394 – 405  Eloids to Attica (old book 250-261)

Vincents text                                                                               Norsk                                   Ny dansk bog

394


Among Eloi and Morlocks

(Luke 9: 3-5)



In North Carolina a millionaire I often stayed with loaned me one of his cars, a big Buick, so that I could get out to the most deserted back roads where it is impossible to hitchhike. After having seen much poverty throughout the day, I got to Wilmington that evening. I had heard that there had been racial disturbances in the town, so I felt like getting to know it a bit better. As always when I come to a new town, I started from the bottom by going into the worst neighborhoods. I parked the car far away since you cannot communicate with people if you roll up in a car. I grabbed my shoulder bag and walked down the street as if I had just hitchhiked into town, and then went over to one of the worst black bars on one of the main streets. I love these dingy combination bar-and-grills with the small jars of pickled pigs’ feet and pepper, and often sit in such a bar for hours. There is always something happening. But this evening things went wrong.

It was around eleven o’clock and completely dark when I got to the place. There was the usual crowd of half-criminal types outside: the hustlers. They often look mean and dangerous in their sunglasses, but they are not that bad if you treat them right. I really love them, because it is such a challenge for me to find the human being behind the sunglasses. It’s either win or lose; if you make a wrong move it can mean death. Like all criminals, they are actually extremely timid and therefore react spontaneously and nervously. I use as a rule of thumb that the darker their sunglasses, the more afraid they are of me and of each other. But as soon as you gain their trust and the sunglasses are removed over a glass of beer or a joint, they show themselves to be fantastic people and will do anything for you. That’s why I always seek them out first when I come into a new town since they have lots of contacts. I am always completely honest with them and don’t pretend to be anything but what I am, never trying, for example, to imitate their language or to use the common white sentimentality about “we are brothers” and all that crap they have heard so often from whites. One must remember how paranoid they are and that they have no faith in whites in general, or their own people, or themselves. They have been trampled on all their lives and that oppression can not be overcome through any phony “brother” talk. But by speaking absolutely honestly you can show them in various ways who you really are, and what you want, you can overcome their suspicion. They need to know who they are dealing with. It is, for instance, this strong desire that makes many blacks prefer the Southern racist over the Northern liberal, for with the racist they know where they stand and can respect him for his honesty, while the liberal always says one thing and does another. With my pictures and my detailed descriptions of what I have done in other ghettos, it is usually not difficult to convince them of my identity (whenever I know myself what my identity is). They are never totally convinced that I am not an undercover cop, yet they almost always take the chance. Every person has a need to be human in this social system and there is always a risk involved in that. If you let the mask fall, you risk being hurt. Both the capitalist and the criminal are in their everyday life so strongly deformed by the roles dictated for them by the system that they have an unspeakable urge toward human kindness. This urge they have a chance to express with the vagabond, who stands completely outside the system. In order to get something to eat or a place to stay, the vagabond must always talk to the “good” (the humane) in the capitalist or the criminal and when he first realizes that this is always possible, then he can no longer condemn them as “capitalists” or “criminals,” but concludes that they all have possibilities for acting in accordance with a system other than the one that usually directs them. Thus, the vagabond instead begins to condemn the system he always has to struggle against in order to survive. Therefore, even the worst criminals usually take that chance with me, and gradually, as the worst distrust subsides, and some beers go down, we can fall quite in love with each other in mutual admiration of the roles we usually play. They are always interested in what I have learned from other criminals, and the more “hustles” I describe, the closer we are bound to each other. But in the exchange of ways to “cop” (the word that covers everything the criminal needs, whether it is a bag of heroin, a car, a gun, a woman, or wine), I always emphasize putting it in a political context. Often the events we are exposed to in the course of such a night become increasingly criminal. I know that in order to get a place to sleep toward morning, I have to convince them that I am with them all the way. So the first night in a new town I usually don’t get much sleep; but in this way I gain a foothold in other social circles of the ghetto, since the criminal’s sisters, brothers, parents, and friends are not necessarily criminals themselves.

But this night in Wilmington something went wrong. I received the same hostile vibrations from the people outside the bar as I always get, but there was no possibility of breaking the ice. No matter what I said, it didn’t get through. They started making threats and said, “We’re militants, get your ass out of here or you’re a dead man.” I was so stunned that my survival philosophy didn’t work that I went all weak in the knees. I felt suddenly that I had no control over events and gave up. I walked a bit farther down the main street, but to get back to the car without passing them again, I turned off to the right through an unlit “project” - as these municipal poorhouses are called. But just as I turned in there, I noticed that they had started after me. Apparently they perceived this to be their territory. I made the mistake of running further in in order to hide from them. I hid under a bush and saw that they were suddenly all over, about a dozen of them. I started shaking, I was so shocked at this development. I realized that I didn’t stand a chance and ran out into a dark alley to surrender. I was immediately surrounded, knives and guns pointing at me from all sides. From that moment I don’t remember exactly what happened, just that I began rattling off a lot of words. I said, among other things, something like that they should wait just two minutes, look at my pictures and hear why I was there, and if they didn’t like it, they could kill me then. I don’t know if that was what tipped the balance, but after much yelling and screaming about what they should do with me, what finally happened was that they led me out to the main street with guns and knives in my hack. I was shaking at the thought that someone might pull the trigger by accident. They said that I should walk straight up the road until I was out of town. In order to get back to town, I now had to walk two miles out and then two miles back on a parallel street. I thought about calling a taxi or the police, but gave up the idea. I had no money for a taxi and felt it was wrong to use the police. If I was seen with the cops, they would really be convinced that I was not on their side. So in the darkness I ran from tree to tree down the parallel street to avoid being seen from cars, as it could be my attackers in the cars. The scene was exactly like the movie “In the Heat of the Night” - only racially reversed.

I got back without a scratch and roared out of town at full speed. I had had enough of staying in the ghetto for that night. I have since tried to analyze what I did wrong that evening. There is no doubt that I failed because I was dishonest with the criminals. I pretended to be a poor vagabond who needed a place to sleep, but in fact I was not poor, as the car was hidden nearby and I knew all along that if necessary I could sleep in the car that night. I had not been completely honest with them and therefore could not make the positive impression that would open them up. I had made the same mistake as the feudal lord who comes riding along in his comfortable coach with shining lanterns and thus carries with him his own light and his own darkness. He enjoys his security and the light which is cast on the immediate surroundings, but he does not understand that the strong glare dazzles him and prevents him from seeing the stars, which the poor peasant wandering on foot and without a lamp is able to see perfectly clearly and to use as a guide.

I then drove out to a white community nearby. After this grim experience I began to feel that something fantastic would happen that night. That’s how it almost always goes when you travel: when you are the most down, you will be the highest up right afterward. So fatalistic have I become on this point that when two weeks earlier 1 stood in shirt sleeves freezing in a snowstorm for hours on a back road in West Virginia, unable to get a lift, I became completely convinced that something good would come out of’ it, and sure enough, that same evening I landed at the Rockefellers’. If as a vagabond you are not possessed of this fatalism you are lost, for just by virtue of your conviction you are able to communicate such strong positive energy that you yourself are actually helping to create a favorable situation. Anyhow, when I stepped into a bar on Wrightsville Beach that night, I was not totally taken by surprise by what happened. I had been standing there alone for some time when a very sweet young woman came over and pulled my beard and wanted to know who I was. Then things happened pretty fast and she began pouring a lot of wine into me. When, as a vagabond, you stand completely alone in the world, you are very weak in such situations and fall in love incredibly easily. But when only an hour earlier you have been closer to death than ever before, then this falling in love takes on such violent dimensions that it becomes totally overwhelming. Any human being who had shown me warmth that night, I would have bound myself to forever. One of the first things she asked me was if I had a place to live. When I said no, she immediately said that I should move in with her. She would give me all the money I needed and a gasoline credit card for the car. It turned out that she belonged to one of America’s richest families, who own the Schlitz brewery. I will never forget that night. Usually I am impotent the first night with a new woman, but the violent experience was still so much with me that I was thinking more about that, and therefore everything went as it should. It was exactly the same as that time in New Orleans when a woman and I witnessed one of our friends kill another while we played pool, and afterward went home and made love all night long. Sex and violence are probably very intimately connected. On the whole, I feel that many of my love affairs in the U.S.A. have been brought about by a violent experience – or have resulted in one. My love for this country could be of the same nature. That night we fell so much in love with each other that she started talking right away about getting married. When we got married we would receive $50,000, and thereafter $30,000 a year. “I want to have a child with you,” she said. During the first days I myself was so convinced that I was getting married that I started writing to all my friends that “now I had finally found the right one.”

I was fascinated by her and her upperclass nature. She spent money as if it were water. The first week we spent hundreds of dollars and she had to telegraph her father in Europe for more money. I enjoyed going to the finest restaurants, eating lobster and steak, which felt good after several months of “soul food.” But I still insisted on continuing my exploring and drove out in the car in the daytime to photograph the poverty and hunger in eastern North Carolina. An expert on geophagy (dirt eating) had told me about the hunger in the area. During the day I photographed hunger, and at night I gorged myself on steaks. Every other day I spent with my fiancée on a nearby island, which was only for rich people. There was a guard on the bridge to prevent blacks and other poor outcasts from getting out there. We lived in a lovely big villa and lay on the beach all day loafing. It was here I first began to lose interest in her, as I was simply bored to death. In the beginning she took a certain interest in my “hobby,” but gradually it became clear that she perceived blacks as subhuman. I have often fallen in love with Southern racists because of their exoticism and charming dialect and my own fascination with the person behind the master/slave relationship, but it slowly dawned on me that you cannot base a marriage on such a fascination. I began to feel that our child would be more the product of violence than of love. When I asked what she would do if we drifted apart, she said, “Don’t worry, I’ve got enough money, I can get an abortion any time.” She was still madly in love with me, but I was starting to get my feet hack on the ground. So when shortly afterward she had to travel to the Galapagos Islands to look at turtles and wanted to take me with her, f at first felt very tempted, but nevertheless said no. It would be good to get her at a little distance and cool off. She asked me to come hack for her birthday, which I promised to do.

I hitchhiked a couple of thousand miles to get back on that day and arrived just around noon and thought she would be happy. But she just lay on her bed and was totally cold. She had had a good vacation with the turtles but had begun to feel that we weren’t suited for each other. In the end she had gone to Ecuador to get an abortion. It had been very expensive and difficult “in that primitive, Catholic country.”

Now she had no feelings left for me, she said. I was both deeply hurt and very relieved at the same time, said farewell and went back into the ghetto in Wilmington to have another try at getting to live there. I went into the same bar, but this time in the daytime and bought a round of Schlitz for the people there with the money I had left from my days of luxury. And this time I succeeded in being accepted and there was chatter and talk and a warmth without equal. It was at that time that Schlitz started their new ad campaign with the slogan “Only love is better than Schlitz.” Every time I saw it around the country I thought of Wilmington, and its violent racial hatred.

Summary of letters

Afternote. I am not here mentioning the Schlitz woman’s name nor bringing photos of her since her parents sometime in the 80’es told me she had just committed suicide. I found it strange that the only two of my old “girl friends” who later committed suicide, both were millionaires.

 

 

 

 

 

 

 

 


398

The crime of the poor, like the exploitation by the rich, is almost impossible to photograph. You can take pictures of the result, but rarely of the process itself. Usually I’d be with criminals for days before photographing them. In order to survive among them, it was a necessity that I always had faith in the inner goodness of these children of anger, directing myself toward the human being inside and away from the role the system had forced them to model their lives on. By photographing their shady activities, I was relating more to their environmental side and thus in a way betrayed the trust they’d given me. I always wanted to photograph crime as seen from the point of view of the criminal, but to do that I had to set myself at a distance and so was no longer “one of them.” Recording the system’s violence was easier than photographing its counter-violence.

Here I was caught in a shootout between police and criminals in Harlem. A policeman rushed over and used my doorway as a firing position, and I suddenly found myself (photographically) on the side of the police. On such occasions I began to understand the brutal but all-too-human reactions of the police. Their racist attitudes and lack of understanding of the ghetto’s reactions are among the reasons for the angry charges of police brutality. Society has trained the police to expect the worst instead of communicating with the good in people. Therefore, they shoot before they question. In general, I find it to be an act of violence to carry weapons into a ghetto since this shows that you have no faith in the people of the ghetto, which breeds counter-violence. In my first two years in America, I still harbored internalized white fear—the main ingredient of all racism. So until I learned nonviolent communication and positive inner thinking about fellow human beings, I was constantly beaten down by blacks. The police build on the negative in people and thereby encourage it. If they instead arrived unarmed, with open faces, they’d have a chance to foster the positive sides I always managed to find in even the worst types, those “who’d kill for a dollar” – or for a camera. Instead, the police build a climate of fear on both sides, which makes brutality inevitable. Until today’s tell-tale video revelations put a stop to it, most of it was sanctioned by white authorities. Many states allow the police to break into people’s homes without knocking. Many innocent people have been killed in this way.

399

You explained it to me, I must admit,

a long rap about ”no knock”

being legislated for the people you’ve always hated

in this hell-hole you/we call home.

NO KNOCK the man will say to protect people from themselves. Who’s going to protect me from you ?

No knocking, head rocking, enter shocking, shooting, cursing, killing, crying, lying and being white.

NO KNOCK told my brother Fred Hampton

bullet holes all over the place.

But if you’re a wise ”no knocker you’ll tell your

knocking’ lackeys no knock on my brother’s head

no knock on in my sisters head

and double lock your door

because someone may be NO KNOCKING... For you!





400

Black Lives Matter: James’ and Barbara’s love


One day I saw in the New York times a picture of Mayor Lindsay presenting a bouquet of flowers to a “heroic” police officer in a hospital bed. It said that he had been shot down while “entering an apartment.” I decided to find out what was actually behind this incident and nosed around the Bronx for several days to find the relatives and the apartment where it all took place. Little by little I found out what had happened. James and Barbara were a young black couple who lived in the worst neighborhood in the U.S.A. around Fox Street in the South Bronx. One day they heard burglars on the roof and called the police. Two plain-clothes officers arrived at the apartment and kicked in the door without knocking. James thought it was the burglars who were breaking in, and he shot at the door, but was then himself killed by the police. Barbara ran screaming into the neighbor’s apartment. When I went to the 41st Precinct police station they confirmed the story and admitted that “there had been a little mistake,” but James of course “was asking for it, being in possession of an unregistered gun.”

I was by now so used to this kind of American logic that I did not feel any particular indignation toward the officer. I just felt that he was wrong. Since I had spent so much time finding out the facts of the case. I might as well go to the funeral, too. I rushed around town trying to borrow a nice shirt and arrived at the funeral home in the morning about an hour before the services. I took some pictures of James in the coffin. He was very handsome. I admired the fine job the undertaker had done with plastic to plug up the bullet holes. Black undertakers are sheer artists in this field; even people who have had their eyes torn out they can get to look perfectly normal. Since black bodies arrive in all possible colors and conditions, they use almost the entire color spectrum in plastic materials. James did not make any particular impression on me; I had already seen so many young black corpses. The only thing I wondered about was that there wasn’t any floral wreath from the police. I waited about an hour, which was to be the last normal hour that day. Not more than ten people came to the funeral, all of them surprised at seeing a white man there. A young guy whispered to me that he thought it was a little unbecoming for a white man to he present at this particular funeral. Then suddenly I heard terrible screams from the front hall and saw three men bringing Barbara in. Her legs were dragging along the floor. She was incapable of walking. I could not see her face, but she was a tall, beautiful, light-skinned young woman. Her screams made me shudder. Never before had I heard such excruciating and pain-filled screams. When she reached the coffin, it became unbearable. It was the first and only time in America I was unable to photograph. I had taken pictures with tears running down my cheeks, but had always kept myself at such a great distance from the suffering that I was able to record it. When Barbara came up to the coffin, she threw herself down into it. She lay on top of James and screamed so it cut through marrow and bone. I could only make out the words, “James, wake up, wake up!” again and again. The others tried to pull her away, but Barbara didn’t notice anything but James. I was at this point completely convinced that James would rise up in the coffin. I have seen much suffering in America, but I have often perceived in the midst of the suffering a certain hypocrisy or even shallowness, which enabled me to distance myself from it. Barbara knocked my feet completely out from under me. Everything began to spin before my eyes. It must have been at that point that I suddenly rushed weeping out of’ the funeral home. I ran for blocks just to get away. My crying was completely uncontrollable. I staggered down through Simpson and Prospect Streets, where nine out of ten die an unnatural death. Robbers and the usual street criminals stood in the doorways, but I just staggered on without noticing them, stumbling over garbage cans and broken bottles. It was a wonder that no one mugged me, but they must have thought I had just been mugged.

When I got to James’ and Barbara’s apartment building, still crying, I asked some children if there was anyone up in the apartment “of the man who was shot the other day.” They asked if I didn’t mean the man who was shot in the building across the street last night. No, it was in this building, I said. But they had not heard that anyone had been shot in their building. They lived on the third floor and James and Barbara lived on the sixth floor. I went up to the apartment, which now stood empty.

Robbers had already ransacked it, and there were only bits of paper and small things scattered around on the floor. The emptiness of the apartment made me sob even harder. There were bullet holes all over in the living room wall where James had been sitting, but there were only two in the door which the police had kicked open.

There were three locks on the door like everywhere in New York, as well as a thick iron bar set fast in the floor - a safety precaution the police themselves recommend that people use to avoid having their doors sprung open by criminals. James and Barbara had been so scared of criminals that they had put double steel bars on their windows although it was six stories up and there was no fire escape outside. Down in the courtyard there was a three-foot pile of garbage people had thrown out of their windows.

Here James and Barbara had lived since they were sixteen with their now four-year-old daughter. After a couple of’ hours I ventured out of the apartment. I had cried so much that I had a splitting headache, and all the way into Manhattan the weeping kept coming back in waves. When I came to a movie theater on the West Side, I wandered in without really knowing what I was doing. It was at that time that movies directed by blacks were being produced for the first time in history. The film was called “Sounder” and was about a poor family in Louisiana in the 1930’s. There was an overwhelming sense of love and togetherness in the family, but in the end the father was taken away by the white authorities and sent to a work camp for having stolen a piece of meat. The film was made in Hollywood and romanticized the poverty; after several years in a work camp, the father came back to the family, so the film would have a happy ending.

This wasn’t the kind of poverty I had met up with in the South. The only time I cried in the movie was when I saw things that reminded me all too much of James and Barbara. Afterward I wandered over in the direction of Broadway. An old black woman whom I had stayed with in the North Bronx the night before had given me ten dollars so I could get some nice clothes for the funeral. She had at first not trusted me and had spent several hours calling various police stations asking them what was the idea of sending an undercover cop to her house. But when after half a day she had assured herself that I was not a police agent, she was so happy that she gave me the ten dollars, and I had to promise to come stay with her again, and she telephoned to Alaska so I could talk with her daughter who lived up there. Now I still had a little money left over and went in my strange state of mind straight into another movie theater on Broadway and saw “Farewell, Uncle Tom.” It was a harrowing film about slavery. It was made by non-Americans (in Italy), so it didn’t romanticize slavery. You saw how the slaves were sold at auction, the instruments of torture that were used, and you saw how men were sold away from their wives and children. It was frightful. How could all this have been allowed to happen only a hundred years ago? At some points in the film I almost threw up. I looked around the cinema repeatedly, as I was afraid that there would be blacks in there, but there were only two people in the whole theater besides me. When I got outside, there was a young black guy hanging around with sunglasses on. I stood for a long time looking him in the eyes, and I couldn’t understand why he didn’t knock me down.

For days afterward I was a wreck. I will never forget that day. It stands completely blank in my diary. A whole year went by before I pulled myself together and sought Barbara out. But when I came to the kitchen at the veterans’ hospital where she worked, an old black woman was sent out to talk to me. She told me that she was Barbara’s guardian, since Barbara had not been normal since the funeral. She had become very withdrawn and never spoke any more. I asked her what Barbara had been like before James’ death. She went into deep thought for a moment and then told me with tears in her eyes about the four years when James and Barbara had worked together there in the kitchen. They had always been happy, singing, and a real joy to the kitchen personnel. They had never missed a day of work, always came in together and always left together at the end of the day. But she wouldn’t let me see Barbara, for Barbara did not wish to see anyone.

Another year went by before I sent a letter to Barbara from somewhere in the South. I assumed that by now Barbara had gotten over her husband’s murder. When I again went to the kitchen, the same elderly woman met me. It was as if time had not passed at all, and we just continued where we left off. She sighed deeply and looked into my eyes. “Barbara has gone insane,” she said.

Barbara kept coming up in my thoughts wherever I traveled. But another event came to make just as strong an impression on me. Somewhere in Florida an unhappy white woman had climbed up a water tower and stood on the edge, about to commit suicide. But she couldn’t make herself jump. It was in a ghetto area and a large crowd of people, most of them black, gathered at the foot of the tower. The police and fire department were trying to persuade the woman not to jump, while the crowd shouted for her to jump. I was totally unable to comprehend it. I shouted as loud as I could: “Stop it, stop it, please, let the poor woman live.” But their shouts grew louder. It was the worst and most sickening mass hysteria I had ever experienced. Then suddenly it hit me that the screams sounded like Barbara’s on that unforgettable morning. I started getting weak in the knees and rushed off, just as fast as at the funeral home. In five years I will try to contact Barbara once more. I must see her face again some day!

Summary of letters




403

On the day I became one with the suffering, I could no longer depict it. The screams from people in the closed system drowns in a vacuum for the world outside. A white policeman beating a black woman was shot down in anger by a young man on a roof. In retaliation, 5,000 officers are marching through the ghetto to intimidate our oppressed. Every time a policeman is killed by a black sniper, the entire apparatus of colonial power is set in motion in this way.

But there’s a deeper tragedy underlying these sad police murders. The 26-year-old widow of the deceased officer comes, as did he, from the poorest white stratum of society. Although it doesn’t excuse the brutality, one can very well understand it.

These whites have themselves often been downtrodden and exploited. Facing grim prospects in life, they had no choice but to join the ranks of the old slave-drivers. The racism and lack of trust that a poor under-stimulated upbringing has instilled in them is exacerbated by their nervousness about being part of an occupying force in a culture to which they don’t belong.

It’s become common to attack the police, but we forget that they’re just as much the victims of the system as they are its representatives. We look at their tight lips and hardened faces and despair. One can only infer that they will forever be marked with bitterness, hatred, and apprehension. But did they deliberately create these faces?


 


404

Or were they forced to live a life which tightened their faces into a perverted distortion of humanity?

Yes, it’s difficult to create a more just society since even to see the possibility of change means to have enough faith in the inherent goodness of humanity and in your everyday life to be able to look beyond the distress patterns that everywhere paralyze us. Our duty is to change this system, which is based on our shared accumulated pain, so people can become fully human all over the world. In so doing we’ll also save the planet from the worst of all our oppressions: the destruction of our environment, the climate, and our children’s future. I know that I couldn’t have survived among all the strange people in America if I hadn’t had strong faith in the best in people. Without that faith, the worst would’ve gotten the upper hand, and I would’ve been obliterated.


406

 

 

394


 

Mellem eloider og morlokker

Lukas 9: 3-5



I North Carolina havde en millionær, som jeg tit boede hos, lånt mig en af sine biler, en stor Buick, for at jeg kunne komme ud på de mest øde biveje, hvor det er umuligt at blaffe. Efter at have set megen fattigdom dagen igennem, kom jeg om aftenen til Wilmington. Jeg havde hørt, at der havde været raceuroligheder i byen, så jeg havde lyst til at lære den nærmere at kende. Som altid,
når jeg kommer til en ny by, startede jeg fra bunden ved at gå ind i de værste kvarterer. Jeg parkerede bilen langt væk, da man ikke kan kommunikere med folk, hvis man kommer anstigende i bil. Jeg tog min skuldertaske og gik ned ad gaden, som om jeg lige var blaffet ind i byen, og gik derefter over til en af de værste sorte barer på en af hovedgaderne. Jeg elsker denne snuskede blanding af en kaffebar og en smugkro med de små glas med syltede grisetæer og peber, og sidder der tit i timevis. Der sker hele tiden noget. Men denne aften gik det galt.

Det var lige før midnat og helt mørkt, da jeg kom til stedet. Udenfor stod den sædvanlige skare af halvkriminelle typer: ”hustlers” og ”superflies”. De ser tit onde og farlige ud med deres solbriller, men det er de slet ikke, hvis man behandler dem rigtigt. Jeg elsker dem simpelthen, fordi det er sådan en udfordring for mig at finde mennesket bag solbrillerne. Det er enten knald eller fald, for hvis man laver et forkert træk, kan det betyde døden. De er nemlig som alle kriminelle uhyre frygtsomme og reagerer derfor ofte spontant og nervøst. Jeg bruger som tommelfingerregel, at jo mørkere deres solbriller er, jo mere bange er de for mig og for hinanden. Men så snart man vinder deres tillid, og solbrillerne fjernes over et glas øl eller en joint, viser de sig som fantastiske mennesker og vil gøre alt for en.  Derfor var det altid dem, jeg først opsøger, når jeg kommer til en ny by, da de har masser af kontakter. Jeg er altid fuldkommen ærlig over for dem og foregiver ikke at være andet end det, jeg er, og forsøger f.eks. aldrig at efterligne deres sprog eller at bruge den almindelige hvide sentimentalitet omwe are brothers” og alt det pis, de så ofte har hørt fra hvide. Man skal huske på, hvor paranoide de er, og at de ikke har nogen tillid til hvide i almindelighed, eller deres eget folk, eller sig selv. De er blevet trampet på hele deres liv, og den undertrykkelse kan ikke overvindes ved hjælp af noget falsk brother”-snak. Men ved at tale helt ærligt kan man på forskellige måder vise dem, hvem man virkelig er, og hvad man vil, og derved overvinde deres mistænksomhed. De har brug for at vide, hvem de har med at gøre. Det er f.eks. dette stærke ønske, der får mange sorte til at foretrække den sydlige racist frem for den frisindede fra nordstaterne, for med racisten ved de, hvor de står, og kan respektere ham for hans ærlighed, mens den frisindede altid siger et og gør noget andet. Med mine billeder og mine detaljerede beskrivelser af, hvad jeg har foretaget mig i andre ghettoer, er det normalt ikke svært at overbevise dem om min identitet (når jeg selv ved, hvad min identitet er). De er aldrig helt overbevist om, at jeg ikke er en politiagent. Alligevel tog de næsten altid chancen, men alligevel tager de næsten altid chancen. For alle mennesker har en trang til at være menneskelige og i dette samfundssystem er der altid en risiko forbundet med det. Lader man masken falde, risikerer man at blive såret. Både kapitalisten og den kriminelle er i deres dagligdag så stærkt deformerede af de roller, systemet dikterer dem, at de har en usigelig trang til at vise menneskelighed. Denne trang har de en chance for at udfolde over for vagabonden, som står helt uden for systemet. For at få noget at spise eller et sted at bo må vagabonden altid tale til ”det gode” (det humane) i kapitalisten eller i den kriminelle, og når han først indser, at dette altid kan lade sig gøre, kan han ikke længere fordømme dem som ”kapitalister” eller ”kriminelle”, men erkender, at de alle har muligheder for at handle i overensstemmelse med et andet system end det, der normalt styrer dem. Således begynder vagabonden i stedet at fordømme det system, han hele tiden må kæmpe imod for at overleve. Derfor tager selv de værste forbrydere næsten altid denne chance med mig, og efterhånden som den værste mistro har lagt sig, og nogle øl ryger ned, kan vi blive helt forelskede i hinanden i gensidig beundring for de roller, vi normalt spiller. De var altid interesserede i, hvad jeg har lært af andre kriminelle, og jo flere "hustles" jeg beskriver, jo tættere er vi knyttet til hinanden. Men i udvekslingen af måder at "cop" (det ord, der dækker over alt, hvad den kriminelle har brug for, hvad enten det er en pose heroin, en bil, en pistol, en kvinde eller vin), lægger jeg altid vægt på at sætte det ind i en politisk sammenhæng. Ofte bliver de begivenheder, vi udsættes for i løbet af sådan en nat, mere og mere kriminelle. Jeg ved, at for at få et sted at sove hen på morgenener jeg nødt til at overbevise dem om, at jeg er med dem hele vejen. Så den første nat i en ny by får jeg normalt ikke meget søvn; men på den måde får jeg fodfæste i andre sociale kredse i ghettoen, da de kriminelles søskende, forældre og venner ikke nødvendigvis selv er kriminelle.

Men denne nat i Wilmington gik noget galt. Jeg modtog de samme fjendtlige vibrationer fra folk uden for baren, som jeg altid får, men der var ingen mulighed for at bryde isen. Ligegyldigt hvad jeg sagde, prellede det af. De begyndte at komme med trusler og sagde: "Vi er militante, få din røv ud herfra, eller du er en død mand." Jeg var så forbløffet over, at min overlevelsesfilosofi ikke virkede, at jeg blev helt blød i knæene. Jeg følte pludselig, at jeg ikke havde nogen kontrol over begivenhederne og gav op. Jeg gik lidt længere ned ad hovedgaden, men for at komme tilbage til bilen uden at passere dem igen, drejede jeg af til højre gennem et uoplyst "projekt" - som disse kommunale fattiggårde kaldes. Men netop som jeg drejede derind, bemærkede jeg, at de satte efter mig. Åbenbart opfattede de dette som deres territorium. Jeg gjorde så den fejl, at jeg begyndte at løbe længere ind for at gemme mig for dem. Jeg gemte mig under en busk og så, at de pludselig var over det hele, omkring et dusin af dem. Jeg begyndte at ryste, så chokeret var jeg over denne udvikling. Jeg indså, at jeg ikke havde en chance, og løb ud i den mørke gyde for at overgive mig. Jeg blev straks omringet, knive og pistoler pegede imod mig fra alle sider. Fra det øjeblik kan jeg ikke huske præcis, hvad der skete, blot at jeg begyndte at rable en masse ord af mig. Jeg sagde bl.a. noget i retning af, om de ikke ville vente blot to minutter og kigge på mine billeder og høre på, hvorfor jeg var der. Hvis de ikke syntes om det, kunne de så slå mig ihjel. Jeg ved ikke, om det var det, der gjorde udslaget, men efter megen råben og skrigen om, hvad de skulle gøre ved mig, skete der i al fald det, at de førte mig ud til hovedgaden med pistoler og knive i ryggen. Jeg rystede ved tanken om, at en af dem skulle komme til at trykke på aftrækkeren ved et uheld. Dernæst sagde de, at jeg skulle gå lige ud ad landevejen, til jeg var ude af byen. Jeg følte mig som en netop befriet kidnappet ambassadør i Latinamerika. For at komme tilbage til byen måtte jeg nu gå tre kilometer ud og derefter tilbage ad en parallel gade. overvejede at ringe efter en taxa eller politiet, men opgav. Jeg havde ingen penge til en taxa og følte det forkert at bruge politiet. Hvis jeg blev set sammen med politiet, ville de jo først blive overbevist om, at jeg ikke var på deres side. Så i mørket hoppede jeg fra træ til træ ned ad parallelgaden for at undgå at blive set fra biler, da det jo kunne være mine overfaldsmænd i bilerne. Scenen var præcis som i filmen ”I nattens hede” – blot racemæssigt omvendt.

Jeg nåede helskindet tilbage og drønede ud af byen i fuld fart. Jeg havde fået nok af at bo i ghettohjem den nat. Jeg har siden forsøgt at analysere, hvad jeg gjorde forkert den aften. Der er ingen tvivl om, at jeg fejlede, fordi jeg var uærlig over for de kriminelle. Jeg foregav at være en fattig vagabond, der havde brug for et sted at sove; men i virkeligheden var jeg ikke fattig, for bilen var gemt i nærheden, og jeg vidste hele tiden, at jeg om nødvendigt kunne sove i bilen den nat. Jeg havde ikke været fuldkommen ærlig over for dem og kunne derfor ikke udsende de positive vibrationer, der ville åbne dem op. Jeg havde gjort den samme fejl, som den middelalderlige herremand, der kommer kørende i sin behagelige karet med skinnende lygter, og som således bærer sit eget lys og sit eget mørke med sig. Han nyder sin tryghed og lyset, som kastes på de umiddelbare omgivelser, men han forstår ikke, at det stærke skær blænder ham og forhindrer ham i at se stjernerne, som den fattige bonde, vandrende til fods og uden lygte, er i stand til at se til fuldkommenhed og at bruge som vejvisere.
Jeg kørte så ud til et hvidt kvarter i nærheden. Efter denne uhyggelige oplevelse begyndte jeg at føle, at der ville ske noget fantastisk den nat. Sådan går det næsten altid, når man rejser: når man er dybest nede, kommer man altid højest op lige bagefter. Så fatalistisk var jeg blevet på dette punkt, at da jeg to uger før stod i skjorteærmer og frøs i en snestorm i timevis på en bivej i West Virginia uden at kunne få et lift, var jeg fuldstændig overbevist om, at noget godt ville komme ud af det. Ganske rigtig havnede jeg samme aften hos Rockefeller. Hvis man som vagabond ikke er i besiddelse af denne fatalisme, er man fortabt, for alene i kraft af sin overbevisning er man i stand til at formidle så stærk positiv energi, at man selv er med til at skabe en gunstig situation. Hvorom alting er: da jeg denne nat trådte ind på en bar på Wrigthsville Beach, kom det ikke helt bag på mig, hvad der skete. Efter at have stået alene i nogen tid, kom en meget sød ung kvinde hen og trak mig i skægget og ville vide, hvem jeg var. Derefter gik det slag i slag, og hun begyndte at hælde en masse vin i mig. Når man som vagabond står ganske alene i verden, er man meget svag i den slags situationer og bliver uhyre let forelsket. Men når man kun en time før har været døden nærmere end nogensinde, så får denne forelskelse så voldsomme dimensioner, at den bliver ganske overvældende. Et hvilket som helst menneske, som havde vist mig varme den nat, ville jeg have bundet mig til for evigt. En af de første ting, hun spurgte mig om, var, om jeg havde et sted at bo. Da jeg sagde nej, sagde hun øjeblikkelig, at jeg skulle flytte ind hos hende. Hun ville give mig alle de penge, jeg havde brug for, og et benzinkreditkort til bilen. Det viste sig nemlig, at hun tilhørte en af Amerikas rigeste familier, som ejer bryggeriet Schlitz. Den nat glemmer jeg aldrig. Normalt er jeg impotent den første nat med en ny kvinde, men voldsoplevelsen sad så stærkt i mig endnu, at jeg tænkte mere på den, og derfor gik alt, som det skulle. Det var nøjagtig det samme som dengang i New Orleans, hvor Mary Ann Westbury og jeg var vidne til, at en af vores venner dræbte en anden, mens vi spillede pool, og bagefter gik vi hjem og elskede hele natten lang. Sex og vold er sikkert meget intimt forbundet. I det hele taget føler jeg, at mange af mine kærlighedsforhold i USA er affødt af en voldelig oplevelse – eller har ført en med sig. Min kærlighed til dette land er sikkert af samme natur. Denne nat blev vi så forelskede i hinanden, at hun straks snakkede om, at vi skulle giftes. Når vi blev gift, ville vi få 50.000 dollars og derefter 30.000 om året. ”Jeg vil have et barn med dig,” sagde hun. I de første dage var jeg selv så overbevist om, at jeg skulle giftes, at jeg begyndte at skrive til alle mine venner, at "nu havde jeg endelig fundet den rette".


Jeg var fascineret af hende og hendes overklassenatur. Hun brugte penge, som var det vand. I den første uge brugte vi 500 dollars, og hun måtte telegrafere til sin far i Europa for at få flere penge. Jeg nød at gå på de fineste restauranter og spise hummer og steaks, hvilket gjorde godt efter flere måneders ”soulfood”. Men jeg insisterede alligevel på at fortsætte mit arbejde og kørte om dagen ud i bilen og fotograferede fattigdommen og sulten i det østlige North Carolina. En professor i geofagi (jordspisning) havde fortalt mig om sulten i området. Om dagen fotograferede jeg sult, og om aftenen fråsede jeg i steaks. Hver anden dag tilbragte jeg sammen med min forlovede på en nærliggende ø, som kun var for rige mennesker. Der var vagt på broen for at forhindre, at sorte og andet fattigt udskud skulle komme derud. Vi boede i en lækker stor villa og lå på stranden dagen igennem og dasede. Det var her, jeg først begyndte at miste interessen for hende,
for jeg kedede mig simpelthen til døde. I begyndelsen havde hun vist interesse for min ”hobby”, men efterhånden begyndte det at skinne igennem, at hun opfattede de sorte som undermennesker. Jeg har ofte forelsket mig i sydstatsracister på grund af deres eksotisme og charmerende dialekt og min egen fascination af mennesket bag herre-slaveforholdet; men det gik langsomt op for mig, at man ikke kan basere et ægteskab på en sådan fascination. Jeg begyndte at føle, at vores barn mere ville blive et produkt af vold end af kærlighed. Da jeg spurgte hende, hvad hun ville gøre ved det, hvis vi gled fra hinanden, sagde hun: ”Pyt, jeg har penge nok, jeg kan få en abort til enhver tid”. Hun var stadig vildt forelsket i mig, men jeg selv var ved at komme ned på jorden igen. Så da hun en tid efter skulle rejse til Galapagosøerne for at kigge på skildpadder og ville have mig med derned, følte jeg mig først meget fristet, men sagde alligevel nej. Det ville være godt at få hende lidt på afstand og køle af. Hun bad mig om at komme tilbage til hendes fødselsdag, hvilket jeg lovede.

Jeg blaffede flere tusinde kilometer for at komme tilbage på dagen og ankom lige ved middagstid og troede, hun ville blive glad. Men hun lå blot på sengen og var helt kold. Hun havde haft en god ferie hos skildpadderne, men var begyndt at føle, at vi ikke passede sammen. Til sidst var hun taget til Ecuador for at få en abort. Den havde været meget dyr og vanskelig i ”dette primitive, katolske land”. Nu havde hun ingen følelser tilbage for mig, sagde hun. Jeg følte, at hun var meget overfladisk, men jeg havde jo også selv været for overfladisk. Jeg var både dybt såret og meget lettet på samme tid, sagde farvel og tog ind til ghettoen i Wilmington for endnu en gang at prøve at komme til at bo der. Jeg gik ind i den samme bar, men nu om dagen, og købte en omgang Schlitz til folk derinde for de penge, jeg havde tilbage fra min luksustid. Og denne gang lykkedes det mig at blive accepteret, og der var en pludren og en snakken og en varme uden lige. Det var på det tidspunkt, Schlitz kørte deres nye reklamekampagne med sloganet ”Only love is better than Schlitz”. Hver gang jeg siden så den rundt om i landet, tænkte jeg tilbage til Wilmington, byen med det voldsomme racehad.

Sammendrag af breve
Efterskrift. Jeg nævner ikke her Schlitz-kvindens navn her og bringer heller ikke billeder af hende, da hendes forældre engang i 80'erne fortalte mig, at hun netop havde begået selvmord. Jeg fandt det mærkeligt, at de eneste to af mine gamle "kærester", som senere begik selvmord, begge var millionærer.




398

 


De fattiges kriminalitet er ligesom de riges udbytning næsten umulig at fotografere. Man kan tage billeder af resultatet, men sjældent af selve processen Normalt ville jeg være sammen med kriminelle i dagevis, før jeg fotograferede dem. For at kunne overleve blandt dem var det en nødvendighed, at jeg altid havde tillid til den indre godhed hos disse vredens børn og opbyggede mit forhold til mennesket indeni, uden om den rolle, systemet normalt tvang dem til at forme deres liv efter. Ved at fotografere deres lyssky aktiviteter, forholdt jeg mig i højere grad til deres miljøbestemte side og forrådte derved den tillid, de havde vist mig. Jeg ønskede altid at fotografere kriminaliteten set fra de kriminelles synsvinkel men for at gøre det måtte jeg stille mig selv på afstand og var således ikke længere ”en del af dem.” Det var lettere at registrere systemets vold end at fotografere dets modvold.

Her blev jeg fanget midt en skudveksling mellem politi og kriminelle i Harlem. En politimand løb over og brugte min døråbning som skydestilling, og jeg befandt mig pludselig (fotografisk) på politiets side. Ved sådanne lejligheder begyndte jeg at forstå politiets brutale, men ak-så-menneskelige reaktioner. Deres racistiske holdninger og manglende forståelse for ghettoens reaktioner er blandt årsagerne til de vrede anklager om politibrutalitet. Samfundet har trænet politiet til at forvente det værste i stedet for at kommunikere med det gode i mennesker. Derfor skyder de ofte, før de spørger. Generelt mener jeg, at det er en voldshandling at bære våben ind i en ghetto, da det viser, at man ikke har tillid til ghettoens befolkning, hvilket avler modvold. I de første to år i USA var jeg stadig for præget af de hvides frygt – hovedingrediensen i al racisme. Så indtil jeg lærte ikkevoldelig kommunikation og positiv indre tænkning om medmennesket, blev jeg konstant slået ned af sorte. Politiet bygger på forhånd på det negative i mennesker og fremelsker det derfor. Hvis de i stedet ankom ubevæbnede og med åbne ansigter, ville de have en chance for at fremme de positive sider, som jeg altid formåede at finde i selv de værste typer, ”der vil dræbe for en dollar” – eller for et kamera. Således bygger politiet et klima af frygt på begge sider, som gør brutalitet uundgåelig. Indtil nutidens afslørende videoafsløringer satte en stopper for det, blev det meste af det sanktioneret af hvide myndigheder. Mange stater tillader politiet at bryde ind i folks hjem uden at banke på, hvorved mange uskyldige mennesker er blevet dræbt.


399

You explained it to me, I must admit,

a long rap about ”no knock”

being legislated for the people you’ve always hated

in this hell-hole you/we call home.

NO KNOCK the man will say to protect people from themselves. Who’s going to protect me from you ?

No knocking, head rocking, enter shocking, shooting, cursing, killing, crying, lying and being white.

NO KNOCK told my brother Fred Hampton

bullet holes all over the place.

But if you’re a wise ”no knocker you’ll tell your

knocking’ lackeys no knock on my brother’s head

no knock on in my sisters head

and double lock your door

because someone may be NO KNOCKING... For you!





400
James’ og Barbaras kærlighed



En dag så jeg i New York Times et avisbillede af borgmester Lindsay, som overrakte en buket blomster til en ”heltemodig” politibetjent i en hospitalsseng. Der stod, at han var blevet skudt ned under ”indtrængen i en lejlighed”. Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvad der egentlig lå bag denne begivenhed, og støvede rundt i Bronx i flere dage for at finde de pårørende og lejligheden, det var sket i. Lidt efter lidt fandt jeg ud af, hvad der var sket. James og Barbara var et ungt, sort ægtepar, som boede i det værste kvarter i USA omkring Fox Street i South Bronx. En dag havde de hørt kriminelle på taget og tilkaldt politiet. To civilklædte betjente ankom til lejligheden og sparkede døren op uden at banke på. James troede, det var de kriminelle, der var i færd med at bryde ind, og skød mod døren, men blev så selv dræbt af politiet. Barbara løb skrigende ind til naboen. Da jeg gik på politistationen i 41. distrikt, bekræftede man der handlingsforløbet og indrømmede, ”at der var sket en lille fejltagelse”, men at James jo ”selv havde været ude om det, eftersom han var i besiddelse af en ikke-registreret pistol”. Jeg var efterhånden så vant til den slags urimeligheder, at jeg ikke følte nogen særlig harme over for betjenten. Jeg følte blot, at han var forkert på den. Da jeg nu havde brugt så megen tid på at finde ud af sagens sammenhæng, kunne jeg lige så godt også tage begravelsen med. Jeg styrtede rundt i byen for at låne en pæn skjorte og ankom i bedemandsforretningen om morgenen ca. en time før. Jeg tog en del billeder af James i kisten. Han var meget smuk. Jeg beundrede det fine arbejde, bedemanden havde gjort med plastik for at stoppe skudhullerne til. Sorte bedemænd er rene kunstnere på dette felt; selv folk, som har fået øjnene revet ud, kan de få til at se helt normale ud. Da sorte lig ankommer i alle mulige farver og udgaver, bruger de næsten hele farveskalaen i plastikmaterialer. James gjorde ikke noget særligt indtryk på mig; jeg havde allerede set så mange unge, sorte lig. Det eneste, jeg undrede mig over, var, at der ikke var nogen blomsterkrans fra politiet. Jeg ventede en times tid, hvilket skulle blive den sidste normale time denne dag. Der kom ikke mere end ti begravelsesgæster, der alle undrede sig over at se en hvid mand. En ung fyr hviskede til mig, at han syntes, det var lidt upassende, at en hvid mand var til stede ved netop denne begravelse. Så pludselig hørte jeg forfærdelige skrig nede fra forhallen og så tre mænd komme slæbende med Barbara. Hendes ben hang hen ad jorden. Hun var ude af stand til at gå. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men hun var en høj, smuk, lyshudet pige. Hendes skrig fik mig til at ryste og slog mig helt ud. Aldrig før havde jeg hørt så skærende og smertefulde skrig. Da hun kom hen til kisten blev det uudholdeligt. Det var første og eneste gang i Amerika, jeg var ude af stand til at fotografere. Jeg havde før fotograferet med tårerne trillende ned ad kinderne, men havde altid holdt mig på så stor afstand af lidelsen, at jeg kunne registrere den. Da Barbara kom hen til kisten, kastede hun sig ned i den. Hun lagde sig oven på James og skreg, så det skar gennem marv og ben. Jeg kunne kun opfatte ordene: ”James, vågn op, vågn op” igen og igen. De andre prøvede at rive hende væk, men Barbara sansede ikke andet end James. Jeg var på dette tidspunkt fuldstændig overbevist om, at James ville rejse sig i kisten. Jeg havde set megen lidelse i Amerika, men jeg havde ofte midt i lidelsen sporet et vist hykleri eller endog overfladiskhed, som gjorde mig i stand til at distancere mig fra lidelsen. Barbara slog fuldstændig benene væk under mig. Alt begyndte at svømme for mine øjne. Det må have været på det tidspunkt, at jeg pludselig styrtede tudbrølende ud af begravelseshjemmet. Jeg løb igennem flere gader bare for at komme væk. Min gråd var fuldstændig ubehersket. Jeg vaklede ned ad Simpson- og Prospect-gaderne i dette kvarter, hvor ni ud af ti dør en unaturlig død. Røverne og de almindelige gadekriminelle stod i dørene, men jeg væltede blot videre uden at sanse dem, ramlende ind i affaldsspande og knuste flasker. Det var et under, at ingen overfaldt mig, men de må have troet, at jeg netop var blevet overfaldet.

Da jeg kom til James og Barbaras opgang, spurgte jeg stadigt tudende nogle børn, om der var nogen oppe i lejligheden ”hos manden, der blev skudt forleden dag”. De spurgte, om jeg ikke mente manden, der blev skudt i opgangen overfor i går aftes. Nej, det var i denne opgang, sagde jeg. Men de havde ikke hørt, at nogen var blevet skudt i deres opgang. De boede på anden sal, og James og Barbara boede på femte sal. Jeg gik op i lejligheden, som nu stod tom. Røvere havde allerede plyndret den, og der lå kun lidt papir og småting rundt om på gulvet. Tomheden i lejligheden fik mig til at hulke endnu kraftigere. Der var masser af skudhuller inde i stuevæggen, hvor James havde siddet, men der var kun to henne i døren, som politiet havde sparket op. Der var tre låse på døren, som overalt i New York samt en tyk jernstang fastgjort i gulvet – en sikkerhedsforanstaltning, politiet selv har foreslået folk at anskaffe sig for at undgå, at deres døre bliver sprængt af kriminelle. James og Barbara havde været så bange for kriminelle, at de havde sat dobbelt jerngitter for deres vinduer, skønt det var i femte sals højde, og der ingen brandtrappe var udenfor. Nede i baggården lå der en meterhøj dynge af affald, som folk havde smidt ud af deres vinduer. Her havde James og Barbara levet fra de var 16 år med deres nu fireårige datter.

Efter et par timer dristede jeg mig ud af lejligheden. Jeg havde grædt så meget, at jeg havde en drønende hovedpine, men hele vejen ind til Manhattan blev gråden ved med at komme i bølger. Da jeg kom til en biograf på Vestsiden, dryssede jeg ind i den uden egentlig at have besluttet mig dertil. Det var på det tidspunkt, de sorte film var ved at komme frem for første gang i de sortes historie. Filmen hed ”Sounder” og handlede om en fattig familie i Louisiana i 30’erne. Der var en overvældende kærlighed og sammenhold i familien, men til sidst blev faderen hentet af de hvide myndigheder og sendt i arbejdslejr for at have stjålet et stykke kød. Filmen var lavet i Hollywood og romantiserede fattigdommen, og efter adskillige år i arbejdslejr kom faderen da også tilbage til familien, for at filmen kunne få en happy-ending.

Det var ikke den fattigdom, jeg havde mødt i Syden. De eneste gange, jeg græd under filmen, var, når jeg så ting, der mindede alt for meget om James og Barbara. Jeg dryssede derefter over i retning mod Broadway. En gammel sort kone, som jeg havde boet hos i det nordlige Bronx om natten, havde givet mig 10 dollars, for at jeg skulle få mig lidt pænt tøj til begravelsen. Hun havde først ikke stolet på mig og havde brugt flere timer på at ringe til forskellige politistationer for at spørge dem om, hvad meningen var med at sende en agent til hendes hus. Men da hun efter en halv dag havde forvisset sig om, at jeg ikke var politiagent, blev hun så glad, at hun gav mig 10 dollars, og jeg måtte love at komme igen og bo hos hende, og hun ringede til Alaska, for at jeg skulle tale med hendes datter, som boede deroppe. Nu havde jeg stadig lidt penge tilbage og gik i min underlige sindstilstand lige ind i en anden biograf på Broadway og så ”Farewell, Uncle Tom”. Det var en rystende film om slaveriet. Den var lavet af italienere, så den romantiserede ikke slaveriet. Man så, hvordan slaverne blev solgt på auktion, torturredskaberne som blev brugt, og man så, hvordan mænd blev solgt fra deres kvinder og børn. Det var frygteligt. Hvordan havde alt det dog kunnet få lov til at ske for kun 100 år siden? Nogle steder i filmen var jeg ved at brække mig. Jeg så mig gentagne gange omkring i biografen, da jeg var bange for, at der skulle være sorte derinde, men der var kun to mennesker i hele biografen foruden mig. Da jeg kom udenfor, stod en ung sort trippende med solbriller på. Jeg stod i lang tid og så ham ind i øjnene og kunne ikke forstå, at han ikke slog mig ned. I flere dage bagefter var jeg helt ødelagt. Jeg vil aldrig glemme den dag. Den står fuldstændig blank i min dagbog. Der gik et helt år, før jeg tog mig sammen til at opsøge Barbara. Jeg kunne ikke glemme hende. Men da jeg kom til køkkenet på Veteranhospitaltet, hvor hun arbejdede, blev en ældre sort kvinde sendt ud for at tale med mig. Hun fortalte mig, at hun var Barbaras værge, da Barbara ikke havde været normal siden begravelsen. Hun var blevet indesluttet og sagde aldrig noget mere. Jeg spurgte hende, hvordan Barbara havde været før James’ død. Hun faldt helt hen i tanker et øjeblik og fortalte så med tårer i øjene om de fire år, hvor James og Barbara havde arbejdet sammen der i køkkenet. De havde altid været muntre, sunget og været til stadig glæde for køkkenpersonalet. De havde vist aldrig forsømt en dag, var altid ankommet sammen og var altid gået sammen efter fyraften. Men hun ville ikke lade mig se Barbara, for Barbara ønskede ikke at se nogen. Der gik derpå endnu et år, hvor jeg sendte et brev til Barbara fra et eller andet sted i Syden. Jeg gik ud fra, at hun nu var kommet sig over det.

Da jeg igen kom til køkkenet, var det den samme ældre kvinde, der kom ud. Det var, som om tiden slet ikke var gået og at vi blot fortsatte, hvor vi slap. Hun sukkede dybt og så mig ind i øjnene: ”Barbara er blevet sindssyg”, sagde hun.

Barbara blev ved med at dukke op i mine tanker, hvor som helst jeg rejste. Men en anden begivenhed kom til at gøre et lige så stærkt indtryk på mig. Et sted i Florida var en ulykkelig hvid kvinde kravlet op i et vandtårn og stod på kanten for at begå selvmord. Men hun kunne ikke få sig selv til at springe. Det var i et ghettoområde, og der samlede sig straks en større flok mennesker ved foden af tårnet, næsten alle sorte. Politi og brandvæsen var i gang med at overtale kvinden til ikke at springe, mens folkemængden skreg til hende, at hun skulle springe. Jeg begreb det ikke. Jeg råbte alt, hvad jeg kunne: ”Hold op, hold op, lad dog den stakkels kvinde leve”. Men deres råb steg i styrke. Det var det værste og mest modbydelige massehysteri, jeg nogensinde havde oplevet. Så pludselig med et slog det mig, at skrigene lød som Barbaras den uforglemmelige morgen. Jeg begyndte at blive svag i benene og styrtede så hovedkulds væk, lige så hurtigt som i begravelseshjemmet. Om fem år vil jeg prøve at opsøge Barbara igen. Jeg må se hendes ansigt igen en dag!

 

Sammendrag af breve











403

Den dag, hvor jeg blev et med lidelsen, kunne jeg ikke længere skildre den. Skriget fra mennesket i det lukkede system drukner i et tomrum mod verden udenfor. En hvid politimand, som pryglede en sort kvinde, blev skudt ned i smerte og raseri af en ung mand fra et tag. Som hævn marcherer nu 5000 betjente gennem ghettoen i en magtdemonstration for at intimidere vores undertrykte. Hver gang en betjent bliver dræbt af sorte snigskytter, sættes hele kolonimagtens apparat i sving på denne måde.
Men der ligger en dybere tragedie bag disse sørgelige politimord. Den afdøde betjents 26-årige enke kommer, ligesom han selv, fra det fattigste hvide samfundslag. Selv om man ikke kan undskylde deres brutalitet, kan man dog godt forstå den – udbyttede og nedtrampede, som disse fattige hvide ofte selv har været. Da de stod med så mørke udsigter i tilværelsen, havde de intet andet valg end at slutte sig til de gamle slavefogeders række. Den racisme og indskrænkede tillid til medmennesker, som en fattig, understimuleret opvækst har indpodet dem, forstærkes af deres nervøsitet ved at være besættelsestropper i en kultur, som de ikke tilhører.

Det er blevet almindeligt at angribe politiet, men vi glemmer, at de i lige så høj grad er ofre for systemet, som de er dets repræsentanter. Vi ser på dem – på deres hårde ansigter og stramme læber – og bliver fortvivlede. Vi konkluderer hurtigt, at de aldrig vil forandre sig. De vil altid være fulde af bitterhed, had og frygt. Men sad de med deres gode viljer foran spejlet og skabte disse ansigter?


404

Eller blev de tvunget til at leve et liv, som strammede huden i deres ansigter til en perverteret forvridning af menneskelighed? 

Ja, det er svært at skabe et mere retfærdigt samfund. For bare at se muligheden for forandring betyder, at have tilstrækkelig tro på menneskets iboende godhed til at være i stand til i sin hverdag at se ud over de lidelsesmønstre, som lammer os overalt. Vores pligt er at ændre dette system af fælles ophobet smerte, så mennesket kan blive fuldt menneskeligt over hele verden. Kun derved kan vi også redde jordkloden fra den værste af alle vore undertrykkelser: ødelæggelsen af miljøet, klimaet og vores børns fremtid. Jeg ved, at jeg ikke kunne have overlevet blandt alle disse (vid)underlige mennesker i Amerika, hvis jeg ikke havde haft en stærk tro på det bedste i mennesket. Hvis ikke ville det værste have fået overhånd, og jeg ville være blevet udslettet.