levet så meget af mit liv i Amerika at jeg stort set kun vidste at Danmark bestod af på den ene side Pia Kjærsgård og på den anden side alle de ”rigtige” danskere, som jeg kunne romantisere og være stolt af i USA. Nu skulle jeg så her på slotspladsen fotograferes sammen med en såkaldt informationschef for hende – i mangel af hende selv – og fattede derfor ikke hvorfor jeg faldt pladask for dig. Jeg husker at jeg et kort øjeblik tænkte, ”det er bare et beskidt trick djævlen bruger til at friste mig ved at tage sig menneskelig ud”. Men lige lidt hjalp det, da jeg jo altid har befundet mig fint sammen med djævle og forsvaret de værste af slagsen. Så jeg var solgt på stedet selv med disse, mine indre modargumenter.
Helt svag i knæene blev jeg da vi skulle fotograferes foran et kæmpe Dannebrogsflag, som ustandseligt blæste mig omkuld mens du stod rank og stolt foran med hænderne i lommen som var det den mest naturlige ting for dig at læne dig op af danskheden og finde hvile i den. Flere gange, når denne truede med at blæse mig et langt stykke, rakte du igen din kærlige arm ud for at redde mig hjem. Da blev du helt faderlig for mig, for det var som et deja vue med alle de gange jeg hørte min fars fornuftsbestemte stemme i årene, da jeg rejste som ung vagabond i USA: ”Er det mon nu også klogt, det du gør? Er det ikke på tide at du snart vender hjem og får en uddannelse og gør lidt nytte for dit land?” (Ja, mere end noget andet minder hele denne brevveksling med dig om den voluminøse korrespondance jeg fik med min far i årene efter bruddet mellem os fordi jeg havde overmalet hans kirke med politiske slogans. Også han prøvede altid at tale mig til fornuft). Vi former jo hele tiden
vore medmennesker med vores adfærd og hvor vigtigt dette første kærlige
møde med dig var for at nedbryde mine egne fordomme opdagede jeg i ugen
derefter, da jeg skulle finde på noget at sige til dig til vores
kommende debatmøde. Jeg kom hurtigt på den tanke at en sådan ven kunne
jeg da ikke gå ind og angribe offentligt som en anden blodig gladiator.
I hver eneste anklage jeg forsøgte at forme mod dig i mine tanker så jeg
samtidig for mig et lige så stærkt forsvar. Særligt når jeg
sammenlignede dig med mig selv indså jeg at du jo ikke var spor værre,
thi havde jeg ikke selv i mit indre ofte næret de samme tanker, som du
havde haft mod til at lufte lidt mere højrøstet i offentligheden? Så
hvem var jeg til at kaste den første sten? Derfor endte jeg med at vælge
næsten konsekvent at forsvare dig overfor det jeg vidste, ville blive et
”frelst” publikum af Politikens læsere og i stedet at vende
pengefingeren anklagende mod min egen, langt mere destruktive racisme.
Hele dette første møde med
dig mindede mig utrolig meget om en skelsættende begivenhed 32 år
tidligere, som jeg vil fortælle dig om fordi den fik mig til at åbne mig
op for nogle værdier, som jeg tidligere selv havde haft stærke fordomme
overfor – værdier, som kom til at forme mig for livet og som jeg nu
forsøger her at give videre til dig. Uden disse værdier ville jeg ikke
have mødt dig, for det er de værdier der bevirkede at vi havnede i hver
sin politiske grøft skønt vi vist ikke var det på det tidspunkt jeg her
taler om, en kold blæsende regnvejrsdag i 1969. Jeg var efter 1967
blevet enormt aktiv i kampen for at få standset USA’s folkemord i
Vietnam, der endte med at koste 3 millioner mennesker livet. Jeg boede i
en baggårdsligkistebutik i Dannebrogsgade, hvor jeg havde lejet butikken
i forhuset ud til Foreningen af Danske Vietnam-frivillige, der under
Finn Ejnar Madsens ledelse ønskede at sende danskere ud for at kæmpe på
vietnamesernes side. Så jeg kan med en vis stolthed sige at
studenteroprøret startede fra mine stuer, for det var her Finn Ejnar
forberedte sin berømte aktion, hvor han skubbede universitetsrektor
Mogens Fog ned fra talerstolen og hvor han lavede alle de maoistiske
studenteroprørsplakater, som dækkede Københavns mure på det tidspunkt.
Men i efteråret 69 skulle
der være en stor NATO-øvelse med amerikanske tropper nede på
Vordingborgegnen, hvor du jo bor i dag, Søren. Og med det enorme
fjendebillede vi havde arbejdet op af USA var der ingen vej udenom – vi
måtte simpelthen ned og konfrontere fjenden. Men alt gik galt for os på
den tur. Vi havde lavet løbesedler til de amerikanske soldater, hvor vi
tilbød dem hjælp med at flygte til Sverige som så mange andre desertører
gjorde på det tidspunkt, men kunne stort set ikke få fjenden i tale. Så
vi endte med i frustration at lave magtesløs sabotage – klippe
telefonledninger over, male slogans osv. Til sidst var vi kørt fast i
mudderet, da vi stod og malede en bro mens regnen piskede ned over os.
Vi kunne ikke tilkalde hjælp af frygt for politiet, idet hele broen over
os lige var blevet malet over med ”USA out of Vietnam.” Men så
pludselig, da humøret var længst nede og vi sad gennemsølede i
muddergrøften, dukkede ud af mørket en amerikansk jeep op og en officer
sprang ud og råbte til os: ”Hey, you need help, buddies?” Og inden jeg
overhovedet havde fået fremstammet et pibende ”Yes” havde han allerede
på sin radio tilkaldt en stor mandskabsvogn, som med lange kæder fik os
trukket ud af muddergrøften. Vi var så chokerede at vi lod soldaterne
gøre hele det beskidte arbejde i mudderet mens vi selv stod med hænderne
i lommen eller på ryggen af angst for at de skulle se dem, overmalede
som de jo var med blå maling i de år hvor man ikke havde spraymaling,
men "malede med store brede pensler", og nervøse for at deres øjne
gennem regnen skulle opdage broen. Men inden de tog af sted, lagde
officeren pludselig kærligt armen om mig, vendte blikket op mod broen og
sagde: ”Nice work you did. I feel just like you. If you ever come to the States, look me up.”
Således gav en kærlig arm
om mine skuldre - midt i mit mørkeste vanvid - anledning til ”flugten
til Amerika” og til at jeg selv 5 år senere blev amerikaner med de
anderledes værdier dette nye hjemland har givet mig - værdier som jeg nu
låner af når jeg taler dig og Roma midt imod - her i mit eget fødeland.
”Jeg har en rigtig god ven
derinde. Han hedder Søren og han synes lige som jer at albanerne i
Kosovo, som jog jer på flugt, er nogle rigtig dumme svin. Det har jeg
faktisk lige snakket med ham om for nylig, så jeg er sikker på at han
sammen med den søde dame, Elsebeth Gerner Nielsen, der som den eneste er
dukket op fra det kolde stenhus for at komme jer i møde herude, vil
hjælpe jer så I kan blive her i landet, nu hvor de modbydelige albanere
har jaget jer ud af jeres eget land. Jeg lover jer at lægge et godt ord
ind hos Søren Han er nemlig til at tale med, har jeg opdaget, hvis bare
jeg bruger hans egen jargon for albanerne og fortæller ham at det er
”muslimerne”, som har jaget jer på flugt.
|
En lille
hilsen fra dine nye romavenner, der kom |
|
|
|
Fotos: Jacob Holdt
Når jeg fortæller denne historie, Søren, er det
selvfølgelig fordi jeg ved at du i nogen grad har været på en lignende
lang rejse som Steve - tur-retur. Som så mange i DF har du været ude og
kysse ”din halvløse elskerinde i baggården” på venstrefløjen, men modsat
mig er du ligesom Steve vendt hjem og svøber dig nu i Dannebrogsflag og
snak om ”landsforrædere” frem for ”mellemfolkelig solidaritet”. Derfor
er jeg nu nysgerrig efter at høre om hvilke mennesker i dit liv, som gav
dig en kærlig arm om skulderen på det rigtige tidspunkt og derved
påvirkede dig – først i den ene retning og siden i den anden. Hvem
forførte mon dig fra det ”mørke” Jylland ud i baggårdsstanken, hvor jeg
– sikkert i dine øjne er blevet hængende (skønt jeg altid har stemt på
folketingets midterpartier) – og hvem var dine frelsende engle, som
hjalp dig med at købe en billet tilbage fra afgrunden? Da din rejse er
dobbelt så lang som min, må du gerne skrive dobbelt så langt, thi din
rejse er jo lidt af et akrobatisk kunststykke, skulle jeg tillade mig at
mene :-) ps. Jeg fik ikke sendt dette af sted i går,
for pludselig væltede det ind i mine stuer med muslimer - en time før
jeg havde troet - og en hvidkitlet læge kom lige fra hospitalet og
skulle skynde sig at bruge mit arbejdsværelse som bederum. Så jeg måtte
straks forlade computeren for at hjælpe ham med at finde retningen mod
Mekka. Denne kendte jeg til hans forbavselse præcist
(idet min amerikanske foredragsagent, som er sort muslim, tidligere har
boet i værelset). Nu nåede jeg i skyndingen ikke at få ryddet op og
opdagede pludselig at min rodede datter efter en druktur havde kylet en
hel stak af sine BH-ere præcis mod Mekka, hvorfor jeg nu så lægen ligge
og bede til et bjerg af BH-ere umiddelbart foran næsetippen der på
bedetæppet. Jeg fik desværre ikke fotograferet scenen, men min kone og
datter morede sig kosteligt bagefter. Så kom nu ikke igen, Søren, og
påstå at muslimerne ikke vil åbne sig op for og tilbede vore frisindede
danske værdier!
Sørens 1. mail til Jacob:
Kære Jacob,
Selvom vi kun har mødtes
et par gange, synes jeg, det har været festlige og stærke møder. Jeg
kan vældig godt lide dig, og følte mig straks på bølgelængde med dig -
som jeg gør med folk, man kan tale stærkt og rent ud til.
Og vel får man varme smil,
når man møder dig - men jeg har samtidig mærket en melankoli, som
straks, da vi mødtes første gang i forbindelse med Politikens
dobbeltinterview med Dannebrogsflagene, forbavsede mig, og som jeg kun
kan tilskrive, at du af en eller anden årsag, som jeg ikke skal gøre
mig klog på - og jeg håber ikke, det lyder som optakten til en
psykoanalyse, som jeg hverken har adkomst eller evner til at lade
foranstalte - på et tidligt tidspunkt i dit liv har besluttet dig til
at bære alverdens byder på dine skuldre.
Og ikke alene alverdens
byrder, men også alverdens skyld og skam.
Jeg er ikke i tvivl om, at
du har haft masser af fest i dit liv, for du er af natur et
festmenneske, men jeg tror, at du føler dig skyldig, når du fester.
Ret mig, hvis jeg tager fejl. Du må altså arbejde med dig selv for at
leve op til dine egne idealer. Det må du jo selv om - men jeg
fornemmer, at du ikke kan nøjes med at arbejde med dig selv - men at
arbejdet med dig selv, skal foregå igennem andre.
Således har du gjort hele
verden til din egen, indre slagmark.
Og i det univers flyver
det så rundt med Ku-Klux-Klan-folk og sorte og undertrykte og stenrige
og hvide og asiater og jøder og buddhister og muslimer i én
pærevælling. For du har besluttet dig til én verden - én verden af
skyld og skam.
Jeg har følt, at du
også gerne ville proppe mig ind i denne myretue-mylder-verden -
dette masseægteskab, der mest af alt minder mig om de dér sydkoreanske
forestillinger, hvor tusindvis af mænd og kvinder med lykkelige smil
lader sig svejse sammen. For vi elsker jo hinanden, gør vi ikke...
Men, kære Jacob, jeg vil
ikke proppes ind i det univers. Ja, det vil sige - du må da gerne have
mig liggende der på din hjemmeside og i din forestillingsverden sammen
med alle de andre, som du også har besluttet dig til, at du elsker, og
som du også har besluttet dig til, er ulykkelige, fordi vi er og
var undertrykte.
Men hvordan skulle jeg dog
kunne finde plads i dit myreture-mylder-univers af indestængte, når
nu min barndom var lykkelig og lys.
Når mine fire store søstre
og min storebror forgudede mig, tog mig med på dejlige varme og lyse
udflugter til Marken i Svenstrup, til Kirkeskoven, til Heden, til
Madumsø, til Vesterhavet. Når jeg ikke hele min barndom og
ungdom kunne sætte et ben forkert i min fars og mors øjne. Når min far
hver søndag fra jeg var tre tog mig i hånden og så traskede vi afsted
til kirke, mens han fortalte vidunderlige sagn og myter - og
historierne om Guds kærlighed og Danmarks lykke.
Når mine fem søskende, min
new-zealandske svigerinde og min grønlandske svoger, i dag er mine
dejlige venner, som jeg stoler ligeså stensikkert på som på Sveriges
Bank. Når jeg har fået 5 pragtfulde børn, som elsker hinanden på den
mest fuldkomne, loyale og glade måde - og de børn altid kun har givet
mig glæde og stolthed. Når jeg har en mandig og stærk svigersøn i
Israel - som sammen med min ældste datter har skænket mig lille Daniel
og Mai. Når min hustru, Yvette, er min allerbedste ven og samtidig min
varme elskerinde, klog og stærk - og tilmed klodens bedste kok. Når
min ex-hustru, Mette, og jeg har et godt og ubrydeligt venskab - og
hun er en del af vores familie og slægt.
Når min far døde en hurtig
død, som han havde håbet på. Når min mor døde en fredfyldt død i vores
hjem - omgivet af alle sine kære, som hun havde håbet på. Når den
eneste store, kulsorte, forfærdelige oplevelse, jeg har haft i
hele mit 53-årige liv, var da jeg i januar 2005 var med til at begrave
min nevø Jakobs kære lille Lucia, som blev tre år - men når jeg tilmed
i dette buldermørke med bestemthed så Vorherres lys og stærke arm, som
bar hende hjem til herligheden.
Og når Vorherre samtidig
har skænket mig den vidunderligste og mest storslåede gave af alle: Et
sind aldeles renset for had og bitterhed. Når jeg er en glad og
lykkelig mand - som bare beder til, at det fortsætter. Når jeg tilmed
har fået den lykke at være totalt farveblind. Når jeg ikke hader nogen
mennesker - hverken afdøde eller levende, og heller ikke håber
nogensinde at skulle udsættes for det.
Hvordan, Jacob, skulle jeg
dog midt i alt dette kunne finde vej ind i dit
selvopfundne, traumatiske univers?
Jeg beklager, at jeg på
den måde skulle tillægge dig egenskaber og fornemmelser, som du
måske slet ikke har. Måske har jeg taget munden for fuld - og sagt for
meget om dig, som jeg jo bestemt ikke virkelig kender. Men som jeg
gerne vil lære at kende. Som du rigtigt siger, har jeg - uden for min
familie og slægt - ikke mange ægte venner. Bekendte har jeg derimod
mange af. Gode bekendte. Bekendte, som jeg kan grine med. Jeg håber,
vi kommer til at grine sammen, Jacob. Det er begyndelsen på al dialog.
kærlig hilsen
Søren
Med
venlig hilsen
Søren
Espersen
Medlem af Folketinget / Member of
Parliament
Dansk Folkeparti / Danish People's
Party
Qvi desiderat pacem, praeparet
bellum
Fortsæt læsningen i: |