240 – 245 Part Two – Ideological dipping (old book 146-147)
Vincents text
Norsk Ny dansk bog
240 Romans 7:15, 18-19 What happens to a dream deferred? Does it dry up like a raisin in the sun? Or fester like a sore— And then run? Does it stink like rotten meat? Or crust and sugar over— like a syrupy sweet? Maybe it just sags like a heavy load. Or does it explode? Thirty years of racism workshops for American students has reaffirmed
my belief in people’s basically good intentions. They’ll gather food for the
ghettos or hold hands all across America, as did the students seen below, for
racism today has little to do with skin color or religion. I often hear whites say they wish they could adopt black children “so
they can become just like us.” Our self-understanding as “liberal-minded” northerners is therefore
put to the first real test when we suddenly face an immigrant from outside
“our” territory, someone whose behavior is incomprehensible in terms of “our
values.”
(or Deuteronomy 15: 7-11)
I saw the most striking example of this blindness in Mississippi when
I got a lift with a representative of the usual optimistic type. He talked on
and on about how this was a country with opportunities for all. Everyone can
be successful, if only they want to. Anyone can become a millionaire in ten
years. If you have the strength and desire you can pull yourself up by your
bootstraps. I hear the same phrases so often while riding down a road with
shacks on both sides, that I probably wouldn’t have paid any attention to it
if we had not on that particular day been passing through a completely
flooded stretch of the delta. It was in the poorest part of Mississippi,
where you see almost nothing but tin-roofed shacks inhabited by poor tenant
farmers, whose only property is often just a mule and a couple of pigs. The
Mississippi River had recently overflowed its banks and a lot of drowned
mules and pigs were lying along the road. People sat on the roofs of their
shacks, and in some places only the chimney stuck up above water. Others
rowed around their houses in boats trying to save their drowning mules. After we had driven through these surroundings for about an hour, I
asked him if he knew the expression “to let people paddle their own canoe,”
after which I asked to be let off even though I knew it could be days before
I got another ride in that part of Mississippi. One day I was strolling down the street in Detroit with a black woman
who had been a Black Panther when she was sixteen, but who was now a
Trotskyite and a feminist. We were on our way to a Trotskyite meeting, so it
must have been on a Friday. I always go to such meetings on Fridays in the
big cities, as they usually serve free coffee and cake. On Sundays and
Wednesdays I usually go to coffee get-togethers in the churches. At a church
it normally takes only an hour before you get your coffee, but with the
Trotskyites you really have to go through hell before you get your final
reward. Often you have to sit through a stiff three-hour sermon about saving
the “masses,” but then on the other hand you throw yourself upon the cake
with that much more joy afterward. Well, on this Friday, when we were on our
way to our cake-for-the-masses meeting, we passed a beggar on the street
standing with outstretched hand. Then the thing I least expected happened:
the woman totally spurned the beggar, knocking his hand away. I was rather
shocked and asked her why she had not given him any money, since I knew she
had some. “That kind of nonsense has to wait until after the revolution,” she
replied. I thought it over a bit and then asked slightly provocatively,
“Well, but what if the revolution doesn’t come in his lifetime?” There was no
more talk on the subject. In contrast to the middle class, from which these two instances come,
people in the upper class are often touchingly helpful toward the poor and
their sufferings, if they accidentally catch sight of them. I encountered a
stirring example of this in Gainesville, Florida, when I lived with a rich
man who owned an insurance company. One day I went with him when he was out
helping a tenant farmer pull his only mule out of a mud hole it had fallen
into. The tenant farmer was standing down in the mud hole in water up to his
neck, struggling to keep the mule’s head above water, while the rich man sat
up in his helicopter trying to hoist the mule out. The situation was so much
like a cartoon in a communist newspaper that I couldn’t help laughing, but
neither the proletarian nor the capitalist could see the fun in it. It would
be perfect if the rich man himself fell into the mud hole, I was thinking. My
pious hope in fact came true, for shortly after, when he landed and
approached the water hole, he slipped in the mud and unluckily broke his leg.
Since he would have to stay in bed for some time, I was allowed to borrow his
Mercedes, and it was during one of my drives in it that I found Linda’s shack
far out on a deserted back road. One day the
playboy millionaire Tommy Howard (page 170) picked me up in his Jaguar and
took me to a fancy ski resort where he spent tons of money scoring “girls”. From letters |
|
Part Two Romans 7:15, 18-19 What happens to a dream deferred? Does it dry up like a raisin in the sun? Or fester like a sore— And then run? Does it stink like rotten meat? Or crust and sugar over— like a syrupy sweet? Maybe it just sags like a heavy load. Or does it explode? 241 Ghettoen i vore sind Tredive år med racismeworkshops for
amerikanske studerende har bekræftet min tro på menneskers grundlæggende gode
intentioner. De vil indsamle mad til ghettoerne eller holde hinanden i hånden
i kæde tværs over Amerika ”for at hjælpe vore nødlidende”, som de studerende,
der ses nedenfor, for racisme har i dag ikke meget med hudfarve eller
religion at gøre. Jeg hører ofte hvide sige, at de ville
ønske, at de kunne adoptere sorte børn "så de kan blive ligesom
os". Det er således ”de andres” anderledes
adfærd, som vi "bebrejder" og "tager afstand fra" i vores
racistiske tankegang. Den anderledes adfærd, som vi former mennesker med, når
vi i århundreder har udelukket sorte i USA eller romaer i Europa. Eller den
anderledes adfærd af at være formet af undertrykkende kulturer og diktaturer,
som mange af vores indvandrede muslimer - eller vores tidligere østeuropæiske
jøder - ankom med. Vores selvforståelse som "liberalt
indstillede" nordboere bliver derfor sat på den første virkelige prøve,
når vi pludselig står over for en indvandrer fra et sted uden for
"vores" territorium, en person, hvis adfærd er uforståelig i
forhold til "vores værdier". Her i del 2 vil vi se på, hvordan vi,
uanset hvor gode intentioner vi har, har en tendens til at reagere, når
millioner af fattige (kristne) sorte fra det amerikanske syd eller
indvandrere fra fattige muslimske lande søger tilflugt i nord i håb om
endelig at blive betragtet som ligeværdige. Lever vi op til vores høje
idealer og inkluderer vi dem i vores samfund? Eller flygter vi fra
udfordringen ud i "undvigende racisme" og tvinger dem ind i en
undertrykkende ghetto, hvad enten den er fysisk eller mental? 244 Femte Mosebog 15: 7-11
En dag kom jeg spadserende
ned ad en gade i Detroit sammen med en sort pige, som havde været Sort
Panter, da hun var 16 år. Nu var hun trotskist og rødstrømpe. Vi var på vej
til et trotskistmøde, så det må have været fredag. Sådanne møder går jeg
altid til om fredagen i storbyerne, da der bliver serveret gratis kaffe og
kage. Om søndagen og om onsdagen går jeg gerne til kaffebord i kirkerne. I
kirkerne tager det normalt kun en time, før man får kaffen, men hos
trotskisterne skal man virkelig gennem et helvede, før man får belønningen.
Ofte skal man igennem en stiv prædiken på tre timer om at frelse masserne,
men så kaster man sig til gengæld over kaffebordet med endnu større glæde
bagefter. Nå, men denne fredag, da vi altså var på vej til vores kaffebønnemøde,
kom vi forbi en tigger på gaden, der stod med udstrakt hånd. Så skete der det
for mig uventede, at pigen totalt afvisende slog tiggerens hånd til side. Jeg
blev ret chokeret og spurgte, hvorfor hun ikke havde givet ham penge, når hun
havde penge på sig. ”Den slags pjat må vente til efter revolutionen”, svarede
hun. Jeg tænkte lidt over det og spurgte så lidt provokerende: ”Jamen, hvad
nu, hvis revolutionen ikke kommer i den mands levetid?” Så blev der ikke snakket
mere om den sag. I modsætning til middelklassen, hvorfra disse to eksempler er
hentet, er folk i overklassen ofte rørende hjælpsomme over for de fattige og
deres lidelser, som de tilfældigt får øje på. Det mest gribende eksempel på
dette fik jeg i Gainesville i Florida, da jeg boede hos en rig mand, som
ejede et forsikringsselskab. En dag var jeg med, da han var ude for at hjælpe
en daglejer med at få hans eneste muldyr op af et mudderhul, som det var
faldet i. Daglejeren stod nede i mudderhullet i vand til halsen og kæmpede
for at holde muldyrets hoved oven vande, mens kapitalisten sad oppe i sin
helikopter og prøvede at løfte muldyret op. Situationen var så komisk, at jeg
ikke kunne lade være med at grine, men hverken daglejeren eller kapitalisten
kunne se det morsomme i det. Det kunne være sjovt, hvis han selv faldt i
mudderhullet, tænkte jeg. Mit fromme ønske gik faktisk i opfyldelse, for da
han lidt efter var landet og nærmede sig mudderhullet, gled han og brækkede
det ene ben. Da han så måtte ligge i sengen den næste tid, fik jeg lov til at
låne hans Mercedes, og det var på en af mine ture i den, jeg fandt Lindas
shack ude på en øde bivej. Han var dog så imponeret over mit
vagabond-slogan "Tryghed er at rejse uden penge", at han først gav
mig nøgler til sit fine hjem, men kort efter fandt han sit datingliv så tomt,
at han solgte alle sine forretninger for at "leve efter din
vagabond-filosofi" og tilbragte de næste syv år med at blaffe og rejse
rundt i hele verden. I Afrika fik han sin første sorte ven nogensinde. Det
ironiske var, at han boede i en by, hvor 50 % af befolkningen var sort, men
aldrig havde haft en sort i sit hus, bortset fra dem, jeg kom blaffende med.
Men min vagabond-sociologi havde for længst lært mig, at min lommefilosofi om
at finde lykke og tryghed som midlertidig outsider er krænkende, hvis den bliver
til ideologi. Uanset om man intet har eller har for mange penge er det
arrogant blindhed over for alle dem, der gennem uheld er blevet tvunget ud i
hjemløshed og fattigdom. At Tommy siden kunne skifte til et kæmpe motorhjem,
som han skrev om i sin rejsebog "The Freedom Machine" i - mens jeg
kunne holde foredrag i min polstrede beboelses van - viste igen vores fælles
hvide privilegium i et ufrit samfund.
Fra breve
Brev til amerikansk ven |