366 – 393  Ghetto subcultures from LGBT to crime  (old book 236-249)

Vincents text                                                                         Norsk                                   Ny dansk bog

366

The more I learned about the crippling and self-perpetuating effect of being ostracized, the harder it was for me to condemn whites for our racism. Even for me, and African and Caribbean immigrants, who were not molded by our master-culture, it was not always possible to respond in a human way towards those who are trapped in a pariah culture. The clumsy behavior of whites towards blacks in the US, and since towards “Muslims” in Europe, became especially understandable when I compared it to my own difficulties in being fully human towards those locked up in the homosexual ghetto by my heterosexual society.

My attitude toward gays had been basically “liberal”. Although I had subconsciously forced them as effectively underground in my rural Danish childhood as they are in Saudi Arabia, I had not been shaped by overtly hateful attitudes towards them. Thus, I did not have to meet many self-hating gays in the closet on the American highways to realize that I felt it as a moral duty for me to become active in the world’s first open gay movement in San Francisco. There I soon learned from more “liberated” gays that liberals are true liberation’s most insidious enemy. Our deep sense of heterosexual superiority remains untouched by our concern for the “plight” of gay people. We appear to concede so much with our condescending “we must accept homosexuals” while the liberal “we” invariably excludes the very minority whose integration is being urged. We leave the oppressed to struggle not only against genuinely expressed bigotry and hatred, but also “sympathy” and “understanding” - “tolerance” extended to something regrettable rather than normal.


367

After such indoctrination “we” feel as insecure, uneasy, and threatened by “them” as whites feel threatened by the blacks / browns, and it becomes more convenient for us to keep them in ghettos. Some Americans saw gay ghettos like San Francisco and New Orleans as expressions of a tolerant and free society. As with the old Jewish ghettos in Europe, it is just the opposite. When we for centuries prevented gays from responding freely, kissing and holding hands in an open atmosphere without fear, made laws against them in most states, make them loathe homosexuality before reaching adulthood so that they adopt and internalize straight people’s definition of good and bad, when we forced gays and lesbians throughout their lives into painful, futile attempts to straighten their lives with the same crippling effect on their self-image as when blacks straightened their hair to “pass” or merely survive, - then we will eventually force them into similar segregated ghettos, complete with riots and subcultures.

Being an early advocate for gays was noticed and it was black gays such as SF Film Festival director Albert Johnson and theater director Burial Clay (murdered a week after setting up my show) who first invited American Pictures to America. When I lived with black gay activist, Lawrence Andrews while he helped set up my American Pictures Theater in San Francisco he invited me to make workshops for his group “Black and white men together” to help combat the racism he saw among the members. “The whites can go to bed with us, but afterwards want nothing to do with us.” The split between gays and lesbians was even greater then, but in the 80’es I saw lesbians come out of their justified male anger to unite with our movement.


368


Hitchhiking with my Danish sign in Baltimore’s ghetto on Thanksgiving night, 1973, and hoping to find a place to stay, I was astonished to be picked up by a beautiful black woman, as black women never picked me up. She invited me to her neatly polished suburban home and having read Danish literature, we got involved in a deep intellectual conversation after which she invited me to share her silk bed upstairs. Not until she started kissing me did her beard stubble tell me she was not a woman. When I later told the story to American men they would usually burst out with nausea: “What did you do? Jump out the window?” Indeed, soon afterward two men, believing they had picked up a female prostitute, killed such a transsexual. For me Ms. Willie instead became a dear friend, who introduced me to the world of transgenders. He admired Denmark for first allowing sex-change operations and told me about Christina Jorgensen’s book about it. I was amazed hearing how Willie growing up in the tobacco fields in North Carolina had felt attracted to female clothes since she was 5, but since escaped north to better live out her real identity. How times have changed is be seen by how she today – now age 72 – has moved back to her roots in North Carolina. After Willie’s loving introduction to the exciting trans- and drag world I felt completely at home when I later moved into a building full of transgenders in the Tenderloin in San Francisco. Especially since I saw many of their identity problems during their transitions, I loved their joy filled parties and drag show competitions. So when in old age I opened Denmark’s first female mosque I did it on the condition that our many LGBTQ-refugees could wear high- heeled shoes in the mosque for their drag shows.


370

For liberation was not easy. I saw early on how the outside oppression drove many transgenders into drugs and prostitution, thus mirroring the most obvious end result of black oppression. So most of my friends I lost touch with. When a social system treats a minority with contempt and hostility, in the end those within this ghetto become so conscious of its closed system that they go one further and exaggerate their perceived "difference."
And so the vicious circle of oppression is completed as the sub-culture now visibly seems to "justify" society's contempt for it. In this way the "ghetto of the ghetto" is created as the "nice", conformist gays and lesbians often feel that the drag, transsexual, and other special LGBTQ sub-cultures spoil it for them in their relationship to the straight world.














374


A strong subculture in the black ghetto is a thorn in the side of better-off blacks (and better-off browns in Europe). Both minorities try to make themselves “deserving” of integration, but the whole time we’re using a pathological image of this subculture to stereotype them. Sensitive to this aspect, the upper ghetto tends to view the lower ghetto with a sense of shame rather than as proof of their common oppression.

So strong are tensions between the upper and the lower ghetto that I often had to choose sides, which wasn’t difficult after I’d seen the suffering in the lower ghetto and the resulting contempt from both the upper ghetto and whites. The more I began to understand the lower ghetto, the more I understood the dynamics of oppression in our system. For many whites the lower ghetto is an incomprehensible world of criminals, pimps, gang members, traffickers, prostitutes, and addicts. Since they live in a closed system, their acts are desperate and disclose a pattern of absolute contempt for the rest of society, which they know they’ll never become a part of. Pool halls are their meeting place, luxury cars their status symbol, black/brown cultural nationalism or Islamism their inflammatory community and identity, the brotherly handshake and the sophisticated “jive” or “walla” talk their communication. “Backstabbing” may be as common as the brotherly handshake. But when you’ve learned these rules and a certain technique for survival, you can’t help coming to love these outcasts, our children of pain, more than any other social group. For to meet humaneness in the midst of brutal surroundings will always be more overwhelming and encouraging than finding it among people protected from adversity.

When this underworld provokes us, it’s not least because it constitutes an enormously exaggerated mirror image of ourselves. Without understanding and respecting this frightening culture, we’re incapable of acknowledging the oppressive and violent aspects of ourselves, which we see reflected in these uncomfortable images here. For they do not show any “black” or “brown” culture, but our own state of mind in all its present brutality. Here are all the tendencies of our system stripped down to a ghastly parody: the competitive spirit, the race for status symbols, sexism, and (not least) the master-slave relationship.


379


Wherever in the world the master-slave relationship exists, there will be, within the slave culture, further divisions into new master-slave relationships. Where any such relationship exists between people, you’ll know that these people aren’t free since such a relationship can only exist in a closed system. In the underclass such slavery is seen most clearly in the relationship between pimp and prostitute. The black prostitute is totally subjugated by the pimp and cringes mentally at his feet in deep veneration.

The pimp, however, is not only executioner, but also a victim in the greater system, in which he becomes the new slave driver who sees to it that the merchandise is delivered to the slave master, the white man. His tool is no longer the whip but the pimp stick made from twisted coat hangers. Even though pimps, like businesspeople in the larger society, can behave quite inhumanly, it’s important to remember that they, like capitalists, do business according to well-defined rules and laws beyond their control.

These laws are laid down in The Book, an unwritten Adam Smith or business manual that’s been passed down from pimp to pimp for generations and which can be seen almost as an extension of capitalist treatises since it describes the under-system in the larger economic system. Woe to the pimp who doesn’t follow the regulations! Just like the larger capitalists, they have their daily board meetings with other pimps, where they not only discuss how to keep wages down, but also exchange technical details concerning the manipulation of their “ho’s.” They establish their employees’ working hours, which they call “git down-time,” the same way. You can usually tell which ho’s belong to a “mack-man” and which are “outlaws” since all the organized ho’s get out on the street at exactly the same time every night, while the “outlaws” come and go as they choose.

Since they were the ultimate losers in multiple layers of exploitation, I always felt exceptionally close to black prostitutes, who often offered me hospitality (although naturally these were the “outlaws”). Because I was one of the few men in their lives with whom they didn’t have either a sexual or business relationship, they could express toward me the humanity that hadn’t yet been destroyed by their harsh exploitation.


381

One reason we got along so well was no doubt that they were compelled to know every detail of “the system” in the lower ghetto to stay free of pimps, while I, as an outlaw (vagabond) in the greater society, had gradually acquired a certain knowledge about it in order to survive. We’d arrived in very different ways at a common outlook. Since the parallel between the superstructure and the substructure was evident, it was easy for these women to see the inner dynamics of the combined system that caused their double oppression: racism and sexism.

The relationship between pimp and prostitute is in many ways just a wild exaggeration of the relationship between man and woman in the lower ghetto, or even in society as a whole, in which one of the man’s many “hustles” consists of obtaining “broad money” from desperate women in return for protection against her being “hit on” by sexually aggressive men. In such a society, a woman sees a man, to a horrifying degree, as at best an object for obtaining money and luxury. She’s often very straightforward about her desire to “marry a rich man.”

This quick ghetto escape was shocking to me since I’d rarely seen such selfish traits in Danish women, perhaps because in a more egalitarian welfare state such exploitation between the sexes doesn’t make the same sense. The prostitution involved in buying women with status and wealth shows especially clearly in the American upper class and underclass.

Within its closed system, the underclass has been instilled with the same admiration for “sharp” pimps and “righteous hustlers” in fine “threads” as people in the larger society are taught to have for maverick capitalists. Such flashy pimps and hustlers “making it” are dangerous role models for ghetto children, attracting them to the street institution at the age of 8 or 9, but, like the nouveau riche capitalist, they’re also pitiful erratic figures continuously manipulating everyone—they can never become lax or their empire will collapse.

I learned this when I spent a year working in a church that tried to organize prostitutes into a union that would protect them from both brutal police raids and pimps.


383

Among the prostitutes who made the strongest impressions on me was Geegurtha, who was struggling to get out of this slavery. When I first met her, she’d just been in prison and been almost totally destroyed by drugs and violence. Her daughter was born an addict but was saved through blood transfusions. During the five years Geegurtha was a prostitute, she saw nothing of her daughter Natasha. But through an enormous effort, Geegurtha became “uphabilitated.” The motherly love she gave since then—expressed in this photo—is deeply moving and even miraculous to me when I recall her from the days when she was a wreck. She became manager of the clinic that had helped her, went to college, and majored in psychology.

I’d met Geegurtha when Tony Harris, a social worker, invited me to speak to the hardcore convicts in his drug rehabilitation program. Gee was so impressed with my analysis of their criminal background and the prostitutes I had lived with that she invited me home one day. She was living with her deeply religious family, who was afraid she’d fall back into drugs and prostitution. So her sister Georgia, employed by a church, asked me to move in with them and even to share a bed with Geegurtha and Natasha for a week. She felt it would be helpful for Gee’s healing to develop an intimate and trusting relationship with a man not based on sex, money, or violence. Her religiously supervised healing was so successful that she never regressed, and 30 years later Tony took this picture of us replicating the picture Georgia had taken of us on a Sunday morning before church in 1973.

385

With the way I’d seen the odds stacked against black motherly love, I was deeply moved by this sunshine story. The odds are just as bad for fatherly love. This man, who let me share his bed in a one-room shack in Florida, was shooting up first thing in the morning. Unable to kick his habit, his family life had deteriorated, and he was deeply pained by not being allowed to be with his child. When I lived with Baggie, the mother with these three children, she’d also been an addict but had gotten “clean” and put all her love into giving her children a good religious upbringing. But when I came back a year later, she’d been sentenced to 25 years in prison for armed robbery. The American platitude that “the family that prays together stays together” didn’t hold true. People we confine to a closed system usually take the fastest way out—often minutes before they’re about to make it. They’ve so completely internalized our white racist expectations of them they have no faith in their ability to succeed in ordinary ways. Most people somehow understand why a prisoner with seven years left to a sentence takes the chance and escapes instead of patiently waiting to exit hell legally. Not until I myself nearly became ghettoized—rather than merely living the privileged vagabond life in ghettos—was I able to feel how the closed system functions exactly like a prison in which you have neither the psychic surplus nor the means to invest in a seven-year education that might get you out of that stifling oppression the conventional way. All ghetto acts are therefore desperate, guided by short-term goals that are determined by the fact that you already live in a prison. For such people no prison or any kind of punishment will be a sufficient deterrent.











388

Criminal escapes, such as robbery and fraud, are no more typical of shortsightedness than the more lawful escape attempts constantly referred to in racist stereotyping. The climate of death and fear kills long-term trust in the future and in 1970 made it easier to buy a Cadillac than to save money to someday move out of a rotten shack. Coming from a welfare state, I found it ironic that contemptuous white Americans constantly referred to a “low gratification threshold” among blacks while their own lives were tied up in a shortsighted tax revolt, trying to heap BMWs, yachts, and unnecessary gadgets over their own threshold. When you refuse to pay for the common good, you invite criminals to your house. A country deserves the criminals it produces.

The ghetto criminal directly challenging these inequalities is the most misunderstood and unduly feared person in white America. He’s actually of little danger to whites; more than 95% of US crime is white on white or black on black. In Africa, criminals impressed me by working together in highly organized groups. They would go for the wealthiest homes, regardless of color, spend days researching when guards were off duty, poison the dogs earlier in the day and at night, blow “witch powder” into the house (so it was said), putting the whole family to sleep and thereby avoiding violence. With the family in deep sleep, the thieves would empty the entire house and even have a party in it.

In contrast, the disorganized state of the black American criminal indicates a state of slavery as much as the futile American slave rebellions did. I can take dubious pride in having participated in several muggings. This happened because my friends didn’t let me know about them beforehand and in fact hadn’t even had any plans themselves. When they saw prey, they acted on the spur of the moment in a vicious cocktail of deep-seated hate and self-hatred rather than actual need. Just as colonized children everywhere will steal from you when you show them “master” kindness, I found that the adult “rip-offs,” “stealers,” and even “strong-arm studs” were driven by Shakespearean motives:

“I am one, my liege, whom the vile blows and buffets of the world have so incensed that I am reckless what I do to spite the world.”

(Macbeth, Act 3)


390

Freddy’s dead, that’s what I said.

Let the Man rap a plan,

say he would send him home,

but his hope was a rope

and he should have known.

Why can’t we brothers protect one another?

No one’s serious and it makes me furious.

Everybody misused him,

ripped him off and abused him

another junkie plan, pushing dope for the man...

When you live long enough in these surroundings, you feel the conspiracy against the ghetto our prisoners are talking about. As with oppressors all over the world, our racism manifests itself psychologically in a “divide and conquer” need. All my life I’ve heard black American children pick on each other with “you act white” or “you’re not really black”—almost the same hateful words I hear today in brown children in Denmark: “you’re too Danish,” “you’re not really a Muslim,” “whore” (about girls who dresses “too Danish” or just differently than the excluded group). Just as the blacks demean each other with “Oreo” and “coconut,” Muslim eighth-graders test each other with “you smell of pork” or “your sister is a Dane fucker.” Upper ghetto is pitted against lower ghetto, gang against gang, family against family, even brother against brother.

When I lived with this 15-year-old boy, Willie Hurt, and his mother in Richmond, VA, his 13-year-old brother lay in the hospital, hit by the brother’s bullet in a gang fight. The wound left him blind. I followed Willie Hurt on street expeditions two days after the tragedy. Many of these gangs were once destroyed by heroin; the press disclosed that the police had sold heroin and flooded the ghetto with it at a time when some gangs had become politicized. It’s again the divide-and-conquer policy being used against a colonized people.

Yet I know whites well enough to believe that, except for a few FBI “Cointelpro” actions, there’s no conspiracy against blacks. There’s no need for it since our daily “innocent” racism, our daily activities, and master-race vibrations function as effectively as the most well-plotted conspiracy. When I visited the world’s richest man, Paul Getty, in his luxurious home, I saw among his favorite motifs an artistic depiction of the oppressed fighting themselves.


393

By the early 80’es I had counted 22 friends who had been murdered. Since then I lost track. Simon Williams, whom my 6 years old son had played with in the Astoria ghetto in 1986, was the fourth person I had known in the same family to be murdered. At his funeral in 1995 the minister who was quite a comedian started out with “We have reached the darkness where we can’t cry our pain out any longer. Let’s laugh it out.” And then he started cracking jokes so in the end all the 150 guests in the funeral home were roaring in the laughter, even Simon’s sister Cathrine seen here below. Yet, when I came back a few months later to give her my pictures, she too had been murdered, hit by stray bullets along with several others in a grocery store.

Cathrine was the fifth murder victim in Lela Taylors family.


 

 

 

 

 


394


 

366

Jo mere jeg lærte om den forkrøblede og selvforstærkende effekt af at være udstødt, jo sværere var det for mig at fordømme hvide for vores racisme. Selv for mig og afrikanske og caribiske indvandrere, som ikke var formet af vores herrekultur, var det ikke altid muligt at reagere menneskeligt over for dem, der er fanget i en paria-kultur. De hvides klodsede opførsel over for sorte i USA, og sidenhen ”muslimer” Europa, blev i særlig grad forståelig, når jeg sammenlignede den med mine egne vanskeligheder ved at være fuldt menneskelig over for dem, der var spærret inde i den homoseksuelle ghetto af mit heteroseksuelle samfund.

Min holdning til bøsser havde grundlæggende været "liberal". Selv om jeg ubevidst havde tvunget dem lige så effektivt under jorden i min danske barndom på landet, som de er i Saudi-Arabien, var jeg ikke blevet præget af åbenlyst hadefulde holdninger til dem. Jeg behøvede således ikke at møde mange selvhadende bøsser i skabet som blaffer for at føle det som en moralsk pligt for mig at blive aktiv i verdens første åbne bøssebevægelse i San Francisco Her lærte jeg snart af mere "frigjorte" bøsser, at liberale er den sande befrielses mest underfundige fjende. Vores dybe følelse af heteroseksuel overlegenhed forbliver uberørt af vores bekymring for de homoseksuelles ”sag”. Vi lader til at indrømme så meget med vores nedladende ”vi må acceptere homoseksuelle”, mens det frisindede ”vi” uvægerligt udelukker netop den minoritet, hvis integration vi opfordrer til. Vi overlader det til de undertrykte at kæmpe ikke kun mod virkelig udtrykt bigotteri og had, men også mod ”medfølelse” og ”forståelse” – ”tolerance” udvidet til at omfatte noget beklageligt snarere end noget normalt.

.

367


Efter en sådan indoktrinering føler ”vi” os lige så usikre, utilpasse og truede af ”dem”, som hvide føler sig truede af de sorte/brune, og det bliver mere bekvemt for os at holde dem i ghettoer. Nogle amerikanere ser homoseksuelle ghettoer som San Fransisco og New Orleans som udtryk for et tolerant og frit samfund. Som med de gamle jødiske ghettoer i Europa er det lige modsat.
Når vi i århundreder forhindrede bøsser i at reagere frit, kysse og holde i hånd i en åben atmosfære uden frygt, lavede love mod dem i de fleste stater, fik dem til at afsky homoseksualitet, før de nåede voksenalderen, så de overtager og internaliserer heteroseksuelles definition af godt og skidt, når vi tvinger bøsser og lesbiske gennem hele deres liv til smertefulde, forgæves forsøg på at rette op på deres liv med den samme lammende effekt på deres selvbillede, som da sorte rettede deres hår for at ”passere” eller slet og ret overleve, - så vil vi til sidst tvinge dem ind i lignende segregerede ghettoer, komplet med optøjer og subkulturer.

At jeg var en tidlig fortaler for bøsser, blev bemærket, og det var sorte bøsser som f.eks. SF Film Festival-direktør Albert Johnson og teaterdirektør Burial Clay (myrdet en uge efter at have sat mit show op), der først inviterede Amerikanske Billeder til Amerika. Da jeg boede sammen med den sorte bøsseaktivist Lawrence Andrews, mens han hjalp med at etablere Amerikanske Billeders teater i San Francisco, inviterede han mig til at lave workshops for hans gruppe "Black and white men together" for at hjælpe med at bekæmpe den racisme, han så blandt medlemmerne. "De hvide kan gå i seng med os, men bagefter vil de ikke have noget med os at gøre." Splittelsen mellem bøsser og lesbiske var endnu større dengang, men i 80'erne så jeg lesbiske komme ud af deres berettigede mandlige vrede for at forene sig med vores bevægelse.

 


368


Da jeg en nat blaffede med mit danske skilt i Baltimores ghetto og håbede at finde et sted at bo, blev jeg overrasket over at blive samlet op af en smuk sort kvinde, da sorte kvinder aldrig samlede mig op. Hun inviterede mig hjem i sit luksuriøse forstadshjem, og da hun havde læst dansk litteratur, blev vi involveret i en dyb intellektuel samtale, hvorefter hun inviterede mig til at dele hendes silkeseng ovenpå. Først da hun begyndte at kysse mig, fortalte skægstubbene mig, at hun ikke var en kvinde. Når jeg senere fortalte historien til amerikanske mænd, udbrød de normalt med afsky: ”Hvad gjorde du så? Sprang du ud af vinduet?” Kort efter dræbte to mænd faktisk en sådan transseksuel i den tro, at de havde fået fat i en kvindelig prostitueret. For mig blev frk. Willie i stedet en kær veninde, som introducerede mig til de transseksuelles verden. Hun beundrede Danmark for først at tillade kønsskifteoperationer og fortalte mig om Christina Jørgensens bog. Jeg var forbløffet over at høre, hvordan Willie, der voksede op i tobaksmarkerne i North Carolina, havde følt sig tiltrukket af kvindetøj, siden hun var 5 år, men siden flygtede nordpå for at kunne udleve sin virkelige identitet. Hvorledes tiderne har ændret sig, kan man se ved, hvordan hun i dag - nu 73 år gammel - er flyttet tilbage til sine rødder i North Carolina. Efter Willies kærlige introduktion til den spændende trans- og drag-verden følte jeg mig straks hjemme, da jeg senere flyttede ind i en bygning fuld af transkønnede i San Franciscos Tenderloin. Især fordi jeg så mange af deres identitetsproblemer under deres transformation, elskede jeg deres glædesfyldte fester og dragshow konkurrencer. Så da jeg i alderdommen åbnede Danmarks første kvindelige moské, gjorde jeg det på betingelse af, at vores mange LGBTQ-flygtninge kunne bære højhælede sko i moskéen til deres dragshows.

 

 






370

For frigørelsen var ikke let. Jeg så tidligt, hvordan den ydre undertrykkelse drev mange transkønnede ud i stoffer og prostitution og dermed spejlede det mest åbenlyse slutresultat af den sorte undertrykkelse. Så de fleste af mine venner mistede jeg siden kontakten med. Når et samfundssystem behandler et mindretal med foragt og fjendtlighed, bliver ghettoens mennesker til sidst så bevidste om deres lukkede system, at de går et skridt videre og overdriver deres antagede "forskel".

På den måde fuldendes undertrykkelsens onde cirkel, idet subkulturen nu synligt synes at "retfærdiggøre" samfundets foragt for den. På denne måde skabes "ghettoen i ghettoen", da de "pæne", konforme bøsser og lesbiske ofte føler, at drag-, transseksuelle og andre særlige LGBTQ-subkulturer ødelægger det for dem i deres forhold til den heteroseksuelle verden.





374


Den stærke subkultur i den sorte ghetto er på samme måde en torn i øjet på de bedre stillede sorte (og bedre stillede brune i Europa). Begge minoriteter forsøger at gøre sig "fortjent" til integration, men hele tiden bruger vi det patologiske billede af denne subkultur til at stereotypisere dem. Overghettoen er uhyre følsom over for dette aspekt og har en tendens til at betragte underghettoen med en følelse af skam frem for som et bevis på deres fælles undertrykkelse.
Så stærke er spændingerne mellem over-­ og underghettoen, at jeg ofte måtte vælge side, hvilket ikke var svært efter alt, hvad jeg havde set af lidelsen i underghettoen og den resulterende foragt fra både over­ghettoen og de hvide. Jo mere jeg begyndte at forstå underghettoen, jo mere forstod jeg undertrykkelsens dynamik i vort system. Underghettoen er for mange hvide en uforståelig verden af kriminelle, alfonser, bandemedlemmer, menneskehandlere, prostituerede og narkomaner. Da de lever i et lukket system, er deres handlinger desperate og afslører et mønster af total foragt for resten af samfundet, som de ved, de aldrig vil blive en del af. Billiardrummene er deres samlingssteder, luksusbilerne deres statussymbol, sort/brun kulturnationalisme eller islamisme deres provokerende identitetsfællesskab, det broderlige håndtryk og det kunstlede ”jive” eller ”walla”-sprog deres kommunikation. ”Backstabbing” kan være lige så hyppigt som det broderlige håndtryk. Men når man har lært deres regler og en vis teknik i overlevelse, kan man ikke undgå at komme til at elske disse udstødte, vores smertens børn, mere end nogen anden social gruppe. For at møde menneskelighed midt i brutale omgivelser vil altid være mere overvældende og opløftende end at finde den blandt mennesker, som blev beskyttet fra livets smerte.

Når denne underverden provokerer os, er det ikke mindst, fordi den udgør et enormt forvrænget spejlbillede af os selv. Uden at forstå og respektere denne skræmmende kultur, er vi derfor ikke i stand til at erkende de undertrykkende og voldelige sider af os selv, som vi ser afspejlet i hvert eneste billede her For de viser ikke nogen "sort" eller "brun" kultur, men vores egen sindstilstand i al dens nuværende brutalitet. Her ses alle tendenserne i vores system, der er skåret ned til en uhyggelig karikatur: konkurrencementaliteten, jagten på statussymboler, sexismen og (ikke mindst) herre-slave­forholdet.
 



366
Hvor end i verden herre-slave-forholdet findes, vil der inden for slavekulturen ske yderligere opdelinger i nye herre-slave-forhold. Hvor et sådant forhold eksisterer mellem mennesker, vil man vide, at disse mennesker ikke er frie, da et sådant forhold kun kan eksistere i et lukket system. I underklassen ses et sådant slaveri tydeligst i forholdet mellem menneskehandler og prostitueret. Den sorte prostituerede er totalt underkuet af alfonsen og kryber mentalt for hans fødder i dyb veneration.

Alfonsen er imidlertid ikke kun bøddel, men også offer i det større system, hvor han bliver den nye slavefoged, der sørge for, at ”varerne” leveres til slaveherren – den hvide mand. Hans redskab er ikke længere pisken, men ”the pimp sticks” lavet af snoede stålbøjler. Selv om alfonserne ligesom forretningsfolk i samfundet udenom kan opføre sig ganske umenneskeligt, er det vigtigt at huske på, at de ligesom dem driver forretning efter veldefinerede regler og love, som de ikke har kontrol over. Disse love er fastlagt i ”The Book”, der er en uskrevet Adam Smith- eller forretningsmanual, som er gået i arv fra alfons til alfons i generationer, og som beskriver undersystemet i dette større økonomiske system. Ve den alfons, der ikke følger reglerne! Ligesom de større kapitalister har de deres daglige direktionsmøder med andre alfonser, hvor de ikke blot diskuterer, hvordan de skal holde lønningerne nede, men også udveksler tekniske detaljer om underkuelsen af deres ”ho’s” (”luddere”). På samme måde fastsætter de deres ansattes arbejdstid, som de kalder "git down-time". Man kan i reglen se, hvilke piger der tilhører en ”mack man” (alfons), og hvilke der er ”outlaws”, idet alle de organiserede kommer på gaden næsten nøjagtig samme tid hver aften, mens de selvstændige ”fredløse” kommer og går, som de vil.

Da de var de ultimative tabere i udbytningens mangfoldige lag, følte jeg mig altid uhyre nært knyttet til de sorte prostituerede, som ofte tilbød mig gæstfrihed (dog udelukkende ”outlaws” – af gode grunde). Da jeg var en af de få mænd i deres liv, de ikke havde et seksuelt eller forretningsmæssigt forhold til, kunne de over for mig udtrykke den menneskelighed, som endnu ikke var blevet ødelagt af deres barske undertrykkelse.



381

En af grundene til, at vi kom så godt ud af det med hinanden, var uden tvivl, at de var tvunget til som ”outlawsat kende alle detaljer i ”systemet” i underghettoen for at kunne holde sig fri af alfonser, mens jeg, som ”outlaw” (vagabond) i det større samfund, efterhånden havde tilegnet mig en vis viden om det for at overleve. Vi var på meget forskellige måder nået frem til et fælles synspunkt. Da parallellen mellem overbygningen og underbygningen var tydelig, var det let for disse kvinder at se den indre dynamik i det samlede system, der var skyld i deres dobbelte undertrykkelse: racismen og sexismen.
For forholdet mellem alfons og prostitueret er på mange måder en stærkt overdreven model af forholdet mellem mand og kvinde i underghettoen (eller endog i samfundet som helhed). Her består en af mandens mange ”hustles” i at skaffe sig ”broad money” fra desperate kvinder til gengæld for beskyttelse mod at hun bliver ”hit on” af andre mænds seksuelle aggressioner. I et sådant samfund ser kvinden i forfærdende grad manden som, i bedste fald, blot et middel til opnåelse af penge og luksus. Hun er ofte meget ligefrem om sit ønske om at "gifte sig med en rig mand".

Denne hurtige ghettoflugt var chokerende for mig, da jeg sjældent havde set sådanne egoistiske træk hos danske kvinder, måske fordi en sådan udnyttelse mellem kønnene i en mere egalitær velfærdsstat ikke giver samme mening. Den prostitution, der ligger i at købe kvinder med status og rigdom, viser sig især tydeligt i den amerikanske overklasse og underklasse.

Underklassen er inden for sit lukkede system blevet indpodet den samme beundring for sharp pimps” (velbeslåede alfonser) og ”righteous hustlers” iklædt ”fine threads” (smart klædte, småkriminelle hustlere), som folk i det større samfund er blevet oplært til at have for succesrige, selvgjorte kapitalister. Sådanne prangende alfonser og hustlere, der tilsyneladende klarer sig strålende, er farlige rollemodeller for ghettobørn, der tiltrækker dem til gadeinstitutionen i en alder af 8 eller 9 år. Men ligesom den nyrige kapitalist er de også ynkelige, uberegnelige, utilregnelige figurer, der konstant manipulerer alle - de må aldrig blive slappe, ellers vil deres imperium bryde sammen. Det lærte jeg, da jeg i et år arbejdede i en kirke, der forsøgte at organisere prostituerede i en fagforening, som ville beskytte dem mod både brutale politirazziaer og alfonser.



383


Blandt de prostituerede, der gjorde stærkest indtryk på mig, var Geegurtha, som var midt i en kamp for at komme ud af dette slaveri. Da jeg mødte hende, havde hun lige været i fængsel og var næsten helt ødelagt af narkotika og vold. Hendes datter var født narkoman, men blev reddet gennem blodtransfusioner. I de fem år, hvor Geegurtha var prostitueret, så hun intet til datteren Natasha. Men ved en kæmpeanstrengelse er Geegurtha siden blevet "uphabiliteret". Den moderkærlighed, hun siden da har givet - udtrykt på dette foto - er så rørende og mirakuløs for mig, når jeg mindes Geegurtha fra dengang, hun var et vrag. Hun blev leder af den klinik, som hjalp hende, og læste psykologi på universitetet.


Jeg havde mødt Geegurtha, da socialarbejderen Tony Harris inviterede mig til at tale til fængselsfanger i hans rehabiliteringsprogram for stofmisbrugere. Gee var så imponeret over min analyse af deres kriminelle baggrund og de prostituerede, jeg havde boet sammen med, at hun inviterede mig hjem en dag. Hun boede hos sin dybt religiøse familie, som var bange for, at hun ville falde tilbage i stoffer og prostitution. Så hendes kirkeligt ansatte søster Georgia bad mig flytte ind hos dem og endda dele en seng med Geegurtha og Natasha i en uge. Hun mente, at det ville være nyttigt for Gees helbredelse at udvikle et intimt og tillidsfuldt forhold til en mand, der ikke var baseret på sex, penge eller vold. Hendes religiøst superviserede helbredelse var så vellykket, at hun aldrig fik tilbagefald tilbage, og 30 år senere tog Tony dette billede af os for at mindes det billede, som Georgia havde taget af os en søndag morgen før vi gik i kirke i 1973.

385

Jeg blev dybt grebet over denne solskinshistorie efter alle de odds, jeg havde set mod sort moderkærlighed. Og faderkærligheden har det lige så dårligt. Denne fyr, som lod mig dele sin seng i en et-rums shack i Florida, tog heroin som det første om morgenen. Da han ikke kunne komme af med sit misbrug, gik hans familieliv i stykker, og det gjorde ham ondt, at han ikke måtte være sammen med sit barn. Da jeg boede sammen med Baggie, moderen tv. med Nixon, havde hun også været misbruger, men var blevet “clean” og havde lagt al sin kærlighed i at give sine børn (bedende th.) en god religiøs opdragelse. Men da jeg senere kom tilbage, var hun blevet idømt 25 års fængsel for væbnet røveri. Den amerikanske platitude om, at ”familien der beder sammen, forbliver sammen” holdt ikke stik. Folk, vi spærrer inde i et lukket system, vil nemlig i reglen tage den hurtigste vej ud – ofte øjeblikke før de ellers ville have klaret den. De har i en sådan grad indvendiggjort vores hvide, racistiske forventninger til dem, at de ingen tillid har til deres egen evne til at klare sig på normal vis. De fleste mennesker forstår på en eller anden måde, hvorfor en fange med syv år tilbage af en dom tager chancen og flygter i stedet for tålmodigt at vente på at komme ud af helvede på lovlig vis. Først da jeg selv til slut blev næsten ghettoiseret - frem for blot at leve det privilegerede vagabondliv i ghettoer - kunne jeg mærke, hvordan det lukkede system fungerer præcis som et fængsel, hvor man hverken har det psykiske overskud eller midlerne til at investere i en syvårig uddannelse, der kan få en ud af den kvælende undertrykkelse på konventionel vis. Alle ghettohandlinger er derfor desperate og styret af kortsigtede mål, bestemt af det faktum, at man allerede lever i et fængsel. For sådanne mennesker vil intet fængsel eller nogen form for straf være tilstrækkeligt afskrækkende.


 

 

388


Kriminelle flugtforsøg, såsom røveri og bedrageri,
er ikke mere typisk for kortsynetheden end de mere lovlige flugtforsøg, som der konstant henvises til i racistiske stereotyper. Klimaet af død og frygt dræber den langsigtede tillid til fremtiden og gjorde det i 1970 lettere at købe en Cadillac end at spare penge op til en dag at flytte ud af sin forfaldne shack. Da jeg kom fra en velfærdsstat, fandt jeg det ironisk, at foragtelige hvide amerikanere konstant henviste til en "lav tilfredsstillelsestærskel" hos de sorte, mens deres eget liv var bundet op på et kortsigtet skatteoprør, hvor de forsøgte at slæbe alverdens BMW'er, yachter og unødvendige gadgets op over deres egen tærskel. Når man nægter at betale for det fælles gode, inviterer man så sandelig kriminelle til sit hus. Et land fortjener de kriminelle, det producerer.
Den ghettokriminelle, der direkte udfordrer disse uligheder, er den mest misforståede og uretmæssigt frygtede person i det hvide Amerika. Han udgør faktisk kun en lille fare for de hvide; mere end 95 % af USA's kriminalitet er hvid mod hvid eller sort mod sort. I Afrika imponerede de kriminelle mig ved at arbejde sammen i højt organiserede grupper. De gik efter de rigeste hjem, uanset farve, brugte dage på at undersøge, når vagterne havde fri, forgiftede hundene tidligere på dagen, og om natten blæste de "heksepulver" ind i huset (sagde man), så hele familien faldt i søvn og derved undgik vold. Når familien lå i dyb søvn, ville tyvene tømme hele huset og endda holde en fest i det.

I modsætning hertil tyder den sorte amerikanske forbryders uorganiserede tilstand på en tilstand af slaveri lige så meget som de mislykkede amerikanske slaveoprør gjorde det. Med tvivlsom stolthed kan jeg fortælle, at jeg har deltaget i adskillige overfald. Det skete, fordi mine venner ikke havde fortalt mig om dem på forhånd og faktisk ikke engang selv havde haft nogen planer. Når de så et offer, handlede de på stående fod i en ondskabsfuld cocktail af dybfølt had og selvhad snarere end egentlig nød. Ligesom koloniserede børn overalt vil stjæle fra en, der viser dem paternalsk godhed, fandt jeg, at også de voksne ”rip-offs”, ”stealers” og endog ”strongarm studs” var overvældet af Shakespeareske motiver:

”I am one, my liege, whom the vile blows and buffets of the world have so incens’d that I am reckless what I do to spite the world.”
(Macbeth, 3. akt)


390

Freddy’s dead, that’s what I said.

Let the Man rap a plan,

say he would send him home,

but his hope was a rope

and he should have known.

Why can’t we brothers protect one another?

No one’s serious and it makes me furious.

Everybody misused him,

ripped him off and abused him

another junkie plan, pushing dope for the man...


Når man lever længe nok i disse omgivelser, mærker man den sammensværgelse mod ghettoen, som vores indespærrede taler om. Som med undertrykkere over hele verden manifesterer vores racisme sig psykologisk i et "del og hersk"-behov. Hele mit liv har jeg hørt sorte børn i USA hakke på og nedgøre hinanden med ”du er for hvid”, ”du er ikke rigtig sort” med næsten de samme hadske ord, jeg i dag hører hos brune børn i Danmark: ”du er for dansk”, ”du er ikke rigtig muslim”, ”danskersvin”, ”luder” (om piger der klæder sig for ”dansk” eller anderledes end den udstødte gruppe). Ligesom de sorte nedgør hinanden med "Oreo" og "kokosnød", tester muslimske elever allerede i 8. klasse hinanden med ”du lugter af svinekød” eller ”din søster er danskerfucker”. Overghetto bliver sat op mod underghetto, bande mod bande, familie mod familie, og selv bror mod bror.

Da jeg boede sammen med denne 15-årige dreng, Willie Hurt, og hans mor i Richmond, VA, lå hans 13-årige bror på hospitalet, ramt i hovedet af broderens kugle i en bandekrig, der gjorde ham blind. Trods dette, fulgte jeg to dage efter tragedien Willie rundt i gaderne på hans nye røvertogter. Mange af disse gadebander blev ødelagt af heroin; pressen afslørede, at politiet havde solgt heroin og oversvømmet ghettoen med det på et tidspunkt, hvor banderne blev politisk bevidste. Det er igen del og hersk-politikken, der bliver brugt imod et koloniseret folk.
Alligevel kender jeg hvide godt nok til at tro, at der bortset fra nogle få FBI-aktioner med "Cointelpro" ikke er nogen planlagt sammensværgelse imod vores udstødte. Der er ikke behov for det, da vores daglige ”uskyldige” racisme, vores undvigende blikke og herre-racevibrationer fungerer lige så effektivt som den mest veludtænkte sammensværgelse. Da jeg besøgte verdens rigeste mand, Paul Getty, i hans luksuriøse hjem, så jeg blandt hans yndlingsmotiver en kunstnerisk fremstilling af de undertrykte, der kæmper mod sig selv.


393


I 80’erne havde jeg talt 22 venner, der var blevet myrdet. Siden da har jeg mistet overblikket. Simon Williams, som min 6-årige søn havde leget med i Astoria-ghettoen i 1986, var den fjerde person, jeg havde kendt i samme familie, der blev myrdet. Ved hans begravelse i 1995 indledte præsten, som var noget af en komiker, med at sige: “Vi har nået det mørke, hvor vi ikke længere kan græde vores smerte ud. Lad os grine den ud.” Og så begyndte han at lave vittigheder, og til sidst brølede alle 150 gæster i bedehjemmet af grin, selv Simons søster Cathrine, som ses her nedenfor. Men da jeg kom tilbage et par måneder senere for at give hende mine billeder, var hun også blevet myrdet, ramt af vildfarne kugler sammen med flere andre i den lokale butik. Cathrine var det femte mordoffer i Lela Taylors familie.

 



394