406 – 435  Attica to closed society (old book 262-281)

Vincents text                                                                                   Norsk                                    Ny dansk bog

406

My journey has taught me that I can no longer hate any single person or group or even class of people, not even the worst exploiters. If I said that I hated the Rockefeller family, I’d quite simply be lying. Certainly it’s true that Nelson Rockefeller ordered the massacre at Attica and murdered 41 inmates who were only demanding prison reform. But even though I was present at the mass funeral and heard the armed Black Panthers in the church shout “Death to Rockefeller! Jail the rich, free the poor!”, and even though I knew several relatives among the weeping families, and even though I once again saw the color of blood in the African-American flag ... yes, even then I was not capable of hating Rockefeller.

For I know that behind the role he was brought up to perform and believe in within the system is a human being who under other conditions wouldn’t have become a murderer in a desperate attempt to keep inmates of the ghetto in place. If we understand that the underclass is murdering and robbing because of its environment, we must also logically acknowledge that the upper class, in its actions, thinking, and tradition, is slave-bound by its milieu. The more I let myself be brainwashed into the upper class, the more its actions started to seem valid.


408

I’d also be dishonest if I tried to conceal the fact, that I’ve come to like the people I’ve met from America’s upper class. When I condemn the upper class, it’s really a condemnation of the system that created these classes and teaches its members to rob and murder not only in the US, but also in the Third World—an inhuman system so strong it can’t be changed by merely attacking its symbols. If I had hated the Rockefellers as symbols, I would’ve denied them the human warmth and hospitality they’d shown me as a vagabond under conditions not dictated by the system.

The longer I wandered as a vagabond in this system, the more I lost the desire to ever again become a part of it. Everywhere the system had given people a false face. The more distinctly these deformed masks outlined themselves for me, the stronger was my urge to get behind them and look out through the eye slits. It was never a beautiful sight—just hatred, fear, and mistrust. I had no desire to become a part of that hatred. I learned it’s much easier to hate and condemn than to understand.

Hatred is based on simplified one-sided considerations and most people are so absorbed in the pain of not being able to live up to the norms of their milieu that it’s easier for them to reduce reality to symbols rather than understand it. It’s far easier when reading a book like this one to hate whites than to try and comprehend us because that way you avoid fighting that part of the system in yourself. Not until we realize how we ourselves are a part of the oppression can we understand, condemn, and change the forces that dehumanize us all.

I was able to survive outside the system because I always sought the human being behind the false façade. But behind these façades I always saw the defeat of love. The fewer the threads connecting people in a wholesome society, the more petrified and impenetrable seemed the masks I had to penetrate to survive. But even within this oppression, it’s possible to find many shades of humanity. Even if love between people has been killed in this system, we all know love can still shoot up through the asphalt whenever ... wherever ...


423


Ghetto love


“There is no love like ghetto love”.

After four years of vagabonding in the ghetto I ended up getting married to it. Annie is the only woman I recall having taken an initiative with. As she was sitting there in a restaurant in New York - irresistibly beautiful - it was evident from our first glances that we needed each other. Both easy victims: she knew nobody, having just returned from ten years of exile in England to attend her mother’s funeral, and I was in one of my depressed periods of vagabonding. We were both children of ministers and had in different ways rebelled against our backgrounds. She was deeply moved by my photos and wanted to help me publicize them. She had a strong literary bent and a far greater intellectual breadth of view than I, so I soon became very dependent on her to make the pieces in my puzzle fall into place.

Annie had to a large degree freed herself in her exile from the master-slave mentality which makes marriage almost insupportable for those few unfortunate Americans who fall in love athwart the realities of the closed system. For “intermarriage” is indeed a subversive act. Even liberals grope for an answer when the question comes: “Would you want your daughter to marry one’?” I usually found common segregationists starting conversations with, “I don’t care whether people are white, black, purple, or green...” Ten sentences later they would be sworn enemies of “intermarriage.” Yet until it was prohibited in 1691, there were plenty of intermarriages between white and black indentured servants, and prior to the reduction of blacks to slavery the “poor white” hatred of them was unknown. In most other countries, even post-slavery countries like Cuba and Brazil, there is nothing resembling the fanaticism of Americans towards intermarriage. Although I come from a conservative rural area I cannot recall having heard a single negative remark in my childhood about the frequent international marriages of Danes to African students. On the contrary I sensed a strong solidarity and even envy towards those moving to distant lands. But in America no interracial marriage can be viewed as simply a natural union. In Hollywood, black promoters wanted to invest a lot of money to publicize my slideshow, but first they wanted me to take out the section on my wife: “It destroys your message, makes you look like just another liberal.” Many blacks and liberals will for the same reason fall away in this chapter. A black woman was furious after seeing my slideshow with photos of several naked black women (unaware as she was of my Danish culture in which nudity is highly cultivated: family beaches and inner city parks are packed with nudes barely minutes after the sun breaks through). “Aren’t you aware of how irresponsible you have been having had relationships with all these mentally unbalanced women? Aren’t you aware that slavery makes us all mentally ill?” She hit the core question: How can I interfere as a neutral in a master-slave society without becoming a part of the problem? And yet she made the same mistake as most Americans of automatically assuming that a photo of a naked woman equals a sexual relationship with her.


She need not really worry, for unlike what I found among black women in most of Africa, the black American woman has developed enormous defense mechanisms against the white man in response to centuries of abuse. Although I spent most of my time in black communities, more than 90% of the women who invited me to share their beds were white. But the suspicion of the white male sexual exploiter naturally always hung over me in my journey. Walking at night in ghettos in the deep South young men would ask, “Sir, you want me to get you a woman?”

I am fairly convinced that most women would not have offered me hospitality if they had not sensed the non-aggressive component in me. Since I always saw my vagabonding as a passive role and thus neither avoided nor initiated sexual relations I think it is interesting to analyze what actually happened when I came close to women. After a few days, if we got along well together, white women would express sexual aggression. But even if we became intimate and embraced each other, usually nothing more would happen with the black underclass woman, especially in the South. It was as if something misfired in us both - a shared acknowledgement that this was too big a historical abscess to puncture. She could not avoid consciously or unconsciously signaling that this was a relationship between a free and an unfree person, which immediately gave me the feeling of being just another in the row of white sexual exploiters. Most of my sexual and long-lasting relationships with black women were therefore with women from the middle class or the West Indies who, although more conservative than white and underclass women I met, had nevertheless freed themselves from this slavery to a higher degree. Some Americans would say that if you are aware that certain people live in slavery you should not as a privileged white get yourself into such intimate situations where a sexual relationship or “intermarriage” could arise. But slavery is a product of not associating with a group completely freely as equals, thereby isolating and crippling it.

Annie was one of my exceptions with the underclass. For although her surface seemed very “middle class” after her long leave, she was in her fundamental outlook marked by her underclass upbringing. Such a relationship could probably have worked with much trust and effort by both partners, but because of my racism, sexism, and above all that unseeing “innocence” which will always be the ultimate privilege of the ruling class, this wasn’t what happened. Instead it became such a painful crushing defeat for me that I for instance couldn’t reconcile it with my original book. Even the beginning went wrong. We got married Friday the 13th of September, with no place to live.

A maid let us spend our honeymoon in the luxury apartment of the South African consul who had been called home by his apartheid regime. Afterwards we ended up in the worst area of the ghetto. We had hardly paid the first month’s rent before all Annie’s savings were stolen. We lived on the fifth floor of a building with only prostitutes, destitutes, addicts and welfare mothers. Annie had not lived in underclass culture since her childhood and it was a terrible shock for her to end up here. Due to her looks and the place we lived she was constantly “hit on” by pimps and hustlers, who tried to recruit her. When I had to hitchhike away for some days Annie was kidnapped by a prostitution ring who forced her at gun point to strip naked while they played Russian roulette with her “to break her in.” At night she managed to flee through a bathroom window without clothes out into the city streets. When I came home she was lying dissolved in tears and pain.

The attacks of the pimps continued, and it didn’t help matters that I was white. One day a pimp scornfully threw a handful of money at Annie on the bus. With my old vagabond habits I picked it up. Annie was furious with me and wouldn’t talk to me for a week. There were violence and screams and frantic pain in the building day and night. Several times in the beginning I tried to intervene between pimps and the ho’s they were beating. There was also a pyromaniac. Almost every night during the first months we were woken up by the fire alarm and saw flames burst out from the adjoining apartments. We were so prepared that we had everything packed all the time. The first thing I would grab was a suitcase with all the thousands of slides for this book. One night when we were all standing half-naked in nightclothes on the street I asked Annie to keep an eye on the suitcase while I photographed the fire, but she didn’t hear me in the noise and when we got back to the apartment. it had been left behind. I rushed down to the street and found the suitcase still standing there. Everyone in the building called it a true miracle as nobody had ever seen any valuables left on the street for even one minute without being snatched.

The psychological pressure was at first worse on Annie than on me. We tried to get welfare in order to move, but got only $7. Almost every night she lay in tears and despair. In the first months when I still had some psychic surplus left I tried to penetrate into the world which had so evidently disintegrated for her. Like most of my other relationships in America, this one was due to violence. We had met each other as a result of the murder of her mother; and a few months afterward her stepfather was found staggering down the street mortally wounded by a knife. A horrifying pattern from her childhood began to appear for me in these tear-filled nights. When her 16-year-old mother had given birth to her and a twin sister it was seen as such a sin in the minister’s family that the mother had been sent up North and Annie down to an aunt in Biloxi, Mississippi. All Annie recalls from these first four years was the drunken aunt always lying in her shack, while Annie sat alone outside in the sand. One day she almost choked to death on a chicken bone and struggled desperate and alone. Nobody came to help her. The grandparents discovered the neglect and took her back to Philadelphia, Mississippi, where she received a rigorous fundamentalist upbringing. All display of joy, dance, and play was punished. Often she was hung by leather straps around her wrists in the outhouse and whipped to a jelly. On the way home from school there was almost daily rock-throwing between the black and the white kids. One day the white kids turned German shepherds on them and Annie was severely bitten. Two of these white children later joined the Ku Klux Klan, and one of them, Jim Bailey from Annie’s street, was the one who later murdered three civil rights workers in 1964.

After this Klan violence, with parades of burning crosses through Annie’s street, she fled up North and later went into exile. Since she was the first black to integrate the town’s library, she never dared to return. The more these tearful nights revealed, the more shocked I was. She was incredibly sensitive and one night I recall her crying at the thought of “the white conspiracy” which had kept her and the other black school kids ignorant about the murder of six million Jews.

Finally Annie managed to get a temporary office job in the Bureau of Architecture where she took care of bills from construction companies. She caused great turmoil by discovering one swindle and fraud after another. With her unusual flypaper memory she could detect how the construction companies had months before sent bills for the same job but in different wording. For years these Mafiosi had ripped off the city. Every day she came home and told me about how she had just saved the city $90,000 or the like. When her job ended, her boss told her she could write any recommendation she desired: he would sign it. But we ourselves still had no money and it was as if this corrupt atmosphere helped to further break down our morale. When the rich steal, why shouldn’t we? When we one day found a purse with $80 in it in the hallway, it took us a long time to decide to give it back to the owner a welfare mother. When she opened her door she grabbed the purse without a word, with a contemptuous look as if to say, “You must be fools, trying to be better than others here.” From that moment everything slipped more and more in a criminal direction. It had been our idea that I should use the time to write a book. Annie and others felt that I ought to write about my ghetto experiences with the eyes of a foreigner. In the beginning I sat day after day in front of a blank sheet of paper, but it was impossible for me to get a word down in that violent and nerve-wracking atmosphere.

Gradually we both lost our self-confidence and I gave up. The less surplus we had, the less hope, the more violent did the atmosphere become between us. Little by little Annie started to drink in response to my increasing insensitivity. She began to nag me for being nothing but a naive liberal. These endless nights are more than anything the reason for attacks on liberals (or myself) in this book. For the first time in my journey I began to lose faith in blacks - to look at their actuality rather than potential. I was becoming Americanized, had become a victim of the master-slave mentality. The more I lost faith in people (and my own future), the more I seethed with hatred and anger. To avoid the unendurable atmosphere with Annie, I began to spend most of my time on the street. The more powerless I became, the more dismal my prospect, the more she lost faith in me. One night she shouted, “You can’t even provide! You hear, blue-eyed nigger, provide!” What was even worse was that although I constantly tried to get work I started blaming myself. I did nothing but stand in line. In the mornings I sat and lay in line in the blood bank to get $5. Every day at 11:00 for eight months I stood in an hour-long soup line and at night I would often eat in a church. The rest of the day I would stand in line to get work, which was impossible as l had no skills. If I got there at four in the morning I sometimes succeeded in being hired for a day to throw advertisements in the affluent suburbs for $2 an hour.

After a while I gave up and spent more and more time with the criminals in the street. I was never involved in any large-scale criminal activity, but it was clearly moving in that direction. One night when a guy was telling me shakenly that his brother had just been murdered in Chicago I just replied coldly, “What caliber pistol?” Only afterwards did it dawn on me how deep I had slipped down. During the time I lived with Annie eight people had been murdered on our block, some of them acquaintances. Theresa, who had so often given me free food in her coffee shop, was murdered one day by a customer who couldn’t pay his bill of $1.41. Sometimes even the walls in our hallway were smeared with blood. When I came home late at night Annie would often be lying in a fog of tears and booze. I hardly cared any more. In the end for fear of the destructive quarrels I would not come home until she was asleep. Our sex life, like everything else, disintegrated.

Finally I harbored such hatred for both blacks and whites around me that I became afraid of myself. One night when Annie had been drinking I became so desperate that I aimed a blow at her in the darkness. The next morning she had a black eye like everyone else in the building had had. Having never before laid a hand on a person, I was shaken. I had a sudden fear that I would end up killing her one day. The only way I could break the ghettoization was flight. We managed to get a tiny room for Annie in a white home outside the ghetto. After that I went straight for the highway. The highway I knew meant security and safety, recreation and freedom. For four years I had lived an escapist privileged vagabond life in ghettos without being affected. When I became a part of the ghetto, I was destroyed in less than a year, had ended up hating blacks, had lost faith in everything, and had seen the worst parts of my character begin to control my behavior. One of these was an increasing selfishness and aggressive callousness in my relationship to women. It was no coincidence that I immediately entered a period of conspicuous consumption of “girls” with my friend Tony in North Carolina. I had no inhibitions left. And yet I was not exactly a horn seducer. Time and again Tony whispered to me, “Hey, why don’t you make a move?” and time and again he ended up having to drive my date home prematurely. And then every night there were disturbing obstacles. One night I couldn’t get home with my date because of a shootout in the street. Another night we all went to see Earth, Wind and Fire in Chapel Hill and I used my white privilege to “con” my way in for free as I never had money. This so irritated Bob, who drove the car, that on the way home he suddenly stopped and said, “Hey, man, you gotta get out, understand?” Since Bob was a double murderer, having killed both his wife and her lover, and everybody knew he boiled inside, nobody tried to intervene and I had to get out in the frosty night in the middle of nowhere.

An essential tool in dating is the car. Since I couldn’t take my dates for a ride I instead invited them for what I loved most of all in the world: hitchhiking. It was these trips more than anything else which made me aware of my sex-ploitative frame of mind. I had lived with blacks so often that I paid hardly any heed to being “on the wrong side of the tracks,” but to hitchhike with a black woman quickly shakes one into “place” again, especially if one is as ignorant as I had managed to remain about the additional master-slave relationship of men to women. Because of my vagabond attitude that the driver should be “entertained,” if the driver was a woman or a gay man, I would sit in front to make conversation, whereas if it was a straight man I would make the woman sit next to him, even if she didn’t want to. The reactions from the white male drivers were terrifying. If they didn’t content themselves with psychological torture of the women, they would use direct physical encroachment. Although most of those I hitchhiked with were well-dressed daughters of professors and doctors in the North and had the education and trust in their surroundings which made them - unlike ghetto women - even dare to go on such a trip with a white, they were considered as nothing but easy sexual prey or even whores. Several times lustful drivers violently tried to push me out. For some of these women it was their first chance to see their country. Most didn’t even last to the state line. One lasted 4,000 miles through Canada and the Grand Canyon - then broke down in a hysterical fit which almost had us both arrested.

I was still enormously out of balance after my ghettoization and I decided I needed to recreate myself in a calm family atmosphere. After having lived in a couple of white homes I searched back to the most harmonious and stable married couple I could recall having seen in the underclass: Leon and Cheryl in Augusta, Georgia. Their love and devotion to each other had been so enriching and contagious that I often thought of them in the course of my own abortive ghetto love as living proof to myself that real ghetto love could thrive. While I had lived in their home I had had peace and support, enabling me day after day to hitchhike out to explore the poverty in the area. But when I came to their house I immediately felt something had changed. Leon asked me in, but he was not happy. He seemed to be in a trance as he told me his wife had died from a disease which was curable but which they had not had money to get under proper treatment before it was too late. Leon had not recovered from the loss. He never went out of his house which stood right next to the elite medical school in Augusta. All day long he sat on the blue shag carpet in front of his little stereo as if it were an altar, listening to music while staring at a photo of Cheryl above. Some days he sang love songs throughout the day, putting her name in them. Once in a while he would scream out in the room: “I want you! I want to hold you. I want to be with you again ... We must unite, be one... I want to die... die... “ Never have I seen a man’s love for a woman so intense. At most once a day would he turn around and communicate with me, and then only to tell me about how he wanted to join Cheryl in heaven. Sometimes when he stared directly at me with this empty look as if I were not there my eyes would fill with tears. I felt a deep understanding for him, yet couldn’t express it. In the evenings he lay in his room. His mother or another woman would bring us cooked food in the two weeks I stayed there. This depressing experience made me look deeper into myself. I became determined to go back to Annie, and later she returned with me to Denmark. Our relationship had suffered too much, so after a while we separated. We achieved a good working relationship and she helped translate parts of this book and all of the film.

Three years later I traveled all over America to give or show this book to all those friends who made it possible. One of them was naturally Leon, who had helped me so much and was one of those I had in mind to come and help run the show in Europe. But when I came to his screen door with the book under my arm, a strange woman answered my knock. No, Leon didn’t live there any more. He was shot three years ago - by a white man. All afternoon his mother showed me the photo album with Leon and Cheryl’s pictures and told me tearfully about their three happy years together. We sat sobbing in each other’s arms on the front porch. I know that Leon and Cheryl are united again. “There is no love like ghetto love.”

Written with the help of my ex-wife in her hospital bed. Annie died after a long period of health problems in 2002 in Denmark.



















 


428

A society in which love and mutual connections have been killed is not a beautiful sight. Even the church escapes the social ethics of Christ and betrays the outcasts. That these outcasts then betray the church is no wonder. Angry ghetto youngsters often arrive in white churches just before the collection plate is passed round and force the churchgoers at gunpoint to give to the truly love-hungry.


Wherever we cast out our fellow citizens through ghettoization and the perdition of white flight our towering symbols of charity are left empty alongside their smashed mosaic windows. The Danish Seamen’s Church in Baltimore, in which I often found some peace of mind, had to close because Alphonso and my other friends in the neighboring houses were constantly robbing it.


430

A despairing minister in Chicago told me that his church was closing because the congregation was robbed every Sunday. According to the biased media, a “Christian priest was forced away from his church (in a Denmark ghetto) by Muslim thugs” when our brown youths expressed, in exactly the same way, the pain and anger of feeling rejected by white flight. When I did a reconciliation workshop for them and for the few remaining whites in the ghetto, I found that the only difference between them and their American counterparts is how exemplary their behavior (still) is in Europe.

In some American cities there are armed guards or police to protect guests on every floor of hotels. Subway trains in New York and Chicago carry both uniformed and plainclothes cops—and still people are murdered and raped before the eyes of panic-stricken passengers. Tourists return to Europe with “American neck” from continually sending anxious glances back over their shoulders. A Nigerian student I met in Philadelphia’s ghetto was so panic-stricken over conditions there that she tried to be sent home, “to safety,” before her studies were over. Her statement wouldn’t have surprised me if it weren’t for the fact that she’d just lived through the civil war in Biafra.

The confinement of the underclass is dehumanizing for all. In five of the homes I lived in, there were twice armed robberies while I was there. Society spends billions to cure the ill instead of educating us about the suffering our racism inflicts on ourselves. We intuitively feel that we’re digging our own graves, but, unable to do anything about it, we turn it into a trench. A manufacturer I lived with had made a fortune making military equipment but turned to producing alarms and teargas guns, perhaps because the country wasted so many resources exporting war that the “war on poverty” at home had to be abandoned. The more we struggle for “freedom” without mutual respect, the more we cut ourselves off from it. Thus, many now live behind steel-bar fortifications.

Slowly but steadily the iron curtain is closing in on America. You walk into a store and find yourself inside a steel cage. The wealthy can afford to invest billions in invisible electronic fortifications between themselves and the ghetto. The more electronic rays replace trust, the more the system closes itself. People, many of whom are trained from childhood in the use of weapons, are paralyzed with fear. Many arm themselves to death to “defend themselves against the niggers,” as a suburban Michigan family told me. I don’t know what is most shocking: that our children of anger feel so psychologically marginalized that they can kill for a dollar or that millions of Americans are prepared to take a human life just to defend a TV.
Even teachers are often assaulted in front of their students. My friend Jerry, mentioned in the Detroit letter on page 183, had learned not to interfere when his students sat and polished their guns in his classes. As a lecturer, I often came to support his efforts to be a saving angel for these bleeding ghetto children. But when, after years of trying, the only student he managed to get into Harvard was killed in class by stray bullets from a gang fight—just before graduation—Jerry gave up. In 2005 he fled the US and came to me in Copenhagen. Only three years later, however, gang wars broke out among our own marginalized people, forcing Danes into the same flight from their own creations.




431

The more cars, the more weapons, the more fortresses, the more military buildup ... the more private industry enriches itself on this systematic subversion of society. The higher the barriers Big Business constructs between people, the more it manages to kill the love between people—and the higher stock prices rise on Wall Street.
In the process, we become insensitive to, for example, this hungry woman on the street outside the stock exchange ...






435

When we fail to fortify justice, it becomes necessary to justify force. The more we try to shoot out a shortcut to freedom and security, the more our actions in flight and desperation resemble those typical of the ghetto. Just as ghetto inmates look for quick escapes into awe-inspiring luxury cars and violence, we escape through the use of even more awe-inspiring armored personnel carriers and military violence, which are directed at the ghetto, instead of changing the attitudes we espouse that create ghettos.

How free are we really in God’s own country when thousands of people must view the Statue of Liberty from behind windows with steel grates? Her watchful gaze, which is always turned away from even the most vicious acts of racism, is increasingly being replaced by Big Brother’s ever-present eye.

Out of fear and alienation, we continually violate the Constitution under the pretext of fighting crime and terrorism. In Denmark, too, we repeatedly restrict our own freedom with new and harsher terrorist legislation out of fear of those we’ve marginalized. In one respect America is dangerously close to totalitarianism: the country is swarming with secret police. Nobody, absolutely nobody, except those who, like me, have hitchhiked around in big and small American towns, has any idea how many of these plainclothes cops there really are. They were always frisking me. Even in small sleepy towns in the South, I might discover up to twenty officers in a single night. The more the system closes, the more trust in the actions and values of society as a whole disappears. Superseding reason, fear stifles our concern and compassion for fellow human beings.

Our (black) criminal and (white) repressive escape acts are poisoning the entire population, which is gradually being corrupted by the violence it perpetrates against the black ghetto. A ghetto is created and perpetuated by outside forces; it can’t be dismantled from the inside. Paralyzed by fear and violence, our entire society begins to assume the character of a ghetto. The population becomes increasingly aware that it’s operating in a closed system—a system in which we’ve lost even our imagined freedom of action. A system whose prolonged confinement of (our) undesirables in enormous ghettos has long since become so institutionalized that it seems quite natural to us. For generations our “systemic racism” has shaped and crippled us to such an extent that we can neither imagine alternatives, nor in the short run would we be able to live with them if we could.

And so the entire society becomes a closed system in the same way the South was before 1865 and before 1954—a system that, in spite of the efforts of liberals and activists, was unable to change from within. Northern interference in the Southern closed system didn’t break the circle; it only found a new higher level of balance, raising the median black income in the South from 45% to 55% of white income. We whites have the power to eliminate the ghettos through a change of attitude, but as long as we passively allow ourselves to be captured by the enslaving pattern of well-coordinated oppression, I see no possibility of this happening. We don’t understand the underclass monster we continuously create, and so we turn our backs to it, destroying our society in the process.


438

 

406

Min rejse har lært mig, at jeg ikke længere kan hade nogen enkeltperson, gruppe eller samfundsklasse – selv ikke de værste udbyttere. Hvis jeg sagde, at jeg hadede Rockefeller-familien, ville jeg ganske enkelt ikke være ærlig. Det er ganske vist sandt, at Nelson Rockefeller beordrede massakren i Attica og myrdede 41 indsatte, som blot krævede fængselsreformer. Men selv om jeg var til deres massebegravelse og hørte de bevæbnede sorte pantere med geværer i kirken råbe ”Død over Rockefeller, sæt de rige i fængsel og befri de fattige”- og selv om jeg kendte flere af deres pårørende blandt de grædende enker – og selv om jeg endnu engang så blodets farve i det afroamerikanske flag... ja, så er jeg ikke i stand til at hade Rockefeller.

For jeg ved, at bag den rolle, han blev opdraget til at spille og tro på inden for systemet, gemmer der sig et menneske, som under andre forhold ikke ville være blevet morder i et desperat forsøg på at holde ghettoens indespærrede nede. Hvis vi forstår, at underklassen myrder og røver på grund af sit miljø, må vi logisk nok også erkende, at overklassen i sine handlinger, sin tænkning og tradition er slavebundet af sit miljø. Jo mere jeg lod mig hjernevaske ind i overklassen, jo mere begyndte dens handlinger at virke gyldige og forståelige.


408

Jeg ville være uærlig, hvis jeg forsøgte at skjule det faktum, at jeg er kommet til at holde af menneskene i USA’s herskende klasse. Når jeg fordømmer overklassen, er det i virkeligheden en fordømmelse af det system i os, som skaber vores stigende ulighed, og som lærer sine medlemmer at røve og myrde – ikke blot i USA, men især i den Tredje Verden; et system så stærkt og umenneskeligt, at det ikke ændres ved blot at angribe dets symboler. Hvis jeg havde hadet Rockefellerne som symboler, ville jeg havde nægtet dem den menneskelige varme og gæstfrihed, som de havde vist mig som vagabond under betingelser, der ikke var dikteret af systemet.

Jo længere, jeg gik som vagabond i dette system, jo mere tabte jeg lysten til nogensinde igen at blive en del af det. Overalt havde systemet givet mennesket et falsk ansigt. Jo tydeligere disse uhyggelige masker tegnede sig for mig, des stærkere trang fik jeg til at trænge ind bag dem og se ud gennem deres snævre øjensprækker. Det var aldrig noget kønt syn - kun had, frygt og mistillid. Jeg havde intet ønske om at blive en del af dette had. Jeg lærte, at det er meget lettere for mennesker at fordømme og hade end at forstå. For er baseret på forenklede ensidige betragtninger, og de fleste mennesker er så opslugt af smerten ved ikke at kunne leve op til normerne i vores miljø, at det er lettere for os at reducere virkeligheden til symboler end at prøve at forstå den. Det er langt lettere, når man læser en bog som denne at hade de hvide end at prøve at forstå os, for på den måde undgår vi at bekæmpe den del af systemet, som er at finde i os selv. Først når vi erkender, hvordan vi selv er en del af undertrykkelsen, kan vi forstå, fordømme og ændre de kræfter, som dehumaniserer os og gør os alle i bund og grund ulykkelige.
På mine rejser var jeg i stand til at overleve, fordi jeg altid søgte ind til mennesket bag den falske facade. Men overalt bag disse facader så jeg kærlighedens fallit.
Jo færre tråde der forbandt mennesker i et sundt samfund, jo mere forstenede og uigennemtrængelige virkede de masker, jeg hele tiden måtte trænge igennem for at overleve. Men selv inden for denne undertrykkelse er det muligt at finde mange nuancer af menneskelighed. Selvom kærligheden mellem menneskene er blevet dræbt i dette undertrykkelsens mønster, ved vi alle, at kærligheden kan skyde op gennem stenbroen hvor som helst... når som helst.



 

423

Ghetto love



”There is no love like ghetto love”.


Efter fire års vagabondering i ghettoen endte jeg med at blive gift med den. Annie er den eneste kvinde, jeg mindes at have

taget et initiativ overfor. Som hun sad der i en restaurant i New York – uimodståeligt smuk – var det åbenlyst fra vores første blikke, at vi havde brug for hinanden. Hun kendte ikke nogen efter lige at være vendt tilbage efter ti års eksil i England for at gå til sin mors begravelse, og jeg var i en af mine deprimerede vagabondperioder. Vi var begge præstebørn og havde på forskellig måde gjort oprør mod denne baggrund. Hun var dybt grebet af mine billeder og ønskede at hjælpe mig med at publicere dem. Hun havde en stærk litterær tilbøjelighed og en langt dybere intellektuel horisont end jeg, så jeg blev snart meget afhængig af hende til at få brikkerne i mit puslespil til at falde på plads.

Annie havde i høj grad i sin landflygtighed befriet sig selv for den herre-slavementalitet, som gør ægteskab næsten uudholdeligt for de få uheldige amerikanere, som forelsker sig på tværs af det lukkede systems realiteter. Blandede ægteskaber er nemlig i allerhøjeste grad en undergravende handling. Selv liberale famler efter svar, når spørgsmålet kommer: ”Hvad vil du sige til, at din datter gifter sig med en?” Typiske racister startede i reglen samtalen med: ”Jeg er ligeglad med, om folk er hvide, sorte, lilla eller grønne ...” Ti sætninger senere viste de sig at være svorne fjender af blandede ægteskaber. Alligevel var der masser af indgiftning mellem hvide og sorte tjenestefolk, indtil det blev forbudt i 1691. Før reduktionen af de sorte til slaver, var det fattige hvide had til dem også ukendt. De fleste steder – selv i tidligere slavelande som Cuba og Brasilien – er der intet, der minder om amerikanernes fanatiske modstand imod blandede ægteskaber. Skønt jeg kommer fra et konservativt landområde, mindes jeg ikke at have hørt en eneste negativ bemærkning i min barndom om den hyppige indgiftning med afrikanske studerende. (Jeg vil ikke her omtale den negative afsmitning fra den senere hetz mod indvandrere). Men i Amerika kan ingen ægteskaber mellem racerne betragtes som blot en naturlig forening. I Hollywood ville sorte promotorer investere en masse penge i at slå mit lysbilledshow stort op, men først ønskede de, at jeg skulle tage afsnittet om min kone ud: ”Det ødelægger dit budskab og får dig til at ligne enhver anden liberal.” Mange sorte og liberale vil af samme grund falde fra i dette afsnit. En sort kvinde var rasende efter at have set mit lysbilledshow med adskillige billeder af nøgne sorte kvinder. ”Er du ikke klar over, hvor uansvarlig du har været ved at have haft forhold til disse mentalt forstyrrede kvinder (uvidende som hun var om min danske kultur, hvor nøgenhed dyrkes i høj grad: familiestrande og byparker i indre by er fyldt med nøgne kvinder knap minutter efter, at solen er brudt frem). ”Er du ikke klar over, at vores udstødelse gør os alle mentalt syge?” Hun ramte hovedet på sømmet: Hvordan kan jeg gribe ind som neutral i herre-slavesamfundet uden at blive en del af problemet? Og dog begik hun samme fejl som de fleste amerikanere ved automatisk at antage, at et nøgenbillede af en kvinde er lig med et seksuelt forhold til hende. Hun behøver ikke rigtig at bekymre sig, for i modsætning til det, jeg fandt blandt sorte kvinder i det meste af Afrika, har den sorte amerikanske kvinde udviklet enorme forsvarsmekanismer mod den hvide mand som reaktion på århundreders misbrug. Skønt jeg tilbragte det meste af min tid i det sorte samfund, var mere end 90% af de kvinder, som inviterede mig til at dele deres seng, hvide. Men mistanken om den hvide, mandlige, seksuelle udbytter hang naturligvis altid over mig på min rejse. Når jeg gik rundt i ghettoer om natten i det dybe Syden, spurgte unge mænd mig: "Sir, skal jeg skaffe dig en kvinde?"

 

Jeg er ret overbevist om, at de fleste kvinder ikke ville have tilbudt mig gæstfrihed, hvis de ikke havde fornemmet den ikke-aggressive komponent i mig. Da jeg altid så min vagabondering som en passiv rolle og derfor hverken undgik eller indledte seksuelle relationer, synes jeg, at det er interessant at analysere, hvad der rent faktisk skete, når jeg fik nære forhold til kvinder. Hvis vi svingede godt sammen, kom hvide kvinder efter nogle dage med seksuelle tilnærmelser. Men selv når vi blev mere intime og omfavnede hinanden, skete der i reglen ikke mere med den sorte underklassekvinde, især ikke i syden. Det var, som om et eller andet gik i baglås for os – en fælles erkendelse af, at dette var for stor en historisk byld at stikke hul på. Hun kunne ikke undgå bevidst eller ubevidst at signalere, at dette var et forhold mellem en fri og en ufri person, hvilket øjeblikkeligt gav mig følelsen af at være blot endnu en i rækken af hvide seksuelle udbyttere. De fleste af mine seksuelle og langvarige forhold til sorte kvinder var derfor med kvinder fra middelklassen og Vestindien, som, selv om de var mere konservative end de hvide kvinder og kvinder fra underklassen, jeg mødte, ikke desto mindre havde frigjort sig fra dette slaveri i højere grad. Nogle amerikanere vil sige, at hvis man er klar over, at visse mennesker lever i undertrykkelse, bør man som privilegeret hvid ikke som hvid person bringe sig selv ind i sådanne intime situationer, hvor der kan opstå et seksuelt forhold eller et blandet ægteskab. Men slaveri er jo netop et produkt af, at man ikke helt frit omgås en gruppe som ligeværdige, hvorved man ghettoiserer og forkrøbler den.

 

Annie var en af mine undtagelser med underklassen. For skønt hun på overfladen virkede meget ”middelklasseagtig” efter sit lange fravær, var hun i sit grundsyn præget af sin underklasseopvækst. Et sådant forhold kunne sikkert godt være kommet til at fungere med lang tids kærlighed, tillid og anstrengelse fra begge partnere, men på grund af min racisme, sexisme og, fremfor alt, den ikke-seende ”uskyldighed”, som altid vil være den herskende klasses ultimative privilegium, var dette ikke, hvad der kom til at ske. I stedet blev det et så smertefuldt knusende nederlag for mig, at jeg f.eks. ikke kunne forene det med min oprindelige bog. Selv begyndelsen gik galt. Vi blev gift fredag den 13. september uden noget sted at bo. En tjenestepige lod os tilbringe hvedebrødsdagene i den sydafrikanske konsuls luksuslejlighed, da han var blevet kaldt hjem af sit apartheidregime. Senere endte vi i det værste område af ghettoen. Vi havde næppe betalt den første måneds husleje, før hele Annies opsparing blev stjålet. Vi boede på femte sal i en bygning udelukkende med prostituerede, narkomaner, socialhjælpsmødre og menneskelige vrag. Annie havde ikke boet i ghettokultur siden sin barndom, og det var et forfærdeligt chok for hende at havne her. I kraft af hendes udseende og stedet, vi boede, blev hun ustandseligt forulempet af alfonser og hustlere, som forsøgte at rekruttere hende. Da jeg var nødt til at blaffe væk i nogle dage, blev Annie kidnappet af en prostitutionsring, som med pistoler tvang hende til at klæde sig nøgen, mens de spillede russisk roulette med hende for at ”knække og dressere” hende. Om natten lykkedes det hende gennem et badeværelsesvindue at flygte ud i gaderne uden tøj på. Da jeg kom hjem, lå hun opløst i tårer og smerte. Angrebene fra alfonserne fortsatte, og det hele blev ikke bedre af, at jeg var hvid. En dag smed en alfons hånligt en håndfuld penge efter Annie i bussen. Af gammel vagabondvane samlede jeg dem op. Annie blev rasende på mig og ville ikke tale til mig i en uge. Der var vold og skrig og afsindig smerte i bygningen dag og nat. Adskillige gange i begyndelsen forsøgte jeg at gribe ind mellem alfonser og deres ”horer”, som de bankede sønder og sammen. Der var også en pyroman. Næsten hver nat i de første måneder blev vi vækket af brandalarmen og så flammerne slå ud fra de tilstødende lejligheder. Vi var så forberedte, at vi havde alting pakket hele tiden. Det første, jeg ville snuppe, var en kuffert med alle de tusinder af lysbilleder til denne bog. En nat, da vi alle stod halvnøgne i nattøj på gaden, bad jeg Annie om at holde øje med kufferten, mens jeg fotograferede branden, men hun hørte mig ikke i larmen, og da vi kom tilbage til lejligheden, var den blevet efterladt dernede. Jeg fo’r ned på gaden og fandt kufferten stående der stadigvæk. Alle i bygningen kaldte det for et sandt mirakel, da ingen nogensinde havde set nogen værdigenstand efterladt på gaden i blot et øjeblik uden at blive hugget. Det psykologiske pres var i begyndelsen værre for Annie end mig. Vi forsøgte at få socialhjælp for at kunne flytte, men fik blot 50 kr. Næsten hver nat lå hun i tårer og fortvivlelse. I de første måneder, da jeg stadig havde lidt psykisk overskud tilbage, forsøgte jeg at trænge ind i hendes verden, som så åbenlyst var smuldret for hende. Som mange af mine andre forhold i Amerika, var også dette et resultat af vold. Vi havde mødt hinanden som følge af mordet på hendes mor; og få måneder senere blev hendes stedfar fundet vaklende ned ad gaden, dødeligt såret af en kniv. Et rystende mønster fra hendes barndom begyndte at tone frem for mig i disse tårevædede nætter. Da hendes mor som 16-årig havde født Annie og hendes tvillingesøster, blev det set som så stor en synd i præstens familie, at moderen og søsteren blev sendt op til nordstaterne mens Annie blev hos bedsteforældrene i Philadelphia, Mississippi. Der fik hun en streng, fundamentalistisk opdragelse. Al udfoldelse af glæde, dans og leg blev straffet. Ofte blev hun i udhuset hængt op i læderstrimler bundet om håndleddene og pisket sønder og sammen. På vej hjem fra skole var der næsten daglig stenkastning mellem sorte og hvide børn. En dag pudsede de hvide børn schæferhunde på dem, og Annie blev alvorligt bidt. To af disse børn tilsluttede sig senere Ku Klux Klan, og en af dem, Jim Bailey fra Annies gade, var en af dem, som senere myrdede de tre borgerretsforkæmpere i 1964. Efter denne klanvold, med parader af brændende kors gennem gaden, flygtede hun op til Norden og gik senere i landflygtighed. Da hun var den første sorte, der kom på byens bibliotek, turde hun aldrig vende tilbage. Jo mere disse tårefyldte nætter afslørede, jo mere chokeret blev jeg. Hun var utrolig følsom, og en nat husker jeg, at hun græd ved tanken om ”den hvide sammensværgelse”, som havde holdt hende og de andre sorte skolebørn uvidende om mordet på seks millioner jøder.

Omsider lykkedes det Annie at få et job som kontorvikar i Bygningsdirektoratet, hvor hun tog sig af regninger fra byggefirmaerne. Hun skabte stor opstandelse ved at opdage det ene tilfælde af svindel og bedrageri efter det andet. Med sin usædvanlige klæbehjerne kunne hun påvise, hvordan byggefirmaerne måneder før havde sendt regninger for samme job, men i anden ordlyd. I årevis havde disse mafiosi flået byen. Ustandseligt kom hun hjem og fortalte mig, hvordan hun netop havde sparet byen for flere hundrede tusinde dollars. Da hendes arbejde sluttede, sagde hendes chef til hende, at hun måtte skrive sig selv hvilken som helst anbefaling, hun ønskede: han ville skrive under på den. Men selv havde vi stadig ingen penge, og det var som om denne korrupte atmosfære hjalp til yderligere at nedbryde vores moral. Når de rige stjæler, hvorfor sku’ vi så ikke? Da vi en dag fandt en pung med 80 dollars i opgangen, tog det os lang tid at beslutte at give den tilbage til ejeren – en mor på socialhjælp. Da hun åbnede døren, snubbede hun pungen uden et ord, med et hånligt blik som for at sige, ”I må være tåber at prøve på at være bedre end andre her.” Fra det øjeblik gled alting i en mere og mere kriminel retning. Det havde været idéen at jeg skulle bruge tiden til at skrive en bog. Annie og andre mente, at jeg burde skrive om mine ghettooplevelser med en udlændings øjne. I starten sad jeg dag efter dag foran papiret, men det var umuligt for mig i denne voldelige og nervøse atmosfære at få et ord nedfældet. Gradvist mistede vi begge selvtilliden, og jeg opgav. Jo mindre overskud vi havde, jo mindre håb, des mere voldelig blev atmosfæren imellem os. Lidt efter lidt begyndte Annie at drikke som reaktion på min stigende ufølsomhed. Hun begyndte at skælde mig ud for blot at være en naiv liberal. Disse endeløse nætter er mere end noget andet skyld i angrebene på de frisindede (eller mig selv) i denne bog. For første gang på min rejse begyndte jeg at miste min tillid til de sorte, begyndte at dømme dem på deres nuværende adfærd frem for deres potentiale. Jeg var begyndt at blive amerikaniseret, var blevet et offer for herre-slavementaliteten. Jo mere jeg mistede denne tillid til mennesker (og min egen fremtid), jo mere opfyldt blev jeg af had og raseri. For at undgå den uudholdelige atmosfære sammen med Annie, begyndte jeg at tilbringe det meste af min tid på gaden. Jo mere magtesløs, jeg følte mig, jo mere dystre mine udsigter blev, des mere mistede hun troen på mig. En nat råbte hun, ”Du kan ikke engang forsørge mig! Hører du, din blåøjede nigger, forsørge!” Hvad værre var, og skønt jeg ustandseligt prøvede at få arbejde, begyndte jeg på selvbebrejdelser. Jeg bestilte ikke andet end at stå i kø. Om morgenen sad og lå jeg i kø i blodbanken for at få fem dollars. Hver dag i otte måneder stod jeg kl. 11 i en timelang suppekø, og om aftenen fik jeg tit mad i en kirke. Resten af dagen stod jeg i kø for at få arbejde, hvilket var umuligt, da jeg var ufaglært. Hvis jeg mødte kl. 4 om morgenen, lykkedes det mig somme tider at blive ansat for en dag til at smide reklamer i de rige forstæder for to dollars i timen. Efter en tid gav jeg op og tilbragte mere og mere tid med de kriminelle på gaden. Jeg blev aldrig involveret i nogen større kriminelle handlinger, men det begyndte tydeligvis at glide i den retning. Da en fyr en aften rystet fortalte mig, at hans bror netop var blevet myrdet i Chicago, sagde jeg blot koldt, ”Hvilken kaliber pistol?” Først bagefter gik det op for mig, hvor dybt jeg var gledet ned. I den tid, jeg boede sammen med Annie, var otte mennesker blevet myrdet i vores blok, flere af dem bekendte. Theresa, som i sin kaffebar så ofte havde givet mig gratis mad, blev myrdet en dag af en kunde, som ikke kunne betale sin regning på halvanden dollar. Ofte var væggene i vores opgang oversmurt af blod. Når jeg kom hjem sent på natten, lå Annie tit i en tåge af tårer og druk. Jeg var efterhånden næsten ligeglad. Af angst for de ødelæggende skænderier, turde jeg til sidst ikke komme hjem, før hun sov. Vores sexliv, som alt andet, gik i opløsning. Til sidst nærede jeg et sådant had mod både hvide og sorte omkring mig, at jeg blev angst for mig selv. En nat, da Annie havde drukket, blev jeg så desperat, at jeg langede ud efter hende i mørket. Næste morgen havde hun et blåt øje, sådan som alle andre i bygningen havde haft. Da jeg aldrig før havde lagt hånd på et menneske, var jeg rystet. Jeg fik en pludselig angst for, at jeg ville ende med at slå hende ihjel en dag. Den eneste måde jeg kunne bryde ghettoiseringen, var ved at flygte. Det lykkedes os at få et lille værelse til Annie uden for ghettoen. Derefter styrede jeg lige mod landevejen. Landevejen, vidste jeg, betød tryghed og sikkerhed, rekreation og frihed. I fire år havde jeg levet et eskapistisk privilegeret vagabondliv i ghettoer uden at blive berørt. Men da jeg blev en del af ghettoen, blev jeg ødelagt på mindre end et år. Jeg var kommet til at hade sorte, havde mistet min tillid til alt, og havde set de værste sider i min karakter begynde at kontrollere min opførsel. En af disse var en stigende selviskhed og pågående selvhævdelse i forholdet til kvinder. Det var ikke nogen tilfældighed, at jeg straks kom ind i en periode med et iøjnefaldende forbrug af ”girls” med min ven Tony i North Carolina. Jeg havde ingen hæmninger tilbage. Og dog var jeg ikke just den fødte forfører. Gang på gang hviskede Tony til mig, ”Hey, why don’t you make a move?”, og gang på gang endte han med at måtte køre min date hjem før tiden. Hver nat syntes det, som om der var forstyrrende momenter. En aften kunne jeg ikke komme hjem med min date på grund skyderi i gaden. En anden aften var vi alle kørt til Chapel Hill for at se Earth, Wind and Fire og jeg benyttede mit hvide privilegium til at ”bluffe” mig gratis ind, da jeg aldrig havde penge. Dette irriterede i den grad Bob, som kørte bilen, at han på vejen hjem pludselig standsede og sagde, ”Hey, man, you gotta get out, understand?” Eftersom Bob var dobbeltmorder og havde dræbt både sin kone og hendes elsker, vidste alle, at han kogte indvendig og gjorde ingen forsøg på at sætte sig imellem. Så jeg måtte stige ud i den frostkolde nat midt i intetheden.

Et vigtigt redskab i ”dating” er bilen. Da jeg ikke kunne tage mine dates på en køretur, inviterede jeg dem i stedet på det jeg elskede mest i verden: blafning. Det var disse ture, mere end noget andet, som begyndte at gøre mig bevidst om min sexisme. Jeg havde levet med sorte så ofte, at jeg knapt nok ænsede, at jeg var ”på den forkerte side af jernbanelinien”, men at blaffe med en sort kvinde ryster hurtigt een på plads igen. I særdeleshed når man er så uvidende, som jeg stadig var, om ”herre-slaveforholdet” mellem mænd og kvinder. Da jeg var vant til som vagabond at skulle underholde chaufføren, sad jeg foran for at konversere, hvis det var en kvinde eller en homoseksuel mand, mens jeg fik pigen til at sidde foran, hvis det var andre mænd. Reaktionerne fra de mandlige hvide chauffører var rystende. Hvis de ikke slog sig til tåls med psykologisk tortur af kvinderne, brugte de direkte fysiske overgreb. De fleste af dem, der blaffede med mig i den tid, var pænt klædte døtre af det sorte bourgeoisi, der havde den uddannelse og tillid til omgivelserne, som gjorde, at de i modsætning til ghettokvinder overhovedet turde at tage på en sådan tur med en hvid. Ikke desto mindre blev de slet og ret betragtet som let seksuelt bytte eller endog ludere. Flere gange forsøgte liderlige chauffører at skubbe mig ud med vold. For nogle af disse kvinder var det deres første chance for at se deres land. De fleste nåede ikke engang til statsgrænsen. En enkelt klarede 6,000 km gennem Canada og Grand Canyon – og brød derefter sammen i et hysterisk anfald, der nær fik os begge arresteret. Disse oplevelser ødelagde selv de mest seriøse af mine eventyr med dates. Jeg var stadig helt ude af balance efter min ghettoisering og følte, at jeg havde brug for at rekreere mig i en rolig familieatmosfære. Efter at have boet i et par hvide hjem søgte jeg tilbage til det mest harmoniske og stabile ægtepar, jeg kunne mindes at have set i ghettoen: Leon og Cheryl i Augusta, Georgia. Deres kærlighed og hengivenhed for hinanden havde været så berigende og smittende, at jeg ofte havde tænkt på dem i perioden med min egen mislykkede ghettokærlighed. De var for mig et lysende bevis på, at virkelig ghettokærlighed kan trives. Mens jeg havde boet i deres hjem, havde jeg haft den ro og støtte, der gjorde det muligt for mig dag ud og dag ind at blaffe ud og efterforske fattigdommen i området. Men da jeg kom til deres hus, mærkede jeg straks, at noget var forandret. Leon bød mig ind, men han var ikke glad. Han virkede, som om han var i trance, da han fortalte, at hans kone var død af en sygdom, som var helbredelig, men som de ikke havde haft penge til at få under ordentlig behandling, før det var for sent. Han var aldrig kommet sig over tabet og gik ikke uden for sit hus, som lå lige ved siden af eliteskolen for lægestuderende i Augusta. Dagen igennem sad han på det blå ryatæppe foran sit lille stereoanlæg, som var det et alter, og lyttede til musik, mens han stirrede på et billede af Cheryl ovenover. Nogle dage sang han kærlighedssange med hendes navn i. En gang imellem råbte han ud i lokalet: ”Jeg vil ha’ dig. Jeg må holde dig. Jeg må være sammen med dig igen... Vi må forenes, blive et... Jeg ønsker at dø... dø...” Aldrig havde jeg set en mands kærlighed for en kvinde så stærk. Højst en gang om dagen vendte han sig om og sagde noget til mig, og da kun for at fortælle mig om, hvordan han ønskede at være sammen med Cheryl i himlen. Undertiden, når han stirrede direkte på mig med dette tomme blik, som om jeg ikke var der, fyldtes mine øjne med tårer. Jeg følte en dyb forståelse for ham, og dog kunne jeg ikke udtrykke den. Om aftenen lå han i sit værelse. Hans mor og en anden kvinde bragte os varm mad i de to uger, jeg boede der. Denne deprimerende oplevelse kastede mig ud i dyb selvransagelse. Jeg var fast besluttet på at tage tilbage til Annie, og senere tog hun med mig til Danmark. Vort forhold havde lidt for meget, så efter et stykke tid blev vi separerede. Vi opnåede et godt samarbejde, og hun hjalp med at oversætte dele af denne bog og hele filmen. Tre år senere rejste jeg rundt i USA for at give eller vise denne bog til alle de venner, som havde gjort den mulig. En af dem var naturligvis Leon, som havde hjulpet mig så meget, og var en af dem jeg havde tænkt på at invitere over for at køre showet i Europa. Men da jeg kom til hans trådnetsdør med bogen under armen, besvarede en fremmed kvinde min banken. Nej, Leon boede der ikke mere. Han blev skudt for tre år siden – af en hvid mand. Hele eftermiddagen viste hans mor mig fotoalbummet med billeder af Leon og Cheryl og fortalte mig tårevædet om deres tre lykkelige år sammen. Vi sad og hulkede i hinandens arme på verandaen. Jeg ved, at Leon og Cheryl er forenede igen. Der er ingen kærlighed som ghettokærlighed.

 

Skrevet sammen med min ekskone Annie til den amerikanske udgave af bogen. Annie døde i 2004 efter lang tids sygdom i Danmark.








 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



428

Et samfund, hvor kærligheden og den gensidige samhørighed er blevet dræbt, er ikke noget smukt syn. Selv kirken undflyer den kristne sociale etik og forråder de udstødte. At disse derpå forråder kirken, kan ikke undre. Det sker ofte at ghettoens vrede unge ankommer i hvide kirker, når kirkebøssen går rundt og med deres egne bøsser tvinger kirkegængerne til at give til de virkeligt kærlighedshungrende.

Overalt hvor vi dømmer vore medborgere ude i ghettoisering og fortabelse gennem hvid flugt, står vore knejsende tomme næstekærligheds-symboler tilbage på lånt tid med smadrede mosaikruder
. Den danske sømandskirke i Baltimore, hvor jeg ofte fandt lidt sjælefred, måtte lukke, fordi Alphonso og mine andre venner i nabohusene konstant røvede den.


430

En fortvivlet præst i Chicago fortalte mig, at hans kirke var ved at lukke, fordi menigheden blev røvet hver søndag. I Tingbjerg blev en ”kristen præst fordrevet af muslimske bøller”, som det hed i den hadske danske retorik, da vore brune danske unge på nøjagtig samme vis udtrykte smerten og vreden over at føle sig forkastede af hvid flugt. Eneste forskel på dem og smertens børn i USA, fandt jeg ud af, da jeg lavede forsoningsworkshop for dem og de få resterende hvide i Tingbjergghettoen, er hvor eksemplarisk de endnu opfører sig herhjemme.


I nogle amerikanske byer er der bevæbnede vagter eller politi til at beskytte gæsterne på alle hotellets etager. Storbyernes undergrundstog har både uniformeret og civilklædt politi, og alligevel bliver folk både myrdet og voldtaget for øjnene af skrækslagne passagerer, som ikke tør hjælpe. Turister vender tilbage til Europa med ”amerikansk nakkesyge” efter uophørligt at have sendt ængstelige blikke tilbage over skuldrene. En nigeriansk student, jeg mødte i Philadelphias ghetto, var så grebet af panik over forholdene der, at hun forsøgte at blive sendt hjem ”i sikkerhed,” før hendes studier var slut. Hendes udtalelse overraskede mig, da hun lige havde overlevet borgerkrigen i Biafra.

Indespærringen af ghettoen er dehumaniserende for os alle. I fem af de hjem, jeg boede i, var der væbnede røverier to gange mens jeg var der. Samfundet bruger milliarder på at helbrede ondet frem for at undervise os om de lidelser, vores racisme påfører os selv. Vi føler intuitivt, at vi er i gang med at grave vores egen grav, men er ude af stand til at gøre noget ved det og laver den derfor om til en skyttegrav. En fabrikant, jeg boede hos, havde gjort sig rig ved at lave militært udstyr, men lagde hele produktionen om til alarmer og tåregaspistoler måske fordi landet ødslede så meget på krig ude i verden, at ”krigen mod fattigdommen” hjemme måtte opgives. Jo mere vi kæmper for ”frihed” uden gensidig respekt, jo mere afskærer vi os selv fra den, og mange må i dag bo i tilgitrede forskansninger.


Langsomt, men sikkert lukker jerntæppet sig om os.
Overalt forskanser vi os mod vore udstødte. Vi træder ind i butikker og opdager, at vi står i lukkede stålbure. De rige har råd til mere diskret at investere milliarder i usynlige elektroniske fæstningsanlæg mellem sig selv og ghettoen. Jo mere elektroniske stråler erstatter tilliden, jo mere lukker systemet sig. Frygten lammer folk og mange opøves i våbenbrug fra barnsben. Mange hjem bevæbner sig til døde for at ”forsvare sig mod niggerne,” som en forstadsfamilie i Michigan sagde. Jeg ved ikke, hvad der er mest rystende: at vredens børn føler sig så psykisk marginaliserede, at de kan dræbe for en dollar – eller at millioner af amerikanere er parate til at tage et menneskeliv blot for at forsvare deres Tv. Selv lærerne bliver tit overfaldet for øjnene af deres elever. Min ven, Jerry, omtalt i Detroitbrevet side 183, har som gymnasielærer i årene siden for længst lært ikke at blande sig, når hans elever sidder og pudser deres pistoler i klassen. Som foredragsholder kom jeg tit for at støtte hans beundringsværdige forsøg på at være frelsende engel for de blødende ghettobørn. Men da den eneste elev, som det i alle disse år lykkedes ham at få optaget på Harvard, lige før studentereksamen blev dræbt i klassen af strejfkugler fra bander i gaden, gav Jerry op og flygtede i 2005 over til mig i København. En stakket frist, for kun tre år efter udbrød også her bandekrige blandt vore marginaliserede, som nu driver danskerne på samme flugt fra vore egne skabninger.

431

Jo flere biler, jo flere våben, jo flere fæstninger, jo mere militær oprustning ... des mere tjener privatindustrien på denne systematiske, samfundsundergravning. Jo større kløfter storindustrien kan skabe mellem mennesker, jo mere den formår at dræbe kærligheden mellem mennesker, des mere stiger aktiekurserne i Wall Street... og i processen bliver vi gjort ufølsomme over for eller begynder at rationalisere vores syn på f.eks. denne sultne kvinde på gaden uden for børsbygningen. Ingen har som amerikanerne (ikke mindst de intellektuelle) udviklet kunsten at give fornuftmæssige forklaringer på fattigdom.


435


Når vi mennesker ikke styrker retfærdighed bliver det nødvendigt at retfærdiggøre styrke. Jo mere, vi prøver at skyde os genvej til frihed og tryghed, jo mere ligner vores handlinger i flugt og desperation dem, der er typiske for ghettoen. Ligesom de indespærrede i ghettoen søger hurtig flugt i respektindgydende luksusbiler og vold, flygter vi selv fra problemerne ved at bruge endnu mere respektindgydende pansrede mandskabsvogne og militær vold mod ghettoen i stedet for at ændre de holdninger i os selv, som skaber ghettoen.
Og hvor frie er vi i ”Guds eget land,” når tusinder af mennesker må betragte Frihedsgudinden spærret inde bag forskansede og tilgitrede vinduer? Hendes årvågne blik, som altid så den anden vej fra de sortes slavebinding, erstattes i stigende grad af Big Brothers allestedsnærværende øje.
Under foregivelse af at bekæmpe kriminalitet og terrorisme, overtræder vi i angst og fremmedgørelse bestandig forfatningen. Også i Danmark indskrænker vi gang på gang vor egen frihed med ny og strammere terrorlovgivning af frygt for dem, vi har marginaliseret. I én henseende er Amerika faretruende nær totalitære tilstande: Overalt vrimler det med hemmeligt politi. Ingen, absolut ingen, ud over dem, der som jeg har blaffet rundt i små og store amerikanske byer, har nogen idé om, hvor mange der er af disse civilklædte betjente. Altid kropsvisiterede de mig. Selv i de mindste sovende byer i Syden kunne jeg til tider opdage op mod en snes af dem på en eneste nat. Jo mere systemet lukker, jo mere forsvinder håb og tillid til handlinger og værdier i helhedens bedste. Frygten fortrænger fornuften og kvæler enhver omsorg og kærlighed til medmennesket.
 
Vores (sorte) kriminelle og (hvide) repressive flugthandlinger forgifter hele befolkningen, der efterhånden korrumperes og præges af volden, vi udøver mod den sorte eller brune ghetto. En ghetto kan ikke elimineres indefra; den skabes og styres af ydre kræfter. Lammet af frygt og vold begynder hele vores samfund at få karakter af en ghetto i takt med befolkningens stigende bevidsthed om, at den opererer i et lukket system – et system, i hvilket vi har mistet vores indbildte handlefrihed. Et system, hvis langvarige udstødelse af vores uønskede i enorme ghettoer for længst er blevet så institutionaliseret, at det virker helt naturligt for os. I generationer har vores "systemiske racisme" formet og lammet os i en sådan grad, at vi hverken kan forestille os alternativer, eller på kort sigt ville vi være i stand til at leve med dem, hvis vi kunne.

Således ender hele samfundet med at blive et lukket system på samme måde som Syden var det før 1865 og før 1954 – et system, som på trods af sine liberales og aktivisters indsats ikke var i stand til at ændres indefra. Nordens indgriben udefra i Sydstaternes lukkede system brød ikke cirklen. Den fandt blot et nyt, højere niveau af balance, idet den sorte medianindkomst i Sydstaterne steg fra 45% til 55% af den hvide indkomst. Vi hvide sidder inde med magten til gennem en holdningsændring at eliminere ghettoerne, men så længe vi passivt lader os fange af det slavebindende mønster af velkoordineret undertrykkelse, ser jeg ingen mulighed for, at dette vil ske. Vi forstår ikke det underklassemonster, vi konstant skaber – og vender derfor ryggen til det – og ødelægger vores eget samfund i processen.