324 – 341  Feminism to Brother what a price  (old book 204-213)

Vincents text                                                                           Norsk                                    Ny dansk bog

324

While master-slave society has done its utmost to nurture a threatening sexual image of the black man, we’ve also spared no effort in continuing the devaluation of the black woman, which started in chattel slavery. Probably no other nation has let a whole race of women go through centuries of systematic rape, sometimes daily, and later been so successful in putting the blame on the victim herself. A puritan society did everything to dehumanize and “break” the black woman by flogging her and selling her naked.

To avoid feeling guilty for abusing her to that degree, after which the white woman attacked her for “seducing” her husband, it’s necessary to develop an enormous disdain for her. Along with negative myths about her loose morals and “animal” sexuality, which are always created around rape victims, this systematic devaluation of the black woman has left deep scars.

When black women in Harvard Law School objected to my nude photos, they held a meeting to decide whether I should use these photos in an American context. Unlike whites, they didn’t think I’d been sexually exploiting the poor black women who, despite intense peer pressure, had had the courage to shelter me as a vagabond. They knew very well that American black women, contrary to what I later saw in Africa, have developed powerful defense mechanisms against white men in response to centuries of abuse. It was decided that I could use the pictures if I made this clear to whites. The uneasiness of these women, who later became successful lawyers and politicians, was a direct result of their having internalized ideals of white beauty to such a degree that they associated everything negative and ugly with black nakedness or, like white racists, reduced them to sexual images.

A sexist society has always told black women to deny their feminine side. A black woman had to slave in the house for a white woman, who, for her part, was cultivated as something sublime. The black woman’s main task was often to raise white children. There was no time for her own children, whom she had to harshly discipline to enable them to survive a racist society. Out of our guilt over separating black children from their mothers on the auction block and coercing self-effacing nannies to be devoted to white children, we stereotype the black woman as excessively strong, able to endure pain to the point of being inhuman (an image enhanced by watching the victim raise her own children harshly). Yet I don’t find the upbringing any harsher than among ghettoized people in other countries, e.g., Denmark.


326

The centuries-old cult of so-called pure white womanhood continues in white advertising’s propaganda, which has a tremendous negative impact on the colored woman (not to mention the religiously covered woman). She’s always been told that white skin and straight hair are beautiful.

To mitigate the psychological damage or to “pass” for white, black women began using skin-lightening cream and painful complicated processes of straightening their hair. Her children, who go through similar torture, reason that if they have to endure so much pain to become acceptable, they must have been really ugly to begin with. Again, internalizing our racist thinking, they blame and endlessly torment each other for having dark skin.







328

In addition to the negative effect on the self-image of colored women, these ideals of white beauty can have a devastating impact on the family. The quarrels I so often hear in underclass homes lead me to believe that the black male view of women has been deeply influenced by the white social ideal. What depresses me most is not that almost 70% of black families now have only one parent, but what I see in families that are still intact. Nothing is more hurtful than hearing our deeply ingrained white thinking—“You ain’t shit, nigger” or “ugly bitch”—echo in quarrels between these unhappy powerless partners, and seeing the children internalize it as “I’m worse than shit!” The frightening aspect of ghetto men constantly “beating up on” “their” devalued women can be seen in statistics: 1/3 of all wife murders in the US are committed by blacks, who make up only 13% of the population.

Violence against women is appallingly high all over the world. That it is only 35% higher in the US for black than for white women sadly may reflect the greater absence of black employed men. In Denmark violence against immigrant women is growing explosively and now accounts for 42% of the women in shelters. Here too we shift responsibility away from ourselves, attributing the numbers to the misogynistic cultures they came from rather than our marginalization of them. We forget that by distancing or ostracizing them from our social lives, we behave as do American whites toward blacks—with the same result: Our victims close in on themselves and are kept in cultures they’d hoped to escape. The violence we commit against young people by not making them feel at home in either culture eventually returns to us.


331



Luke 7, 36-50



The only time I managed to talk somebody out of a robbery was through a strange combination of circumstances in Greensboro, North Carolina. I was living with a black social worker, Tony, whose father owned one of the worst bars in the black ghetto. I used to hang out at the bar at night. One night I met two young black women of the criminal type there and we decided that I should go home with them. First we stole some wine in a store and dashed right out into a waiting taxi. When we were in the back seat and had started off, I asked them how they in-tended to pay the cab, as I knew they had no money. “Don’t worry,” they said, “just wait. Let us take care of it. When we get there, we’ll just knock him down and take all his money.” This took me a bit by surprise since I had never tried mugging a taxi driver before, but I kept quiet, which is one of the first things I learned to do in America.

Then suddenly the black driver turned around to ask something, and I realized that I knew him. He was the social worker’s grandfather, who owned the biggest black taxi company in town. I very rarely take matters into my own hands in America, but I certainly did then. I shouted “Stop!” to the driver and said that he could get the fare the next day through his grandson. Then I tore the purse with the gun in it from the one woman’s hands and pushed them both out the car door, while they gaped at me just like the taxi driver. Out on the street I shouted at them “That was Tony’s grandfather, you idiots!” Though they knew Tony, this fact would naturally not have stopped them, but when they were out of the car and the taxi had driven off, they had at least no chance of hurting him.

Often the brutality of such women shocked me. I saw them time and again do the most revolting things to both men and women. For that very reason it was such an overwhelming experience when a relationship could arise between us, and I had an opportunity to get a glimpse of the warm humanity under the hard shell of viciousness and backstabbing which this violent system had given them. Human beings who are enslaved to such a degree by violence cherish a deep longing for freedom and a more human way of dealing with each other. But this yearning is never able to bloom as it is constantly stifled by the violent responses it encounters from the other prisoners of the ghetto. This yearning never makes contact with the whites or the better-off blacks with their “culture,” since these “cultured” types have only contempt for the ghetto culture - a contempt which is constantly felt and perceived in the ghetto, and which seems to me to be directly responsible for the ghetto becoming more and more violent. That tenderness I so often found in our relation-ships, which could so easily have taken root under a more humane social system, had such an inexpressibly strong and painful effect on me precisely because I saw again and again how the system made it more natural for these women to behave in a pattern of viciousness rather than tenderness.

Another night in Jacksonville, Florida, I had met a nice black woman who promised to find me a place to stay. We went to see her friend who was a prostitute, but she was having problems with her boyfriend, so we couldn’t stay there. We walked around all evening trying this possibility and that. The prostitute got more and more interested in trying to get us a place to stay. The two of them then agreed that she should “turn a trick” with a white taxi driver while I sat waiting in a cafe.

After a while they came running hack, looking very upset, and said that I should come quick. We got a room in a motel and I discovered that they had far more than the ten dollars you usually get for a “blow job” on the street. I asked them how they got it, but they wouldn’t say. Only later did they tell me about it. It turned out that one of them had lured the white man into a dark alley, where she did the “job.” But then she had suddenly grabbed a big brick at her side and hit the man over the head. As he didn’t fall down unconscious immediately, she had taken a steel pipe and hit him in the head again and again until apparently, he was dead. Then she took his wallet and ran back to the other woman, who had stood in the background watching the whole thing. The thing was that she had felt she might as well take a hit more than the ten dollars so she could enjoy the night with a shot of heroin. But as we all three lay there in a double bed in the motel, they were obviously in anguish; it turned out they were both very religious. For several hours they prayed, “Oh God, God, please don’t let him die!” It was a nervous, stammering prayer, in between attempts to find a vein to shoot up in.

By the next morning they had already forgotten the whole thing. They worried more about having overslept so that they were late for church, where they should have been singing in the choir.

Letter to a friend





332

So we cripple the underclass, exclude it, stereotype it, degrade it—all to avoid the pain of confronting our own Cain-creation and the tears it’s opened in the delicate fabric of our middleclass power and security.

Even though the barriers of discrimination we’ve built, out of fear of our outcasts, can be maintained only because these pariahs rarely have the power to threaten anyone except each other, the ghetto still makes us uncomfortable and anxious.

And so we prefer to look down on the beggar from above, paying off our conscience in coin. Most of us have become so crippled by the pattern of oppression we’ve created that we’re unable to sit down with him in the street and listen to how we in the West once used him to build our affluence, and listen to him about how we later needed him when we sent him to Korea, Vietnam, Iraq, and Afghanistan to fight for what we called freedom.

Dare we look him in the eye while he explains what he lost in this struggle for our freedom? The freedom to make people of color overseas as dependent as himself … the freedom to give us the intoxication of power and self-satisfaction arising from our foreign aid or federal poverty programs … the paternalistic freedom he’ll suffer for the rest of his life … the freedom with which we daily bombard the world’s poor people without letting them enjoy its goods … the freedom to forget our fellow man while tyrannizing him.


333

You can get it if you really want!

But you must try, try and try.

You’ll succeed at last.

Persecution you must bear,

win or lose you got to get your share

but your mind set on a dream

the harder it seems now.

You can get it if’ you really want.

Rome was not built in a day,

opposition will come your way,

but the harder the battle seems,

the sweeter the victory.

You can get it if you really want,

but you must try, try and try,

you’ll succeed at last..


 

 


334


When I traveled in Florida’s slave camps, I discovered a great difference in the degree to which this psychological terror has oppressed the mind in different countries. One of the camps contained only blacks from Jamaica, who astonished me by, for instance, keeping their camps neat, while the Americans would throw trash all over in their camps.

Liberal scholars explain these differences in character by going back to chattel slavery. Blacks in Latin America and the West Indies are more integrated in society today because the Latin form of slavery was feudalistic and, in its nature, open. The church protected slave families from being separated and there was upward mobility and freedom. In America, on the other hand, slavery was capitalistic: Even the church defined the slave as a sales item, and there was no possibility of psychological escape. The capitalist type of slavery was a closed system, while the feudal kind was an open system and therefore not as destructive to the mind. Slavery in the US has been compared with German concentration camps, where it was possible to study the effect of a totally closed system on human beings. Diaries written in concentration camps by intellectuals show how, in a short time, they were degraded to subhuman status and began to develop a psyche much like the average slave in the States, including an almost loving attitude toward the camp guards (or, in any case, not direct hatred), which led to total resignation and a sense of irresponsibility and infantilism in many prisoners.

No matter how tempting such theories are for liberals trying to explain the separate character of the American ghetto, they once again shift the blame onto something that happened more than a hundred years ago. Indirectly, they’re saying that the character blacks received “back in slavery” makes it impossible “for us” to integrate them into white (or mainstream) society. The victim is again being blamed for not being integrated. Such distinct characteristics show, on the contrary, that slavery is alive and well today. For character traits are not inherited through generations, as we can see in black West Indian immigrants who also lived in slavery but whom we usually have no problems integrating with. So if “our homegrown” blacks in America seem to have a different character, it’s shocking proof that we are still confining and shaping our unwanted citizens in a closed system.

335

The crippling of underclass children’s minds always astonished me until I became aware of the closed ghetto system. Most young black children I meet are filled with a zest for life. But later they become easily depressed and withdraw into a shell as if to protect themselves from our all-pervading oppressive thinking about them. Very early on they acquire our negative expectations of them, and, beginning around fourth grade, they begin to lose faith in themselves, their abilities and future. They become so aware of the closed system they lose motivation and fall behind whites in the school (exactly as we see with our unloved brown children in Denmark).

But the strongest indication of our oppression is without doubt self-hatred, the self-hatred that makes ghetto children tear the hair out of their black dolls or draw themselves in the corner of the paper while white kids usually place themselves in the middle. That self-hatred which makes people react violently against their surroundings, throwing trash everywhere, for example, or “backstabbing,” both verbally and literally. All people suffer from a little self-loathing, but the self-disdain in the American underclass is so severe that it helps confer on the ghetto one of the world’s highest rates of crime and family disintegration as well as perhaps the smallest degree of mutual trust. When we see how aggression more often turns against fellow victims rather than against the oppressor, as is always true with oppression, when we experience the uncontrollable anger in American blacks, we begin to understand the effect of the closed system we’ve confined them to: the ghetto, or slavery here and now!

336

Malcolm X: “The worst crime the white has ever

committed was to teach us to hate ourselves.”

Tacitus: “It is human nature to hate the one whom you have hurt.”


337

Brother, what a price I paid!

You stole my history,

destroyed my culture,

Cut off my tonque so I can’t communicate.

Then you humiliate, then you separate,

hide my whole way of life

so myself I should hate!


338

Brother, what a price I paid!

You took away my name,

put me to shame,

made me a disgrace

the world’s laughing stock.

Made of me a show, to jeer and to mock,

but your time is at hand

so you better watch the clock!


340

From the shores of Africa, mainland of Asia,

The caribbean and Mississippi

Central and South America.

First you humiliate,

then you separate,

you hide my whole way of life

so myself I should hate.

Brother, what a price I paid!

Sister, what a price I paid!

Mother, what a price I paid!


344

 

324

Mens herre-slavesamfundet gør alt for at give næring til et truende seksuelt billede af den sorte mand, har vi ikke sparet på anstrengelserne for at fortsætte nedvurderingen af den sorte kvinde, som startede under slaveriet. Ingen anden nation har formentlig ladet en hel race af kvinder gå gennem århundreder med systematisk og ofte daglig voldtægt – og haft så stor succes med bagefter at lægge skylden på ofret selv. Alt blev gjort for at ”knække” og dehumanisere den sorte kvinde ved at sælge og piske hende nøgen i et puritansk samfund. For at undgå at føle sig skyldig i at have mishandlet hende i den grad, hvorefter den hvide kvinde angreb hende for at "forføre" sin mand, er det nødvendigt at udvikle en enorm foragt for hende. Sammen med de negative myter om hendes løse moral og "dyriske" seksualitet, som altid skabes omkring voldtægtsofre, har denne systematiske devaluering af den sorte kvinde efterladt dybe sår i dag.


Da sorte kvinder på Harvard Law School gjorde indsigelse mod mine nøgenbilleder, holdt de et møde for at beslutte, om jeg skulle bruge disse billeder i en amerikansk sammenhæng. I modsætning til hvide mente de ikke, at jeg havde udnyttet de fattige sorte kvinder seksuelt, som på trods af et intenst gruppepres havde haft modet til at give mig husly som vagabond. De vidste udmærket godt, at amerikanske sorte kvinder, i modsætning til hvad jeg senere så i Afrika, har udviklet stærke forsvarsmekanismer mod hvide mænd som reaktion på århundreders misbrug. Det blev besluttet, at jeg kunne bruge billederne, hvis jeg gjorde dette klart for de hvide. Ubehaget hos disse kvinder, der senere blev succesfulde advokater og politikere, var et direkte resultat af, at de havde internaliseret idealer om hvid skønhed i en sådan grad, at de forbandt alt negativt og hæsligt med sort nøgenhed eller, ligesom hvide racister, reducerede dem til seksuelle billeder.


Et sexistisk samfund har altid sagt til sorte kvinder, at de skal fornægte deres feminine side. Altid måtte hun trælle i huset for den hvide kvinde, som på sin side blev kultiveret som noget sublimt. Den sorte kvindes hovedopgave var ofte at opdrage hvide børn. Der var ikke tid til hendes egne børn, som hun måtte disciplinere hårdt for at gøre dem i stand til at overleve i et racistisk samfund. I skyldfølelse over at sælge børn væk fra mødre og over at tvinge enorm hengivenhed ud af selvudslettende barnepiger til vore hvide børn, stereotypiserer vi den sorte kvinde som overdrevent stærk og i stand til at udholde prøvelse og smerte på grænsen til det umenneskelige, – et billede, der forstærkes af at se ofret opdrage sine egne børn med hårdhed. Alligevel finder jeg ikke, at opdragelsen er hårdere end blandt ghettoiserede mennesker i andre lande, f.eks. i Danmark.


326

Den århundredgamle dyrkelse af den såkaldte rene hvide kvindelighed fortsætter i den hvide reklames propaganda, som har en enorm negativ indvirkning på den farvede kvinde (for ikke at tale om den religiøst tildækkede kvinde). Hun har altid fået at vide, at hvid hud og løst glat hår er det eneste rigtige.
For at afbøde vores destruktive psykologiske påvirkning
eller for at "passere" som hvid, begyndte sorte kvinder at lysne deres hud med hudblegende cremer og at rette deres krusede hår ud i en indviklet og smertefuld proces. Deres børn, som må igennem lignende tortur, ræsonnerer uundgåeligt, at hvis de skal udholde så megen smerte for at blive acceptable, må de have været virkelig grimme til at begynde med. Igen internaliserer de vores racistiske tankegang og bebrejder og plager hinanden i en uendelighed for at have mørk hud.



328

Foruden den negative effekt på den farvede kvinders selvbillede kan disse idealer om hvid skønhed have en ødelæggende virkning på familien. De skænderier, som jeg så ofte hører i underklassehjem, får mig til at tro, at de sorte mænds syn på kvinder er blevet dybt påvirket af det hvide sociale ideal. Det, der deprimerer mig mest, er ikke, at næsten 70 % af de sorte familier nu kun har én forælder, men det, jeg ser i de stadig intakte kernefamilier Intet er mere sårende end at høre vores dybt indgroede hvide tænkning - ”You ain’t shit, nigger” eller ”ugly bitch” - genlyde i bestandige skænderier mellem disse ulykkelige og magtesløse partnere, og se børnene internalisere det som ”Jeg er værre end skidt!” Det skræmmende aspekt af ghettomænd, der konstant "tæsker" "deres" nedvurderede kvinder, kan ses i statistikkerne: 1/3 af alle hustrumord i USA begås af sorte, som kun udgør 13% af befolkningen.

Vold mod kvinder er forfærdelig høj i hele verden. At den kun er 35% højere for sorte end for hvide afspejler desværre måske det større fravær af sorte mænd med arbejde. I Danmark er volden mod indvandrerkvinder i eksplosiv vækst og udgør nu 42 % af kvinderne i krisecentrene. Også her flytter vi ansvaret væk fra os selv og tilskriver tallene de kvindeundertrykkende kulturer, som de kommer fra, snarere end vores marginalisering af dem. Vi glemmer, at vi netop med vores afstandtagen og ikke-inklusion af dem i vores sociale liv opfører os som amerikanske hvide over for sorte - med samme resultat: Vore ofre lukker sig om sig selv og holdes kunstigt fast i kulturer, de havde håbet at undslippe. Den vold, vi begår mod unge mennesker ved ikke at få dem til at føle sig hjemme i nogen af kulturerne, vender i sidste ende tilbage til os.


331








Lukas 7, 36-50

Den eneste gang, hvor det lykkedes mig at tale nogen fra at foretage et overfald, var ved et mærkeligt sammentræf af omstændigheder i Greensboro, North Carolina. Jeg boede hos en sort socialrådgiver, Tony, hvis far ejede en af de værste barer i den sorte ghetto. Jeg hang altid i baren om aftenen. En aften mødte jeg to sorte piger af den kriminelle type derinde, og vi besluttede, at jeg skulle tage med dem hjem. Først stjal vi noget vin i en forretning og strøg så lige ud i den ventende taxa. Da vi sad på bagsædet og var kommet i gang, spurgte jeg pigerne, hvordan de havde i sinde at betale, eftersom jeg vidste, at de ikke havde penge. Pyt, sagde de, bare vent. Lad os ordne det. Når vi kommer til stedet vil vi bare slå ham ned og tage alle hans penge. Dette kom lidt bag på mig, da jeg ikke havde prøvet at slå en taxachauffør ned før, men jeg sagde alligevel ikke noget.

Så pludselig vendte den sorte chauffør sig om for at spørge om noget, og jeg opdagede, at jeg kendte ham. Det var jo socialrådgiverens bedstefar, som ejede byens største sorte taxaselskab. Da kan det nok være, at jeg tog sagen i mine egne hænder. Jeg råbte stands til chaufføren, og sagde han kunne få betaling næste dag gennem sønnesønnen. Derefter rev jeg håndtasken med pistolen ud af den ene piges hånd og skubbede dem ud af døren, mens de måbede ligeså meget som taxachaufføren. Ude på gaden råbte jeg til dem: ”Det er jo Tonys bedstefader, I fjolser”. Skønt de kendte Tony, ville denne kendsgerning naturligvis ikke have standset dem, men da de var ude af bilen og taxaen kørt, havde de i hvert fald ingen mulighed for at skade ham.

Tit chokerede sådanne pigers råhed mig. Jeg så dem bestandig gøre de mest modbydelige ting mod både mænd og kvinder. Netop derfor var det så overvældende en oplevelse, når et forhold kunne opstå imellem os, og jeg fik lejlighed til at få et glimt af den varme menneskelighed neden under den hårde skal af ondskab og tvetungethed (backstabbing), som dette voldelige system havde givet dem. Mennesker, som i den grad er slavebundne af en voldelig måde at omgås, nærer en dyb længsel efter frihed og en mere menneskelig måde at omgås hinanden på. Alligevel kan denne længsel ikke komme til at blomstre, da den konstant kvæles af de voldelige vibrationer, den modtager fra ghettoens andre fanger. De hvide og bedrestillede sorte kommer denne længsel ikke i kontakt med, da disse ”finkulturelle” kun har foragt tilovers for ghettokulturen – en foragt der konstant føles og fornemmes i ghettoen, og som er den direkte årsag til, at ghettoen bliver mere og mere voldelig. Den ømhed, jeg så ofte fandt i vore forhold, og som så let kunne have fået lov at slå rod i mere menneskelige samfundssystemer, virkede så usigelig stærk og smertende på mig, netop fordi jeg igen og igen så, hvordan systemet gjorde det mere naturligt for disse piger at handle i et mønster af råhed fremfor ømhed.

En anden aften i Jacksonville, Florida, havde jeg truffet en sød, sort pige, som lovede mig at finde et sted, hvor jeg kunne bo. Vi gik hen til hendes veninde, som var prostitueret, men hun havde haft problemer med sin fyr, så der kunne vi ikke bo. Vi vandrede rundt hele aftenen og prøvede både den ene og den anden mulighed. Den prostituerede blev stadig mere interesseret i at skaffe os et sted at være. Pigerne aftalte så, at hun skulle ”turn a trick” på en hvid taxachauffør, mens jeg sad og ventede i en kaffebar. Nogen tid senere kom de helt oprevne løbende tilbage og sagde, at jeg skulle komme hurtigt. Vi fik et værelse på et motel og jeg opdagede, at de havde langt mere end de 10 dollars, man normalt får for et ”blow job” på gaden. Jeg spurgte dem, hvorledes det kunne gå til, men de ville ikke sige hvordan. Først senere fortalte de om det. Det viste sig, at den ene havde fået lokket den hvide mand ind i en mørk gyde, hvor hun så havde foretaget ”jobbet”. Men så havde hun pludselig grebet en stor mursten ved siden af og slået manden oveni hovedet. Da han ikke faldt omkuld øjeblikkeligt, havde hun taget en jernstang og slået ham oveni, igen og igen, indtil han øjensynlig var død. Derefter tog hun hans pung op og løb tilbage til den anden pige, som havde stået i baggrunden og overværet det hele. Sagen var, at hun havde følt, hun lige så godt kunne tage lidt mere end de 10 dollars, så hun også kunne nyde natten med et skud heroin. Men da vi alle tre lå der på motellet i en dobbeltseng, fik de åbenbart sjælekvaler, og det viste sig, at de begge var stærkt religiøse. I flere timer bad de: ”Åh, Gud, Gud, gør dog noget så han ikke dør”. Det var en nervøst stammende bøn ind imellem forsøgene på at finde en vene, de kunne sprøjte i. Allerede næste morgen havde de glemt det hele igen. De var mest bekymrede over at have sovet over sig, så de nu kom for sent til søndagsgudstjenesten, hvor de skulle synge i kirkekoret.

 

Brev til amerikansk ven









332

Så vi forkrøbler ghettoen, udelukker den, stereotypiserer og degraderer den – alt sammen for at undgå smerten ved at konfrontere vores egen Kain­skabning og de rifter, den har åbnet i det sarte stof, som vores middelklasses magt og tryghed er gjort af. Selv om de diskriminationsbarrierer, som vi har bygget af frygt for vores udstødte, kun kan opretholdes, fordi disse pariaer sjældent har magt til at true andre end hinanden, gør ghettoen os stadig ubehagelige og ængstelige.

Og derfor foretrækker vi at se på den hjemløse ovenfra, så vi kan købe os fri med en skilling. De fleste af os er nemlig selv blevet så forkrøblede af det undertrykkelsesmønster, vi har skabt, at vi ikke er i stand til at sætte os ned med ham på gaden og lytte til, hvordan vi i Vesten engang brugte ham til at opbygge vores velstand, og lytte til ham om, hvordan vi senere havde brug for ham, da vi sendte ham til Korea, Vietnam, Irak og Afghanistan for at kæmpe for det, vi kaldte frihed.
Tør vi se ham i øjnene, mens han forklarer, hvad han mistede i denne kamp for vores frihed? Friheden til at gøre farvede mennesker i udlandet lige så afhængige som ham selv ... friheden til at give os den beruselse af magt og selvtilfredshed, der udspringer af vores ulandsbistand eller føderale fattigdomsprogrammer ... den paternalistiske frihed, som han vil lide resten af sit liv ... den frihed, hvormed vi dagligt bombarderer verdens fattige mennesker uden at lade dem nyde godt af dens goder ... friheden til at glemme vores medmennesker, mens vi tyranniserer dem.


333

You can get it if you really want!

But you must try, try and try.

You’ll succeed at last.

Persecution you must bear,

win or lose you got to get your share

but your mind set on a dream

the harder it seems now.

You can get it if’ you really want.

Rome was not built in a day,

opposition will come your way,

but the harder the battle seems,

the sweeter the victory.

You can get it if you really want,

but you must try, try and try,

you’ll succeed at last..


 

334


Da jeg rejste i Floridas slavelejre, opdagede jeg en stor forskel på, i hvor høj grad denne psykologiske terror har undertrykt sindet i de forskellige lande. I en af lejrene var der kun sorte fra Jamaica, som forbavsede mig ved f.eks. at holde deres lejre pæne, mens amerikanerne smed affald over det hele i deres lejre.


Liberale lærde forklarer disse karakterforskelle ved at gå tilbage til slaveriet. De sorte i Latinamerika og Vestindien er mere integrerede i samfundet i dag, fordi den latinske form for slaveri var feudalistisk og i sin natur åben. Kirken beskyttede slavefamilierne mod at blive adskilt, og der var mulighed for opadgående mobilitet – og frihed. I Amerika var slaveriet derimod kapitalistisk: Selv kirken definerede slaven som en handelsvare, og der var ingen mulighed for psykologisk flugt. Den kapitalistiske form for slaveri var et lukket system, mens den feudalistiske form var et åbent system og dermed ikke så ødelæggende for sindet. Slaveriet i USA er blevet sammenlignet med de tyske koncentrationslejre, hvor det var muligt at studere virkningen af et fuldstændig lukket system på mennesker. Dagbøger, som intellektuelle skrev i koncentrationslejre, viser, hvordan de på kort tid blev degraderet til undermennesker og begyndte at udvikle en psyke, der lignede den gennemsnitlige slave i USA, herunder en næsten kærlig holdning til lejrvagterne (eller i hvert fald ikke et direkte had), hvilket førte til total resignation og en følelse af uansvarlighed og infantilisme hos mange fanger.


Uanset hvor fristende sådanne teorier er for liberale, der forsøger at forklare den særegne karakter i den amerikanske underklasse, så skyder de endnu en gang skylden over på noget, der skete for mere end hundrede år siden. Indirekte siger vi, at den karakter, som de sorte fik "tilbage i slaveriet", gør det umuligt "for os" at integrere dem i det hvide (mainstream) samfund. Offeret får igen skylden for, at det ikke er blevet integreret. Sådanne tydelige karaktertræk viser tværtimod, at slaveriet lever og har det godt i dag. For karaktertræk går ikke i arv gennem generationer, som vi kan se hos sorte vestindiske indvandrere, der også har levet under slaveriet, men som vi normalt ikke har problemer med at integrere os med. Så hvis "vores hjemlige" sorte i Amerika synes at have en anden karakter, er det et chokerende bevis på, at vi stadig indespærrer og former vores uønskede borgere i et lukket system.

335

Forkrøblingen af underklassens børns
sind, undrede mig altid, indtil jeg blev opmærksom på det lukkede ghettosystem. De fleste unge sorte børn, jeg møder, er fyldt med livsglæde. Men senere bliver de let deprimerede og trækker sig ind i en skal, som om de vil beskytte sig mod vores altomfattende undertrykkende tænkning om dem. Meget tidligt tilegner de sig vores negative forventninger til dem, og fra omkring fjerde klasse begynder de at miste troen på sig selv, deres evner og deres fremtid. De bliver så bevidste om det lukkede system, at de mister motivationen og sakker bagud i forhold til de hvide i skolen (præcis som vi ser det med vores uelskede brune børn i Danmark).
Men det stærkeste tegn på vores undertrykkelse er uden tvivl selvhadet. Det selvhad, der får ghettobørn til at rive håret ud af deres sorte dukker eller tegne sig selv i hjørnet af papiret, mens hvide børn som regel placerer sig selv i midten
– og får brune børn i Danmark til at fravælge brune dukker for hvide. Det selvhad, der får folk til at reagere voldsomt mod deres omgivelser, f.eks. ved at smide affald overalt eller ustandseligt at bruge ”back-stabbing” (stikke ned bagfra) både verbalt og bogstaveligt. Alle mennesker lider af lidt selvforagt, men selvhadet i den amerikanske underklasse er så foruroligende i sin dybde, at det er med til at give ghettoen en af verdens højeste kriminalitets- og familieopløsningsprocenter samt måske den mindste grad af gensidig tillid. Når vi ser, hvordan aggressionen oftere vender sig mod andre ofre end mod undertrykkeren, som det altid er tilfældet med undertrykkelse, når vi oplever den ukontrollable vrede hos amerikanske sorte, begynder vi at forstå virkningen af det lukkede system, vi dagligt spærrer dem inde i: ghettoen eller slaveriet her og nu!




Malcolm X: ”Den værste forbrydelse, de hvide har begået, var at lære os at hade os selv.”



Tacitus: ”Det er menneskelig natur at hade den, man har gjort ondt.”


337

Brother, what a price I paid!

You stole my history,

destroyed my culture,

Cut off my tonque so I can’t communicate.

Then you humiliate, then you separate,

hide my whole way of life

so myself I should hate!


338

Brother, what a price I paid!

You took away my name,

put me to shame,

made me a disgrace

the world’s laughing stock.

Made of me a show, to jeer and to mock,

but your time is at hand

so you better watch the clock!


340

From the shores of Africa, mainland of Asia,

The caribbean and Mississippi

Central and South America.

First you humiliate,

then you separate,

you hide my whole way of life

so myself I should hate.

Brother, what a price I paid!

Sister, what a price I paid!

Mother, what a price I paid!


344