298 – 307  Detroit and other cities  (old book 182-189)

Vincents text                                                                                             Norsk                                        Ny dansk bog


298

I can understand many things about white racism, but to this day it’s an absolute mystery to me why these whites are moving away from everything they’ve built up and come to love just because a black family moves into the neighborhood. These better-off blacks live up to the stodgy white middleclass demands in every single respect—a well-cut lawn, a hedge, rhododendrons. And this is what the neighborhood would continue to look like if whites didn’t flee. At the same time, these blacks have a culture far more American than that of the European and Asian immigrants whom we immediately accept into our so-called melting pot. When I lived on the white side of the embarrassing ghetto fence of For Sale signs, hardly anyone could offer any logic for moving except the mistaken one about “declining property values,” which only happens because they all sell out at once. Thus, I experienced it as one great white American conspiracy to prevent blacks from gaining access to the melting pot, masterminded through various forms of illegal redlining by the National Association of Realtors.

One reason I myself often had to flee to the cooler suburbs was the stifling summer temperatures in the red- or rather heat-lined ghettos, with much concrete and asphalt—up to 20 degrees higher as the NY Times has since proven—compared to the tree-covered de facto white neighborhoods. Every time I left, I felt I’d betrayed the black underclass. For when, with our white privilege, we flee to what become attractive neighborhoods, house values and assets rise, and we can borrow against our equity to send our children to expensive universities to get further ahead. But this is stolen wealth since in this process we cause the housing values of blacks to collapse in the areas we turn into ghettos, preventing them from taking out loans secured by their assets, thus making them poorer and poorer. Through this aversive racism, every white in the ’70s had made themselves six times richer than every black. Money multiplies, and by year 2000 we’d become eight times richer. After the tax cuts of the Bush years, 12 times as rich as each black. And today, after the financial crisis—caused by our racism when we gave valueless subprime loans to the struggling black middleclass—we’ve made ourselves 20 times as rich.



299

On the other side of the fence, I experienced every white who moved as a stab in the heart of the blacks. The older blacks would do everything to please the whites, but the young ones were far more sensitive. The sudden feeling of being forever shut out of society’s mainstream—seeing someone remove the ladder leading to the “American Dream” at the very moment you’re closer to it than ever—naturally triggers resentment. Sometimes violent. Our stab in their hearts will change a few of these otherwise well-behaved youths into mischief-makers, churning up hate for the remaining whites on the ghetto fringe, who then blame the victim and move.

I’m not dealing much in this book with the problems of the middleclass, but I couldn’t help seeing a direct link between the violence we commit against the dignity and self-worth of these people on the frontiers of the ghetto and the violence I experienced in the inner ghettos, between our white all-American stab in the heart of the black middleclass and the frightening backstabbing in the underclass.

I saw the explosion of black crime in the ’70s as a result of the irrational anger caused by our white betrayal and therefore didn’t understand why it declined in the ’90s. Only then did I understand how this crime wave also was caused by white flight. When the big oil companies put lead into gas in the 1940s, studies show it started affecting the brains of developing children, causing increased aggression and reduced impulse control when they became teenagers. This disproportionately affected the black children whom we’d forced into unattractive inner-city areas right next to highways and refineries as seen here in Philadelphia and the Fourth Ward in Houston, where George Floyd grew up. Moreover, the houses whites left to them were full of poisonous lead. I often saw children looking incredibly dumb (brain damaged) or sitting gnawing on lead pipes. And certainly I saw that generation act out through unbelievable “dumb” violent crime. In the ’70s the United States began to phase out leaded gasoline, and newborns were steadily exposed to less lead—the reason crime started falling dramatically 20 years later.

Thus, I came to understand that the ghetto is a white socially enforced continuation of chattel slavery’s violent milieu. When this internalized white violence comes under direct pressure from unemployment, which is especially severe in Detroit, it explodes in physical violence. Just as the number of black divorces fluctuates with unemployment, so do murder and violence against family members.

Almost every time I came back to Detroit, more of my black friends had been killed. This letter to my parents, written during my first months in America, shows how I immediately sensed the Golgotha-stab of white racism behind the bleeding of a people on the cross.


300


Easter in Detroit

(or St. John 19, 31-37)





Dear Mom and Dad,

This is the most shocking Easter I have ever experienced. I am now in Detroit, which is nothing less than a night-mare. On the way from San Francisco I stopped off in Chicago to visit Denia, the young black writer I lived with at Christmas. Even there the horrors began. You remember the two girlfriends of hers that she and I spent so much time with? She told me that one of them, Theresia - that tender, quiet nineteen-year-old girl - has since been murdered. She was probably killed by someone she knew, since it seems she opened the door to the murderers. She was found by her fiancé, shot and cut up with knives. She was the second person I have known in America who has been murdered. Denia has now bought a gun and has begun target-practicing. That night in Chicago I also experienced my first big shoot-out, probably between police and criminals. We were on a visit on Mohawk Street when it suddenly broke out down below in the darkness. I tried to look out, but Denia pulled me away from the window.

Well, I have almost forgotten all that, compared with the things that have happened here in Detroit. First I lived with a well-off automobile-worker’s family in one of the respectable black neighborhoods at the seven-mile limit, way out there where the white areas begin. Their son had picked me up and invited me home - the third black home I have lived in. Beautiful people. Easter morning they took me to church. But then I moved into the ghetto itself with three students, and since then it has been a nightmare. One of the first days I was here, Thigpen, whom I had just been introduced to, was murdered. He was a fantastic person, big as a bear, and a poet (I am sending you his collection, Down Nigger Paved Streets). Apparently for no other reason than that he had written a harmless poem about the narcotics trade in the city, he was found the other day executed by narcotics gangsters along with two of his friends. They were tied up and laid on the floor and shot in the back of the head. But what shocked me most was the reaction of the three I am living with. One of them, Jeff, had known Thigpen for years and is photographed with him in a book. But Jeff just came in calmly with the newspaper one morning saying, “Hey, you remember this dude, Thigpen, you met the other day? Look, they blew him away too.” It made no greater impression. This is how they react to all of the violence, which really is getting to me. But still, they are afraid themselves. It is not only me who is trembling from fear here.

The nights are the worst. I’m beginning to get really down from the lack of sleep. Jeff and the two others sleep upstairs, while I stay down in the living room. Every night they shove the refrigerator in front of the door and put some empty bottles on top, so that any attempt to open the door will make the bottles fall and wake them up. One night the cat leaped upon the refrigerator and knocked over the bottles with a crash, so I shot upstairs to the others. I am a nervous wreck by now and constantly lie listening for footsteps outside (nobody but robbers dares to go on foot at night in Detroit as far as I can tell from here). Once in a while I hear shots outside. I have never really trembled before, but now I sometimes get the same jelly-like sensation as that night I was mugged in San Francisco. My heartbeat alone is enough to keep me awake.

In fact, I really didn’t think I had closed my eyes once the entire week, until I suddenly woke up from a terrible nightmare.

I almost never dream now when I am traveling, but that night I dreamed about a sunny day when I was eleven, lying on the living room floor at home in the parsonage. I was lying there eating oranges, I remember, when the radio news announced the murder of Lumumba. I didn’t understand anything then, yet I remember it vividly. This scene I now saw clearly before me in the nightmare, but it kept changing to another scene somewhere in Africa, where I was lying on the ground while some Africans fired one machine-gun burst after another at me. I shouted to them to stop, but the bullets just kept on drilling into me, a terrible sensation. I woke up to this real Detroit nightmare, which I now suddenly found quite peaceful in comparison, and a bit later I managed to get a couple of hours of sleep.

But the nightmares are not always over when day breaks. One of the first days I was there, I ventured out in the streets on foot. Scarcely half an hour had gone by before a police car with two white cops stopped short and they called me over to the car. I was almost happy to see white faces again and walked over. They asked to see my ID. You are constantly being stopped like this when you walk around in the ghetto. I often ask myself what difference there really is between being in the ghetto here and being a black in South Africa, when you must constantly show your identity papers to white policemen. So almost automatically I stuck my hand down into my shoulder bag to get out my passport. Immediately the cops’ pistols jumped out right into my face: “Hold it!” It is a terrible experience to be looking into the muzzle of a gun, and I began trembling from fear. But nothing happened, they were just afraid that I had a pistol in my bag. It felt like a miracle that their guns had not gone off.

How can people live in such a world where they have so little trust in each other? They gave me the usual warning: “You better get yourself or of this neighborhood quick!” I had regained my self-confidence and answered audaciously, “I live here!” The longer I live here, the more I look at the whites with the eyes of the blacks, and I can’t help but harbor an ever-increasing hatred for them.

It is a strange sensation to live in a city like Detroit where you never see anything but black faces around you. Little by little you undergo a slow change. The black faces become close and familiar, and therefore warm, while the white faces seem distant and unknown and therefore cold. In spite of all the horrors, I certainly have no desire to go out into the cold icy wastes out there where the ghetto stops. So you can probably understand the shock I get each time I turn on the TV and suddenly see nothing but white faces. Yes, in a strange way the white faces become a substantial part of the Detroit nightmare. For it is not only the crime which keeps me awake at night. It’s just as much the television and the radio. Everywhere in the ghettos of Detroit and Chicago it’s a habit among the blacks to leave the television and the radio on throughout the night to make robbers think you are still awake. Another thing is that they have gradually become so accustomed to sleeping with the TV and radio on that it has become a kind of narcotic; many of them simply cannot fall asleep without this noise.

I discovered this one day when Denia and I wanted to take a nap in Chicago and she automatically turned on the TV so as to fall asleep. It is shocking how early some people become addicted to this noise-narcotic. When lived with Orline, this beautiful young black mother in Jackson, fifty miles outside Detroit, I discovered that it was almost impossible for us to live together. When we went to bed she always turned on the radio. I then lay there waiting for her to fall asleep, after which I slowly tried to turn down the volume, as otherwise it was absolutely impossible for me to fall asleep. But every time I got the volume down to a certain level, it made her two children, two and three years old, wake up and start crying, so I immediately had to turn, the volume again. I could only take it for two nights, after which I had to move. We were simply, as Orline said “culturally incompatible.”

302

But I think there are terrifying implications if so many blacks in the urban ghettos are equally dependent on this noise. You quite simply cannot imagine in Denmark how primitive American radio is: the constant boom-boom music interrupted every other minute by what they call “messages”. All the time you hear the soporific message, “Leave the driving to us.” It all feels like one big white conspiracy against the blacks. Just as they bombed the South Vietnamese population into “strategic villages” in order to brainwash it, so it almost seems as if in the USA they have forced the blacks away from the small villages into these big psychic concentration camps, where they can better control them with the mass media.

It is incredible how as a result of this oppression they conform almost to the letter to every view of their oppressors. In the South you could at least think, but here you are constantly bombarded with what others want you to think - or rather, you are prevented from thinking. Doesn’t all this music and noise stifle a person’ capacity for independent and intellectual development? Is it strange that many of these people seem like zombies, as they themselves jokingly call it?

The three I live with are some of the few politically active people in Detroit. Jeff has given me some books about Cuba that he wants me to read. But it is impossible for me to read in these surroundings, with all the noise, nervousness, trembling, and fear of something, though you don’t even know what that something is. Jeff is one of the increasing number of blacks who have traveled illegally to Cuba through Canada. He tells me so many fantastic things about it, and I listen, but much of it seems so irrelevant in these cruel surroundings. He says that Cuba is the first place he has been able to breathe freely. All the Cubans are armed, just as here in Detroit, but nevertheless he was never afraid in Cuba. The only thing which disappointed him was that the Cuban blacks don’t yet have Afro hairstyles.
                     

Jeff was so happy in Cuba that he tried everything possible to avoid being sent back to the U.S., but he was not allowed to stay. Now, after the trip, he has had problems with the FBI, who twice visited his parents. His student aid was suddenly cut off and he was expelled from college. He has therefore become a taxi driver, and goes around in his own dream world reading books about Cuba in the taxi. He told me laughing one day that he “held himself up” a few weeks ago. Since taxi drivers are always being mugged he “stole” $50 from himself, called the police, and said the robber was black, looked so and so, and ran in that direction. Then he did not have to work any more that day and drove out to Belle Isle to read his books on Cuba.

Unfortunately, he does not want to use his experiences to work politically here in Detroit; the system is so massive and oppressive that it’s no use, he says. So now he is just working to get back to Cuba. He does, however, want to go to Washington in two days to demonstrate against the Vietnam war. One million are expected. We will drive down together. I can hardly wait to get out of this hell, and only hope it is more peaceful in Washington so I can get some rest. But I have to come back to Detroit. Just as in Chicago, I have met such warm people here that I simply cannot fathom their goodness toward me. I cannot understand how two such cruel and oppressive cities can contain such exceptional people. It has to be possible for me to learn to live with the ghetto, for I must come back to these people. But it will take me a long time to get used to the conditions. Just a trip to the corner store in the evening requires that we take the car. Jeff and the two others simply do not dare to walk one-and-a-half blocks!

I will remember Detroit as an endless gliding drive through a ghost-town to the sound of the car radio’s newest black hit, “For god’s sake, give more power to the people,” which is being pounded into my head. And then every day the newest murder statistics. Since it’s Easter week, only 26 people were murdered. They expect to reach 1,000 before Christmas! More lives are lost in one year in the civil war here than in six years in Northern Ireland. Yet in the newspapers, “five people killed in yesterday’s violence in Detroit” merit only a notice on page 18, while the front page headlines decry the loss of two lives in Northern Ireland’s “tragic” civil war. By the way, did the Danish papers write about the stigmatized black girl, who was bleeding during Easter?

Anyway, I hope you have had a more peaceful Easter.

With love, Jacob.


 

 

 

 

 

 

 

304

American ghettos stretch out in thick belts, five to ten miles wide, around downtown business districts as seen here in Houston, where the rich live in the city and the poor in slums on the outskirts. The underclass is constantly being squeezed and pushed around. Urban “removal” (as blacks call it) - supposedly for the underclass’s benefit, is used to get rid of, concentrate, or hide our undesirables. This is particularly true in historic Harlem, from where most blacks today have been pushed. It often made me cry to see how historic European-looking “slum” neighborhoods were being plowed under and stood on end, as here in Baltimore’s cozy and charming ghetto.

Stacked up, you feel even more confined, and, accordingly, crime increases proportionately with the height of these vertical slums. In Philadelphia the street gangs were replaced by floor gangs who struggled floor against floor with each other—it could mean death to get off the elevator on the wrong floor. More than 100 street gang members, aged 12 to 17, were killed there every year. One of them was a local street vendor who made a living selling my book American Pictures. I had several friends who were held up at gunpoint by 10- or 11-year-old children who also shoot wildly around with Uzi submachine guns.

By giving them a sentence often twice their age, we whites hope to have removed a part of the ghetto. In the same futile way, we demolish the houses in the ghetto without removing the causes of the ghetto. Though five out of six housing-code violations in slums are proven to be from the neglect of landlords, not their despairing tenants, the blame-the-poor myth that “people cause slums” persists. A couple of slumlords I lived with in huge mansions outside the cities were certainly helpful in spreading such ideas.

Yet having lived for years in those old dilapidated apartments handed over to the poor when they are already worn out and used up, I never witnessed any tenant destruction of the type which creates a slum: leaking roofs, sagging floors and stairways, defective plumbing, sewer pipes, and wiring. But never will I forget the pain and anguish I went through with my best friends in the Fillmore ghetto, Johari and Lance, when their daughter died after falling through a rotten window their slumlord had for years refused to bring up to code. Her funeral is seen in the end of the book.

 

 

 

306

It’s a paradox that we always look for the cause of the ghetto inside the ghetto itself, when it’s implied in the very concept of “ghetto” that the causes are to be found outside. Especially in the affluent white suburbs encircling every city. Here we have trees, swimming pools, and every opportunity to thrive in the world. We live outside the city limits so our children won’t have to go to school with undesirables, and we avoid paying taxes to the city although we get our income from it. Thus, cities have become poorer and poorer. A typical city, like Washington DC, is similar in this respect to the city we all live in—the world city. The centers of both cities are 80% slums inhabited by people of color, and around them we’ve put the lavish suburbs of Europe, USA, Japan, China, and Australia. Suburbanites own most of the businesses inside the ghetto and bring home huge profits but refuse to pay taxes to the city. Like the ghetto of the world, Washington is getting poorer and poorer, and we need to send developmental aid to give back a little of what we took.

Although the net flow of capital out of poor countries is greater than what we return, most of us are convinced that we’re generous and so resent the rising anger and terrorism against the West in the Third World. Our ignorance is often expressed in our choice of leaders, such as Trump, who goes it alone against all other nations, refusing to recognize the need to repay some of the huge profits from unequal trade agreements, loans, underpriced raw materials, climate destruction, and tax havens.

Similarly, we’re unable to understand the Black Lives Matter anger of our ghettos—we’re unaware of life in our own capital just outside its beautiful cherry-blossoming tourist areas. During my first trip in the 1970s, Washington, capital of the world’s richest country—was treated as a hunger-emergency district. Since the 1980s, the city has mostly resembled a civil-war zone, with drug wars in the streets unequalled outside the Third World. The crime we fear from poor countries, especially in the form of terrorism, has long since become commonplace in DC, which had over 2,000% more armed robberies a year than similar cities in Europe. The number of murders in Washington was 50% higher than in the whole of Britain (as I wrote in the 1984 edition of this book). But today, as the children of our outcasts in Europe have begun to grow up, the picture is changing. England has now overtaken the United States in robberies.


307

One out of ten inhabitants in black areas of the city was a drug addict (as reported one year by Washington Post). These two addicts, who attacked me but later invited me home, live only three blocks from the Capitol, whose white dome can be seen in the background. Although members of Congress dare not go on foot to their homes after work, they continue to increase military expenditures in their paranoid fear of the rest of the world while making cuts in social appropriations. Of what use is the bulletproof vest when death comes from the heart? A month before I lived with these addicts, a cop was shot in their hallway, and a woman was murdered in this very room—the last glimpse she got of this stronghold of democracy and freedom.


308

 

 



298

Jeg kan forstå mange ting ved hvid racisme, men det er mig stadig et absolut mysterium, hvorfor disse hvide flytter væk fra alt det, de har opbygget og lært at elske, bare fordi en sort familie flytter ind i nabolaget. For disse bedrestillede sorte lever nemlig i enhver henseende op til det firkantede, hvide middelklassekrav om en velklippet græsplæne, en hæk, rododendroner. Og sådan ville kvarteret fortsat se ud, hvis de hvide ikke flygtede. Samtidig har disse sorte en kultur, der er langt mere amerikansk end de europæiske og asiatiske immigranters, som vi straks accepterer i vores såkaldte smeltedigel. Når jeg boede på den hvide side af det pinlige ghettohegn af ”Til Salg”-skilte, kunne de i reglen ikke komme med nogen logiske argumenter for at flytte, ud over det komplet uacceptable om ”faldende ejendomsværdier,” som kun sker, fordi de alle sælger ud på én gang. Således oplevede jeg det som én stor hvid sammensværgelse for at forhindre de sorte i at få adgang til smeltediglen, og den amerikanske ejendomsmæglerforening (N.A.R.) som hjernen bag det hele med dens ulovlige ”redlining”.
En af grundene til, at jeg selv ofte måtte flygte til de køligere forstæder, var de kvælende sommertemperaturer i de ”røde”- eller rettere ”varme”-linjerede ghettoer med meget beton og asfalt - op til 20 grader højere, som NY Times siden har bevist - sammenlignet med de træbevoksede hvide kvarterer. Hver gang jeg forlod dem, følte jeg, at jeg havde forrådt den sorte underklasse. For når vi med vores hvide privilegier flygter til det, der derved bliver attraktive kvarterer, stiger husværdierne og aktiverne, og vi kan tage lån i vores friværdier til f.eks. at sende vores børn til dyre universiteter og komme endnu længere frem i livet. Men dette er stjålet rigdom, da vi i denne proces får de sortes boligværdier til at kollapse i de områder, vi forvandler til ghettoer, hvorved vi forhindrer dem i at optage lån i deres reducerede aktiver, hvilket gør dem fattigere og fattigere. Gennem denne ”undvigende racisme” havde alle hvide i 70'erne gjort sig selv seks gange rigere end alle sorte. Penge formerer sig, og i år 2000 var vi blevet otte gange rigere. Efter skattelettelserne i Bush-årene var vi 12 gange så rige som hver sort. Og i dag, efter finanskrisen - forårsaget af vores racisme, da vi gav værdiløse subprime-lån til den sorte middelklasse, der møjsommeligt havde arbejdet sig op, men nu mistede alt, har vi gjort os selv 20 gange så rige.


299

For hver hvid, som flyttede, oplevede jeg derfor på den anden side af hegnet et stik i hjertet på de sorte. De ældre sorte ville gøre alt for at behage de hvide, men de unge var langt mere sensitive. Den pludselige følelse af at blive lukket for evigt ude af samfundets hovedstrøm – at se nogen fjerne stigen op til ”den amerikanske drøm", i det øjeblik man er tættere på den end nogensinde – udløser naturligt nok voldsom vrede. Vores kniv i hjertet vil forvandle nogle få af disse ellers velopdragne unge til ballademagere, der opildner hadet til de resterende hvide i ghettoranden, som så giver ofret skylden og flytter.

Jeg beskæftiger mig ikke meget i denne bog med middelklassens problemer, men jeg kunne ikke undgå at se en direkte forbindelse mellem den vold, vi begår mod værdigheden og selvfølelsen hos disse nybyggere ude på randen af ghettoen, og den vold jeg oplevede i de indre ghettoer; mellem vores hvide stik i hjertet på den sorte middelklasse og de rystende nedstikninger bagfra i underklassen.

Jeg så eksplosionen af sort kriminalitet i 70'erne som et resultat af den irrationelle vrede forårsaget af vores hvide forræderi og forstod derfor ikke, hvorfor den faldt i 90'erne. Først da forstod jeg, hvordan denne kriminalitetsbølge også var forårsaget af den hvide flugt. Da de store olieselskaber puttede bly i benzin i 1940'erne, viser undersøgelser, at det begyndte at påvirke hjernen hos børn i udvikling, hvilket forårsagede øget aggression og nedsat impulskontrol, da de blev teenagere. Dette ramte uforholdsmæssigt hårdt de sorte børn, som vi havde tvunget til at bo i uattraktive områder i de indre bydele lige ved siden af motorveje og raffinaderier, som det ses her i Philadelphia og i the Fourth Ward i Houston, hvor George Floyd voksede op. Desuden var de huse, som de hvide efterlod dem, fulde af giftigt bly. Jeg så ofte børn, der så utroligt dumme ud (hjerneskadede) eller sad og gnavede i blyrør. Og følgelig så jeg også den generation afreagere gennem utrolig "dum" voldskriminalitet. I 70'erne begyndte USA at udfase blyholdig benzin, og nyfødte børn blev støt og roligt udsat for mindre bly - grunden til, at kriminaliteten begyndte at falde dramatisk 20 år senere.


Således forstod jeg, at ghettoen er en hvid socialt påtvunget fortsættelse af slaveriets voldelige miljø. Når denne indvendiggjorte hvide vold udsættes for f.eks. arbejdsløshed, som er særlig slem i Detroit, eksploderer den i fysisk vold. Ligesom antallet af sorte skilsmisser stiger og falder med den svingende arbejdsløshed, gør mord og vold mod familiemedlemmer det også. Næsten hver gang, jeg kom tilbage til Detroit, var flere af mine sorte venner blevet dræbt.
Dette brev til mine forældre, skrevet i løbet af mine første måneder i Amerika, viser, hvordan jeg straks fornemmede den hvide racismes Golgatha-stik bag et blødende folk på korset.


 

 

 

300

Påske i Detroit

Johannes 19, 31-37






Kære far og mor.

Dette er den mest rystende påske, jeg nogensinde har oplevet. Jeg er nu kommet til Detroit, som er intet mindre end rædslernes by. På vejen fra San Francisco gjorde jeg ophold i Chicago for at besøge Denia, den unge sorte forfatterinde, jeg boede hos i julen. Allerede dér startede rædslerne. I husker de to veninder, hun havde, som vi tilbragte megen tid sammen med. Nu fortalte hun, at den ene, Theresia – denne blide, stilfærdige, 19-årige pige – i mellemtiden var blevet myrdet. Hun er muligvis blevet dræbt af bekendte, da hun sandsynligvis selv har åbnet døren til lejligheden for morderne. Hun blev fundet af sin forlovede, skudt og sprættet op med knive. Det er det andet menneske, jeg har kendt i USA, som er blevet myrdet. Nu har Denia købt en pistol og er begyndt at gå til skydeøvelser. I øvrigt oplevede jeg den nat i Chicago det første større skyderi, sikkert mellem politi og kriminelle. Vi var på besøg i Mohawk Street, da det pludselig begyndte lige nedenfor i mørket. Jeg prøvede at komme til at se ud, men Denia trak mig væk fra vinduet.
Nå, men alt det har jeg næsten glemt i sammenligning med de ting, der er sket her i Detroit. Først boede jeg ude hos en velbjærget automobilarbejderfamilie i de nydelige sorte kvarterer ved 7-milegrænsen, helt derude hvor de hvide kvarterer starter.
Deres studerende søn, Dwight Vann, havde samlet mig op og inviteret mig hjem - det tredje sorte hjem, jeg har boet i. Dejlige mennesker. (ps. Dwight blev dræbt året efter).

Påskemorgen tog de mig med i kirke. Men så flyttede jeg ind i selve ghettoen hos tre studenter, og siden da har det været et mareridt. Allerede en af de første dage jeg var her, blev Thigpen, som jeg lige nåede at blive introduceret for, myrdet. Han var et fantastisk menneske, stor som en bjørn, og en kendt digter (jeg sender jer hans digtsamling ”Down, nigger, paved streets”). Åbenbart uden anden grund end at han havde skrevet et uskyldigt digt om narkotikahandelen i byen, blev han forleden henrettet af narkotikagangstere sammen med to af sine venner. De blev bagbundet og lagt på gulvet og skudt i nakken. Men det, der chokerede mig mest, var reaktionen hos de tre, jeg bor hos. En af dem, Jeff, havde kendt Thigpen i årevis og er fotograferet sammen med ham uden på bogen. De var de bedste venner. Men Jeff kom blot roligt en morgen med avisen til mig og sagde: ”Hey, you remember this dude, Thigpen, you met the other day? Look, they blew him away too.” – Større indtryk gjorde det ikke. Sådan er deres reaktion på al den vold, som virkelig går mig på. Alligevel er de selv bange for den. Det er ikke blot mig, der ryster af skræk her. Nætterne er de værste. Jeg er ved at gå til af mangel på søvn efterhånden. Jeff og de to andre sover ovenpå, mens jeg selv bor nede i stuen. Hver nat skubber de køleskabet hen foran døren, og de har stillet nogle tomme flasker ovenpå, således at forsøg på at åbne døren vil få dem til at falde ned og vække dem ovenpå. En nat hoppede katten op på køleskabet og væltede flaskerne med et brag, og jeg for op ovenpå til de andre. Jeg er i den grad et nervevrag efterhånden og ligger konstant og lytter efter fodtrin udenfor (ingen andre end røvere færdes til fods i Detroit). Af og til hører man skud udenfor. Jeg har aldrig prøvet at skælve før, men nu får jeg sommetider den geleagtige fornemmelse, som den nat jeg blev overfaldet i San Francisco. Alene den hjertebanken, jeg har, er nok til at holde mig vågen. Jeg troede faktisk slet ikke, at jeg havde lukket et øje en eneste gang hele ugen, før jeg pludselig vågnede af et frygteligt mareridt. Jeg drømmer næsten aldrig nu, hvor jeg rejser, men den nat drømte jeg pludselig om en solskinsdag, hvor jeg som 11-årig lå hjemme på dagligstuegulvet i præstegården. Jeg lå og spiste appelsiner, husker jeg, da radioavisen meddelte mordet på Lumumba. Jeg forstod intet dengang, men husker det dog tydeligt. Denne scene så jeg nu klart for mig i mareridtet, men hele tiden blev den flænget væk og skiftede til en anden scene et eller andet sted i Afrika, hvor jeg lå på jorden, mens nogle afrikanere sendte den ene maskinpistolsalve efter den anden imod mig. Jeg råbte, at de skulle stoppe, men kuglerne blev blot ved med at bore sig ind i mig, en frygtelig oplevelse. Jeg vågnede op til dette virkelige Detroit-mareridt, som jeg nu pludselig fandt helt fredeligt i sammenligning, og lidt senere lykkedes det mig at få et par timers søvn. Men mareridtene er ikke altid slut, når dagen kommer. En af de første dage vovede jeg mig ud på gaden til fods. Der var ikke gået en halv time, før en politibil med to hvide betjente brat standsede op og kaldte mig hen til bilen. Jeg var næsten glad over at se hvide ansigter igen og gik derhen. De bad blot om at se mine identitetspapirer. Sådan bliver man hele tiden standset, når man færdes i ghettoer. Jeg spørger tit mig selv, hvilken forskel der egentlig er på at være sort her og sort i Sydafrika, når man hele tiden må vise identitetskort til hvide betjente. Så næsten automatisk stak jeg hånden ned i skuldertasken for at finde mit pas frem. Straks røg de to betjentes pistoler lige op i ansigtet på mig: ”Hold it!” Det var en frygtelig oplevelse at kigge ind i en pistolmunding, og jeg begyndte at ryste af skræk. Men ellers skete der ikke noget; de var bare blevet bange for, at jeg havde en pistol i tasken. Det føltes som et mirakel, at deres pistoler ikke var gået af. Hvordan kan mennesker leve i en sådan verden, hvor de ikke har mere tillid til hinanden? De gav mig den sædvanlige advarsel: ”Vil du se at komme ud af dette nabolag hurtigst muligt!” Jeg havde genvundet min selvtillid og svarede blot frækt: ”Jeg bor her!” – Jo længere jeg bor her, jo mere ser jeg på de hvide med de sortes øjne, og jeg kan ikke lade være med at nære et stadigt stigende had til dem. Det er en mærkelig fornemmelse at bo i en by som Detroit, hvor man aldrig ser andet end sorte ansigter omkring sig. Der sker en langsom forvandling med en. De sorte ansigter bliver nære og velkendte og derfor varme, mens de hvide virker fjerne og ukendte og derfor kolde. På trods af alle rædslerne har jeg aldeles ingen lyst til at tage ud i de kolde isørkener derude, hvor ghettoen holder op. Så I kan nok forstå det chok, man får, hver gang man tænder for fjernsynet og så pludselig ser udelukkende hvide ansigter. Ja på en mærkelig måde bliver de hvide ansigter en væsentlig del af Detroit-mareridtet. Det er nemlig ikke blot kriminaliteten, der holder mig vågen om natten. Det er i lige så høj grad fjernsynet eller radioen. Det er nemlig overalt i ghettoerne i Detroit og Chicago skik hos de sorte at lade fjernsynet eller radioen gå natten igennem for at lade røverne tro, at man stadigvæk er vågen. Noget andet er så, at man efterhånden er blevet så vænnet til at sove med musik og TV, at det er blevet en slags narkotika for folk; de kan simpelthen ikke falde i søvn uden denne støj. Jeg opdagede det en dag, da Denia og jeg ville tage os en middagslur i Chicago, og hun så automatisk tændte for fjernsynet for at falde i søvn. Det er rystende, så tidligt de bliver afhængige af denne støjnarkotika. – Da jeg boede sammen med Orline, denne smukke unge sorte mor i Jackson, 80 km uden for Detroit, opdagede jeg, at det var os næsten umuligt at bo sammen. Når vi gik i seng, tændte hun altid for radioen. Jeg lå så og ventede på, at hun faldt i søvn, hvorefter jeg langsomt prøvede at skrue lyden ned, da det ellers var mig totalt umuligt at falde i søvn. Men hver gang jeg nåede ned til en vis lydstyrke, skete der altid det, at hendes børn på to og tre år vågnede og begyndte at græde, så jeg straks måtte skrue lyden op igen. Jeg holdt til det i to nætter, hvorefter jeg måtte flytte. Vi var simpelthen, som Orline sagde ”culturally incompatible”.











302
Men jeg synes, at der ligger forfærdelige perspektiver i dette, hvis alle sorte i storbyerne er lige så afhængige af denne støj. I har nemlig ingen anelse om, hvad amerikansk radio er; denne konstante bum-bum-musik afbrudt af reklamer hvert andet minut. Hele tiden hører man dette søvndyssende budskab ”Leave the driving to us”. Det hele fornemmes som en stor hvid sammensværgelse mod de sorte. Ligesom man bomber landsbyer i Sydvietnam for at få befolkningen flyttet til ”strategiske byer”, så man bedre kan holde styr på dem, forekommer det i USA næsten, som om man har tvunget de sorte væk fra deres små landsbyer ind i store koncentrationslejre, hvor man bedre kan kontrollere dem med massemedierne.
Det er utroligt, hvordan de som følge af denne undertrykkelse næsten bogstaveligt tilpasser sig alle deres undertrykkeres synspunkter.
I Syden kunne man dog i det mindste tænke, men her bliver man konstant bombarderet med, hvad andre vil, at man skal tænke – eller rettere, man bliver forhindret i at tænke. Kvæler al denne musik og støj ikke de sortes evner for en selvstændig og intellektuel udvikling? Er det underligt, at mange af dem virker som zombier, som de selv spøgende siger?

De tre, jeg bor hos, er nogle af de få politisk aktive i Detroit. Jeff har givet mig en del bøger om Cuba, som han vil have mig til at læse. Men det er mig umuligt at læse i disse omgivelser med støj, nervøsitet, skælven og angst for et eller andet, man ikke ved, hvad er. Jeff er en af de efterhånden mange sorte, som illegalt er rejst til Cuba gennem Canada. Han fortæller mig så mange fantastiske ting derfra, og jeg lytter, men meget af det virker så irrelevant i disse grusomme omgivelser. Han siger, at Cuba er det første sted, han har kunnet ånde frit. Alle cubanere har våben, ligesom her i Detroit, men alligevel var han aldrig bange på Cuba. Det eneste, der skuffede ham, var, at de cubanske sorte endnu ikke havde fået afrofrisurer. Jeff var så glad for Cuba, at han havde prøvet alt muligt for ikke at skulle tilbage til USA, men han kunne ikke få lov til at blive. Nu efter rejsen har han fået problemer med FBI, som to gange har opsøgt hans forældre. Sin uddannelsesstøtte fik han pludselig ikke mere, og han blev bortvist fra universitetet. Han er derfor blevet taxachauffør, og kører rundt i sin egen drømmeverden og læser bøger om Cuba i taxaen. Han fortalte mig grinende en dag, at han for nogle uger siden havde ”holdt sig selv op”. Da taxachauffører hele tiden bliver overfaldet, ”frarøvede” han sig selv 50 dollars, tilkaldte politiet og sagde, at røveren var sort, så sådan og sådan ud og løb i den retning. Så behøvede han ikke at arbejde mere den dag og satte sig ud på
Belle Isle og læste sine Cubabøger. Desværre vil han ikke bruge sine erfaringer til at arbejde politisk i Detroit; systemet er så massivt og undertrykkende, at det ikke nytter noget, siger han. Så nu arbejder han blot på at komme tilbage til Cuba. Han vil dog til Washington om to dage og demonstrere mod Vietnam-krigen. Der ventes en million. Vi kører sammen derned. Jeg kan næsten ikke vente på at komme ud af dette helvede og håber kun, at der er mere fredeligt i Washington, så jeg kan få hvilet ud. Men jeg må tilbage til Detroit. Ligesom i Chicago har jeg her mødt så varme mennesker, at jeg simpelthen ikke kan begribe deres godhed imod mig. Jeg kan ikke forstå, at to så grusomme og menneskeundertrykkende byer kan rumme så enestående mennesker. Jeg må kunne lære at leve med kriminaliteten, for jeg må tilbage til disse mennesker. Men det vil tage mig lang tid at vænne mig til forholdene. Blot det at gå i butikker ovre på hjørnet om aftenen kræver, at vi tager bilen. Jeff og de to andre tør simpelthen ikke gå halvanden husblok.
– Jeg vil huske Detroit som en endeløs glidende køretur i bil i en spøgelsesby uden mennesker til bilradioens toner af det nyeste sorte hit ”For Guds skyld, hvorfor giver I ikke mere magt til folket”, som er ved at blive banket ind i mit hoved. Og så hver dag de nyeste mordstatistikker. I den sidste uge er kun 26 blevet myrdet, men det er nok på grund af påsken. Man regner med at slå sidste års rekord og nå op på 1000 inden jul! Flere menneskeliv går tabt i borgerkrigen her på et år end på seks år i Nordirland. Alligevel opnår ”fem mennesker dræbt i gårsdagens vold i Detroit” kun at få en bemærkning på side 18, mens forsideoverskrifterne begræder tabet af to menneskeliv i Nordirlands ”tragiske” borgerkrig. Skrev de danske aviser forresten om den stigmatiserede sorte pige, som blødte i påsken? Jeg håber, I har haft en lidt mere fredelig påske.

 

Kærlig hilsen Jacob.












304

Amerikanske ghettoer strækker sig ud i et 10-20 km tykt bælte omkring forretningskvartererne i midten, som her i Houston, hvor de rige bor i den indre by og de fattige i slumkvarterer i udkanten. Underklassen bliver ustandseligt kostet rundt. Byrenovering, - angiveligt til gavn for underklassen - bliver overalt brugt til at koncentrere og skjule de uønskede. Dette gælder især i det historiske Harlem, hvorfra de fleste sorte i dag er blevet fordrevet. Ofte måtte jeg fælde en tåre, når jeg så, hvordan historiske, europæisk udseende ”slumkvarterer” blev pløjet ned og rejst på højkant, som her i Baltimores hyggelige og charmerende ghetto. Stablet ovenpå hinanden føler folk sig endnu mere indespærrede, og kriminaliteten stiger da også proportionalt med højden af disse lodrette slumkvarterer. I Philadelphia blev gadebanderne afløst af etagebander, der nu bekæmpede hinanden etage for etage, og det kunne betyde døden at stå ud af elevatoren på den forkerte etage. Mere end 100 gadebandemedlemmer i alderen 12 til 17 år blev dræbt der hvert år. En af dem var min lokale gadesælger, der levede af at sælge min bog Amerikanske Billeder ved dørene. Jeg har haft adskillige venner, som er blevet holdt op med pistol af 10-11-årige børn, som skyder vildt omkring sig med israelske Uzi-maskinpistoler.

Ved at give dem en straf, der tit er dobbelt så lang som deres alder, håber vi hvide at få fjernet en del af ghettoen. På samme ørkesløse måde river vi husene i ghettoen ned – uden at fjerne årsagerne til ghettoen.
Selv om det er bevist, at fem ud af seks overtrædelser af boligreglerne i slumkvartererne skyldes udlejernes forsømmelighed og kun en af seks kan tilskrives fortvivlede lejere, fortsætter myten om at give de fattige skylden, at ”folk selv skaber deres slum” ikke desto mindre. Et par af de bolighajer, jeg boede hos i store palæer uden for byerne, hjalp så sandelig med til at sprede sådanne ideer.

Men skønt jeg har boet i årevis i disse gamle, forfaldne ghettolejligheder, som først overdrages til de fattige, når de allerede er slidt ned og brugt op, har jeg aldrig set nogen form for beboerhærværk af den type, som forårsager slum: utæt tage, synkende gulve og trapper, defekte vand- og sanitetsinstallationer og brandfarlige elektriske installationer. Men aldrig vil jeg glemme smerten og de kvaler, jeg måtte gå igennem med mine bedste venner i Fillmore-ghettoen, Johari og Lance Briggs, da deres datter Emeraude døde ved et fald gennem et råddent vindue, som deres
slumvært i årevis havde nægtet at bringe op til boliglovstandard. Hendes begravelse ved havet ses i slutningen af bogen.

 

306

Det er et paradoks, at vi altid leder efter årsagen til ghettoen inde i selve ghettoen, når det er implicit i selve begrebet "ghetto", at årsagerne skal findes udenfor.
Især i de velhavende hvide forstæder, der omkranser enhver by. Her har vi træer, swimmingpools og alle muligheder for at trives i verden. Vi bor uden for bygrænsen, så vores børn ikke behøver at gå i skole sammen med de uønskede, og så vi undgår at betale skat til byen, selv om vi får vores indkomst fra den. På den måde bliver byerne fattigere og fattigere. En typisk by som Washington DC ligner i denne henseende den by, som vi alle bor i - verdensbyen. Begge byers centrum er 80 % slumkvarterer beboet af farvede mennesker, og omkring dem har vi lagt de overdådige forstæder i Europa, USA, Japan, Japan, Kina og Australien. Forstæderne ejer de fleste virksomheder i ghettoen og henter enorme fortjenester hjem, men nægter at betale skat til byen.  Ligesom verdens ghettoer bliver Washington fattigere og fattigere, og vi er nødt til at sende udviklingsbistand for at give lidt af det tilbage, som vi har taget.


Selv om nettostrømmen af kapital ud af de fattige lande er større end det, vi returnerer, er de fleste af os overbevist om, at vi er generøse, og derfor ærgrer vi os over den stigende vrede og terrorisme mod Vesten i den tredje verden. Vores uvidenhed kommer ofte til udtryk i vores valg af ledere, såsom Trump, der går alene mod alle andre nationer og nægter at anerkende behovet for at tilbagebetale nogle af de enorme profitter fra ulige handelsaftaler, lån, underprissatte råvarer, klimaødelæggelser og skattely.


På samme måde er vi ude af stand til at forstå Black Lives Matter-vreden i vores ghettoer - vi er uvidende om livet i vores egen hovedstad lige uden for dens smukke kirsebærblomstrende turistområder. Under min første rejse i 1970’erne blev Washington – dengang hovedstaden i verdens rigeste land – behandlet som hungersnødsområde. Siden 1980'erne har byen mest af alt lignet en borgerkrigszone med narkokrige i gaderne uden sidestykke uden for den tredje verden. Den kriminalitet, som vi frygter fra fattige lande, især i form af terrorisme, er for længst blevet hverdagskost i DC, som havde over 2.000% flere væbnede røverier om året end tilsvarende byer i Europa. Antallet af mord i Washington var 50 % højere end i hele Storbritannien (som jeg skrev i 1984-udgaven af denne bog). Men i dag, efterhånden som børnene af vores udstødte i Europa er begyndt at vokse op, er billedet ved at ændre sig. England har nu overhalet USA med hensyn til røverier.



307

Hver tiende indbygger i de sorte områder af byen er narkoman, rapporterede Washington Post et år. Disse to narkomaner, som først overfaldt mig, men siden inviterede mig hjem, boede kun tre husblokke fra kongressen, hvis hvide kuppel ses i baggrunden. Selv om kongresmedlemmerne ikke tør gå til fods hjem efter arbejde, fortsætter de med at øge militærudgifterne i deres paranoide frygt for resten af verden, samtidig med at de skærer ned på de sociale bevillinger derhjemme. Hvad nytter den skudsikre vest, når døden kommer fra hjertet? En måned før jeg boede sammen med disse misbrugere, blev en betjent skudt i deres opgang, og en kvinde blev myrdet i netop dette rum - det sidste glimt hun fik af denne højborg af demokrati og frihed.