264 – 297  NYC Harlem  (old book 160-181)

Vincents text                                                                          Norsk                                                   Ny dansk bog


264

Christmas in New York

 

New York is an inhuman, cold city. You have to live with the alienation, or be destroyed. In my journey I always try to go the whole way with people I get attached to, but in New York again and again I must break off with people prematurely and thus abandon the human connection that has arisen between us. I have experienced it most strongly this Christmas, which was even more intense than last year when I was held up by three Puerto Ricans on Fourth Street on Christmas Eve.

This year I had just hitch-hiked in from Alabama, but couldn’t find any of my friends and ended up on the street down in the Bowery on Christmas Eve. I got to talking with a bum who had lighted a fire to keep warm. He must have been a bum for a long time, for his curly hair was all in knots which could not possibly be combed out. We soon became good friends. He was one of those bums who can talk; the worst are the bums who can only communicate through the eyes.

As we were sitting there talking, it naturally occurred to us that it was Christmas Eve, and we became more and more sentimental, and when we exchanged memories of our childhood Christmas Eves it wasn’t just the smoke from the fire which brought tears to our eyes. He had been married, had children, and had actually been quite happy, he thought now, but had suddenly become unemployed, after which his family started to disintegrate and he became an alcoholic. We sat and shared a flask and gradually became rather drunk. A crazy guy started throwing bottles at us which smashed against the wall next to us. At last it became too much for my friend and he took a piece of burning wood and beat the guy until he disappeared.

This happened around Delancey Street, where there is always a bunch of prostitutes standing on the corner. Bums, just like other people, have a desire to find somebody lower than themselves, and so during the course of our conversation he kept returning to his indignation over these prostitutes who were out even on Christmas Eve. Whenever I have drunk heavily with bums they have fallen asleep first, even though we have been drinking the same amount. And he, too, fell asleep, around ten or eleven p.m..

I wondered a bit whether I should stay and keep watch over him, since we had become good friends. I have so often seen poor black and Puerto Rican housewives with children and shopping bags walk over and trample on dead-drunk bums or kick them and afterwards quickly continue home to the pots and pans – a manifestation of their own self-hatred or lack of self-esteem. (In the same way I have often seen rich blacks of the “nouveau-riche” type – that frightening phenomenon we see everywhere in the Third World trample spiritually on the poor blacks left behind in the’ ghetto.) But since the streets were rather empty that night I decided to leave him after having put a good load of scrap wood on the fire.

I wandered down to my favorite area around Avenue B (the “free-fire zone”), where there are always fights between the Puerto Ricans and the blacks, but which I like a lot because there is an almost even racial balance among whites, browns, and blacks. Here I saw Larry standing in a doorway. We started talking and he told me that he had just been thrown out by his white wife. When we realized we were in the same boat, we decided to go together to find a place to stay. First we bought a bottle of wine. Then we promised each other that if one of us found a place, he wouldn’t take it without taking the other one with him. Larry was more extroverted and eloquent, but I was white, so we figured that what one of us didn’t have, the other could make up for.

But Larry was the type who had to rap with everybody in the street, no matter who they were. He had been in a respectable marriage for four years, but confided in me that the whole time he had really been a street person at heart. So we had not walked far before we had a whole flock of street people with us; most of them were bums. At one time there were five whom Larry had promised that he would surely find them a place to stay and a bottle of wine on top of that. Two of them walked on crutches. A third went around flailing the air as if he were swatting mosquitoes.

I was absolutely convinced that we could never find a place to sleep for this whole crowd, but since something unexpected always turned up in such crazy situations, I didn’t say anything about it to Larry. We asked the few people we met if they knew of a place we could stay, but concentrated first and foremost on the Jews, as the others were celebrating Christmas, you see, and we therefore assumed that they did not have room in their hearts. Since I was the only white, it was up to me to handle this, while the others kept a bit in the background. But all efforts were in vain. One person said that if it really was true that I was a foreigner he would be glad to take me home, but he dared not, so instead he gave me six dollars for the YMCA. Naturally we rushed off and bought a few bottles of apple wine with the money, and from then on things looked a bit brighter. But we were still unable to find any place to sleep, and the wine made the bums loud and aggressive and the man swatting mosquitoes began shadowboxing at people, so that they fled in all directions.

It was close to two o’clock when I was sent into the Broome Street Bar to find new “victims.” As I checked out the crowd, a dark-haired woman came over to me and stood for a long time staring into my eyes in a strange way. Then she said very slowly: “You have fish eyes.” I thought that she was on some drug and tried to keep from looking at her. Then she said, “I want you to come and live with me.” I pulled myself together and asked if I could bring a couple of my friends with me. She said no. I said that then I couldn’t come, but she nevertheless gave me her address.

I then went on with the others for another couple of hours, but I couldn’t get her out of my thoughts. The situation now looked completely hopeless for us. We were really plastered by this time. Over in the piles of corrugated cardboard on Mercer Street we had lost one of the guys on crutches, who had fallen asleep. As it was now raining heavily and I was almost unconscious, I slipped away from the others around five o’clock. I was very embarrassed about it and during the next couple of days I felt very ashamed. But a week later I was lucky enough to run into Larry on Washington Square, and he told me that he, too, had left the others in the lurch and had found a huge fat white woman over in the West Village, where he lived now. That comforted me and we continued being good friends.

I myself had gone back to that strange woman. It turned out that she lived in a huge loft on Greene Street and had a studio on Broadway as big as a football field. Her bathtub was a little palette-shaped swimming pool. All she wanted from me was that I should keep her company. For three days we sat from dawn to dusk staring into each other’s eyes. Everywhere there were huge plaster fish; they hung on the walls and gaped foolishly down at us. But there was certainly more life in them than there was in her. For three days I tried desperately to talk with her. All I managed to get out of her was that she felt very lonely and that she had never lived with a man before. She was forty years old, born in the ocean, and could only communicate with fish. She had nothing else to say. I was curious to find out who she was, so one night while she was asleep I searched through some of her papers and found out that she was the world-famous artist Marisol Escobar, who had twice been on the cover of Time Magazine and once on Look; but her last exhibition of fish sculptures had gotten bad reviews.

It turned out that she was swimming in money. One day I had to sign as a witness on a contract for several thousand dollars. Half the year she spent in the Gulf of Mexico diving down to her little friends. Nevertheless, she never gave me so much as a piece of bread, and I was getting more and more desperate from hunger. Morning and night I had to follow her to restaurants and sit across from her while she ate. The thought of giving me food never occurred to her. As I never ask people for food, I one day came out with an indirect hint.

“Did it ever occur to you that all your art is entirely for the rich folks, and isn’t benefiting the poor people at all?” No answer. And still no food. She had a refrigerator, so at one point while she was asleep I took the liberty of checking to see if there was any food in it. I got a bit of a shock when several big cod-like frozen fish came tumbling out - and nothing else. If I had not been so hungry, I would probably have had a bit more patience with her.

Then suddenly came my rescuer wandering into this silence. It was Erica, who had previously helped Marisol polish the fish sculptures. She was laughing and happy, and it was fantastic to hear a human being again. She perceived my situation quick as lightning, and as elegantly as a fish, seven dollars slipped into my hand under the table. Later she whispered to me that I could move in with her. When Marisol fell asleep that evening, I fled over to Erica, who lives in a tiny miserable fire-escape apartment on 11th Street.

Erica, whom I am now living with, is quite simply a find. She is a lesbian but does not have the feelings of hatred toward men that characterize so many New York lesbians. It always makes me so happy when I can have a good relationship with a lesbian woman. Erica, like me, can’t understand the necessity of hating men. It’s certainly true that both heterosexual and homosexual American men are alarmingly aggressive, but one must still try to understand the oppression and the society which created this John Wayne culture.

Black men, especially, suffer from this culture, partly because their mothers bring them up to it. (I always automatically wash the dishes in people’s homes, but I have come to the point where I have stopped doing it in underclass homes because it usually embarrasses the women: they simply do not know what to do with a man who washes dishes. Is it not, then, wrong of me to try to change their culture when they will still have to live with the oppression?).

And ultimately white women have much the same attitude. Time and again I am invited home by single white women, who unlike single women in Europe almost always have a double bed and therefore put me at their side. But what is shocking to see is how they are usually totally unable to deal with a non-aggressive man. After two or three days they will often say something like, “Have you always been homosexual?” to bring out some male aggressiveness in me, or more often, “Let’s go out and get drunk.” No doubt they would be a bit uncomfortable if a new guest went right to their refrigerator and ate all the meat. Yet American women seemingly feel uncomfortable if a man does not walk right into their own flesh. With black women I sometimes find it necessary to modify my passive rule about not violating people’s hospitality with some “affirmative action.” They often do everything in their power to humiliate a “soft” or non-aggressive man, which nips in the bud any chance of building a more meaningful relationship with them.

Erica is a different woman. She has made me into the epitome of male chauvinism: my function in her home is, in fact, to be a pimp. Erica is a stylish prostitute - a call-girl - and it has now become my job to answer the telephone, sort out the obscene calls and ask the nice ones to call again at 5 p.m. for a second sorting. She has an ad in the sex magazine Screw, which apparently all businessmen read, for the telephone rings nonstop. The finals start around 6 p.m. when I have to choose the very nicest voice and arrange a meeting in a hotel for 7 p.m. We then take a taxi up to the hotel, which usually is on the East Side, as we stick to nice businessmen. My job is to sit in the lobby drinking Coke for about an hour, and if she has not come down by then, I have to go up and knock at the door.

On the way home we usually walk and eat Italian ice cream, which Erica loves. But the most fantastic thing about her is that she is not an average hooker. She just loves to help people and give them warmth in the midst of this coldness. She says that most of her customers are extremely lonely and have a need not so much for sex as for warmth. In fact, seen with typical male eyes, she is no physical beauty - abnormally thin, flat-chested, with curly red hair - but she has such charm and beauty inside, that these men can’t resist her at all. Almost everyone gives her a hundred dollars, although we have only agreed on seventy-five, and only one has ever called and complained. She says that most often she doesn’t even go to bed with them, but only gives them physical and especially spiritual massage. She has bought me many rolls of film, but for good reasons I have said no to money.

In the daytime she goes to singing lessons and dance classes or sits for hours making coffee services out of foam rubber. Every single cup, saucer, and spoon is perfect down to the smallest detail. She has several glass cupboards filled with foam rubber china, as in the most respectable bourgeois homes. She is a fantastic inspiration for me. One day when a man had been mugged outside on the street and had been left lying there for a long time, Erica was the only one who bothered to call an ambulance. But no ambulance came and people were just standing staring stupidly at the half-dead man. She kept telephoning. The thing is that there are only Puerto Ricans living there, so it usually takes up to an hour before police or ambulances arrive. Then she got the bright idea of calling the police and asking them to hurry over because there was a white man being attacked by several blacks and Puerto Ricans right outside; two police cars and an ambulance came immediately. This trick is common in New York, but it seems to work every time.

I have often seen Erica give a whole day’s wages to people in need. She would bring it directly from the rich businessmen in the hotels to some beggar on the street. Another night she was even more fantastic. We were on our way to a movie when we saw a bum in his fifties sitting there asking for help to buy a bottle of wine, and for somebody to talk to. We sat and talked with him for a couple of hours over the wine, and he said that he was about to have delirium tremens and was afraid he would die. Erica immediately said that we would go with him to the hospital, and he cried for joy. He had been waiting for this moment for ten years. He had never himself had the courage to go to the hospital. We took him in a taxi to St. Vincent’s Hospital. We sat in the waiting room for two hours. He cried the whole time. Then we were told that they would not accept him. He had been sitting there drinking and got absolutely impossible, screaming and yelling. I, too, shouted something about being from a civilized country with free hospital and health care for everybody. Then the police were called and we were thrown out in great style.

We took a cab to the emergency room at Bellevue Hospital and sat there with the strangest people: screaming, hysterical, suicidal, and God knows what. We sat there until six o’clock in the morning, but nothing happened. Meanwhile the man drank his entire bottle and sat on the floor and cried with his head in Erica’s lap, while begging us not to leave him. Several times he urinated in his pants, and a pool formed around him as he took his penis out and let it hang there. Erica kept tucking it back in, but it kept coming out. Most of the patients had by then fled out of the room. Then he began to vomit all over the place, the most peculiar slimy and stinking puke I have seen in a long time. At that point, even the two nurses fled. We tried to wipe it up. Around six o’clock we were totally exhausted, and since the nurses solemnly promised that he would be admitted to the hospital, we went home and slept.

Two days later I went to Bellevue to visit him and give him some cigarettes. I was told that no one had been admitted under that name. I was furious and sad and dared not tell Erica about it at all. New York is a city which simply does not permit any human being to be human. If you are to survive here you must learn to leave other people to their fates. Erica, of course, is not from New York, so I will keep living with her for a while longer. But soon I will go back to the warmth of the South. New York’s cold does me in every time.

Letter to an American friend


269

When love is made into a sales item and the humanity in us is sold out, one begins to sense the dark side of our minds that created the ghetto.
My vagabonding in the world’s most advanced disposable system became an inward journey during which I couldn’t always distinguish human beings from the system they inhabited. I had to ask myself whether the warmth and openness I received as a vagabond was a genuine American characteristic or whether the system had given the population a superficial hospitality, a need for disposable friendship. But to be discarded after use was preferable to the human coldness I’d known in Europe, which never would’ve given a vagabond a chance. I learned that where a system is most oppressive and cruel (such as in South Africa during apartheid), you often find the greatest human warmth—a warmth that shouldn’t be thrown away in the search for a more just system. Though I found life in the Northern states more just than in the South, I constantly had to hitchhike back to the humanness of the South in order to survive as an individual (many blacks return for the same reason). The more liberal North invited blacks to migrate there in the 1940’s and ’50s because it needed labor, just as Northern Europe invited brown “foreign workers” in the ’60s. But we didn’t need them as human beings, and gradually isolated and abandoned them in huge overpopulated ghettos. Our growing insecurity and fear under globalization today leave a deep accumulating pain, which is rapidly changing the world scene. Never before in history have we been so actively involved in forcing so many people into ghettos. What it took us 500 years in Europe to accomplish with the Jews we’ve achieved in only a few decades with millions of Muslims. Ghettoization ultimately leads to ethnic cleansing, as we’ve seen in many countries. But only in a few places has a minority become as ghettoized as blacks are in the United States. In many cities, such as Detroit and Chicago, up to 94% of blacks are trapped in all-black neighborhoods.

Our disposable society, with its backyard dumping, of both things and human beings, has killed love by isolating and alienating huge sections of the population. But it can’t strangle the scream of pain and emptiness from those we disposed of—as can be discerned everywhere in the ghetto and the underground.

270

I am, I said, to no one there.

And no one heard at all...

I am, I cried!

And I am lost and I can’t even say why

... leaving me lonely still...

I’ve got an emptiness deep inside,

and I tried, but it won’t let me go.

And I’m not a man who likes to swear,

but I’ve never cared for the sound

of being alone...

I AM, I CRIED!

I AM, SAID I!

And I am lost and can’t even say why...

Leaving me lonely still...




272

The system—or, the sum total of our daily repressive thinking—uses repressive tolerance to deal with the pushback from our victims, mouth gaging the scream from the underground by acknowledging its artistic value, by exalting it.

The oppressed are granted safe conduct to exhibit in art galleries for the better-off and better-thinking among us—those of us with sympathetic words about the “problems of the ghetto” and “our immigrants,” with benevolent sermons on hunger and overpopulation in the Third World. Yet despite all our high-flying talk about “integrating them,” we ourselves flee to the suburbs—our kids don’t go to “black schools”—resulting in further ghettoization. We brag vociferously about having a black friend here and a Muslim friend there, but we don’t wonder why blacks in the US or immigrants in Denmark rarely come to these art palaces. Without batting an eye, we accept black waiters carrying on the master-slave relationship at these functions. As the buffer troops of oppression, we can absorb criticism of the system, distort it, and disarm it by raising it to the level of art. This is also what will happen with my photographs.

Affluent liberals, whom I came to hate and love at the same time because they’re so much a side of myself, will give me all possible support in publishing and exhibiting my critique of society, shocked at the things I’ve seen in America. They feel ashamed because I’ve crossed a threshold they feel they ought to have crossed themselves but, with their paralyzing fear of those they’ve helped to ghettoize, could not.


274

Such people exist in all societies, squawking about the necessity for change in order to help ghettos and underdeveloped countries “up.” But when election day comes, all their promises wind up in the status quo wastebasket with votes for the Democrats (or, in Europe, various social democratic parties).

Therefore, I can’t avoid feeling that I too exploited the victims, for I know all too well that these pictures won’t benefit them at all. We’ll feel a little sentimental, realizing that our underclass suffers like this, but we won’t do anything to change our lifestyle. We won’t give up our climate-destroying motorhomes, SUVs, central air-conditioning, charter trips, and distant private schools to redistribute the goods of the earth. And so my pictures will only be a catharsis. Although I knew this and was often told so by underclass blacks who had no illusions about trying to talk to the “inner goodness” in their white oppressors, I persisted and have thus betrayed both blacks and the Third World, making this page the only one in the book almost all African Americans can agree with. I’ve created an entertaining emotional release, thereby strengthening an unjust system. I’m just as hypocritical as these art snobs because I’m playing by their rules. When my critique became too “radical,” they turned their backs on me. I’m therefore forced to water it down so that it risks becoming a teary condescending “paternalistic” naïve vagabond adventure story about the suffering in the ghetto and our unfortunate shadow sides—such as the following sentimental journey into Harlem, not far from the stronghold of these liberals, the Museum of Modern Art.

275

If you take the train with me

uptown through the misery

of ghetto streets

in morning light

where it is always night:

Take a window seat,

put down your Times

you can read between the lines,

just read the faces

that you meet beyond the windowpane:

And it might begin to teach you

how to give a damn about your fellow man!


278

Everything in Harlem is black except for the stores, which are owned by white and Arab immigrants (in the past they were owned by Jews). The only stores that aren’t owned by these outsiders, the street people will tell you, are the omnipresent funeral homes since white undertakers will have nothing to do with black bodies. Being an undertaker is one of the surest ways of reaching middleclass status. For death is as ubiquitous in Harlem as the fear haunting everyone beneath sporadic uneasy laughter. Yet I feel safer as a member of the ever-present invisible “Whitey” in Harlem than most blacks do, for as always, aggression is aimed at fellow victims rather than at the hated oppressor.

This funeral home next to a drug rehabilitation center illustrates the choices in Harlem—between death or an enslaved life under The Man. Thousands of addicts choose the door on the left. They know all too well that if they choose the door on the right, they’ll either become re-habilitated, which means a return to the previous condition in which they couldn’t survive without using drugs, or they become “up-habilitated” by learning how to live in the ghetto jungle through deadened sensitivity or some other form of mind-crippling. They subjugate themselves to The Man’s blame-the-victim brand of slavery, which changes the victims rather than their oppressive environment.

This woman is a living illustration of the typical choices in Harlem. An attacker broke into her apartment and tried to kill her with a knife. She survived by jumping out a window on the third floor—and is crippled for life.

 

 

 

 

 

 

 

 


281


The Americans I have the strongest feelings for are the addicts, who’ve been too sensitive and human to survive the brutal American drive for success. They’re not only victims of that violence but are capable of hitting back with all the viciousness injected into them by the “American way of life.” Often, on the roofs of New York, I helped tie up these bound souls. Daily, on certain street corners in Harlem, you see thousands of addicts waiting for heroin. At night not even the police brave these neighborhoods, from whose “shooting galleries” we sometimes enjoyed an incredible view of the Empire State Building’s “big needle.”

The shooting galleries are condemned buildings taken over by junkies who are “shooting up” and “shooting down” anyone suspected of being a cop or a “bustman.” Since the penalty for being an addict and a criminal, which is what it leads to—in other words, for being a victim—is the same for being a murderer, they have no real choice. They get a mandatory life sentence whether they act as victims or executioners. The shooting galleries are therefore extremely dangerous.

This man, who’d been an addict for 16 years, suffered from malnutrition and running sores all over his body. He was unable to find any better spots to shoot up and had to take the foul-smelling bandage off his leg to find a vein. He suffered terribly and knew all too well he had less than two years to live. He had nothing to lose and urged me to publicize these pictures to frighten young people, hoping they’d never have to suffer like he did.

 


282

I thought I’d seen the worst in the ’70s, when I gradually learned to knock the guns out of the hands of slow heroin addicts. So I was totally unprepared for the devastation of the crack epidemic in the ’90s, when victims were wildly shooting guns during their paranoid few minutes of high and constantly broke into my van or robbed their own families to support their habit.

Many of my best friends succumbed to crack. I’d known Robert Yard for years, but shortly after his wedding in Harlem, his wife fell victim to crack. I saw him desperately try to save her and their marriage while her life spiraled into an abyss of crime, prostitution, and prisons until her untimely death. 

284

Or put your girl to sleep sometimes
with rats instead of nursery rhymes
with hunger and your other children by her side.
And wonder if you'll share your bed
with something else that must be fed
for fear may lie beside you
or it may sleep down the hall.
And it might begin to teach you
how to give a damn
about your fellow man!



287

Come and see how well despair

is seasoned by the stifling air.

See your ghetto in the good old sizzling summer time.

Suppose the streets were all on fire,

the flames like tempers leaping higher,

suppose you’d lived there all your life,

do you think that you would mind?




But it’s not just the adults who suffer in Harlem. The most indescribable and distressing suffering I’ve witnessed befalls children. It can cripple their minds—their entire being—for life. And it’s not only those children who are forced to beg like dogs to survive or the children trying to get a penny by polishing windows for white drivers at the stoplights. Even more, it’s the children we murder with our negative thinking about them, the crushing thinking they’ve internalized to such an extent that they’re convinced they have no future. What impression does it make on the children of pain when they see their sisters and brothers shot and killed in the street? When I was teaching a class in Harlem, I discovered there wasn’t a single pupil who hadn’t witnessed a shootout in the streets—the stray bullets of which strike even the most innocent child. The students refused to believe I came from a country with no guns. “How do people defend themselves?” they asked. And what impression does it make on a young mother to have to say goodbye to her four-year-old son in a world where it’s hard to tell the difference between a cradle and a coffin?

290


Interview with a wino:

“I think everybody was born naked, so we’re all human beings. Until I find someone that was born with clothes on, I’m not going to think they’re any more than me. That’s the way I feel about it.”

And it might begin to reach you

Why I give a damn about my fellow man,

And it might begin to teach you

How to give a damn about your fellow man.

This type of “give a damn about your fellow man” journey through Harlem illustrates, in all its saccharine sentimentality, the white liberal way of seeing the ghetto. From the paternal almost loving care of the Southern plantation aristocracy, there’s a direct link to the endless talk about helping one’s fellow man among Northern liberals. Many liberals do great and exhausting work in the ghettos, but whether we breastfeed or bottle feed our outcasts, the result is the same: we’re blaming the victims by trying to accustom them to their unjust outcast fate instead of changing ourselves.

Liberals don’t consider blacks or browns inherently inferior as do conservatives. Instead, we see them as functionally inferior as a result of the injustice, slavery, and discrimination of a distant past. After having experienced this book, they’ll ask in despair: “What can we do?” But we don’t have the courage, or are paralyzed by the fear of looking into the soul to get in touch with our abyss of pain—the pain that makes us such powerless but effective oppressors.

Thus, we liberals, in fact, are one of the most important tools of continued oppression. We help the outcasts adapt to an oppression that renders them functionally inferior enough to satisfy our own liberal needs to administer paternalistic care to the “untermensch” (subhuman).

The black or brown in the ghetto has no time left for the condescending attitude of the liberals and is constantly trying to provoke our true racist/Islamophobic face. They refuse to see as progress the knife in their back pulled from four inches to two inches. They’d rather stab us back into our age-old “white backlash” with these words:

291

First of all I want to be loved...

If I can’t be loved, I want to be respected

If I can’t be respected, I want to be recognized

If I can’t be recognized, I want to be accepted

If I can’t be accepted, I want to be noticed

If I can’t be noticed, I want to be feared

If I can’t be feared, I want to be hated

Blacks’ own view of Harlem invalidates our need to see a victim since they can’t see only the worst in the ghetto without going insane. For instance, they won’t emphasize that 10% of Harlem’s youth are violent criminals terrorizing the streets. They’ll turn it upside down, encouraged by the incredible fact that, despite this criminal environment, 90% of the youth have never been in conflict with the law.

They’ll look at the culture thriving amid the oppression and be heartened by the fact that most of Harlem’s population are surviving. They’ll see the many roses that manage to grow up in this jungle.


292

There is a rose in Spanish Harlem,

a rose in black and Spanish Harlem.

It is a special one,

it never sees the sun

it only comes out

when the moon is on the run

and all the stars are gleaming.

It’s growing in the street

right up through the concrete

soft, sweet and dreaming.

With eyes as black as coal

they look down in my soul

and start a fire there

and then I lose control

I want to beg her pardon

I’m going to pick that rose

and watch her

as she grows in my garden.


296

For me, such a rose was Merrilyn. When I first met her, she was a heroin addict shooting up a couple of times a week. Her situation in the little apartment was desperate, and I admired her for being able to get out of it—I myself sank deeper and deeper into despair while I lived with her. Never in my life have I lived in such oppressive and soul-annihilating conditions. I was able neither to think nor write in the apartment. It’s wasn’t only the constant break-ins; it was the fear of them, the fear of what might happen next time as well as the fear of walking into the hallway or the street, where you could be attacked with a knife or gun. Narrowness you can become accustomed to. You can get used to a dinner table that also functions as a bathtub in the kitchen. You can get used to having a wire fence between the kitchen and the bedroom so that the rats won’t get in and bite your face. And it soon becomes a morning habit to brush the dead cockroaches, on which you’ve slept all night, out of the bed. Even the shootings and police sirens on America’s violent TV shows knocking through the walls can be a pleasant relief from similar sounds coming from the street.

But the persistent fear of that moment when you yourself might get stabbed in the stomach—that you can never get used to. I was attacked even on Christmas Eve. By three gunmen.

How I survived living with Merrilyn you must not ask me. It’s a paradox that, in the richest country in the world, the word “survival,” which I’d never even heard before coming to America except in connection with Darwin, has become an everyday concept. But ask rather how Merrilyn survived it—not only in body but also in mind. Not only did she survive, but she was even able to wrench herself out of the ghetto and become an actress in San Francisco. Yes, she was a rose who managed to spring up through the asphalt.

All over the world we oppressors love to use such encouraging exceptions to further oppress our victims with.

We constantly assure each other—with rosy stories of individuals or a black middleclass or an Obama having made it—that we’re not only fair but virtually saints.

It is a mean-spirited and calculated effort to show that there’s something wrong with all those not making it, again blaming our captives for their own captivity.

297

But Harlem was far from being the worst ghetto in New York. In the South Bronx, where European film crews often shot their footage on the wartime destruction of Germany, there were districts where nine out of ten people died an unnatural death—murder, hunger, overdose, rat bites, etc. In the Brownsville ghetto, I saw two murders and heard of four others the same day.

Most oppressors have difficulty understanding how we build ghettos. There are, for instance, no walls around a ghetto, and it’s not necessarily a result of bad housing. It’s not only the underclass we ghettoize.

That the ghetto is not anything concrete, like the broken bottles and litter, I saw in Detroit, where housing was far better than in Harlem. Here I was fortunate enough to get to live on both sides of the dividing line between the ghetto and the white areas – all the way out there where every white house is up for sale.

298

 



264
Jul i New York

New York er en umenneskelig, kold by. Enten må man leve med fremmedgørelsen, eller også går man til grunde. På min rejse prøver jeg altid at løbe linen helt ud med de folk, jeg knytter mig til, men i New York må jeg gang på gang bryde op fra folk i utide og således svigte den opståede menneskelige forbindelse mellem os. Stærkest har jeg oplevet det i denne jul, der var endnu voldsommere end sidste år, da jeg blev holdt op af tre puertoricanere på 4th Street juleaften. I år var jeg lige blaffet ind fra Alabama, men kunne så ikke finde nogen af mine venner og endte med at stå på gaden juleaften. Jeg dryssede rundt i gaderne, som jeg så ofte har gjort i denne fascinerende by, og hen under aften var jeg havnet nede i Bowery. Jeg kom i snak med en bums, som havde tændt bål for at holde varmen. Han må have været bums i meget lang tid, for hans krusede hår sad i totter, der umuligt kunne redes ud. Vi blev hurtigt gode venner. Han var en af de bumser, der kan snakke; de værste er dem, som kun kan kommunikere med øjnene. Efterhånden som vi sad og snakkede, kom vi naturligvis til at tale om, at det var juleaften, og blev mere og mere sentimentale. Og da vi udvekslede minder om vores barndoms juleaftener, var det ikke kun røgen fra bålet, der gjorde, at vi havde tårer i øjnene. Han havde været gift, haft børn og egentlig været ret lykkelig, syntes han nu, men var så pludselig blevet arbejdsløs, hvorefter familien begyndte at gå i opløsning, og han blev alkoholiker. Vi sad og delte en lommelærke og blev efterhånden godt fulde. En skør rad stod og smed flasker efter os, som knustes imod muren ved siden af os. Til sidst blev det for meget for min ven, og han tog et stykke brændende træ og bankede løs på fyren, indtil han forsvandt.

Det foregik omkring Delancey Street, hvor der altid står en flok prostituerede på hjørnet. Bumser har ligesom andre mennesker en trang til at finde nogen, som står lavere end dem selv, og han blev da også ved med i vores samtale at vende tilbage til sin forargelse over, at disse prostituerede var ude på selve juleaften. Hver eneste gang jeg har drukket tæt med bumser, er de faldet i søvn først, selv om vi har drukket lige meget. Og han faldt da også i søvn før midnat. Jeg spekulerede lidt på, om jeg skulle blive og holde vagt over ham, da vi jo nu var blevet gode venner. Jeg har så ofte set fattige sorte og puertoricanske husmødre med børn og indkøbstaske gå hen og trampe på døddrukne bumser eller sparke dem og derefter hastigt gå videre hjem til kødgryderne – et typisk udslag af deres selvhad. (På samme måde har jeg ofte set nyrige sorte trampe åndeligt på de fattige sorte, som blev tilbage i ghettoen). Men da gaderne var ret tomme denne aften, besluttede jeg mig alligevel til at forlade ham efter at have lagt godt med brænde på bålet. Jeg strejfede så rundt nede i mit foretrukne kvarter omkring Avenue B, hvor der altid er slagsmål mellem puertoricanerne og de sorte, men som jeg holder meget af, fordi der næsten er racemæssig balance mellem hvide, brune og sorte. Her stod Larry i en døråbning. Vi kom i snak, og han fortalte, at han lige var blevet smidt ud af sin hvide kone. Da vi fandt ud af, at vi var i samme båd, besluttede vi os til sammen at finde et sted at bo. Først købte vi en flaske vin. Derefter lovede vi hinanden, at hvis den ene fandt et sted, måtte han ikke tage det, uden at tage den anden med. Larry var den mest udadvendte og veltalende, men jeg var hvid, så vi regnede med, at hvad den ene ikke havde, kunne den anden levere. Men Larry var af den type, der absolut skal snakke med alle i gaden uden skelen til rang eller stand. Han havde været pænt borgerligt gift i fire år, men betroede mig, at han hele tiden inderst inde havde været en ”strejfer” i sit hjerte. Så vi havde ikke gået langt, før vi havde en hel flok ”strejfere” med os; de fleste af dem var bumser. På et tidspunkt var der fem, som Larry havde lovet, at han nok skulle finde et sted at bo til og en flaske vin ovenikøbet. To af dem gik på krykker. En tredje gik og fægtede vildt med armene i luften, som slog han efter myg. Jeg var fuldstændig overbevist om, at vi aldrig kunne finde et sted at sove til hele denne flok, men da der altid dukkede noget uventet op i den slags vanvittige situationer, sagde jeg ikke noget om det til Larry. Vi spurgte de få folk, vi mødte, om de kendte et sted, hvor vi kunne bo, men satsede dog først og fremmest på jøderne, da de andre jo fejrede juleaften, og vi derfor automatisk gik ud fra, at de ikke havde hjerterum. Desuden er jøderne jo traditionelt de mest gæstfrie. Eftersom jeg var den eneste hvide, var det mig, der skulle klare alle jøderne, mens de andre holdt sig lidt i baggrunden. Men alle forsøg var forgæves. En enkelt sagde, at hvis det var rigtigt, at jeg var udlænding, ville han da gerne tage mig med hjem, men han turde ikke, så han gav mig 6 dollars til et hotelværelse. Vi strøg naturligvis hen og købte nogle flasker æblevin for pengene, og derefter så det hele lidt lysere ud. Men vi kunne stadig ikke finde noget sted at sove, og vinen gjorde bumserne højrøstede og aggressive, og manden, der fægtede efter myg, begyndte at skyggebokse efter folk med det resultat, at alle flygtede over hals og hoved.

Henad ved 2-tiden var det så, jeg blev sendt ind i Broome Street-baren for at finde nye ”ofre”. Da jeg stod og spejdede rundt i mængden, kom en mørkhåret kvinde hen til mig og stod i lang tid og stirrede mig ind i øjnene på en mærkværdig måde. Så sagde hun meget langsomt: ”Du har fiskeøjne”. Jeg troede, at hun havde taget narkotika, og prøvede at tage øjnene væk fra hende. Så sagde hun: ”Jeg ønsker, at du skal komme og bo hos mig”. Derefter tog jeg mig sammen og spurgte, om jeg måtte tage et par af mine venner med. Hun sagde nej.

Jeg sagde, at så kunne jeg ikke komme, men hun gav mig alligevel sin adresse. Jeg fortsatte derefter med de andre endnu et par timer, men jeg kunne ikke få hende ud af tankerne. Situationen så nu helt håbløs ud for os. Vi var plakatfulde efterhånden. Henne i bølgepapbunkerne på Mercer Street havde vi tabt den ene af krykkemændene, som var faldet i søvn. Da det nu regnede stærkt, og jeg var næsten sanseløs, stak jeg ved 5-tiden af fra de andre. Jeg var meget flov over det, og i det næste par dage gik jeg og skammede mig. Men en uge efter mødte jeg til alt held Larry på Washington Square, og han fortalte mig, at han også havde ladt de andre i stikken og havde fundet en stor, fed, hvid pige ovre i The West Village, som han nu boede hos. Det trøstede mig naturligvis, og vi fortsatte med at være gode venner.

Jeg var selv gået tilbage til den mærkelige kvinde. Det viste sig, at hun boede i en kæmpelejlighed på Greene Street og havde et atelier på Broadway så stort som en håndboldbane. Hendes badekar var en lille paletformet swimmingpool. Det eneste, hun ønskede af mig, var, at jeg skulle være sammen med hende. I tre dage sad vi fra morgen til aften og stirrede ind i hinandens øjne. Overalt var der kæmpestore gipsfisk; de hang på væggene og gloede dumt ned på os. Men der var absolut mere liv i dem, end der var i hende. I tre dage søgte jeg desperat at snakke med hende. Alt, hvad jeg fik ud af hende, var, at hun følte sig meget ensom, og at hun aldrig havde levet sammen med en mand. Hun var 40 år, født i havet og kunne kun kommunikere med fisk. Intet andet havde hun at sige. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvem hun var, så en nat, mens hun sov, rodede jeg rundt i hendes papirer og fandt ud af, at hun var den verdensberømte kunstner Marisol Escobar og to gange havde været på forsiden af Time Magazine og en gang på Look; men hendes sidste store udstilling med fiskeskulpturer havde fået dårlige anmeldelser. Det viste sig, at hun svømmede i penge. Engang måtte jeg skrive under som vidne på kontrakter på flere tusinde dollars. Halvdelen af året tilbragte hun i Den Mexicanske Golf med at dykke ned til sine små venner. Ikke desto mindre gav hun mig aldrig så meget som et stykke brød, og jeg blev mere og mere desperat af sult. Morgen og aften skulle jeg følge med hende på restaurant og sidde over for hende, mens hun spiste. Hun var uhyre selvoptaget, tænkte overhovedet ikke på at give mig mad. Da jeg aldrig selv beder folk om mad, kom jeg en dag med en indirekte hentydning. ”Har du nogensinde tænkt over, at al din kunst går til de rige, men overhovedet ikke kommer de fattige til gavn?” Intet svar. Og stadig ingen mad. Hun havde et køleskab, så da hun på et tidspunkt lå og sov, tog jeg mig den frihed at undersøge, om der var mad i det. Jeg fik et mindre chok, da det væltede ud med store frosne fisk, der lignede torsk – og intet andet. Hvis jeg ikke havde været så sulten, ville jeg sikkert have haft lidt mere tålmodighed med hende.

Så pludselig kom min redningsmand vandrende ind i stilheden. Det var Erica, som tidligere havde hjulpet Marisol med at afpudse fiskeskulpturerne. Hun lo og var glad, og det var fantastisk at høre et menneske igen. Hun opfattede lynhurtigt min situation og lod så elegant som en fisk syv dollars glide over i mine hænder under bordet. Senere hviskede hun til mig, at jeg kunne flytte over til hende. Da Marisol faldt i søvn om aftenen flygtede jeg over til Erica, som bor i en kummerlig brandtrappelejlighed på 11th Street. Erica, som jeg nu bor hos, er simpelthen et fund. Hun er lesbisk, men nærer ikke de hadske følelser mod mænd, som præger de fleste af New Yorks lesbiske. Det gør mig altid glad, når jeg får et godt forhold til en lesbisk pige. Erica kan ligesom jeg ikke forstå nødvendigheden af at hade mænd. Ganske vist er såvel hetero- som homoseksuelle amerikanske mænd uhyggeligt sexuelt aggressive, men man må da prøve at forstå den undertrykkelse, som har skabt denne John Wayne-kultur. Specielt sorte mænd lider under denne kultur, fordi deres mødre har opdraget dem til den (jeg vasker altid automatisk op i folks hjem; men jeg er kommet til det punkt, hvor jeg er holdt op med at gøre det i sorte hjem, fordi det altid sætter kvinderne i forlegenhed: de ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op med en mand, som vasker op. Er det så ikke lumpent af mig at prøve at ændre deres kultur, når de alligevel fortsat skal leve med undertrykkelsen?) Og når det kommer til stykket har hvide kvinder samme holdning. Atter og atter bliver jeg inviteret hjem af enlige hvide kvinder, som modsat enlige kvinder i Europa næsten altid har en dobbeltseng og derfor placerer mig ved deres side. Men det er chokerende at se, hvordan de i reglen er fuldstændig ude af stand til at håndtere en ikke-agressiv mand. Efter to-tre dage siger de normalt noget i retning af ”Har du altid været homoseksuel?” for at frembringe lidt mandlige aggressioner i mig, eller oftere, ”La’ os gå ud og drikke os fulde.” Uden tvivl ville de blive lidt ilde til mode, hvis en ny gæst gik lige til køleskabet og spiste al kødet. Alligevel synes amerikanske kvinder at føle sig utilpasse, hvis en mand ikke går lige i deres eget kød og blod. Med sorte kvinder finder jeg det undertiden nødvendigt at modificere min passive regel om ikke at krænke folks gæstfrihed med lidt ”positiv særbehandling”. De gør nemlig ofte alt, hvad der står i deres magt for at ydmyge en ”blød” eller ikke-agressiv mand, hvilket kvæler enhver chance i fødslen for at opbygge et mere meningsfyldt forhold til dem.

Erica er en anderledes pige. Hun har gjort mig til alle tiders mandschauvinist. Min funktion i hendes hjem er nemlig at være alfons. Erica er prostitueret af den fine type, man kalder call-girl, og det er nu blevet min opgave at være telefonvagt, sortere de sjofle opkald fra og bede de pæne om at ringe igen kl. 17 til en hurtig anden sortering. Derefter går slutspurten ind ved 18-tiden, hvor jeg skal vælge den allerpæneste stemme og aftale møde på et hotel kl. 19. Vi tager en taxa til hotellet, som i reglen ligger på Østsiden, da vi holder os til pæne forretningsfolk. Her er det nu min opgave at sidde og drikke Cola i foyeren i en time, og hvis hun til den tid ikke er kommet ned, skal jeg gå op og banke på døren. På vejen hjem går vi i reglen hen og spiser italiensk is, som Erica elsker. Men det fantastiske ved hende er, at hun ikke er nogen almindelig luder. Hun har en annonce i sexmagasinet Screw, som alle forretningsmænd åbenbart læser, for telefonen kimer ustandseligt. Hun elsker simpelthen at hjælpe mennesker og at give dem varme midt i denne kulde. Hun siger, at de fleste af hendes kunder er enormt ensomme og ikke så meget har brug for sex som for varme. Hun er nemlig set med sådanne mandsøjne ikke nogen fysisk skønhed: enormt tynd, fladbrystet og med krøllet rødt hår, men hun har en sådan charme og skønhed i sig, at disse mænd slet ikke kan stå for hende. Næsten alle giver hende 100 dollars, skønt vi kun har aftalt 75, og kun en enkelt har ringet og klaget. Hun siger, at hun normalt ikke engang går i seng med dem, men blot giver dem fysisk og især åndelig massage. Hun har købt mange film til mig, men jeg har af gode grunde sagt nej til penge. Om dagen går hun til sang og dans eller sidder i timevis og laver kaffestel af skumgummi. Hver eneste kop, tallerken og ske er lavet perfekt ned til mindste detalje. Hun har flere glasskabe fulde af skumgummiporcelæn som i de pæneste borgerlige hjem. Hun er en fantastisk inspiration for mig. En dag, da en mand blev slået ned udenfor på gaden og blev liggende i lang tid, var Erica den eneste, som gad ringe efter en ambulance. Men der kom ingen ambulance, og folk stod blot og gloede dumt på den halvdøde mand. Hun blev ved med at ringe. Der bor nemlig kun puertoricanere her, så det tager i reglen en time, før politi og ambulance kommer. Så fik hun den lyse idé at ringe til politiet og sige, at de skulle skynde sig at komme, for der var en hvid mand, som var ved at blive overfaldet af tre sorte og puertoricanere lige nede på gaden, og straks kom to politibiler og en ambulance. Dette trick er almindeligt i New York, men det virker åbenbart hver gang. Ofte har jeg set Erica give en hel dagløn til folk i nød. Hun bragte dem direkte fra de rige forretningsfolk i hotellerne til en eller anden tigger på gaden.

En anden aften var hun endnu mere fantastisk. Vi var på vej i biografen, da vi så en bums i halvtredserne sidde og bede om hjælp til en flaske vin og nogen at snakke med. Vi sad og snakkede med ham i et par timer over vinen, og han sagde, at han var ved at få delirium tremens, og at

han var bange for at dø. Straks sagde Erica, at vi ville gå med ham på hospitalet, og han græd af glæde. Han havde ventet på dette øjeblik i ti år. Han havde aldrig selv haft mod til at gå på hospitalet. Vi tog ham med i en taxa og kørte til St. Vincenthospitalet. Vi sad i venteværelset i to timer. Hele tiden græd han. Så fik vi at vide, at de ikke ville tage ham. Han havde siddet og drukket og blev helt umulig og begynde at råbe og skrige. Jeg råbte også nogle ting efter personalet om at komme fra et civiliseret land med gratis hospitaler for alle. Der blev tilkaldt politi, og vi blev smidt ud med fuld musik. Vi tog så en taxa til skadestuen på Bellevue-hospitalet og sad der sammen med de mærkeligste mennesker: skrigende, hysteriske, selvmorderiske, og hvad ved jeg. Vi sad der lige til klokken 6 om morgenen, uden at der skete noget. Manden drak imens hele flasken og sad på gulvet og græd med hovedet i Ericas skød, mens han tryglede os om ikke at gå fra ham. Flere gange tissede han i bukserne, og der lå en sø udenom, da han tog sin penis ud og lod den hænge. Erica stoppede den hele tiden ind, men den blev ved med at komme ud. De fleste af patienterne var efterhånden flygtet ud af lokalet. Så begyndte han at brække sig over det hele, det mærkeligste slimede og stinkende bræk, jeg længe har set. På det tidspunkt flygtede selv de to sygeplejersker. Vi prøvede at tørre det op. Ved 6-tiden var vi helt udkørte, og da sygeplejerskerne højt og helligt lovede, at han ville blive indlagt, tog vi hjem og sov. To dage senere tog jeg til Bellevue-hospitalet for at besøge ham og give ham nogle cigaretter. Jeg fik at vide, at der aldrig havde været nogen indlagt af det navn. Jeg blev rasende og ulykkelig og turde slet ikke fortælle det til Erica. New York er en by, som simpelthen ikke tillader noget menneske at være menneskelig. Skal man overleve her, må man lære at lade andre mennesker i stikken. Erica er naturligvis ikke fra New York, så derfor vil jeg blive boende hos hende endnu en tid. Men snart vil jeg tilbage til Sydens varme. New Yorks kulde slår mig ud hver gang.

 

Brev til amerikansk ven

 
































269

N
år kærligheden gøres til salgsvare og al menneskelighed i os sælges ud, begynder man at ane de mørke sider i vore sind, som skabte ghettoen. Min vagabondering i verdens mest avancerede smid-væk-system blev en indre rejse, hvor jeg konstant prøvede at skelne mennesket fra det system, det beboede. Jeg måtte ustandselig spørge mig selv, om den varme og åbenhed, jeg mødte som vagabond, var en ægte amerikansk egenskab, eller om systemet havde givet befolkningen en overfladisk gæstfrihed – et behov for et kort uforpligtende smid-væk-venskab. Men at blive smidt væk efter endt brug var under alle omstændigheder at foretrække frem for den menneskelige kulde, jeg havde kendt i Europa, som aldrig ville have givet en vagabond en chance. Jeg lærte, at der, hvor et system er mest undertrykkende og grusomt (som f.eks. i Sydafrika under apartheid), finder man ofte den største menneskelige varme – en varme som ikke bør gå tabt i forsøget på at finde mere retfærdige systemer. Skønt jeg fandt livet i de nordlige stater mere retfærdigt end i sydstaterne, måtte jeg uophørligt blaffe tilbage til menneskeligheden i sydstaterne for at kunne overleve som individ (mange sorte vender tilbage af samme grund). Det mere liberale Nord inviterede sorte til at migrere dertil i 1940'erne og 50'erne, fordi det havde brug for arbejdskraft, ligesom Nordeuropa inviterede brune "fremmedarbejdere" i 60'erne. Men vi havde ikke brug for dem som mennesker, og efterhånden isolerede og efterlod vi dem i enorme overbefolkede ghettoer.  Vores voksende usikkerhed og frygt under globaliseringen i dag efterlader en dyb akkumuleret smerte, som hurtigt ændrer verdensscenen. Aldrig før i historien har vi været så aktivt medvirkende til at tvinge så mange mennesker ind i ghettoer. Hvad der tog os 500 år i Europa at udrette med jøderne, har vi på kun få årtier opnået med millioner af muslimer. Ghettoisering fører i sidste ende til etnisk udrensning, som vi har set det i mange lande. Men kun få steder er en minoritet blevet så ghettoiseret som de sorte i USA. I mange byer, f.eks. Detroit og Chicago, er op til 94 % af de sorte frosset ud i helt sorte bydele. Smid-væk-samfundet har ikke kun smidt ting og mennesker væk, men også dræbt kærligheden ved at isolere og fremmedgøre enorme befolkningsgrupper. Men det kan ikke kvæle skriget af smerte og tomhed fra dem, som vi har smidt væk - som det kan spores overalt i ghettoen og undergrunden.

270

I am, I said, to no one there.

And no one heard at all...

I am, I cried!

And I am lost and I can’t even say why

... leaving me lonely still...

I’ve got an emptiness deep inside,

and I tried, but it won’t let me go.

And I’m not a man who likes to swear,

but I’ve never cared for the sound

of being alone...

I AM, I CRIED!

I AM, SAID I!

And I am lost and can’t even say why...

Leaving me lonely still...




272

Systemet – som er summen af vores daglige undertrykkende tænkning – bruger som altid repressiv tolerance mod presset fra ofrene og kvæler råbet fra undergrunden ved at ophøje det og give det anerkendelse for dets kunstneriske værdi.


Den undertrykte får frit lejde til at udstille for de bedrestillede og bedre tænkende blandt os med al vores forstående snak om ghettoens og indvandrernes problemer og velvillige tale om sult- og overbefolkningsproblemer i den Tredje Verden. Vi kvæler de undertrykte med vores højtravende snak om at ville ”integrere dem”, mens vi selv flygter ud i forstæderne og væk fra ”sorte skoler”
- hvilket resulterer i yderligere ghettodannelse. Vi er højrøstede i vores pralen med at vi har en sort ven her og en muslimsk ven der, men vi studser ikke over, hvorfor sorte eller indvandrere i Danmark kun sjældent kommer i disse kunstpaladser Uden at blinke med øjnene accepterer vi, at sorte tjenere fortsætter herre-slave-forholdet ved disse seancer. Som undertrykkelsens stødpudetropper kan vi absorbere al kritik af systemet, forvrænge den og afværge dens angreb ved ”indforstået” at ophøje den til kunst.
Sådan vil det også gå med mine fotografier. Disse velbjærgede liberale,
som jeg kom til at hade og elske på samme tid, fordi de er en side af mig selv, vil give mig al mulig støtte til at udstille min kritik af samfundet, chokerede over det jeg har set i Amerika. De skammer sig, fordi jeg har overskredet en tærskel, som de føler, at de selv burde have overskredet, men som de med deres lammende frygt for dem, de har været med til at ghettoisere, ikke kunne overskride.



274

 Sådanne mennesker har vi i alle slags samfund, som himler op om nødvendigheden af forandring for at hjælpe ghettoer og underudviklede lande ”op”.
Men når valgdagen kommer, ender alle deres løfter i status quo papirkurven med stemmer på Demokraterne (eller, i Europa, forskellige socialdemokratiske partier).


Derfor kan jeg ikke undgå at føle, at også jeg udbytter ofrene,
for jeg ved alt for godt, at disse billeder ikke vil gavne dem overhovedet. Vi vil føle os lidt sentimentale, når vi indser, at vores underklasse lider på denne måde, men vi vil ikke gøre noget for at ændre vores livsstil. Vi vil ikke opgive vores klimaødelæggende samtalekøkkener, charterrejser og privatskolen for at omfordele jordens goder.

Og derfor vil mine billeder kun være en katarsis. Skønt jeg vidste dette og ofte fik det fortalt af underklassens sorte, der ikke havde nogen illusioner om nytten af at tale til den "indre godhed i deres hvide undertrykkere, fortsatte jeg og har således forrådt både de sorte og den Tredje verden, hvilket gør denne side til den eneste i bogen, som næsten alle afroamerikanere kan være enige i. Jeg har skabt en underholdende følelsesmæssig udløsning for undertrykkerne og derved forlænget undertrykkelsen. Jeg er lige så hyklerisk som disse kunstsnobber, fordi jeg spiller efter deres regler.

Hvis min kritik blev for ”radikal” ville de blot vende den ryggen. Jeg er derfor tvunget til at udvande den, så den risikerer at blive en tårevædet nedladende "paternalistisk" naiv vagabond-eventyrhistorie om lidelserne i ghettoen og vores uheldige skyggesider - som f.eks. den følgende sentimentale rejse til Harlem, ikke langt fra disse liberales højborg, Museum of Modern Art.



275

If you take the train with me

uptown through the misery

of ghetto streets

in morning light

where it is always night:

Take a window seat,

put down your Times

you can read between the lines,

just read the faces

that you meet beyond the windowpane:

And it might begin to teach you

how to give a damn about your fellow man!


278


Alt i Harlem er sort, undtagen butikkerne, som er ejet af hvide og arabiske indvandrere (tidligere var de ejet af jøder). De eneste butikker, der ikke er ejet af disse udefrakommende, vil gadefolkene fortælle dig, er de allestedsnærværende bedemandsbutikker, da hvide bedemænd ikke vil have noget med sorte lig at gøre.
At være bedemand er en af de sikreste måder at opnå middelklassestatus på. For døden er lige så allestedsnærværende i Harlem som angsten, der hjemsøger alle under den urolige, sporadiske latter. Alligevel føler jeg mig som medlem af den altoverskyggende, usynlige ”Whitey” i Harlem mere tryg end de fleste sorte er det, for som altid er aggressionerne rettet mod andre ofre snarere end mod den forhadte undertrykker. Denne bedemandsforretning side om side med et narkoafvænningscenter illustrerer tydeligt det valg, man konstant har i Harlem – valget mellem en øjeblikkelig død eller et slavebundet liv under ”The Man.” Tusinder af misbrugere vælger døren til venstre. De ved kun alt for godt, at hvis de vælger døren til højre, vil de enten blive re-habiliterede, hvilket betyder en tilbagevenden til den tidligere tilstand, hvor de ikke kunne overleve uden at bruge heroin. Eller også bliver de ”op-habiliterede” ved at lære at leve med ghettojunglen gennem sindsforkrøbling og dræbt sensitivitet - ved at underkaste sig selv ”skyd-skylden-på-ofrene”-slaveriet af “The Man”, som vil ændre ofrene i stedet for at ændre deres undertrykkende omgivelser.
Denne kvinde er en levende illustration af det valg, man konstant har i Harlem. En gal voldsmand var brudt ind i hendes lejlighed og prøvede at dræbe hende med en stor kniv. Hun overlevede ved at kaste sig ud fra vinduet på tredje sal – og var forkrøblet for livstid.

 

 


281



De amerikanere, jeg har de stærkeste følelser overfor, er narkomanerne, som har været for følsomme og menneskelige til at overleve i vores brutale succes­jagt. De er ikke blot ofre for denne vold; men er i stand til at slå tilbage med al den voldsomhed, de fik indsprøjtet af ”the American way of life.” Mangen en gang hjalp jeg på New Yorks tage med at binde disse bundne sjæle op. På visse gader i Harlem ser man hver dag tusinder af narkomaner, som står og venter på heroin. Om natten tør ikke engang politiet færdes i disse kvarterer, fra hvis skydegallerier vi nød synet af ”den store sprøjte” på Empire State.

Skydegallerier er
kondemnerede ejendomme overtaget af narkomaner, som dels ”skyder op”, dvs. sprøjter op, og dels ”skyder ned”, dvs. skyder enhver, der mistænkes for at være politi eller detektiv. ". Da straffen for at være narkoman og kriminel, hvilket er det, det fører til - med andre ord, for at være offer - er den samme som for at være morder, har de ikke noget reelt valg. De får en obligatorisk livstidsdom, uanset om de optræder som ofre eller bødler.  Derfor er skydegallerierne uhyggeligt farlige.

 
Denne fyr havde været narkoman i 16 år. Han led af underernæring og løbende sår over hele kroppen, men da han ikke kunne finde flere raske steder at sprøjte op, måtte han tage den ildelugtende bandage af benet for at finde et stikhul. Han led forfærdeligt og vidste godt, at han havde mindre end to år tilbage at leve i.
Han havde intet at tabe og opfordrede mig til at offentliggøre mine billeder for at skræmme unge mennesker i håb om, at de aldrig ville komme til at lide som ham.


282
Jeg troede, at jeg havde set det værste i 70'erne, da jeg efterhånden lærte at slå pistolerne ud af hænderne på de sløvede heroinmisbrugere. Så jeg var helt uforberedt på ødelæggelsen af crack-epidemien i 90'erne, hvor ofrene skød vildt med pistoler i løbet af de paranoide få minutter rusen varede og konstant brød ind i min varevogn, eller røvede deres egne familier for at skaffe penge til deres crack.

Mange af mine bedste venner bukkede under for crack. Jeg havde kendt Robert Yard i årevis, men kort efter hans bryllup i Harlem blev hans kone her offer for crack. Jeg så ham desperat forsøge at redde hende og deres ægteskab, mens hendes liv løb ned i en afgrund af kriminalitet, prostitution og fængsler indtil hendes alt for tidlige død.


284



Or put your girl to sleep sometimes
with rats instead of nursery rhymes
with hunger and your other children by her side.
And wonder if you'll share your bed
with something else that must be fed
for fear may lie beside you
or it may sleep down the hall.
And it might begin to teach you
how to give a damn
about your fellow man!



287

Come and see how well despair

is seasoned by the stifling air.

See your ghetto in the good old sizzling summer time.

Suppose the streets were all on fire,

the flames like tempers leaping higher,

suppose you’d lived there all your life,

do you think that you would mind?

Men det er ikke blot de voksne, der lider i Harlem. De mest ubeskrivelige og smertefulde lidelser er dem, som overgår børnene og som er med til at forme og forkrøble deres sind og hele væsen for livet. Ikke blot de børn, som er tvunget til at efterligne tiggende hunde for at overleve i systemets vold, eller de børn som prøver at få lidt skillinger ved at pudse vinduer for hvide bilister i lyskrydsene. Det er i endnu højere grad de børn, som vi direkte myrder med vores negative tænkning om dem – den knusende tænkning som de fra tidligste barndom har indvendiggjort i en sådan grad, at de er overbeviste om, at de ingen fremtid har. Hvilket indtryk gør det på smertens børn, når de oplever deres søskende blive skudt ned og dræbt på gaden? Da jeg underviste i en skole i Harlem, opdagede jeg, at der ikke var en eneste af eleverne, som ikke havde oplevet sådanne skyderier i gaderne, hvor kugler rammer selv de uskyldigste børn. De nægtede at tro på, at jeg kom fra et land uden almindelig adgang til våben. ”Hvordan forsvarer folk sig så?” spurgte de. Og hvilket indtryk gør det på en ung mor at skulle sige farvel til sin 4-årige søn i en verden, hvor det er svært at se forskel på en vugge og en kiste?

290

Interview med en bums: ”Jeg mener, at alle er født nøgne, så er vi alle mennesker. Og indtil jeg møder nogen, som blev født med tøjet på, skal ingen få mig til at tro på, at de er mere værd end mig.
Det er nu min mening!”

And it might begin to reach you

Why I give a damn about my fellow man,

And it might begin to teach you

How to give a damn about your fellow man.


Denne form for ”at være noget for medmennesket”-rejse gennem Harlem – illustrerer i al sin sødladne sentimentalitet den hvide liberale måde at se ghettoen på. Fra den alfaderlige, næsten kærlige omsorg for de sorte i det sydlige plantagearistokrati går der en lige linje til den endeløse snak om at hjælpe medmennesket hos Nordens liberale. Mange liberale gør ganske vist et stort og opslidende arbejde i ghettoerne,
men uanset om vi ammer eller giver flaske til vores udstødte, er resultatet det samme: Vi skyder i virkeligheden skylden på ofrene selv ved at prøve at tilpasse dem til deres uretfærdige kaste, i stedet for at ændre os selv.

Vi betragter
ikke sorte eller brune mennesker som værende i sagens natur mindreværdige, som de konservative gør. Vi ser dem derimod som funktionelt inferiøre som et resultat af en fjern fortids uretfærdighed, slaveri og diskrimination. Efter at have læst denne bog vil hvide fortvivlede spørge: ”Hvad kan vi gøre?” Men vi har ikke modet – ja, er lammede af skræk over at skulle se ned i sjælens dybder for at komme i kontakt med den afgrund af smerte i os selv, som gør os til så magtesløse, men effektive, undertrykkere.

Derved er vi frisindede i virkeligheden racismens og den fortsatte undertrykkelses vigtigste redskaber. Vi hjælper nemlig de udstødte med at tilpasse sig en undertrykkelse, som gør dem så tilpas funktionelt
mindreværdige, at det kan tilfredsstille vore egne liberale behov for at yde paternalistisk undermenneskeomsorg.

Ghettoens sorte eller brune har ingen tid til overs for de liberales nedladende holdning og forsøger konstant at fremprovokere vores sande racistiske/islamofobiske ansigt. De nægter at se det som fremgang, at kniven i deres ryg bliver trukket tilbage fra 4 cm til kun 2 cm og vil hellere stikke os tilbage til den velkendte ”hvide modreaktion” , hvor vi hører hjemme med disse ord:

292
Først og fremmest vil jeg elskes

Hvis jeg ikke kan blive elsket, vil jeg respekteres.

Hvis jeg ikke kan blive respekteret, vil jeg anerkendes

Hvis jeg ikke kan blive anerkendt, vil jeg accepteres

Hvis jeg ikke kan blive accepteret, vil jeg bemærkes

Hvis jeg ikke kan blive bemærket, vil jeg frygtes

Hvis jeg ikke kan blive frygtet, vil jeg hades





De sortes eget syn på Harlem er stik modsat vores behov for at se et offer, da de ikke ensidigt kan se det værste i ghettoen uden at gå til grunde. De vil f.eks. ikke fremhæve, at 10 % af Harlems ungdom er er voldsforbrydere, der terroriserer gaderne. De vil vende det på hovedet og opmuntres af den utrolige kendsgerning, at trods dette kriminelle miljø har 90 % af ungdommen aldrig været i konflikt med loven.

De vil se den blomstrende kultur, der trives midt i undertrykkelsen,
og blive opmuntret af det faktum, at størstedelen af Harlems befolkning overlever. De vil se de mange roser, der formår at vokse op i denne jungle.


292

There is a rose in Spanish Harlem,

a rose in black and Spanish Harlem.

It is a special one,

it never sees the sun

it only comes out

when the moon is on the run

and all the stars are gleaming.

It’s growing in the street

right up through the concrete

soft, sweet and dreaming.

With eyes as black as coal

they look down in my soul

and start a fire there

and then I lose control

I want to beg her pardon

I’m going to pick that rose

and watch her

as she grows in my garden.


296


En sådan rose var for mig Merrilyn. Da jeg traf hende, var hun narkoman, selv om hun kun sprøjtede op et par gange om ugen. Forholdene i hendes lille lejlighed var fortvivlede, og jeg beundrer hende for, at hun var i stand til at komme ud af det, for jeg selv sank dybere og dybere, mens jeg boede hos hende. Aldrig i mit liv har jeg boet under så nedtrykkende og menneskeudslettende forhold. Jeg var hverken i stand til at tænke eller skrive i lejligheden. Det var ikke blot de konstante indbrud, der gjorde det. Det var snarere frygten for dem, eller hvad der skulle ske næste gang, og frygten for at gå ud på trappeopgangen eller på gaden, hvor man kunne blive angrebet af kniv- eller pistolmænd. Tranghed kan man vænne sig til og at ens spisebord i køkkenet også tjener som badekar. Man kan også vænne sig til at have et ståltrådsnet mellem køkken og soveværelse, for at rotterne ikke skal komme ind og bide en i ansigtet, mens man sover. Og det bliver hurtigt en vane at feje alle de døde kakkerlakker, man har ligget på i løbet af natten, ud af sengen. Selv de konstante skyderier og politisirener fra USA's voldelige tv-serier, som hamrer gennem væggene fra de tilstødende lejligheder, kan virke som en behagelig afveksling fra de tilsvarende lyde ude på gaden.
Men den konstante angst for, hvornår man selv får en kniv stukket i maven, vænner man sig aldrig til. Selv juleaften blev jeg overfaldet af tre pistolmænd i nærheden. Spørg ikke om hvordan jeg overlevede. Det er et paradoks, at ordet ”survival” (overlevelse), (som jeg i min trygge opvækst kun havde hørt i forbindelse med Darwin) er blevet et hverdagsbegreb i verdens rigeste land. Men spørg hellere om, hvordan Merrilyn overlevede det- ikke kun i kroppen, men også i sindet. Ikke alene overlevede hun, men hun var endda i stand til at vriste sig ud af ghettoen og blive skuespillerinde i San Francisco. Siden kom hun tit og introducerede mit show for mine publikums. Jo, hun var en rose, som det lykkedes at skyde op gennem asfalten. Overalt i verden elsker vi undertrykkere at bruge sådanne opmuntrende undtagelser til at undertrykke vores ofre yderligere med.

Vi forsikrer konstant hinanden - med rosenrøde historier om enkeltpersoner eller en sort middelklasse eller en Obama, der har klaret sig - om, at vi ikke blot er retfærdige, men nærmest de rene engle selv. Det er et fejt og kalkuleret forsøg på at vise, at der er noget galt med alle dem, som ikke har succes – altså igen at skyde skylden på vore indespærrede for deres egen indespærring.


297

Men Harlem var langt fra at være den værste ghetto i New York. I South Bronx, hvor europæiske filmhold ofte optog deres optagelser om krigens ødelæggelser i Tyskland, var der kvarterer, hvor ni ud af ti mennesker døde en unaturlig død af mord, sult, overdosis, rottebid osv
. I Brownsville-ghettoen så jeg to mord og hørte om fire andre på samme dag.

De fleste undertrykkere har svært ved at forstå,
hvordan vi opbygger ghettoer. Der er f.eks. ikke mure omkring en ghetto, og den er ikke nødvendigvis et resultat af dårlige boligforhold. Og det er ikke kun underklassen, vi ghettoiserer.

At ghettoen ikke er noget konkret, som de ødelagte flasker og affald, så jeg i Detroit, hvor boligerne var langt bedre end i Harlem. Her var jeg så heldig at komme til at bo på begge sider af skillelinjen mellem ghettoen og de hvide områder - helt derude, hvor alle hvide huse er til salg.