222 – 240 Roots of white hate – Regarding the pain of
others (old book no)
Vincents text
Norsk oversættelse Ny dansk bog
Understanding the roots of white hate 4 : Regarding the pain of
serial murderers While driving one night in 1991, I saw an older white woman in the
darkness under the freeway pillars and picked her up. She’d been attacked by
black hoodlums and was bleeding so profusely I had to take her to a hospital.
An hour later I spotted a man on the side of the road. Angry and tense, he’d
been fired without pay from a shrimp boat in the Gulf and had been waiting
three days for a ride. Considering the desperation in Woody’s eyes, I easily
could’ve triggered the violence in him by sending out vibrations of fear and
distrust. When I told him about the white woman who’d just been left for dead
by her black attackers, Woody began to open up. (I had no idea at the time
how deeply involved in his family I’d become.) He said he’d never been
attacked by blacks because he “always attacked them first.” Little by little
he told me how he and his two brothers had killed so many “niggers that I
can’t count them on my fingers and toes.” Now I was wide awake. At first I’d
thought he was just bragging, but there were too many descriptive details and
locations in his stories. So when he also talked about his own mistreatment
as a child, I made a deal with him: I’d bring him home, four hours out of my
way, if he’d tell his stories and let me tape record them. “But I won’t tell
you where I live. Just let me off somewhere in my town.” He knew I could go
straight to the police with my tape. In my show, updated to include Woody and his family, his voice shocked
university students. Some years after I’d met him, having listened to his
nightmarish voice night after night, I was curious to find out how he was
doing. When I finally had the chance on a tour in spring of 1996, I invited a
Norwegian publisher of Toni Morrison’s books, Eli Saeter, to be my witness.
What especially scared her was that everyone we met had been in prison for
murder and rape. “They remind me of those men in the movie Deliverance,” she
said. When we arrived, a dense fog hung over the place. It gave our hunt for
a serial murderer in this swampy area, where we couldn’t see even six feet
ahead of us, an eerie unreal aura. After three days we found his cousin.
“It’s true, as you say, Woody came here five years ago,” he said. “He and his
friend Bobby broke into a house, and Woody stabbed a 16-year-old girl while
she was sleeping. He got 25 years in prison. He was an idiot during the
trial. Made noise, laughed at the judge, and made fun of everyone. I tried to
calm him down, but to no avail. He destroyed everything for himself.” When we went to Woody’s home, a woman opened the screen door and said,
“I know who you are. Woody came home five years ago feeling uplifted. He said
he’d been picked up by a strange man who’d gotten him to tell him everything
about himself. I wondered who that could be since Woody is the most secretive
person I know.” Adeline was the mother of Bobby, Woody’s accomplice, and lived with
Rose, the mother of Woody’s two older brothers, Sammy and John.
I was relieved hearing there’d been nothing deliberate about his bloodlust
in Sarah’s house, just the deep pain and anger I’d sensed in him. High on
dope, they’d stolen a bike in front of Sarah’s house then started fighting
over it. Woody suddenly broke into the house to grab a kitchen knife to use
against his half-brother, who fled. In a frenzy of bloodlust, Woody then
kicked in all the doors and tried to stab the sleeping family. As for Woody’s
“animal” behavior during the trial, Adeline now recounted that “he’d been
frightened out of his wits and his legs shook under him at the feeling that
his life was suddenly over.” The poor are incessantly harming themselves, I
thought, since Woody’s behavior had convinced everyone in the courtroom that
he should never come out again, and he’d been given an additional 10 years in
prison. What immediately forged strong bonds between Adeline and me was the
love we both felt for Woody. I was amazed at her understanding of how the
injuries he’d suffered in childhood had led to his violence.
“Oh, yeah,” said Adeline, who’d often overheard them mention such
killings, but added that the father, Vincent, had been even worse. Not to
mention the grandfather! “We just did things like that down here in the
past!” It was as if she was apologizing for them. “Sammy is like his father. A horrible man. It was an organization that
stopped him in the end. Life in prison. He’s not coming out, ever.” Slightly
annoyed, she said the reason Woody’s eldest brother had been jailed for his
latest murder was that the NAACP had called the killing “a hate crime” (in
the past nothing happened to them after their murders). She added that Sammy
continued to murder blacks in prison. A black prisoner told him that he’d
soon be released. “No, you ain’t!” Sammy replied,
and the night before his release, Sammy poured gasoline over him and set him
on fire, reducing him to a charred corpse. Woody had previously told me that
Sammy was the leader of the prison’s “Aryan gang.”
“I don’t know how many, but I know for sure that John killed a man at
least once. He only got three years in prison for it.” We later drove out to visit John in the swamps despite Adeline’s
having warned us sternly against it. “Don’t you realize he’s the worst of
them all! He’s tough, cold, and he will in no way talk to you.” She drew such
a frightening portrait that Eli, who’d heard more than enough about violence
by now, insisted we move on, especially since, if we wanted to get there
before dark, we were running out of time. But now that I’d finally found the
man who could corroborate what Woody had said to me in his interview, I
wasn’t going to give up. As we drove through the endless swamp, where bare
trees stood like skeletal fingers overhung with cobwebs of ghostly Spanish
moss, Eli looked more and more pale. “Didn’t you come along to experience
America?” I was trying to cheer her up, amused that reality had borrowed the
worst Hollywood visual effects (on top of the heavy fog still lying over the
black crocodile-infested waters). “Why do people sit through such movies when
reality is far more exciting,” I asked Eli.
and we quickly formed a picture of how horrible the conditions must be
for the two children. They gave endless examples of all the violence they’d
been involved in. I didn’t even need to ask about the murders of blacks;
their bloody side comments about them were a perfect fit with Woody’s
descriptions. When I asked to see the weapons used in the various murders,
John brought out seven rifles and three pistols, which he’d already taught
the little girls to use. He even demonstrated with his knife how he’d stabbed
a black father in front of his family. I tried to frame my photos of him
under a picture of his own father, the one who’d passed all that violence on
to them. It hung on the wall in a gold frame, radiating an eerie evilness
that couldn’t be covered up by the photographer’s neat studio setup or Sunday
dress. John wanted us to stay the night and go alligator hunting with him the
next day. (He made a living illegally poaching alligators and had filled the
fridge with alligator meat.) I was willing, but Eli objected to “going on an
alligator hunt in the swamps with a serial murderer in dense fog.” So after a
warm farewell, we set off in the dark. We were petrified on the drive back
and could hardly talk about anything else. 1996 Fall trip In the fall I invited the Danish TV-reporter Helle Vibeke Risgaard to
record the traumatized family for TV. John was working “offshore,” so Connie
could talk more openly about him. For several days we heard about one murder
after another—this time for an open Betacam video. Since it all came in a
raving stream or in side remarks, it didn’t take long before we were
falling-down dizzy. After a few hours, we could neither remember nor even
care about all the murders we’d heard about. Connie was a strange concoction. She appeared to be a rational woman
of exalted composure, and yet we knew from Rose and Adeline that she was even
more violent than John, whom they actually saw as her victim. Several times
she said that if it hadn’t been for her religion and the children, she’d long
ago have left him. Yet we soon began to doubt that; without her children,
whom would she be able to beat? With John away, we had the courage to drink
with Connie, usually until 4 in the morning, and we had ample opportunity to
see her relationship with the two abused children. She was loving one moment but
the next would fly into an uncontrollable rage, whipping 3-year-old Angel
with a leather belt. This developed into a momentary conflict between Helle
and me. Helle impulsively tried to reach out and protect the child, which
drove me crazy since that prevented me from photographing the abuse. “What an
evil man you are!” she shouted, along with similar accusations
(understandably I might add). “If you had traveled a little more in black
ghettos,” I snapped, “and seen that kind of abuse every single day, you’d
know it’s not your job to save every single child in a moment of
sentimentality. No, your job, through your empowering presence, is to give
these parents the love for themselves that’s necessary for them to express
love for their children. Yet to avoid the very sight of violence and abused
children, we do the opposite and all flee the ghetto. And that’s how we
ultimately become the direct cause of its abused children.” I also knew that
I didn’t have to lecture Connie about how it’s wrong to discipline her “evil
children” with violence, for all people know deep down that it’s wrong to
beat children. If I’d started in with moralizing sermons, however, she’d just
have felt even worse about herself. Also, my “higher common sense” told me
that it wasn’t necessary to intervene because the child so obviously expected
the beatings. She didn’t even cry. Instead, out of spite she continued the
behavior that had made her mother crazy. While I knew that this was an
extraordinary chance for me to get some pictures for one of the most central
and educational sections of my show about poor whites, photographing this
abuse was certainly not something I enjoyed. Often I asked myself what the
limit was—when would I actually step in?
The worst thing in this whole situation wasn’t the conflict of these Dostoevskian ethical views, but what both Helle and I
soon felt toward the abused child. When we first stepped into this
waterlogged hornet’s nest, our immediate sympathy had been for the two
battered children with black circles under their eyes. We’d soon feel how
“we” always end up helping to force such victims into the oppressor’s
role—the vicious circle. Never have I seen it so clearly as in the
three-year-old Angel; every single reaction of hers was out of spite. We all
know how the abused often bite the outstretched hand and how they destroy
everything around them to get attention. At first you feel like picking up
the child and caressing her, but the child rapidly obliterates all the
surplus affection and love we can muster. And when, from 8 in the evening
till 4 in the morning, that “evil” little “Angel” ended up destroying almost
all our cameras, microphones, cords, and tapes, then, yes, we gradually felt
violence in ourselves build up—all the way to the point where we too had an
unspeakable desire to heap verbal abuse on her, beat her up, and kick her
across the floor. This is how all over the world we hurt the injured. And
when year after year you’ve been teaching this to students, it’s indeed a
good pedagogical lesson to suddenly “feel” how quickly you yourself can
become part of the vicious circle of oppression. How quickly we became
Connie’s coalition of the willing! Slowly sinking with her out there in the
swamps.
We saw this even more clearly in Connie’s relationship with 7-year-old
Natasha. Connie thought it was okay that Natasha had caused some trouble in
school because, Natasha explained, “The nigger sitting in front of me
smelled.” But Connie scolded Natasha because the school had just kicked her
out for starting a gang with four other girls. I sensed something more going
on and asked Natasha, “Was the gang to confront the blacks?” This was a
difficult question because in itself the term black told Natasha I was on the
side of “the niggers.” So her answer wasn’t quite as easy for her as when
she’d theatrically repeated “Niggers smell!” A little later she became
herself (rather than the well-behaved girl society wanted to see). She
admitted that the four girls had lured a black boy into the woods and smashed
his head with a rock until he was pouring blood. She visibly enjoyed
describing this horrifying assault in graphic splatter language. Why had she
done it? Because one day her mother, apparently in a moment of political
correctness, had told her that “niggers bleed red just like us.” It was
Connie’s way of telling her (when she was sober) that “we are all equal, so
talk nice about your school friends.” Natasha didn’t believe this message,
which contradicted all the other messages she’d gotten from her parents about
“killing niggers” (usually when they were drunk). So she’d started a gang and
wounded a boy to find out whether it was true. To this Connie simply replied,
“It wasn’t a nice thing to do, Natasha.” But we’d all been drinking, and
Connie said it with a big smile. She was obviously proud. So Natasha got the
message that it was all right to smash a boy’s head open with a rock to find
out whether “niggers bleed red”!
At some point the extent to which moral concepts had slipped from us
after only a few days with Connie out in the swamps dawned on us. During the
summer, John had caught a raccoon, which became a family pet. The children
constantly rolled around in bed with their new toy and fed it crackers. I
enjoyed taking baths in the insane mess of their “bathroom,” because the
raccoon—a “washing bear” in Danish—with its big tail helped wash me in the
tub. It was so cute that Helle got the idea she could make a wonderful
children’s TV program about how it played with the mistreated children (at home
she usually produced children’s programs), but she’d run out of video tapes.
That was my fault. Before our arrival I’d warned her, “This is a family so
distraught that you can’t directly interview them about their violence. Just
let your camera run the whole time, especially when they’re drunk, and you’ll
get the most shocking footage—they’ll casually remark on all of their
murders.” After a short time, apparently neither did we. This was another
valuable lesson she taught me: Violent killers aren’t created only by beating
them in childhood. No, even the best and most righteous of us can be
brainwashed into these roles in a short time as we know from soldiers and
torturers all over the world – not to forget American police such as George
Floyd’s killer. After warm hugs, we said goodbye to her and the kids in front of the
dilapidated trailer with its plastic-covered windows. I knew I’d miss her—or
at least the contact with the violent side of myself she’d exposed for me. A
good reason to leave now was the presence of Connie’s raving-mad father, who
ruined every conversation with his sex-crazy fantasies about Helle. “Can you
really sleep in the car with such a sexy blonde without having sex?” he kept
asking. You often hear the truth from those who are drunk or insane (he was
both). He expressed openly what Americans usually imagine when I invite
Danish women on my trips—that if nothing else it’s to avoid falling in love
with my photographic victims, such as his daughter, Connie.
I’d been writing to Woody for several years and got permission from
the prison to visit him. After almost 20 hours of driving, I arrived. As per
usual in America, the high-security prison was located in a remote area few
families could afford to drive to. Woody hadn’t had a visit for five years
and looked forward to our reunion as much as I did. But it was a shocking
experience. After we both went through all sorts of security measures, Woody
entered the visiting room chained hand and foot, his body looped with still
more (and still thicker) chains. Trying to reach around this iron man felt
like embracing a space alien. The beautiful “innocent” look I remembered, of
a young boy with long bright locks, had been blown away. With his short hair,
tattoos, his missing teeth (they’d been knocked out), and wounds on his arms,
he was a creepy replica of Sean Penn in Dead Man Walking—but far, far worse.
While I had a hard time believing in his mass murder stories that night five
years ago, I was now able to believe everything about him. He’d been
ferociously brutalized in this prison, which seemed far worse than Angola
despite the latter’s reputation for being the worst. And he’d spent half his
time in the darkness of solitary confinement because of perpetual
disciplinary offenses. How many fights, I asked. He counted twelve with black
prisoners and three with whites—all life-or-death struggles. His 25-year
sentence had been extended each time. But having ended up almost exclusively
with blacks, he’d gained more respect for them. They could also fight back!
He told me about how angry he’d been when he’d first—before I’d picked him up
in 1991—shared a jail cell with a black man. He’d had a gun smuggled in and
shot the “nigger.” Not to kill him (years would’ve been added to his
sentence). He’d shot him in the leg to get him moved from his cell.
So now I was suddenly involved in a life-and-death struggle and
realized that being a messenger, bridge builder, or man of reconciliation
might not be as easy as I’d imagined. Like Our Lord Himself, I had to decide
which of them was going to die! If I didn’t reveal the name, it would be
Woody, my friend, who’d one day probably have his throat cut from behind. I
knew I wouldn’t say the name to Woody, but I also knew that if I kept
refusing I’d push him away.
As difficult as it was to withhold Sarah’s brother’s name, it was
almost as difficult not to tell Woody about Dawn, the only love of his life.
That very morning I’d called Dawn’s mother, Adeline; she was in shock. Dawn
had attempted suicide the night before. She’d been found half-dead in a gas
oven. Adeline had asked me not to tell Woody, but Woody kept asking me about
her. And there was other news: Dawn had had a child with Woody’s best friend.
I knew Woody would want to kill him along with Sarah’s brother. In this brief account, I’ve merely hinted at some of the problems I’d
run into in my attempt to be friends with all parties in an underworld of
violence that has its own confusing rules. During the three-day drive back to
New York through a depressing rain that lasted all three days, I didn’t think
of much more than this: MY American dilemma.
Almost two years after I visited Woody, I received a surprising
Christmas letter. It was from the worst of the three serial murderers—Woody’s
oldest brother, Sammy, whom I’d tried to visit in prison (also in 1996). As
the leader of an Aryan gang, he continued murdering blacks in prison, e.g.,
by pouring gasoline on them and setting them on fire while they slept. Now he
was apologizing that he hadn’t replied to my letter. He was legally
prevented, he said, since he’d spent two years in the “hole” for stabbing a
black prisoner to death. Now, however, he wanted to do something more
creative and asked me whether some of my friends would be his pen pals.
Several of my black friends in the area were his prison guards. After using
them as references and waiting for many years, I finally got permission to
visit Sammy. (The warden was a Christian who believed in forgiveness.)
Unfortunately, after driving almost a week to get there, I found the prison
under lockdown because of a swine flu contagion.
In 2003 I decided to take a black woman with me to see how the family
would react. “I want to see whether they’ll kill you too,” I joked to Rikke
Marott, a model from Denmark. “Jacob,” she said nervously, “I’m a young black
woman. You’re a middle-aged white man. Half the men in these areas are in
jail for killing or raping blacks.” I replied, “They also kill whites.” “That
doesn’t make it any better.”
Rikke pointed to her adorable young daughter on the wall. “Yes, my
daughter there disappeared back in ’67. She was 16. I got an anonymous call—a
voice said she’d drowned in a harbor.” Rikke asked, “Who was calling?” “Maybe the killer, because no one else knew where she was. She was
never found. That’s the worst part.” Her voice trembled and her eyes brimmed
with tears. “It’s 35 years ago, but I’ve never let go of the hope that she’ll
come back one day.” “What about your other children?” “Our family is cursed. There’ve been so many murders and accidents—we
are cursed. My stepson is in jail for attempted murder—he cut up a young girl’s
belly. She survived, but she’ll never be able to have children.” “I have another son in prison for murdering negroes,” Rose continued.
“He killed people at random.” She described in detail (and on video) all the
killings but failed to mention the victims were all black. Rikke said later,
“She’s trying to protect me because I’m black, but she didn’t have to. I felt
comfortable with Rose. I could feel that she didn’t care what color I am.
What was important to her was that there was another human being who was
trying to understand where she was coming from.”
“John’s wife is dead,” Rose said. “Connie was killed last year in one
of their drunken fights when she drove off in the car and crashed it. John’s
no longer a shrimp fisherman. He works on a boat and is away for days at a
time. He’s not in town right now.” “What about the kids?” I asked. “They were taken by the authorities,” Rose said. “My Christian
daughter has the two youngest. The eldest, who’s 17, lives with John and his
new girlfriend.” I was shocked but not surprised. Connie’s violent death was caused by
a dangerous mix of cocaine, endless alcohol, and unhealed anger. I’d longed to
see her again and was in tears as I made the long drive to visit her
children. Would they even remember me after seven years? I was relieved when
we drove up to their new home, “with a good Christian family,” and, as if I
were a dear uncle, Angel came running out and leapt into my arms with
uncontrollable joy. The 17-year-old Natasha, who’d nearly killed a black boy with rocks
and had since spent two years in prison for other crimes, was equally
enthusiastic about our reunion. She was also thrilled
to meet Rikke, with whom she wanted to be photographed incessantly. They may
have been brought up to “kill niggers,” but their pain didn’t discriminate
against the color of the woman offering them love and the hope of soothing
that pain. Rikke, who was adopted into a loving Danish middle-class family,
came with all the surplus love these affection-deprived children were
craving. On my subsequent visits over the years, they kept asking why I
hadn’t brought that “lovely colored woman” with me. 2009 Yet, the family curse continued to haunt the children—John managed to
get them back. He worked offshore, so I didn’t see him again until 2009, now
in another trailer with a little land around it. I came to expect surprises
when visiting a serial murderer and figured I was in for another when I asked
him why his lawn was red with blood. He answered with the rusty voice of a
hardened older man: “Well, Jacob, you know we always did crazy things when we got drunk.
Last night I was so drunk I went out target shooting at my only cow. The cow
got so frightened that it jumped the fence and ran off. I ran inside to get
my rifle and got on my horse to chase it down. And after a wild midnight ride
through town, I killed the damn bastard about five miles on the other side of
town. And this morning I went with my 15-year-old stepson out to get it in
the pick-up truck. We’ve just been butchering it here on the bloody lawn.” I replied, “Well, at least you’re not killing blacks anymore.” “No, we all mellow out when we get older. I think I stopped that
around the time I met you.” I was so relieved his youthful (and lethal) anger had subsided that
this time I went shrimping with him deep in the swamps, where for the first
time we had time to really talk about his life and his violent fights with
Connie, which in the end had cost her her life.
What saddened me was that both of his daughters, whom I’d come to see, had
disappeared. Natasha had fled from him around the time I saw her last and now had
two children, whom she’d dumped with John. He didn’t know where she was;
“probably in jail again,” he guessed. And Angel was now in prison. Woody had,
after 16 years, been released on parole and moved in with John. He’d raped
13-year-old Angel and made her into a drug addict. John was so furious that
he put his own brother back in prison—this time for life—for breaking parole.
Angel was no saint either. At 13 she’d stolen a car to take some of her
friends to a McDonald’s and was sentenced to a juvenile facility. She escaped
a year later by stealing one of their yellow school buses. I have no idea how
she, small as she was, could even have reached the foot pedals. Perhaps she
couldn’t since she crashed the bus, totaling it. She was now serving a
sentence of several years in a prison so far away John couldn’t afford to go
there. John, I observed, along with his new wife, was trying do a better job
of bringing up his two granddaughters than he’d done with his daughters. One
had been named Connie after their dead grandmother. I felt that John was now
on the right track and was more worried about Natasha and Angel. 2012 I didn’t locate Natasha until 2012. She contacted me because she
wanted my help in sending her father to prison. She’d learned from Rose, her
grandmother, that it was actually John who’d committed the murder in the
marketplace for which her uncle Sammy was serving a life sentence. Although
Natasha had never met Sammy, she felt it was unconscionable for him to be
locked up when she knew that her own father had killed far more blacks. I’d
never understood why Sammy had gotten life for murdering a black father in
front of his family when Woody clearly says on my tape that it was John who
committed the crime. (Sammy’s conviction had been the reason I’d often
doubted Woody’s story.) John had even shown me how he’d twisted the knife in
his victim’s heart. Since there were so many witnesses to the crime, Sammy
and John knew that one of them would be going to prison. According to
Natasha, the brothers made a deal on the spot. Sammy offered to take the rap
“because you, John, are trying to raise a family. I have no children and am
wanted for so many other things that I’ll end up in prison anyway.” Wow, I thought. Because of this bizarrely honorable deal, struck to
prevent Natasha from being fatherless, Natasha wanted her own father in
prison. At first it seemed as if she had for so long suppressed the memories
that they reemerged only with difficulty, but after a couple of hours, I got
the idea to play a sound clip from the digitalized show I’d made 20 years
earlier with her uncle Woody. When I played this tape, she broke down in
tears and began shaking violently while I held her. It was like it opened
deep wounds from her childhood, and she told me how often she’d helped
cleanse the car of blood after John had been out “killing niggers” and about
some of the killings she herself her witnessed. “We were on the road, and this black guy in a little Honda cut dad
off. Dad chased him down and clipped him. I watched this nigger fucking
tumble out in the ditch—Dad literally clipped him at 50 miles per hour. Dad
was just sitting there laughing, saying that this motherfucking bitch is not
going to cut anybody else off. So a day later it came on the radio, that if
there were any witnesses to come forward. There was a reward and everything.” “So, you heard it on the radio, and you knew it was your father.” “Yes, I was there with him.” “And then you felt remorse. Was that the first time you felt something
was wrong?” “Yes, about the only time I ever thought anything was wrong—because I
saw it with my own eyes.” “Only because he was wanted for it?” “I don’t know if it was because he was wanted for it, but I was there
and saw it all. I am not a violent, violent person. Don’t get me wrong. I
have a lot of anger issues, and if somebody pisses me off, they will see the
worst of me, but I am not a cold-blooded killer. Dad will fucking look you in
the eye and stab you—just for standing there. He has no guilt, no remorse.” “But didn’t you know it was wrong to kill people?” “No, we were fucking raised to kill niggers, so how could I? Not until
I was around 14 and heard that on the radio did I start turning against my
dad. And shortly after I saw you and the nice colored lady last time, I ran
away from home.” I was in shock because she now wanted to use my tape of Woody as
evidence in court against her own father. She loved him but now saw him as a
remorseless killer. And yet John had over the years become my trusted friend.
He would tell me anything, but I somehow always thought or hoped that he was
just bragging. Also, I always saw him as a victim. The whisky and the horrific bloody details got us both increasingly
excited. Sitting next to me in front of the camera, she began to kiss and hug
me (eagerly photographed by her new boyfriend - the father soon after of her
third child). She did this more and more—a reaction to the joy of lifting
from her heart something she’d repressed for so long. As she talked about her
father, she kept justifying his actions with phrases like “My dad didn’t want
to be fucked over by the niggers.” I picked up a few more clues about John’s
past in her language, but it was she herself who casually mentioned his rape. “Your dad was raped? By whom, his father?” “Yes, he was raped as a child. Before he was thirteen. And Sammy too.
All the time.” “How do you know that?” “Because my dad told me when he was drunk.” “How did he tell you?” “We talked about a lot of things, and he said he’d been taken
advantage of as a child. I said, ‘What do you mean, taken advantage of?’ One
time he said, ‘Baby, the reason I was so overprotective of you when you were
young was because of what happened to me when I was a child.’ He wouldn’t go
into detail—why would he? He’s a grown man. So, I didn’t ask for more.
Certain things guilt me and him. As father and daughter, we can curse each
other out, but when it comes down to it, we will stand back to back and fight
through such things without showing emotions.”
We were completely exhausted at the end of the day, but Natasha now
insisted that I take her to the liquor store. After that, she wanted to take
me “into the hole,” which I knew was the worst place in America. Down in the
hole (hang out for criminal addicts), we were joined by her friends—the
wildest scariest crack heads and meth-cookers I’d ever seen. With Natasha now
clearly out of her mind, one of them forced us into my rental car (me in the
back seat and Natasha in the front). The wildest ride of my life was about to
begin. We drove 100 miles an hour through the streets—against the traffic on
one-way streets and through dark alleys, often with garbage cans flying
around us just like a Hollywood chase scene. Several times Natasha tried kill
herself by throwing herself out the door. At first, I thought, “Damn! Why
didn’t I take out insurance on the rental car at the airport in Atlanta?” A
little later, I thought, “Why didn’t I get life insurance?” I was absolutely
certain that with such a drunk and doped-up driver my life was about to end
exactly the same way it had for Natasha’s mother. Late at night, after a
high-speed chase over many rivers and swamps, we ended up in an empty bar
where Natasha woke up. Taking out her knife, she demanded shots for all of us
and insisted I drink them from a glass squeezed between her breasts. Local
tradition, I think they said. I felt safer among their knives than I did
driving with them, so I postponed the ride home until Natasha had passed out.
She seemed so “dead” we thought she’d had a heart attack. We carried her out
to the car and drove home, where, at 5 in the morning, we carried her
enormously heavy body—it resembled her mother’s with all the weight she had
now gained —into the living room. I then fled the crime scene, relieved that
I was alive but fearing that the police would show up and compare the dents
in my car with the things we’d wrecked that night. Natasha, as it happened,
was pregnant and soon after gave birth. When she landed in prison again, this
child was also taken from her.
For the next eight years, Angel sent me one desperate letter after
another despite the fact that she was barely able to write. First about the
birth of their two children, with the exact size and weight of each, then
about how her husband had left her and how she’d ended up in a trailer as
rundown as the one she’d been born in—dirt poor and alone with her two
children. Then came one cry for help after another from various prisons after
her children had been forcibly removed. When I asked about Natasha, all she
knew was that she was also in prison. More recently, having served out her sentence, Angel found a new
husband, had a baby with him, and seemed fairly happy. Now she sends me cries
for help when John, her father, has been hospitalized—a result of years of
heavy drinking. “Dad wants to see you. Please come back, Jacob. I’ll pay the
airfare.” It’s obvious that she has no idea how far away Denmark is or how
expensive such a ticket is. During the last few years, their last desperate hope has been
President Trump, and Angel’s new husband writes long posts on Facebook about
“the unfair treatment Trump got after all he has done for us poor people.” While I feel that this traumatized family has been treated unfairly
by all of us winners in society, one thing my 30-year friendship with them
has taught me is the importance—no matter how little time we have left over
from our busy careers—to intervene as saving angels on behalf of the abused
and neglected children around us. For even though I only spent a few days
with Angel when she was 2-3 years old, she never forgot me, as she made clear
one day when she was 9 and one afternoon when she was 19. To this day she
constantly writes and calls me, and now even has my name tattooed on her
breast (as seen here). |
|
Om at forstå rødderne til det hvide had 4: Mens jeg kørte en nat i 1991, så jeg en ældre
hvid kvinde i mørket under motorvejssøjlerne og samlede hende op. Hun var
blevet overfaldet af sorte bøller og blødte så voldsomt, at jeg var nødt til
at køre hende på hospitalet. En time senere fik jeg øje på en mand i
vejkanten. Han var vred og anspændt, han var blevet fyret uden løn fra en
rejekutter i Golfen og havde ventet i tre dage på et lift. I betragtning af
desperationen i Woodys øjne kunne jeg let have udløst volden i ham ved at
sende vibrationer af frygt og mistillid. Da jeg fortalte ham om den hvide
kvinde, der netop var blevet efterladt som død af sine sorte overfaldsmænd,
begyndte Woody at åbne sig. (Jeg havde på det tidspunkt ingen anelse om, hvor
dybt involveret i hans familie jeg skulle blive.) Han sagde, at han aldrig
var blevet overfaldet af sorte, fordi han "altid angreb dem først".
Lidt efter lidt fortalte han mig, hvordan han og hans to brødre havde dræbt
så mange "niggere, at jeg ikke kan tælle dem på mine fingre og
tæer". Nu var jeg helt vågen. Først havde jeg troet, at han bare pralede,
men der var for mange beskrivende detaljer og steder i hans historier. Så da
han også talte om sin egen mishandling som barn, lavede jeg en aftale med
ham: Jeg ville køre ham hjem, fire timer væk fra mit mål, hvis han ville
fortælle sine historier og lade mig optage dem på bånd. "Men jeg vil
ikke fortælle dig, hvor jeg bor. Bare lad mig stige af et sted i min
by." Han vidste, at jeg kunne gå direkte til politiet med mit bånd. Vi fandt Woodys offer, Sarah, som fortalte os om
den frygtelige nat. Hun var blevet tvunget ud af sengen af Woody, som flåede
hendes mave og lunger op med en lang kniv. Hun overlevede takket være flere
dyre hospitalsophold, men ingen havde givet denne stakkels familie hjælp til
at bearbejde smerten. Det var sket kun et par dage efter, at jeg havde sat
Woody af. Det var deprimerende - jeg havde virkelig troet, at jeg i løbet af
vores nat sammen havde hjulpet ham med at komme i kontakt med den dybe smerte
og vrede, han følte. Jeg forsøgte at fortælle Sarah, at Woody var min ven,
men min stemme knækkede mod skyldfølelse og fortrydelse, da jeg så forskrækkelsen
i hendes øjne. Hun var ude af stand til at se ham som andet end et
blodtørstigt monster og talte om, hvordan han havde opført sig som et
"dyr" under retssagen og råbte "Jeg skal nok få ram på dig en
dag!", inden han blev slæbt ud af retssalen i lænker. Hun havde haft
mareridt om hans tilbagevenden lige siden. Det var vigtigt at se og forstå
Sarah, offeret for den potentielle bøddel, da jeg i så mange år mest havde
beskæftiget mig med offeret inden i bødlen. Da vi tog hen til Woodys hjem, åbnede en kvinde
døren og sagde: "Jeg ved, hvem du er. Woody kom hjem for fem år siden og
følte sig opløftet. Han fortalte, at han var blevet samlet op af en mærkelig
mand, som havde fået ham til at fortælle alt om sig selv. Jeg undrede mig
over hvem det kunne være, da Woody er den mest hemmelighedsfulde person, jeg
kender." "Åh ja, det er forfærdeligt. Det ligner ikke
Woody at gøre sådan noget, men han var desperat, da du bragte ham hjem, fyret
uden løn efter at have arbejdet i månedsvis i Golfen. Han og Bobby havde
begge drukket og taget en masse stoffer, og jeg tror, det var Bobby, der
gjorde det. De kom løbende hjem og bankede på døren kl. 2 om natten og råbte:
"Mor! Mor! Vi har gjort noget forfærdeligt! Så besvimede de og faldt om
lige der på græsplænen, hvor de sov, da politiet hentede dem." "Åh ja," sagde Adeline, som ofte havde
hørt dem tale om sådanne mord, men tilføjede, at faderen, Vincent, havde
været endnu værre. For ikke at tale om bedstefaren! "Vi gjorde bare den
slags ting hernede i fortiden!" Det var som om hun undskyldte for dem. "Sammy er ligesom sin far. En forfærdelig
mand. Det var en organisation, der stoppede ham til sidst. Livstid i fængsel.
Han kommer ikke ud, aldrig." Lidt irriteret sagde hun, at grunden til,
at Woodys ældste bror var blevet fængslet for sit seneste mord, var, at NAACP
havde kaldt mordet for "en hadforbrydelse" (tidligere skete der
ikke noget med dem efter deres mord). Hun tilføjede, at Sammy fortsatte med
at myrde sorte i fængslet. En sort fange fortalte ham, at han snart ville
blive løsladt. "Nej, det bli’r du ikke!" svarede Sammy, og natten
før hans løsladelse hældte Sammy benzin over ham og satte ild til ham, så han
blev reduceret til et forkullet lig. Woody havde tidligere fortalt mig, at
Sammy var leder af fængslets "ariske bande". I mangel af en rigtig mor kaldte Woody Adeline
for "mor" og ringede mindst en gang om ugen til hende fra fængslet.
Det hele blev yderligere kompliceret af, at Woody havde været sammen med
Adelines junkiedatter Dawn, som hun, ligesom hendes søn Bobby, tilsyneladende
ikke havde nogen store følelser for. Og hvad med den mellemste bror, John? Var han
også med i mordene? Dybt inde i sumpen alt for tæt på mørkets
frembrud lykkedes det mig at finde en rådden trailer med plastik over
vinduerne. Det sædvanlige affald af gamle bilvrag og rustne både lå spredt
rundt omkring. Og da jeg så to små beskidte hvide piger, lurvede og barfodede,
med snottede næser, vidste jeg med det samme, at det var Johns børn. Eli var
så bange, at hun låste alle bildørene og nægtede at stige ud. Den scene, hun
så for sig, var som taget lige ud af Deliverance (i
Norge hed filmen "På udflugt med døden"). Hun frygtede, at hvis
John kom ud og skød os, ville ingen nogensinde finde vores lig i disse sumpe.
Jeg mindedes Woodys detaljerede beskrivelse af, hvordan deres ansigter var
stivnet, da de havde fanget et af deres egne opløste lig i krebsegarnene. Alligevel udviste jeg hverken mod eller naivitet
ved at opsøge John, for midt i dette mørke vådområde følte jeg, at jeg
befandt mig på helt fast grund. Jeg befandt mig i en næsten euforisk
tilstand, hvor jeg solede mig i lyset af den forvandling, man oplever, når et
af livets store spørgsmål endelig bliver afklaret. Det er vigtigt at bemærke
den ekstatiske sindstilstand, jeg ankom i, for når John endte med, som jeg
havde forudset at opføre sig på en måde, der var diametralt modsat af, hvad
man kunne forvente af den frygtindgydende psykopat, som hans familie havde
insisteret på, at han var, var det netop fordi jeg mentalt havde opbygget
denne desperate mand som den, der havde svaret på livets gåde i hånden. På
den måde kunne jeg give ham de ufattelige kræfter, som mennesker får, når man
viser dem tillid og dyb menneskelig interesse: Han følte sig accepteret og
elsket. Ganske vist var han indesluttet, fjendtlig og,
ja, ærefrygtindgydende. Hans kom til døren bevæbnet med en pistol, hans skæg
var vildtvoksende og symboler på vold tatoveret på kroppen. Alligevel har jeg
sjældent mødt en mand, der var så hurtig til at åbne sig, da jeg fortalte
ham, at jeg var en af Woodys venner. Straks blev pistolen lagt væk og
erstattet af kopper af friskbrygget kaffe. Jeg følte snart en så
overstrømmende varme fra John og hans kone Connie, at jeg gik ud og overtalte
Eli til at slutte sig til os. Han var ganske vidst det samme bloddryppende
"monster", som Woody havde talt om i sit interview og hamret ind i
min bevidsthed i fem år. Men samtidig - og Eli var enig - var han et lille
kuet barn, som man næsten ikke kunne andet end at omfavne. Når man tænker på,
at jeg sagtens kunne have været en udspekuleret politiagent, er det utroligt,
hvor lidt der skal til for at åbne sådanne mennesker, og hvor ivrige de er
til at fortælle om sig selv. Og netop i den samtale, med dens gradvise
bearbejdning af smerte, ligger svaret på al vold. Alligevel gør regeringer
verden over sig blinde med deres forældede øje-for-øje-retorik og tilbagebagefald
til repressive reflekser hentet lige ud af Lucifers reaktionære fæstning. Resten af dagen fortalte John og Connie om den
vold, der gik gennem hele deres familie. "Se bare på Angel her."
Connie løftede den mishandlede pige på to og et halvt år op. "Hun er
fuld af vold mod sin søster. Det er hende, der er den slemme!" Og både
Eli og jeg tænkte, at det var sådan hun ville ende, hvis hun fra barnsben fik
at vide, at hun var "dårlig" og "ikke god nok". Moderen
gav hende adskillige ordentlige tæsk, men vi så hende næsten aldrig græde. I
stedet havde hun røde øjne i ansigtet og et permanent ydmyget udtryk af
bitterhed. Begge forældre talte åbent om, at det kun var,
når de var fulde, at de eksploderede i vold, og vi fik hurtigt et billede af,
hvor forfærdelige forholdene måtte være for de to børn. De gav endeløse
eksempler på al den vold, de havde været involveret i. Jeg behøvede ikke
engang at spørge om mordene på de sorte; deres blodige sidekommentarer om dem
passede perfekt til Woodys beskrivelser. Da jeg bad om at se de våben, der
var blevet brugt i de forskellige mord, tog John syv rifler og tre pistoler
frem, som han allerede havde lært de små piger at bruge. Han demonstrerede
endda med sin kniv, hvordan han havde stukket en sort far ned foran sin
familie. Jeg forsøgte at indramme mine billeder af ham under et billede af
hans egen far, ham, der havde givet al den vold videre til dem. Det hang på
væggen i en guldramme og udstrålede en uhyggelig ondskab, som ikke kunne
dækkes af fotografens pæne studieopsætning i søndagstøj. John ville have os til at overnatte og tage på
alligatorjagt med ham næste dag. (Han levede af ulovligt krybskytteri af
alligatorer og havde fyldt køleskabet med alligatorkød). Jeg var villig, men
Eli protesterede mod at "gå på alligatorjagt i sumpen med en seriemorder
i tæt tåge". Så efter et varmt farvel begav vi os af sted i mørket. Vi
var som forstenede på turen tilbage og kunne næsten ikke tale om andet. Om efteråret inviterede jeg den danske
tv-reporter Helle Vibeke Risgaard til at optage den traumatiserede familie
til tv. John arbejdede nu "offshore", så Connie kunne tale mere
åbent om ham. I flere dage hørte vi om det ene mord efter det andet - denne
gang på en åben Betacam-video. Da det hele kom i en rablende strøm eller i
sidebemærkninger, tog det ikke lang tid, før det begyndte at svimle for os.
Efter et par timer kunne vi hverken huske eller var ligeglade med alle de
mord, vi havde hørt om. Connie var en mærkelig sammenblanding. Hun
fremstod som en rationel kvinde med ophøjet ro, og alligevel vidste vi fra
Rose og Adeline, at hun var endnu mere voldelig end John, som de faktisk så
som hendes offer. Flere gange sagde hun, at hvis det ikke havde været for
hendes religion og børnene, ville hun for længst have forladt ham. Men vi
begyndte hurtigt at tvivle på det; uden sine børn, hvem ville hun så kunne
slå? Da John var væk, havde vi mod på at drikke sammen med Connie, som regel
til kl. 4 om morgenen, og vi fik rig lejlighed til at se hendes forhold til
de to mishandlede børn. Det ene øjeblik var hun kærlig, men i det næste
øjeblik kunne hun slå ud i et ukontrollabelt raseri og piske den treårige
Angel med et læderbælte. Dette udviklede sig til en kortvarig konflikt mellem
Helle og mig. Helle forsøgte impulsivt at række ud efter barnet og beskytte
det, hvilket gjorde mig vanvittig, da det forhindrede mig i at fotografere
mishandlingen. "Sikke en ond mand du er!" råbte hun sammen med
lignende beskyldninger (forståeligt nok, vil jeg tilføje). "Hvis du
havde rejst lidt mere i sorte ghettoer," snerrede jeg, "og set den
slags overgreb hver eneste dag, ville du vide, at det ikke er din opgave at
redde hvert eneste barn i et øjeblik af sentimentalitet. Nej, din opgave er
gennem din bestyrkende tilstedeværelse at give disse forældre den kærlighed
til sig selv, som er nødvendig for, at de kan udtrykke kærlighed til deres
børn. Men for at undgå selve synet af vold og misbrugte børn gør vi det
modsatte og flygter alle sammen ud af ghettoen. Og det er sådan, vi i sidste
ende bliver den direkte årsag til dens mishandlede børn." Jeg vidste
også, at jeg ikke behøvede at belære Connie om, at det er forkert at
disciplinere hendes "onde børn" med vold, for alle mennesker ved
inderst inde godt, at det er forkert at slå børn. Hvis jeg var begyndt med
moraliserende prædikener, ville hun blot have fået det endnu værre med sig
selv. Desuden sagde min "højere sunde fornuft" mig, at det ikke var
nødvendigt at gribe ind, fordi barnet så tydeligt forventede tæskene. Hun
græd ikke engang. I stedet fortsatte hun i trods den adfærd, som havde gjort
hendes mor vanvittig. Selv om jeg vidste, at dette var en ekstraordinær
chance for mig for at få nogle billeder til et af de mest centrale og
lærerige afsnit i min undervisning om fattige hvide, nød jeg bestemt ikke nød
at fotografere denne mishandling. Ofte spurgte jeg mig selv, hvor grænsen gik
- hvornår ville jeg egentlig gribe ind? I modsætning til den uhæmmede vold, der var
almindelig blandt fattige sorte, dæmpede en fremmed persons tilstedeværelse
som regel de fattige hvide forældres aggressioner. Min fotografering var i
sig selv det, der fortalte Connie, at hendes opførsel var uacceptabel, men på
en måde, der var blidere, end hvis vi havde irettesat hende eller beskyldt
hende for at være "et dårligt menneske". Det ville nemlig være en
gentagelse af det, hun gjorde med barnet. Jeg har sikkert fornærmet mange
læsere på dette punkt (selv om de samme fornærmede læsere aldrig klager over
volden i mit diasshow). At mit show fik en renæssance i 90'erne, tror jeg var
fordi det skildrede den stigende vold i os som afspejledes i en stigende
børnemishandling. Det førte til en voksende interesse for undertrykkelsens
pædagogik. At øge den kollektive bevidsthed om undertrykkelsens rødder vil
være den sande redning for barnet. Alligevel vil jeg også gerne forsvare det
modsatte synspunkt, som hævder, at det er afgørende at stoppe den vold mod
børn (og kvinder), der foregår døgnet rundt, om end kortvarigt, selv om det
betyder, at man må ødelægge vigtige fotografiske beviser for den. For hvis de
få af os, der opsøger disse udstødte - udelukkende for at dokumentere og
dermed udnytte dem - ikke griber ind, hvem skal så gøre det? Uanset årsagen
til, at man befinder sig i en sådan situation, lukker den barmhjertige
samaritaner ikke øjnene, åbner sit objektiv ... og går forbi! Det værste i hele denne situation var ikke
konflikten mellem disse Dostojevskiske etiske
synspunkter, men det, som både Helle og jeg snart følte over for det misrøgtede
barn. Da vi første gang trådte ind i denne forsumpede hvepserede rede, havde
vores umiddelbare medfølelse været for de to mishandlede børn med sorte rande
under øjnene. Vi ville snart mærke, hvordan "vi" altid ender med at
være med til at tvinge sådanne ofre ind i undertrykkerens rolle - den onde
cirkel. Aldrig har jeg set det så tydeligt som hos den treårige Angel; hver
eneste af hendes reaktioner var af ond vilje. Vi ved alle, hvordan de vanrøgtede
typisk bider den udstrakte hånd, og hvordan de ødelægger alt omkring sig for
at få opmærksomhed. I begyndelsen har man lyst til at tage barnet op og
kærtegne det, men barnet ødelægger hurtigt alt det overskud af hengivenhed og
kærlighed, som vi kan opmønstre. Og da den "onde" lille
"engel" fra kl. 8 om aftenen til kl. 4 om morgenen endte med at
ødelægge næsten alle vores kameraer, mikrofoner, ledninger og bånd, ja, så
følte vi efterhånden, at volden i os selv blev ophobet - helt til det punkt,
hvor vi også fik et ubeskriveligt ønske om at overfuse hende verbalt, tæve
hende og sparke hende hen ad gulvet. Det er sådan, at vi overalt i verden skader
de skadede. Og når man år efter år har undervist eleverne i dette, er det
virkelig en god pædagogisk lektion pludselig at "mærke", hvor hurtigt
man selv kan blive en del af undertrykkelsens onde cirkel. Hvor hurtigt blev
vi ikke Connies koalition af villige! Langsomt synkende sammen med hende
derude i sumpen. Det mest forfærdelige for os begge var at opleve
den tætte sammenhæng mellem mishandling og racisme. Da vi spurgte den
treårige Angel, hvad hun syntes om sorte, blev hun fuldstændig forvirret.
"Hvad mener du med 'sorte'? Niggere? Vi skyder niggere, ikke sandt,
mor?" Når kameraet kørte, og hendes mor var ædru, kunne
vi af og til opleve Connie blive så selvbevidst, at hun sagde
"sort" og sporadisk forsøgte at bruge det ord foran barnet. Det var
interessant, fordi det viste, at argumentet i Gunnar Myrdals An American
Dilemma var gyldigt i selv de laveste samfundslag, dvs. at der er en konflikt
mellem samfundets højere idealer - f.eks. at ”vi alle er lige" - og de
helt modsatte budskaber, som forældrene nærer i deres indre om
"undermennesker", og som ender med at sive ind i barnets ubevidste. 228 Vi så dette endnu tydeligere i Connies forhold
til den 7-årige Natasha. Connie syntes, at det var i orden, at Natasha havde
lavet nogle problemer i skolen, fordi, forklarede Natasha, "Niggeren,
der sad foran mig, lugtede". Men Connie skældte Natasha ud, fordi skolen
lige havde smidt hende ud for at have startet en bande med fire andre piger.
Jeg fornemmede, at der var mere på færde, og spurgte Natasha: "Skulle
banden konfrontere de sorte?" Det var et svært spørgsmål, for alene
betegnelsen ”sort” fortalte Natasha, at jeg var på "niggernes"
side. Så hendes svar var ikke helt så let for hende, som da hun retorisk
havde gentaget "Niggers smell!" Lidt
senere blev hun sig selv (snarere end den velopdragne pige, som samfundet
gerne ville se). Hun indrømmede, at de fire piger havde lokket en sort dreng
ind i skoven og smadret hans hoved med en sten, indtil han væltede blod ud.
Hun nød synligt at beskrive dette forfærdelige overfald i et grafisk
splattersprog. Hvorfor havde hun gjort det? Fordi hendes mor en dag,
tilsyneladende i et øjeblik af politisk korrekthed, havde fortalt hende, at
"niggerne bløder rødt ligesom os". Det var Connies måde at fortælle
hende på (når hun var ædru), at "vi er alle lige, så tal pænt om dine
skolekammerater". Natasha troede ikke på dette budskab, som modsagde
alle de andre informationer, hun havde fået fra sine forældre om at "slå
niggere ihjel" (som regel når de var fulde). Så hun havde startet en
bande og overfaldet en dreng for at finde ud af, om det var sandt. Hertil
svarede Connie blot: "Det var ikke pænt af dig at gøre, Natasha".
Men vi havde alle drukket, og Connie sagde det med et stort smil. Hun var
tydeligvis stolt. Natasha fik altså at vide, at det var i orden at smadre en
drengs hoved med en sten for at finde ud af, om "niggere bløder
rødt"! Sjældent har jeg set en så klassisk lektion om
racismens pædagogik: Det var det knusende "tveæggede" dræbersværd,
det dobbelte budskab, som det praktiseres af det store flertal - dvs. af os,
de mere almindelige "liberale" rettænkende mennesker - som konstant
hamrer "vi er alle lige", den amerikanske trosbekendelse og
"kristen kærlighed" ind i vores børn. Og alligevel, når det drejer
sig om folk i "den indre by", sorte, homoseksuelle, jøder, muslimer
osv., løfter vi øjenbrynene eller ændrer vores stemme en smule, uden at vi
overhovedet er klar over det, og sender det modsatte budskab til barnet, at
nogen er "ikke lige så lige". Barnet kan ikke bearbejde et sådant
dobbeltbudskab med dets skjulte undertrykkelse og ud af smerte og i
forvirring afreagerer det i forskellige racistiske mønstre under opvæksten. Connie gav mig på en eller anden måde håb for
menneskeheden, for hun understregede det, som jeg altid havde oplevet blandt voldelige
kriminelle og endda Ku Klux Klan-medlemmer: Man
behøver ikke at lære en voksen som Connie om rigtigt og forkert (som Ivan
insisterer på i Brødrene Karamazov om at leve uden en Gud). Nej, alle ved, at
det er forkert at dræbe, at hade, at påføre smerte. Mens de er fanget i deres
egen ulidelige smerte, kan de blot ikke altid leve op til deres højere
idealer. Da Connie bedre end nogen anden udtrykte vores
dybere fælles menneskelighed, kunne jeg ikke undgå at føle en større og
større hengivenhed over for (og glæde omkring) hende. Hun var denne enorme
klump af eksplosiv vold og had, med en ejendommelig blanding af sund fornuft,
ømhed og kærlighed, men indeholdt alligevel et dybt indgroet ønske om at
udtrykke de bedste idealer. Jeg var glad for at føle denne voldsomme
tiltrækning til hende, da det på en eller anden måde mindede mig om de
følelser, jeg altid havde næret for fattige sorte som ofre. At hun selv var
et offer, blev klart, da vi mødte Connies desperat alkoholiserede og vanvittige
far (selv om Connie hævdede, at der aldrig havde været et direkte incestuøst
forhold mellem dem). På et tidspunkt gik det op for os, i hvor høj
grad moralske begreber var gledet os af hænde efter kun få dage med Connie
ude i sumpen. I løbet af sommeren havde John fanget en vaskebjørn, som blev
familiens kæledyr. Børnene rullede sig konstant rundt i sengen med deres nye
legetøj og fodrede den med kiks. Jeg nød at tage bad i det vanvittige rod i
deres "badeværelse", fordi vaskebjørnen med sin store hale hjalp
med at vaske mig i badekarret. Det var så sødt, at Helle fik den idé, at hun
kunne lave et vidunderligt børne-tv-program om, hvordan den legede med de
mishandlede børn (derhjemme plejede hun at producere børneprogrammer), men
hun var løbet tør for videobånd. Det var min skyld. Inden vores ankomst havde
jeg advaret hende: "Dette er en familie, der er så dysfunktionel, at du
ikke kan interviewe dem direkte om deres vold. Bare lad dit kamera køre hele
tiden, især når de er fulde, og du vil få de mest chokerende optagelser hvor
de henkastet omtaler alle deres mord." Da vi løb tør for bånd i løbet af de nætter, hvor
vi gik på "druk og drabsudflugter", foreslog Helle at slette nogle
af de tidligere bånd. Og da mord og vold efter få dage var blevet til den
kedelige hverdags "ondskabens banalitet", sagde jeg til Helle, at
det var i orden, selv om grunden til, at jeg havde inviteret hende med, var
for at optage det hele. Først da vi var ude på landevejen igen, gik det op
for os, at hun havde slettet mange af beviserne for en - selv efter
amerikanske standarder - chokerende seriemordshistorie til fordel for et
trivielt børneprogram. Dette var et forfærdeligt eksempel på, hvor
hurtigt vi var blevet hjernevasket ind i Connies perverse voldslogik, som hun
selv bedst udtrykte, da hun på et tidspunkt spurgte: "Sig mig, skriver
du en bog om os?" Jeg blev defensiv, men svarede ærligt: "Måske en
dag, men jeg vil sørge for at beskytte jer alle (mod retslige tiltag)."
"Nej, det behøver du ikke at bekymre dig om," sagde Connie.
"Det eneste, jeg ikke ville være glad for, at du skriver om, er den
aften, hvor jeg brød ind på en restaurant sammen med Woody og stjal skaldyr
af sult." Hun vidste udmærket godt, at indbrud var ulovligt, og hun
havde stærke meninger om det, da en af "niggerne" i nabolaget
engang havde stjålet hendes høns. Men hun følte ikke, at det var ulovligt
eller forkert at dræbe "niggere" i massevis (når hun var fuld)! 230 Efter varme knus sagde vi farvel til hende og
børnene foran den forfaldne trailer med plastikdækkede vinduer. Jeg vidste,
at jeg ville savne hende - eller i det mindste kontakten med den voldelige
side af mig selv, som hun havde udstillet for mig. En god grund til at tage
af sted nu var tilstedeværelsen af Connies rablende gale far, som ødelagde
enhver samtale med sine sexgale fantasier om Helle. "Kan du virkelig
sove i bilen med sådan en sexet blondine uden at have sex?" blev han ved
med at spørge. Man hører ofte sandheden fra dem, der er fulde eller vanvittige
(han var begge dele). Han udtrykte åbent hvad amerikanerne normalt
forestiller sig, når jeg inviterer danske kvinder med på mine rejser - om
ikke andet for at undgå at forelske mig i mine fotografiske ofre, som f.eks.
hans datter Connie. Senere i 1996 Det var ikke muligt i dette
"højteknologiske" fængsel, og han havde lært at leve med sin sorte
cellekammerat. "Han ”fucker” ikke med mig, og jeg ”fucker” ikke med
ham." De talte aldrig om raceforhold. Ingen af dem vidste, hvad den
anden sad inde for. Sarah var det eneste af hans ofre, jeg kendte, så jeg
følte et særligt ansvar som hendes budbringer. Da Woody ikke havde nogen som
helst erindring om den aften, han havde dolket hende ned, bad han mig
fortælle i detaljer, hvad der var sket. "Den stakkels pige", sagde
han flere gange under vores samtale. Om sin "dyriske" opførsel i
retssalen, da han havde truet hende, kunne han kun huske, at han havde været
"et røvhul" uden at vide, at Sarah var til stede. Jeg fortalte ham,
hvor vigtigt det havde været for Sarah at se Woodys brev til mig, hvori han
bad om hendes tilgivelse, og jeg spurgte ham, om han var klar til et møde
mellem offer og gerningsmand for at hele sårene. Efter lang tids overvejelse
svarede han, at han ikke var klar til det. Så begik jeg en frygtelig fejl.
Jeg sagde, at Sarah havde været mere forstående, end jeg havde forventet,
fordi hendes egen bror sad i fængsel. Woodys bestræbelser på at tænke i
medfølende termer blev straks knust, og morderen i ham kom frem. "Du er
nødt til at give mig navnet på Sarahs bror," krævede han. "Jeg har
hørt fra indsatte, der er overført fra Angola, at der er en fange her, som er
ude på at slå mig ihjel. Her skal man dræbe eller blive dræbt." Jeg
vidste, at fangen sandsynligvis var Sarahs bror, da hendes anden bror under
mine samtaler med hende hele tiden sagde vredt: "Hvis bare jeg kunne få
fat i den fyr!" Så nu var jeg pludselig involveret i en kamp på
liv og død og indså, at det måske ikke var så let at være budbringer,
brobygger eller forsoningsmand, som jeg havde forestillet mig. Ligesom
Vorherre selv måtte jeg beslutte, hvem af dem der skulle dø! Hvis jeg ikke
afslørede navnet, ville det blive Woody, min ven, som en dag sandsynligvis
ville få halsen skåret over bagfra. Jeg vidste, at jeg ikke ville sige navnet
til Woody, men jeg vidste også, at hvis jeg blev ved med at nægte, ville jeg støde
ham fra mig. I det hele taget var det en chokerende oplevelse
at møde Woody igen. Det var der flere grunde til, hvoraf en af dem var, at
jeg måtte revidere meget af det, jeg havde sagt om ham i mit diasshow. Jeg
kunne stadig skimte det sårede barn i Woody, men det var sværere og sværere
ikke at se ham med samfundets fordømmende øjne. Jeg vidste, at jeg ikke ville
have modet til at sætte denne mand fri i hans nuværende tilstand, men jeg
vidste også - som jeg blev ved med at minde mig selv om - at denne tilstand
var forårsaget af netop dette dømmende smid-væk-samfund, for ikke at nævne
den yderligere brutalisering, som fængslet havde udsat ham for. Lige så svært som det var at tilbageholde Sarahs
brors navn, lige så svært var det at undlade at fortælle Woody om Dawn, den
eneste kærlighed i hans liv. Samme morgen havde jeg ringet til Dawns mor,
Adeline; hun var i chok. Dawn havde forsøgt at begå selvmord aftenen før. Hun
var blevet fundet halvdød i en gasovn. Adeline havde bedt mig om ikke at
fortælle det til Woody, men Woody blev ved med at spørge mig om hende. Og der
var andre nyheder: Dawn havde fået et barn med Woodys bedste ven. Jeg vidste,
at Woody ville slå ham ihjel sammen med Sarahs bror. I denne korte beretning har jeg blot antydet
nogle af de problemer, jeg var stødt på i mit forsøg på at være venner med
alle parter i en voldelig underverden, der har sine egne forvirrende regler.
Under den tre dage lange køretur tilbage til New York gennem en deprimerende
regn, der varede alle tre dage, tænkte jeg ikke på meget mere end dette: MIT amerikanske
dilemma. 1998 Med en sort kvinde i 2003 Rikke pegede på hendes bedårende lille datter på
væggen. "Ja, min datter der forsvandt tilbage i '67. Hun var 16 år. Jeg
fik et anonymt opkald - en stemme sagde, at hun var druknet i en havn."
Rikke spurgte: "Hvem var det, der ringede?" Da vi var ved at gøre os klar til at gå, sagde
jeg: "Nå, Rose, vi er på vej ud for at besøge John." 233 234 Den 17-årige Natasha, som næsten havde dræbt en
sort dreng med sten og siden havde tilbragt to år i fængsel for andre
forbrydelser, var lige så begejstret for vores gensyn. Hun var også
begejstret for at møde Rikke, som hun ville fotograferes med uafbrudt. De var
måske nok blevet opdraget til at "dræbe niggere", men deres smerte
var ikke diskriminerende i forhold til farven på den kvinde, der tilbød dem
kærlighed og håb om at lindre denne smerte. Rikke, som blev adopteret ind i
en kærlig dansk middelklassefamilie, kom med alt det overskud af kærlighed,
som disse kærlighedsfattige børn higede efter. Ved mine efterfølgende besøg i
årenes løb blev de ved med at spørge, hvorfor jeg ikke havde taget den
"dejlige farvede kvinde" med mig. 2009 Natasha var flygtet fra ham omkring det
tidspunkt, hvor jeg så hende sidst, og nu havde hun to børn, som hun havde efterladt
hos John. Han vidste ikke, hvor hun var; "sikkert i fængsel igen",
gættede han. Og Angel var nu i fængsel. Woody var efter 16 år blevet
prøveløsladt og var flyttet ind hos John. Han havde voldtaget den 13-årige
Angel og gjort hende til narkoman. John var så rasende, at han satte sin egen
bror i fængsel igen - denne gang på livstid - fordi han havde brudt sin
prøveløsladelse. Angel var heller ikke nogen helgen. Som 13-årig havde hun
stjålet en bil for at køre nogle af sine venner til en McDonald's og blev
dømt til en ungdomsinstitution. Hun undslap et år senere ved at stjæle en af
deres gule skolebusser. Jeg har ingen anelse om, hvordan hun, lille som hun
var, overhovedet kunne nå fodpedalerne. Måske kunne hun ikke, da hun kørte
galt i bussen, så den blev totalskadet. Hun afsonede nu en dom på flere år i
et fængsel så langt væk, at John ikke havde råd til at tage derhen. John,
bemærkede jeg, forsøgte sammen med sin nye kone at opdrage sine to børnebørn
bedre, end han havde gjort med sine døtre. Det ene havde fået navnet Connie
efter deres døde bedstemor. Jeg følte, at John nu var på rette vej og var
mere bekymret for Natasha og Angel. 2012 "Nej, vi blev fucking opdraget til at dræbe
niggere, så hvordan skulle jeg kunne det? Først da jeg var omkring 14 år og
hørte det i radioen, begyndte jeg at vende mig mod min far. Og kort efter jeg
så dig og den søde farvede dame sidste gang, løb jeg hjemmefra." Senere den aften fik jeg at se, at sådanne
følelser udleves på forskellige måder. Vi var begge emotionelt smadrede efter
disse daglange afsløringer, hvor hun som øjenvidne havde bekræftet de
grusomme mord på sorte, som Woody havde fortalt mig om 20 år tidligere.
Vigtigere endnu, hun havde også givet mig den dybere forklaring på det hele:
det hele havde rod i en dyb ubearbejdet vrede, der i sig selv stammede fra
den konstante voldtægt af to små børn eller drenge. Vi var fuldstændig udmattede ved dagens slutning,
men Natasha insisterede nu på, at jeg skulle tage hende med til
spiritusforretningen. Derefter ville hun tage mig med "ned i
hullet", som jeg vidste var det værste sted i Amerika. Nede i "the
hole" (et sted hvor kriminelle misbrugere holdt til) fik vi selskab af
hendes venner - de vildeste og mest skræmmende crackhoveder og meth-kogere, jeg nogensinde havde set. Da Natasha nu
tydeligvis var blevet vanvittig, tvang en af dem os ind i min lejebil (mig på
bagsædet og Natasha foran). Mit livs vildeste tur var ved at begynde. Vi
kørte 160 km/t gennem gaderne - mod trafikken på ensrettede gader og gennem
mørke gyder, ofte med skraldespande, der fløj rundt om os som i en
Hollywood-jagtscene. Flere gange forsøgte Natasha at begå selvmord ved at
kaste sig ud ad døren. I første omgang tænkte jeg: "Pokkers osse!
Hvorfor tegnede jeg ikke en forsikring på lejebilen i lufthavnen i
Atlanta?" Lidt senere tænkte jeg: "Hvorfor har jeg ikke tegnet en
livsforsikring?" Jeg var helt sikker på, at mit liv med en så beruset og
dopet bilist ville ende præcis på samme måde som det havde gjort for Natashas
mor. Sent om aftenen, efter en højhastighedsjagt over mange floder og sumpe,
endte vi i en tom bar, hvor Natasha vågnede op. Hun tog sin kniv frem og
krævede shots til os alle og insisterede på, at jeg skulle drikke dem fra et
glas, der var klemt mellem hendes bryster. Lokal tradition, tror jeg, de
sagde. Jeg følte mig mere sikker blandt deres knive, end jeg gjorde ved at
køre med dem, så jeg udsatte turen hjem, indtil Natasha var besvimet. Hun
virkede så "død", at vi troede, at hun havde fået et hjerteanfald.
Vi bar hende ud til bilen og kørte hjem, hvor vi kl. 5 om morgenen bar hendes
enormt tunge krop - den lignede hendes mors med al den vægt, hun nu havde
taget på - ind i stuen. Derefter flygtede jeg fra gerningsstedet, lettet over
at jeg var i live, men bange for at politiet ville dukke op og sammenligne
bulerne i min bil med de ting, vi havde smadret den nat. Natasha var
tilfældigvis gravid og fødte kort efter. Da hun landede i fængsel igen, blev
også dette barn taget fra hende. Senere samme dag var heldet med mig, og jeg fandt
Angel i en fjerntliggende by. Jeg havde ikke set hende i næsten 10 år (mens hun
havde siddet i fængsel) og blev igen overrasket over, at hun kom løbende ud
for at omfavne mig på samme måde som da hun var 9. Nu var hun 19 år og
gravid. Hendes mand var en rå Hells Angel-type, der lignede den unge
fængselsbrutaliserede Woody. Natasha havde ikke annonceret min ankomst, da de
ikke længere havde kontakt med hinanden. Da jeg nævnte, at Natasha ville have
deres far i fængsel, kunne Angel ikke forstå hvorfor, men hun havde jo været
for ung til at være vidne til alle mordene. Som toårig havde hun kun lært de
ord, som hun husker som sine første: "Vi dræber niggere" - uden at
forstå, hvad de betød. Efter i årevis at have udlevet sine forældres vrede,
som fordømte hende til at være "the bad one",
var hun blevet løsladt fra fængslet og ønskede at stifte familie. Da jeg sad
der og interviewede hende, blev jeg igen slået af, hvor lille hun var. Hun
havde håb for fremtiden, og inden jeg gik, bad hun mig om at tage nogle
billeder af hende sammen med den mand, hun havde giftet sig med i Johns hus.
Selv om hun boede relativt komfortabelt hos sin mands forældre, ønskede hun
tydeligvis ikke, at jeg skulle rejse. I de næste otte år sendte Angel mig det ene
desperate brev efter det andet på trods af, at hun knap nok var i stand til
at skrive. Først om fødslen af deres to børn, med nøjagtig angivelse af
størrelse og vægt på hvert af dem, derefter om hvordan hendes mand havde
forladt hende, og hvordan hun var endt i en trailer, der var lige så nedslidt
som den, hun var født i - fattig og alene med sine to børn. Så kom det ene
råb om hjælp efter det andet fra forskellige fængsler, efter at hendes børn
var blevet tvangsfjernet. Da jeg spurgte til Natasha, vidste hun kun, at hun
også var i fængsel. På det seneste, efter at hun havde afsonet sin
straf, fandt Angel en ny mand, fik et barn med ham og virkede ret lykkelig.
Nu sender hun mig nødråb om hjælp, når John, hendes far, er blevet indlagt på
hospitalet - et resultat af mange års druk. "Far vil gerne se dig. Vær
sød at komme tilbage, Jacob. Jeg skal nok betale flybilletten." Det er
tydeligt, at hun ikke aner, hvor langt væk Danmark er, eller hvor dyr sådan
en billet er. Selv om jeg føler, at denne traumatiserede
familie er blevet uretfærdigt behandlet af alle os vindere i samfundet, er
der én ting, som mit 30-årige venskab med dem har lært mig, nemlig
vigtigheden af - uanset hvor lidt tid vi har tilbage fra vores travle
karrierer - at gribe ind som frelsende engle på vegne af de misbrugte og
forsømte børn omkring os. For selv om jeg kun tilbragte et par dage med
Angel, da hun var 2-3 år gammel, glemte hun mig aldrig, hvilket hun gjorde
klart en dag, da hun var 9 år, og en eftermiddag, da hun var 19 år. Den dag i
dag skriver og ringer hun konstant til mig, og nu har hun endda fået mit navn
tatoveret på sit bryst (som det ses her). |