210 – 221 Roots of white hate – KKK II (old book no)
Vincents text
Norsk oversættelse Ny
dansk bog
|
Love disguised as hate
- I.
In books about the KKK, Robert Moore is described as one of the most
dangerous Grand Dragons in the US. He threatened that “his Klansmen would
open fire to massacre counterdemonstrators if they dared to oppose” his
rallies, “and God forbid if there’s any children there.” I grant that such
inflammatory language can be dangerous for weak souls, so when I met Robert
at a party at Klan headquarters, I was curious to find out what he was made
of. Certainly this small fat timid and taciturn man could look scary with all
his hateful tattoos, but, I thought, never judge people by their appearances;
see what they hold in their hearts (all those layers of beer fat
notwithstanding). I got my chance while we were drinking. He kept asking whether
he could drive with me to Mississippi since I was on my way to New Orleans.
“Why do you want to go there?” I asked. I was surprised since he lived in
North Carolina and couldn’t even afford a bus ticket back home. He wouldn’t
answer in front of other Klansmen. (You don’t brag about deeds of love in the
Klan.) But after we’d drunk plenty of beer, he loosened up and quietly told
me his story.
Robert so moved me that I later went with him home. He is one of the
few in the Klan who still says “nigger” and uses empty rhetoric like “I stand
up for my race!” “Then why do you lie down on that couch while your ex-wife
is screwing a Mexican in the bedroom just behind you?” I teased, knowing that
Mexicans are a bit worse for the Klan since they’d jobs away from the Klan.
“That wetback,” he retorted, “has been a good stepfather to my sons all those
years I neglected them.” Robert’s sister was equally abused and at 12 years old took a kitchen
knife and cut their stepfather’s throat. He survived and she was removed from
their dysfunctional family. Yet it was the oldest brother I found most
interesting. A hermit hiding deep in the woods, he was surprised that I found
him and wouldn’t let me photograph him. He’d been in and out of prison all
his life for burning down homes—no matter the race of the owners. Being a
pyromaniac was his way of burning crosses (or of burning his pain away).
Take Robert and Nancy’s two unloved sons, whom Nancy and her Mexican
husband have adopted. The oldest son, Thomas, is in prison for bombing
houses, while Justin, who was just released, spent a year in prison for
robberies he’d committed with his black friends. “He should’ve stayed in prison
much longer,” Robert said of his mentally challenged son. Justin was 17 when
I met him, and it was obvious he craved his father’s love. He was seeing him
for the first time—the great returned Klan leader he’d admired and missed his
entire life. Robert told him stories about his “formidable battles” as an
“armored crusader,” and Justin fantasized about becoming a great Klansman,
surpassing his father in “nigger-talk” and derogatory phrases—to such a
degree it made Robert, who realized his naïve son actually took the phrases
seriously, uncomfortable. I followed Robert over the years and thought I now knew everything
about him. I laughed when I saw him on the Jerry Springer show faking the
“bad guy” role he’d learned so well. In front of hundreds of hateful
spectators, he beat up Justin for having a black girlfriend, while Justin,
the not-so-smart son, attacked his half-sister Tania for having a “Wetback
baby” (she wept on stage, “But you love both him and your own Mexican
stepfather and only act like this to get your father’s love”). All of them
had been paid, driven in limousines, accommodated in the finest hotels,
manipulated, and choreographed by Jerry Springer to make the whole world
believe that they hate Mexicans and blacks in a gladiatorial show for us, the
real haters. Well, ten years later Robert asked me to marry him to his fifth wife,
Peggy, “a good Christian,” a minister’s daughter from up north trying to be
his saving angel. So, I drove with a Danish TV-crew all the way to Arkansas.
I had wedded Muslim and Jewish couples, so I felt that it could be fun also
to marry a Christian-Klan couple. Here’s an extract of my wedding speech,
filmed in front of Robert’s surprised Klan friends: “Dear Robert and Peggy, Today, we are together with your friends because your marriage through
civil matrimony shall now be confirmed. [… ] For you two, Robert and Peggy,
it has been a long rocky road before you found each other and in some way
saved each other. When I met you in the Klan, contrary to what I expected, I did not
find any hate in your group, but very much love in the people whom I soon
realized had not had much love in their own childhood. […] I hope you do not
mind me telling it here, how you were brutally beaten and mistreated since
you were four years old by your violent stepfather … and when you were 14,
you cut up your stepfather’s stomach with a razor blade and got five years in
prison. And then trouble started again. One day you were lynching a black….” Here I choked on my words, literally in deep pain. For during my
jogging, the same morning, I fell and broke a rib and was hospitalized. When
I went by with the film crew to tell Robert that I wasn’t sure whether I’d be
able to make the wedding that evening and he saw my pain and bandaged wounds,
he said that there was something he wanted to confess to me which he’d never
told me before. “Well, Jacob, I have to lighten my heart and tell you first
that I once lynched a black man. It started in North Carolina when he
molested a little girl, four years old. The father of the little girl was a
good friend of one of our members. So we picked him up one night when we were
at a party drinking a lot of beer … just like we’re doing here today. We took
him up to the mountains and put a rope around his neck and asked him if he
had anything to say. He said, ‘May God be merciful upon my soul.’ That is
when I hung him. He dropped. And then I cut his throat to make sure he was
dead.” Robert, like me, was now visibly troubled. “I have nightmares.” I was
in complete shock. “You do?” “Yes, sometimes when I close my eyes, I see that
nigger there swinging. Yes, somebody who says they can kill somebody, and it
don’t bother them, well, they are full of shit. After all these years I still
wake up like somebody poured water all over me. It’s something I have to talk
with Peggy about because it bothers me. The nightmares just keep coming back
and keep coming back. It is a never-ending thing for me.” I was speechless and although I should have stayed with Robert, I
decided to go back with the camera crew to their hotel to reflect on whether
I could now conduct the marriage the same evening. I decided that I could not
let him down even though we were now in double pain. I had to be lifted out
of bed screaming with my broken rib. So here are pieces from the rest of my long wedding speech: “…. one day, Robert, you saw on TV how Hurricane Katrina devastated
Mississippi and Louisiana, drowning thousands of people. You were so moved by
seeing all the suffering and … there you worked to help people build their
houses again … Hard physical work … here I saw how you put your own life at
risk to save black people… This is what I call ‘love disguised as hate’ and
it’s therefore people like you, Robert, who give my life inspiration … And so I want to end with a quote from St. Paul: ‘Love is patient,
love is kind. It does not envy, it does not boast, it is not proud … Love
does not delight in evil but rejoices with the truth. It always protects,
always trusts, always hopes, always perseveres.’ I ask you, Robert, will you
have Peggy as your spouse?” My speech released tremendous joy, surprise, and relief from the
partying Klan members, who said they had learned so much about themselves.
Since then I’ve continued my talk with Robert about the lynching. 1. When I met him in 2005, he felt
too ashamed of his crime to tell me about it despite being otherwise honest.
It was no longer politically correct in the Klan to lynch blacks or even hurt
them, only to demand “equal justice for all” by resisting affirmative action
programs for blacks. As the Klan always laughingly said to me, “Everybody
thinks we still go around hanging blacks from trees.” 2. Still plagued by guilt and PTSD
nightmares when Katrina hit in 2005, 10 years after his prison term, Robert must
have felt that only by risking his own life to save black lives—giving back
the life he took—could he redeem himself. Around the same time, I’d often
heard him talk about how he’d reconciled with his violent stepfather, whom
he’d hated his whole life. He’d driven a long way to be him on his deathbed,
and it had given him much relief and validation to hear his dad finally say,
“I am sorry.” In my talks with him and Nancy, I realized that he himself saw
a direct line going from his violent childhood to the youthful rage that
first turned him into a drug addict whose only friends were black, then to
his rejection of both them and Nancy, terminating with the lynching of a
black man. When you go through terror in childhood, you’re never free and,
emotions killed, you disconnect from reality. No wonder I today see Robert post a lot about Jesus on Facebook. In
some way I see him carrying the cross of his redeeming savior as well as
those of the two crucified sinners at his sides.
Love disguised as hate
- II.
During my long work with the Klan, I never saw them commit violence
against blacks, but I saw plenty of violence among their own. Raine, who
belonged to another Klan group, had read what I wrote about the Ku Klux Klan
on my website and invited me to her home in North Carolina since, she said,
“I have a university degree in sociology and have studied the members of our
group and came to the same conclusion as you about their abused childhood.”
When she served me morning coffee in bed, she told me about her two prison
sentences. “What for?” I asked. “Didn’t you know I’m a double murderer?”
Hearing this from the sweet 20-year-old woman at my side, I almost spit out
the coffee. She then told me how, as a 14-year-old, she ran away from her
abusive racist father, became an antiracist skinhead, and lived in Los
Angeles in a garage with some Mexican girls. One day, in self-defense, she
killed an intruding Mexican drug gangster. After two years in prison and
feeling betrayed by the Latinos, she returned home, and now 17, she had
turned a Neo-Nazi and shot a white antiracist demonstrator, “also in
self-defense.” Then “Good Christian Klan people” intervened, “teaching me
that what mattered in life was to do good to others rather than kill them.”
They sent her on missionary work in Africa for half a year. Raine loved Africa and was impressed to see for the first time how
black children were disciplined and eager to learn in complete contrast “to
the rowdy ghetto kids I went to school with at home.” Back home, her rise in the Klan was meteoric, and she set out to
become America’s first female Klan leader. She was Klan leader Virgil
Griffin’s speechwriter and brain. She’s also the only educated Klan member
I’ve met. She was a declared feminist and pro-homosexual activist, saying
“there’s too much homophobia and sexism in the Klan.” Raine invited me to a Klan fall rally in the woods to meet her
friends, but later that year, when I asked whether I could post my photos
from the rally on my website, she begged me to wait. The Klan usually loves
when I put members on display and give them a shot at fame, which is what
their membership is all about, but right then she was applying for “the dream
job of my life as a counselor for [black] criminals in our local prison. But
you can’t work for the state in NC if you’re a member of the KKK.” So, what was behind her desire to “do good to” blacks? As it turns
out, a childhood injury (something she has in common with many other Klan
members). Raine had grown up in the ghetto as a poor white, and her school
friends were almost exclusively black. Yet she was never allowed to take her playmates home because of
father’s racism, which he justified by saying “They’re all criminals and drug
addicts.” He wasn’t entirely wrong. Ghettoized children do not, as we know,
behave like saints. So ever since childhood, Raine had dreamed of helping her
former friends become “better people.” In Africa she’d started to understand
how ghettoization in America caused blacks to behave in the way that so repelled
her father. It wasn’t because they were “black.” She started deconstructing
American racism, which associates blacks with crime. So after a short college
education, she now got the chance to help them in prison, where so many of
her black friends had ended up. Did she see any contradiction in this? No,
“for when the blacks become ‘good people’ like us,” it’ll no longer necessary
to have the Ku Klux Klan to “protect the white race from their crime and
drugs,” she reasoned quite logically and, yes, lovingly. Shortly afterward,
she excitedly called me up in Denmark: “Jacob, I got my dream job, so you can
post your pictures on the Internet.” Well, half a year later, I saw articles all over the Internet about
Raine’s “brutal rape and murder.” Shocked, I called her husband, Billy. He
said that after many blood transfusions she’d miraculously survived the
assassination attempt by two Klan members, David Laceter and Scott Belk. The
Klan group had nothing against her counseling blacks in prison, but she’d warned
me about Belk, whom I met one of the few times he was out of prison. He was
extremely dangerous because he was a member of the Aryan Brotherhood prison
gang, which didn’t approve of Raine’s being on the side of the black gangs,
with whom they always had bloody fights. Shortly after I photographed Scott,
he and David broke into Raine’s house, raped her, and shot her with a
submachine gun. She later showed me the bullet scars. David was jailed as the
one who’d “pierced Raine with bullets” and was murdered in prison. The
black prisoners revolted and forced the prison to rehire their most popular
social worker. Were they not aware that she was a member of the KKK, the
prison asked? Yes, the blacks had known all along. Prisons have a program
called “gang-awareness training” to help them stay out of gangs when they’re
released, which isn’t easy with all the social control they’re subjected to.
And in Southern prisons, the KKK is considered just a poor white-trash gang,
which is exactly what it is. One day the prisoners had to watch a video of
the local Klan group, and they immediately recognized Raine’s voluminous
figure. This only made her more popular among the blacks: “Wow, she’s a gang
member just like us!” Although Raine’s friends in the Klan had nothing
against her work for the blacks, she knew she was in danger when Belk started
spreading a rumor she was “snitching for the state.” She continued her
idealistic work of “improving [the situations of]
blacks” despite her knowledge that she was now putting her life on the line.
This is again what I call love disguised as hate, a Klan member willing to
risk her life to help blacks. I can’t meet a cold-blooded murderer, such as Scottland “Scott” Kevin
Belk, without trying to understand his inner human being, and I learned a lot
more about him through his later crimes. He was severely abused by a single
mother, who, to keep him quiet, turned him into a drug addict at the age of
8. As an adult, he kept up his drug habit and in 1998, along with a
girlfriend, whom he’d hooked on drugs, he robbed a bank of $3,000. While
having sex with his black dealer, he told her about the heist. Apparently,
she betrayed him to the police to escape prison herself, and Scott spent a
few years behind bars. Here he entered the Aryan Brotherhood as revenge
against his black snitch. When I met him at a KKK rally in 2003, right after
prison, he was trying to get his life together, partly by joining a peaceful
picnicking-partying KKK group and partly by getting a permanent job as a
truck driver. Scott was married to Rhonda Belk at the time. To their great
misfortune, his crack-smoking mother, Margarette Kalinosky, moved in with
them and got them both addicted to crack, and their lives deteriorated again.
Exactly two years after I met him, during an argument over money for drugs,
he became desperate, hit his mother with a baseball bat, and strangled her.
He then fled with his wife in one of his employer’s trucks, driving to New
Orleans during Hurricane Katrina. Pretending to be a priest, he painted relief
slogans on the truck and drove to Gainesville, TX, where he and Rhonda posed
as Katrina refugees. A church helped them get to Seattle, where they rented
an apartment from a woman who eventually recognized them from an FBI
most-wanted poster. In 2007 Belk got 15 years in prison while Rhonda got five
for the murder of his mother, who’d neglected him and forced drug addiction
on him from the time he was 8. Scott’s life inspired a Hollywood TV series: I
(Almost) Got Away with It: Got to Pose as Katrina Refugees, whereby he
finally got the “moment of fame” all Klansmen dream of. Not only was his
story being brought to the screen by famous actors, but he was allowed to be
in the series himself, talking from prison about the drama of his life. Raine’s other would-be murderer, David Laceter, had a similar history
as a drug addict and narco-gangster and, like Scott, had belonged to the
Aryan Brotherhood as well as the World Church of the Creator, a Nazi group,
until his murder in 2003. White hate always has deep roots.
Thirty years later, both she and her son, Kwame, now 10, were almost
killed by the Klan. Unfortunately, Sandy Smith, the ex-girlfriend of my
co-worker Tony Harris, was among the dead. I’d hung out with them in Bennett
College, a black women’s school, when Sandy was president of the student
government. I was dating her friend Alfrida, who was just as proud of her
beautiful afro as Sandy was of hers. Although Tony urged me to “make a move,”
these well-educated black women had strong social control against “being with
a honky.” So I always ended up only helping Alfrida write her term papers all
night while Tony was sleeping with Sandy. We were young and free and thought
society was moving toward more racial freedom. So no one was more shocked
than Tony when just six years later, as he watched on Norwegian TV (while on
tour with American Pictures), the Klan unpacked their guns and murdered his
ex-girlfriend in his hometown. Tony and the other blacks in our Copenhagen
work collective had resisted when I put pictures of the Klan into the
slideshow, saying, “We fight racism today. The Klan is a thing of the past
and will make your show look old fashioned.” Now they insisted that I put
them into American Pictures. I was also shocked because the Greensboro
massacre took place right outside the door of the Morningside Homes project,
where I’d lived with Baggie, who can be seen with Nixon in my “beauty and the
beast” photo on page 312. We were more shocked when the Klansmen were acquitted
by an all-white jury—although the whole world had witnessed the murder. In
other words, the KKK was still “politically correct” in 1979. In fact, the
police had tipped them off about the demonstration, watched them pack weapons
into their cars and stayed away while they used them on Tony’s and my
friends—most of whom were children. But when one of the children in the
protest, Kwame Cannon, turned 17 he was arrested for nonviolent burglaries
and sentenced to two consecutive life sentences. This was partly because
Tony’s uncle, Pinckney Moses, whom I’d often hung out with in law school, was
too drunk to provide Kwame with adequate legal counsel. But also because his
mother, Willena, was warned by the judge that, because of her roots in
community activism, there would be dire consequences if Kwame didn’t accept a
plea bargain. Well, times change, and in 2020 the city of Greensboro formally
apologized for the Klan massacre and raised a memorial to the victims. When I
had a chance to meet Virgil Griffin, the massacre’s mastermind, I decided not
to let him in any way feel that I harbored deep negative thoughts about him.
Tony Harris, however, wanted me to press him on why he’d ordered the
killings. “I promise,” I said, “but I won’t let the past get in the way of
trying to reach him and help him out of his anger.” The whole drive up from
Atlanta, with Tony’s biracial son at my side, I thought the most positive
loving thoughts I could muster: “Love him, smile at him, love him, so that he
can really feel it.” I knew I only had one day to practice nonviolent communication with
Virgil, so it would be a superficial experiment to see how much people are
influenced by what we think about them. Admittedly, it wasn’t easy. When I
met Virgil and his Klan group in a remote forest area one morning, I was more
influenced, overwhelmed even, by what their hostile looks suggested they
thought of me (Raine had told them she was bringing an antiracist). I started
with Tony’s difficult question. The great imperial wizard gave the same
answer that had gotten him acquitted in court: “We shot communists in
Vietnam. So why shouldn’t we fight them here at home?” Oh, right, the
demonstration had been organized by the local Textile Workers’ Union, known
to be fairly “Communist” in name, so how could I possibly disagree with the
all-white jury that his actions were “politically correct”? Especially in
this reactionary southern state such a short time after the Vietnam War?
Since Griffin saw no difference between “communists” and “antiracists,” I
knew that I’d get nowhere with accusations about his past. Instead, for the
rest of the day, I forced myself to send him my most loving thoughts and
smiles—using unifying “giraffe” language against their violent and divisive
“jackal” language. Of course, I had selfish reasons too—it makes a lot of
sense when you’re alone among 50 raving-mad heavily armed Klansmen in a
secluded forest. Oh no! Slip of tongue! Don’t label these “children of pain”
mad. They’re victims whose entire lives have been tied up by our distancing
or outright hateful thoughts about them. They’ve never felt our love, only
our counterproductive “Death to the Klan” threats, like those the
demonstrators shouted in Greensboro—with lethal results for the protesters. I
knew they were no different from ghetto residents in their craving for our
love and that it’s never too late to show them a little of our own so-called
“humanity.” Still, a Klan leader, just like the leader of a black gang, has
to play tough in front the members, so for a long time Virgil avoided me or
spoke rhetorically to me if Klansmen were standing nearby. I spent that time
slowly making “allies” among the members. As the day went on, Griffin was clearly more and more influenced by my
“loving” thoughts (there’s far more to actual love). At first he nervously
smiled back, but by afternoon he seemed almost flirtatious. This also
loosened me up since I have my own desire to be loved. Late in the day, he
suddenly asked whether I’d go for a walk with him in the woods “to talk under
four eyes.” I agreed. His first imperative was to convince me he hadn’t burned down any
black churches. He’d lost two gas stations because my Klan hunting friend
Morris Dees had sued him after the police found an old membership card from
Griffin’s Klan group on one of the arsonists. “You must believe me, Jacob.
I’m a deeply religious person and could never dream of burning down a
church.” It was so important to him that I believed him that by doing so I
gained his friendship. And it wasn’t hard to believe him. I knew from Jeff
Berry that Klan leaders make a good living by selling membership cards to
young insecure men, who go around bragging about their cards, but the leaders
never see these men in the Klan. The cards are a huge risk because if police
find one on a person involved in a hate crime, the Klan leader is held
responsible whether he was involved in the crime or not. Klan leaders are
extremely wary of letting violent people into their group since they don’t
want to go to prison. As Jeff once told me, “I can’t use 80% of the people
who apply for membership. They’re nuts.” I knew what he was talking about
since I pick up so many of these lost “nuts” on the highways. So, believe it
or not, this is how the Klan has again become “politically correct,” pretty
much hiding in small cozy beer rallies out in the woods. Trump took it
further, sending the message that it was “politically correct” to come out of
the woods and join his white movement in Charlottesville and elsewhere—even
with their guns and violence. Griffin probably mistook my inside (but unspoken) knowledge about the
Klan for loving forgiveness—something he’d never gotten from anyone before
but clearly sought, for now he really opened up and told me the long story of
how he’d been in the Klan since he began picking cotton as a 19-year-old
during the Civil Rights Movement, “which was going too far too fast.” He’d
had a long sad life, but it was coming to an end: He’d recently had three
bypass surgeries. “I know I’m going to die soon,” he said. “But in February I
turn 60, and it would mean so much to me if you could come to my birthday.
Please, won’t you promise?” I was so surprised and moved that I promised to
try. When the day ended, I said goodbye to all my new friends: “So I’ll see you again soon at Virgil’s birthday.” “What?” they asked in astonishment. I suddenly realized that not one
of them had been invited to the birthday party! With all the self-loathing
typical of Klan members, they’re often so disgusted by what they see in each
other, of their own pain and misfortune, that Griffin wasn’t interested in
inviting his own kind. What these children of pain are hungry for is the love
from us, those with a surplus. Those outside their ghetto. For the human
warmth they can’t readily find or express inside the Klan, whose emotionally
stunted members I always see looking lonely during rallies. Over the years
that I worked with Klan groups, I was often their longest-standing “member.”
After less than a year, I usually saw them quit and join Alcoholics
Anonymous, NA, or church groups—anywhere they could find a little of that
love that the Klan philosophy didn’t allow to blossom in them. That’s why my little experiment in nonviolent communication, although
I had only one day to conduct it, had succeeded even with Griffin, one of the
most dangerous Klan leaders since the ’60s. Only a few months later, Griffin
left “The Cleveland Knights of the KKK,” which he’d ruled most of his life,
and the group fell apart. I’m not saying it was solely a result of my
involvement; there are always many factors that help change people’s lives.
But for a man who’d been on the defensive his whole life, including being
confronted by a crowd chanting “Death to the Klan!”, for him to suddenly meet
something he confused with real love can make a difference. This is
especially true when it happens at a vulnerable moment, such as when he, as
“a good Christian, have to meet my maker.”
|
|
210
Om
at forstå rødderne til det hvide had – 2. del I
bøger om KKK beskrives Robert Moore som en af de farligste Grand Dragons i USA. Han truede med, at
"hans Klansmænd ville åbne ild for at massakrere moddemonstranter, hvis
de vovede at modsætte sig" hans møder, "og Gud forbyde det, hvis
der er børn til stede". Jeg indrømmer, at et så inflammatorisk sprog kan
være farligt for svage sjæle, så da jeg mødte Robert til en fest i Klanens
hovedkvarter, var jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvad han var lavet af.
Ganske vist kunne denne lille, fede, frygtsomme og tavse mand se skræmmende
ud med alle hans hadefulde tatoveringer, men, tænkte jeg, døm aldrig folk på
deres udseende; se, hvad de rummer i hjertet (under alle disse lag af
ølfedt). Jeg fik min chance under drukorgierne. Han blev ved med at spørge,
om han kunne køre med mig til Mississippi, da jeg var på vej til New Orleans.
"Hvorfor vil du derned?" spurgte jeg overrasket, da han boede i
North Carolina og ikke engang havde råd til en busbillet hjem. Han ville ikke
svare foran de andre klansmænd. (Man praler ikke af kærlighedens gerninger i Klanen.)
Men efter at vi havde drukket masser af øl, løsnede han op og fortalte mig
stille og roligt sin historie. Her
er den korte version. Han var tidligere lastbilchauffør og havde været med i Klanen
hele sit liv. For nylig havde han gennemgået flere farlige hjerteoperationer,
hvorefter lægerne forbød ham at arbejde igen. Han blev invalidepensioneret,
hvilket ikke giver noget i USA. Så nu lå han ludfattig i Lexington, NC på
sofaen hos sin første ekskone (han havde haft fire). En
dag så han i fjernsynet, hvordan tusindvis af sorte var druknet under orkanen
Katrina. Han blev så rørt, at han lånte penge af venner til en busbillet til
Mississippi. I to måneder hjalp han de sorte med at genopbygge deres hjem,
fælde og fjerne væltede træer osv. Det var så hårdt fysisk arbejde for den
tykke mand, at klanlederen bagefter inviterede ham op til det nationale
hovedkvarter, hvor vi mødtes, for at komme til hægterne. Men nu ønskede han
at tage tilbage og fortsætte arbejdet, eller som han fåmælt udtrykte det i klan-retorik:
"for at hente mine ejendele, såsom Klan-kutten, så jeg kan vise den til
min 17-årige søn, der lige er kommet ud af fængslet". På trods af lægernes
advarsel om, at Robert risikerede at dø, hvis han udførte fysisk arbejde,
havde denne klanmand hjulpet sorte med at genopbygge deres liv igen.
Historier som disse har altid inspireret mig. De minder mig om, at under den stenhårde
facade, som mange af os gemmer os bag, hvis vi har været udsat for modgang,
kan man altid finde et hjerte, der banker af godhed og kærlighed, hvis man
graver dybt nok. Jeg var så begejstret, at jeg måtte kramme ham igen og igen,
selv om det var svært at nå rundt om den store ølmave. Jeg var så inspireret,
at jeg gjorde ham til min officielle chauffør i Amerika. For
hvad har vi klanen til, hvis ikke til at ansætte dem i konstruktivt
antiracistisk arbejde? Robert var nu så stolt over at komme med mig ind på de
elitære universiteter, som han som ”fattig hvidt affald” aldrig før havde
haft adgang til. Og man kan næppe få en bedre chauffør end en klanmand. Det
meste af sit liv, fra fyraften fredag til mandag morgen, havde han kørt rundt
i hele Amerika til disse latterlige klanmøder i weekenden for 30 magtesløse
medlemmer ude i skoven, hvor deres lokale sorte venner stod og grinede af dem
(for næste dag at gå på jagt sammen, som de altid havde gjort). Han kunne
køre 24 timer uden at sove, mens jeg kunne tage en lur og læse i sengen bag i
min varevogn. Robert
rørte mig så meget, at jeg senere tog med ham hjem. Han er en af de få i klanen,
der stadig siger "nigger" og bruger tom retorik som "Jeg står
op for min race!" "Hvorfor ligger du så på sofaen, mens din ekskone
boller en mexicaner i soveværelset lige bag dig?" drillede jeg, idet jeg
vidste, at mexicanere er lidt værre for klanen, da de tager arbejde væk fra klanen.
"Den bøndegnasker," svarede han, "har været en god stedfar for
mine sønner i alle de år, jeg har forsømt dem." Til
Nancy, hans ekskone, sagde han: "Han fandt sig kun i dig og dine 600
pund, så han kunne få sit green card." De grinede begge to. Nancy
hævdede, at hun lige havde tabt 400 pund, så de nu alle tre kunne sidde
sammen på sofaen. I løbet af de næste par dage bekræftede hun på min video
den historie, som Robert allerede havde fortalt mig. I hele sin barndom var
han blevet brutalt pryglet af sin fulde stedfar. Da han var 14 år, skar han
sin stedfars mave op med en barberkniv, mens han sov. Han afsonede fem år for
mordforsøget. Da han kom ud af fængslet, mødte og giftede han sig med Nancy,
men de var så fattige, at de måtte dele hans voldelige stedfars etværelses hytte.
"Robert var fuldstændig vild," sagde Nancy. De var begge narkomaner,
så deres to sønner blev taget i forvaring af børneværnet. Næsten alle deres
venner var sorte, og Nancy hørte aldrig Robert sige et ondt ord om sorte. Hun
forstod heller ikke, hvorfor han meldte sig ind i Klanen. Selv om KKK hjalp
ham ud af narkoen, ville hun nu ikke have noget med ham at gøre, og hun har
kun haft sorte og mexicanske kærester, siden de gik fra hinanden. Roberts
søster blev ligeledes misbrugt og tog som 12-årig en køkkenkniv og skar
halsen over på deres stedfar. Han overlevede, og hun blev fjernet fra deres
dysfunktionelle familie. Alligevel var det den ældste bror, som jeg fandt
mest interessant. Han var en eneboer, der gemte sig dybt inde i skoven, og
han var overrasket over, at jeg fandt ham, men ville ikke lade mig
fotografere ham. Han havde været ind og ud af fængsel hele sit liv for at
brænde huse ned - uanset ejernes race. At blive pyroman var hans måde at
brænde sine kors på (eller at brænde sin smerte væk). For
mishandlede børn rundt om i verden ender naturligvis ikke alle som klansmænd,
nazister, islamister eller bandemedlemmer osv. Der er tusind forskellige
måder, hvorpå de udlever deres vrede og ubehandlede sår. Hvis de ikke har
været udsat for fysisk overlast, er det som regel psykisk misbrug. Som Hitler
sagde, var det værste ikke alle tæskene fra hans far, men når hans far
ydmygede ham offentligt. Og da den lille Adolf ikke havde en kærlig bedstemor
eller en frelsende engel, endte han med at lade sin vrede gå ud over millioner
af mennesker. Derfor er det så vigtigt, at vi med "overskud" lærer
at være frelsende engle for dem med "underskud", som f.eks. naboens
misbrugte søn. Tag
Robert og Nancys to uelskede sønner, som Nancy og hendes mexicanske mand siden
adopterede. Den ældste søn, Thomas, sidder i fængsel for at have bombet huse,
mens Justin, som netop var blevet løsladt, har siddet et år i fængsel for
røverier, som han havde begået sammen med sine sorte venner. "Han skulle
have været i fængsel meget længere," sagde Robert om sin mentalt
handicappede søn. Justin var 17 år, da jeg mødte ham, og det var tydeligt, at
han længtes efter sin fars kærlighed. Han så ham nu for første gang - den
store tilbagevendte klanleder, som han havde beundret og savnet hele sit liv.
Robert fortalte ham historier om sine "formidable kampe" som "tildækket
korsfarer", og Justin fantaserede om at blive en stor klanmand. Han
overgik sin far i "nigger-snak" og nedsættende vendinger - i en
sådan grad, at det gjorde Robert, der indså, at hans naive søn faktisk tog
vendingerne alvorligt, utilpas. Så
Justin løb nu rundt i skolen og pralede med at blive en stor klanleder
ligesom sin far, når han blev voksen. Det hjalp ikke på hans popularitet: Han
var den eneste hvide dreng i en sort ghettoskole. Faktisk havde denne søn af
en klanleder aldrig i sit liv haft en hvid ven! Jeg havde allerede set dette klanfænomen,
især i Sydstaterne; klanmænd har normalt gået i skoler med op til 95 % sorte.
De er som "fattigt hvidt affald" de eneste hvide, der ikke har råd
til at tage deres børn ud af skolerne eller flytte væk. Dette forklarer en
anden modsigelse, som jeg havde observeret. Folk over hele verden har en
tendens til at holde fast i deres skolevenner senere i livet, så mange klanfolk
ender med at have langt flere sorte venner end de fleste hvide. Som Barack
Obama skrev i sine bøger, har de fleste hvide i USA ikke en eneste fortrolig
sort ven. Alligevel praler Klanen ikke med disse venskaber, fordi samfundet
så ikke vil kunne gøre dem til syndebukke som skurke - den
"skurkerolle", som de søger i deres smerte og selvhad. At vokse op ”på
den forkerte side af jernbanelinien” og blive stigmatiseret af vores
racistiske tankegang giver dem, især efter endeløse tæsk af arbejdsløse alkoholiserede
stedfædre, et enormt behov for at råbe: "Vi er lige så gode som jer
hvide derude i forstæderne!" Og de bruger det eneste sprog, som de ved,
at vi vil lytte til dem - et ulækkert racistisk sprog. Det var trist at sidde
sammen med de tre i Nancys rådne shack "på den anden side af skinnerne",
omgivet af sorte på alle sider. De havde ikke råd til at købe petroleum til
ovnen på gulvet, så de holdt sig varme i deres overfrakker og den kærlighed,
der flød i den genforenede familie - oftest udtrykt via de to drenge, der
drillede Nancy om hendes sexliv med hendes mexicanske kæreste, Pedro, som
Robert modvilligt indrømmede, at han elsker. "Salige er de
sagtmodige", tænker jeg altid, når jeg er sammen med klanen, "for
de skal arve jorden". Jeg
har fulgt Robert gennem årene og troede, at jeg nu vidste alt om ham. Jeg
grinede, da jeg så ham i Jerry Springers tv-show, hvor han simulerede den
rolle som "bad guy", som han havde lært så godt. Foran hundredvis
af hadefulde tilskuere bankede han Justin for at have en sort kæreste, mens
Justin, den ikke så kloge søn, angreb sin halvsøster Tania for at have et
"bønnegnasker-baby" (hun græd på scenen: "Men du elsker både
ham og din egen mexicanske stedfar og opfører dig kun sådan for at få din
fars kærlighed"). De var alle blevet betalt, kørt i limousiner,
indkvarteret på de fineste hoteller, manipuleret og koreograferet af Jerry
Springer for at få hele verden til at tro, at de hader mexicanere og sorte i dette
vanvittige gladiator-show for os, de virkelige hadere. Ti
år senere bad Robert mig om at vie ham med hans femte kone, Peggy, "en
god kristen", en præstedatter fra nordstaterne, som forsøgte at være
hans frelsende engel. Så jeg kørte med et dansk tv-hold hele vejen til
Arkansas. Jeg havde viet både muslimske og jødiske par, så jeg følte, at det
kunne være sjovt også at være giftefoged for et kristent klanpar. Her er et
uddrag af min bryllupstale, som blev filmet foran Roberts overraskede klanvenner: 214 "Kære
Robert og Peggy, I
dag er vi sammen med jeres venner, fordi jeres ægteskab gennem borgerligt
ægteskab nu skal bekræftes. [...] For jer to, Robert og Peggy, har det været
en lang og stenet vej, før I fandt hinanden og på en måde reddede hinanden. Da
jeg mødte dig i klanen, fandt jeg, modsat hvad jeg havde forventet, ikke
noget had i jeres gruppe, men meget kærlighed hos en gruppe mennesker, som
jeg snart indså ikke havde haft meget kærlighed i deres egen barndom. [...]
Jeg håber ikke, at du har noget imod, at jeg fortæller det her, hvordan du
blev brutalt pryglet og mishandlet, siden du var fire år gammel af din
voldelige stedfar ... og da du var 14 år, skar du din stedfars mave op med et
barberblad og fik fem års fængsel. Og så begyndte problemerne igen. En dag
lynchede du en sort...." Her
kvaltes jeg i mine ord, bogstaveligt talt i dyb smerte. For under min
joggingtur samme morgen faldt og brækkede jeg et ribben og blev behandlet på
hospitalet. Da jeg kom forbi med filmholdet for at fortælle Robert, at jeg
ikke var sikker på, om jeg kunne nå brylluppet den aften, og han så min
smerte og mine bandagerede sår, sagde han, at der var noget, han gerne ville
tilstå mig, som han aldrig havde fortalt mig før. "Jacob, jeg er nødt
til at lette mit hjerte og fortælle dig først, at jeg engang lynchede en sort
mand. Det begyndte i North Carolina, da han forulempede en lille pige på fire
år. Faderen til den lille pige var en god ven af et af vores medlemmer. Så vi
samlede ham op en aften, da vi var til en fest og drak en masse øl ...
ligesom vi gør her i dag. Vi tog ham med op i bjergene og lagde et reb om hans
hals og spurgte ham, om han havde noget at sige. Han sagde: "Må Gud være
min sjæl nådig". Det var der, jeg hængte ham. Han faldt ned. Og så skar
jeg halsen over på ham for at sikre mig, at han var død." Robert var nu,
ligesom jeg, synligt plaget. "Jeg har mareridt." Jeg var
fuldstændig i chok. "Har du?" "Ja, nogle gange, når jeg lukker
øjnene, ser jeg den nigger hænge der og svinge. Well, nogen der siger, at de
kan slå nogen ihjel uden at det rører, ja, de er fulde af lort. Efter alle
disse år vågner jeg stadig op, som om nogen har hældt vand ud over mig. Det
er noget, jeg må tale med Peggy om, for det plager mig. Mareridtene bliver
bare ved med at komme tilbage og ved med at komme tilbage. Det er en endeløs
ting for mig." Jeg
var målløs, og selv om jeg burde være blevet hos Robert, besluttede jeg at
tage tilbage med kameraholdet til deres hotel for at tænke over, om jeg nu
kunne gennemføre vielsen samme aften. Jeg besluttede, at jeg ikke kunne
svigte ham, selv om vi nu var i dobbelt smerte. Jeg måtte løftes ud af sengen
skrigende med mit brækkede ribben. Så
her er brudstykker fra resten af min lange bryllupstale: "....
En dag, Robert, så du i fjernsynet, hvordan orkanen Katrina hærgede
Mississippi og Louisiana og druknede tusindvis af mennesker. Du blev så
bevæget af at se al den lidelse ... så der arbejdede du for at hjælpe folk
med at bygge deres huse op igen ... Hårdt fysisk arbejde ... her så jeg,
hvordan du satte dit eget liv på spil for at redde sorte mennesker ... Det er
det, jeg kalder 'kærlighed forklædt som had', og det er derfor mennesker som
dig, Robert, der giver mit liv inspiration ... Og
derfor vil jeg slutte med et citat fra Paulus: "Kærligheden er tålmodig,
kærligheden er venlig. Den er ikke misundelig, den praler ikke, den er ikke
stolt ... Kærligheden glæder sig ikke over det onde, men fryder sig over
sandheden. Den beskytter altid, den stoler altid på, den håber altid, den er
altid udholdende. Jeg spørger dig, Robert, vil du have Peggy som din
ægtefælle?" Min
tale udløste enorm glæde, overraskelse og lettelse hos de festende klanmedlemmer,
som sagde, at de havde lært så meget om sig selv. Siden da har jeg fortsat
min snak med Robert om lynchningen. "Ville
du også have gjort det mod en hvid pædofil?" "Ja,
Jacob, du ved, at jeg ikke ser i farver." Hm,
sandelig et overbevisende svar fra en aktiv klanmand. Med min viden om klanens
enorme had til pædofile, et had der åbenbart også er politisk korrekt i
Amerika, forstod jeg hans logik. Robert begik sin forbrydelse i 1985, fire år
efter lynchningen af Michael Donald, som officielt var den sidste
registrerede lynchning. Det bragte en af klanmændene i den elektriske stol,
mens min gamle ven Morris Dees fik en domstol til at tildele 7 millioner
dollars til hans mor, hvilket bogstaveligt talt ruinerede United Klans of
America. Robert blev kun idømt 10 års fængsel, for det blev ikke betragtet
som et haddrab, men blot som mordet på en pædofil. Men da Robert kom ud af
fængslet i 1995, var hans straf ikke slut. Hans mareridt om mordet fortsatte
på en måde, som psykologer i dag konkluderer, er et klassisk eksempel på
PTSD. Dette får mig til at konkludere to ting. 1.
Da jeg mødte ham i 2005, følte han sig for flov over sin forbrydelse til at
fortælle mig om den på trods af, at han ellers var ærlig. Det var ikke
længere politisk korrekt i klanen at lynche sorte eller endog skade dem, men
kun at kræve "lige ret for alle" ved at modsætte sig positive
særbehandling for sorte. Som klanen altid grinende sagde til mig: "Alle
tror, at vi stadig går rundt og hænger de sorte i træerne." 2.
Robert må stadig have været plaget af skyldfølelse og PTSD-mareridt, da
Katrina ramte i 2005, 10 år efter hans fængselsstraf, og han må have følt, at
han kun kunne forløse sig selv ved at sætte sit eget liv på spil for at redde
sorte liv - og give det liv tilbage, han havde taget. På samme tid havde jeg
ofte hørt ham tale om, hvordan han havde forsonet sig med sin voldelige
stedfar, som han havde hadet hele sit liv. Han havde kørt langt for at være
sammen med ham på hans dødsleje, og det havde givet ham stor lettelse og
bekræftelse at høre hans stedfar endelig sige: "Jeg er ked af det".
I mine samtaler med ham og Nancy gik det op for mig, at han selv så en
direkte linje fra sin voldelige barndom til det ungdomsraseri, der først
gjorde ham til en narkoman, hvis eneste venner var sorte, og derefter til
hans afvisning af både dem og Nancy, der endte med lynchningen af en sort
mand. Når
man er udsat for terror i barndommen, er man aldrig fri, og når følelserne bliver
dræbt, kobler man sig fra virkeligheden. Det
er ikke underligt, at jeg i dag ser Robert skrive meget om Jesus på Facebook.
På en eller anden måde ser jeg ham bære både sin forløsende frelsers kors
samt de to korsfæstede synderes kors ved hans side. 216 Om
at forstå rødderne til det hvide had – 3. del Under
mit lange arbejde med Klanen så jeg dem aldrig begå vold mod sorte, men jeg
så masser af vold blandt deres egne. Raine, som tilhørte en anden klangruppe,
havde læst, hvad jeg havde skrevet om Ku Klux Klan på min hjemmeside, og
inviterede mig til sit hjem i North Carolina, for, sagde hun, "jeg har
en universitetsgrad i sociologi og har studeret medlemmerne af vores gruppe
og kom til samme konklusion som dig om deres misrøgtede barndom". Da hun
serverede mig morgenkaffe i sengen, fortalte hun mig om sine to
fængselsdomme. "For hvad?" spurgte jeg. "Vidste du ikke, at
jeg er dobbeltmorder?" Da jeg hørte dette fra den søde 20-årige kvinde
ved min side, var jeg lige ved at spytte kaffen ud. Derefter fortalte hun
mig, hvordan hun som 14-årig stak af fra sin voldelige, racistiske far, for
at blive antiracistisk skinhead i Los Angeles, hvor hun boede i en garage
sammen med nogle mexicanske piger. En dag dræbte hun i selvforsvar en
indtrængende mexicansk narkogangster. Efter to år i fængsel og efter at have
følt sig forrådt af latinoerne vendte hun hjem. 17 år gammel var hun nu blevet
nynazist og skød en hvid antiracistisk demonstrant, "også i
selvforsvar". Så greb "gode kristne Klanfolk" ind og
"lærte mig, at det vigtigste i livet var at gøre godt mod andre i stedet
for at dræbe dem". De sendte hende på missionærarbejde i Afrika i et
halvt år. Raine
elskede Afrika og var imponeret over for første gang at se, hvordan sorte
børn var disciplinerede og ivrige efter at lære, hvilket stod i fuldstændig
kontrast "til de larmende ghettobørn, jeg gik i skole i USA". Hjemme
igen var hendes opstigning i Klanen meteorisk, og hun satte sig for at blive
USA's første kvindelige Klan-leder. Hun var Klanlederen Virgil Griffins
taleskriver og hjerne. Hun er også det eneste uddannede Klanmedlem, jeg har
mødt. Hun var en erklæret feminist og pro-homoseksuel aktivist og sagde, at
"der er for meget homofobi og sexisme i Klanen". Raine
inviterede mig til et Klan-efterårsmøde i skovene for at møde hendes venner,
men da jeg senere samme år spurgte, om jeg måtte lægge mine billeder fra
mødet ud på min hjemmeside, bad hun mig vente. Klanen elsker normalt, når jeg
udstiller medlemmerne og giver dem et øjebliks berømmelse, hvilket jo er det,
som hele deres medlemskab handler om. Men lige på det tidspunkt ansøgte hun
"mit livs drømmejob som socialrådgiver for [sorte] kriminelle i vores
lokale fængsel". Men man må ikke arbejde for staten i NC, hvis man er
medlem af KKK." Så
hvad lå der bag hendes ønske om at "være god mod" de sorte? Igen
viste det sig at være en skade i barndommen (til fælles med mange andre
Klanmedlemmer). Raine var vokset op i ghettoen som fattig hvid, og hendes
skolevenner var næsten udelukkende sorte. 217 Alligevel
fik hun aldrig lov til at tage sine kammerater med hjem på grund af faderens
racisme, som han retfærdiggjorde med ord som "De er alle kriminelle og
narkomaner". Han havde ikke helt uret, for ghettoiserede børn opfører
sig som bekendt ikke som helgener. Så lige siden barndommen havde Raine drømt
om at hjælpe sine tidligere kammerater med at blive "bedre
mennesker". I Afrika var hun begyndt at forstå, hvordan ghettoiseringen
i Amerika fik de sorte til at opføre sig på den måde, som hendes far fandt så
frastødende. Det var ikke, fordi de var "sorte". Hun begyndte at
dekonstruere den amerikanske racisme, som forbinder sorte med kriminalitet.
Så efter en kort collegeuddannelse fik hun nu chancen for at hjælpe dem i
fængslet, hvor så mange af hendes sorte venner var endt. Så hun nogen
modsigelse i dette? Nej, "for når de sorte bliver 'gode mennesker' som
os", vil det ikke længere være nødvendigt at have Ku Klux Klan til at
"beskytte den hvide race mod deres kriminalitet og stoffer", ræsonnerede
hun helt logisk og, ja, kærligt. Kort efter ringede hun begejstret op til mig
i Danmark: "Jacob, jeg har fået mit drømmejob, så nu kan du godt lægge
billederne ud på internettet". Nå,
men et halvt år senere så jeg artikler overalt på internettet om Raines
"brutale voldtægt og mord". Chokeret ringede jeg til hendes mand,
Billy. Han sagde, at hun efter mange blodtransfusioner på mirakuløs vis havde
overlevet mordforsøget fra to Klanmedlemmer, David Laceter og Scott Belk.
Klangruppen havde intet imod, at hun rådgav sorte i fængslet, men hun havde
advaret mig mod Belk, som jeg mødte en af de få gange, han var ude af
fængslet. Han var ekstremt farlig, fordi han var medlem af fængselsbanden
Aryan Brotherhood. Han brød sig ikke om, at Raine var på de sorte banders
side, som de altid havde blodige kampe med. Kort efter at jeg havde
fotograferet Scott, brød han og David ind i Raines hus, voldtog hende og skød
hende med en maskinpistol. Hun viste mig senere arene fra kuglerne. David
blev fængslet som den, der havde "gennemhullet Raine med kugler" og
blev myrdet i fængslet. Jeg
kan ikke møde en koldblodig morder som Scottland "Scott" Kevin Belk
uden at forsøge at forstå hans indre menneske, og jeg lærte meget mere om ham
gennem hans senere forbrydelser. Han var blevet alvorligt misbrugt af sin
enlige stofmisbrugende mor, der for at holde ham i ro gjorde ham til narkoman
allerede i en alder af 8 år. Som voksen fortsatte han sit stofmisbrug, og i
1998 røvede han en bank for 3.000 dollars sammen med en kæreste, som han også
havde gjort til narkoman. Mens han havde sex med sin sorte pusher, fortalte
han hende om røveriet. Tilsyneladende forrådte hun ham til politiet for selv
at slippe for fængsel, og Scott tilbragte et par år bag tremmer. Her meldte
han sig ind i det ariske broderskab som hævn over sin sorte stikker. Da jeg
mødte ham ved et KKK-møde i 2003, lige efter fængslet, forsøgte han at få
styr på sit liv, dels ved at tilslutte sig Raines fredelige skovturshyggende
Klangruppe, dels ved at få et fast job som lastbilchauffør. Scott var gift
med Rhonda Belk på det tidspunkt. Til deres store ulykke flyttede hans
crackrygende mor, Margarette Kalinosky, ind hos dem og gjorde dem begge
afhængige af crack, og deres liv blev igen ødelagt. Præcis to år efter, at
jeg mødte ham, blev han under et skænderi om penge til stoffer så desperat, at
han gennempryglede sin mor med en baseballkølle og kvalte hende. Derefter
flygtede han sammen med sin kone i en af sin arbejdsgivers lastbiler og kørte
til New Orleans under orkanen Katrina. Han udgav sig for at være præst,
malede nødhjælpsslogans på lastbilen og kørte til Gainesville, Texas, hvor
han og Rhonda udgav sig for at være Katrina-flygtninge. En kirke hjalp dem
med at komme til Seattle, hvor de lejede en lejlighed hos en kvinde, som til
sidst genkendte dem fra en af FBI’s ”most wanted” opslag. I 2007 fik Belk 15
års fængsel, mens Rhonda fik fem år for mordet på hans mor, som havde mishandlet
ham og tvunget ham til at blive narkoman fra han var 8 år gammel. Scotts liv
inspirerede en tv-serie fra Hollywood: I (Almost) Got Away with It: Got to
Pose as Katrina Refugees, hvorved han endelig fik det "øjeblik af
berømmelse", som alle Klanfolk drømmer om. Ikke alene blev hans historie
bragt på skærmen af berømte skuespillere, men han fik også selv lov til selv at
være med i serien og tale fra fængslet om sit dramatiske liv. Raines
anden potentielle morder, David Laceter, havde en lignende fortid som
narkoman og narkogangster og havde ligesom Scott været medlem af Aryan
Brotherhood og World Church of the Creator, en nazistisk gruppe, indtil han
blev myrdet i 2003. Hvidt had har altid dybe rødder. Når
man tager i betragtning, hvordan sådanne hardcore mordere og hadere aldrig
fik nogen hjælp i deres omsorgssvigtede barndom, har det altid bekræftet min
tro på, at det aldrig er for sent at nå dem - om ikke andet så for at
beskytte os selv og samfundet mod deres vrede. Jeg fik min chance, da Raine
arrangerede et møde med hendes Klangruppes Imperial Wizard, Virgil
Griffin, en af de mest berygtede og hadefulde Klanledere. Det var en hård
prøve for mig, da jeg havde dybe fordomme mod ham. For han var Klanlederen
bag massakren i Greensboro i 1979, hvor fem anti-Klan-demonstranter blev
dræbt. En af mine gamle sorte venner, Willena Cannon, var med til at
organisere demonstrationen. En dag, da jeg sad sammen med hende og hendes
4-årige søn Kwame i hendes køkken på S. Eugene Street, fortalte hun mig,
hvorfor hun havde arbejdet sammen med Jesse Jackson i
borgerrettighedsbevægelsen for at integrere Greensboros virksomheder. Som
9-årig havde hun været vidne til, at en sort mand blev brændt levende i en
lade. Hans forbrydelse havde blot været at forelske sig i en hvid kvinde.
Hans skrig fyldte natten, og hun glemte det aldrig. Tredive
år senere blev både hun og hendes søn Kwame, som var 10 år, næsten dræbt af Klanen.
Desværre var Sandy Smith, min mangeårige medarbejder Tony Harris' ekskæreste,
blandt de døde. Jeg havde hængt ud med dem på Bennett College, en sort
kvindeskole, da Sandy var formand for elevrådet. Jeg var sammen med hendes
veninde Alfrida, som var lige så stolt af sin smukke afro, som Sandy var af
sin egen. Selv om Tony opfordrede mig til at "lægge an på hende",
havde disse veluddannede sorte kvinder en stærk social kontrol mod at
"være sammen med en blegfis". Så det endte altid med, at jeg kun
hjalp Alfrida med at skrive hendes terminsprøver hele natten, mens Tony gik i
seng med Sandy. Vi var unge og frie og troede, at samfundet bevægede sig i
retning af mere racefrihed. Så ingen var mere chokeret end Tony, da han blot
seks år senere var på turné med Amerikanske Billeder og så på norsk tv,
hvordan Klanen pakkede deres våben ud og myrdede hans ekskæreste i hans
hjemby. Tony og de andre sorte i vores københavnske arbejdskollektiv havde været
imod at jeg satte mine KKK-billeder fra 1978 ind i diasshowet, og sagde:
"Vi bekæmper racisme i dag. Klanen hører fortiden til og vil få dit show
til at se gammeldags ud." Nu insisterede de på, at jeg brugte dem ind i
Amerikanske Billeder. Jeg var også chokeret, fordi Greensboro-massakren fandt
sted lige uden for døren til Morningside Homes-boligen, hvor jeg havde boet
sammen med Baggie, som ses sammen med Nixon på mit billede på side 312. Vi
var endnu mere chokerede, da klanmændene blev frikendt af en jury udelukkende
bestående af hvide - selv om hele verden havde været vidne til mordet. Med
andre ord var KKK stadig "politisk korrekt" i 1979. Faktisk havde
politiet givet dem et tip om demonstrationen, set dem pakke våben ind i deres
biler og holdt sig væk, mens de brugte dem på Tonys og mine venner - de
fleste af dem var børn. Men da et af børnene i demonstrationen, Kwame Cannon,
blev 17 år, blev han arresteret for ikkevoldelige indbrud og idømt to
livstidsdomme i træk. Dette skyldtes til dels, at Tonys onkel, Pinckney
Moses, som jeg ofte havde hængt ud med på jurastudiet, var for fuld til at
give Kwame en passende juridisk bistand. Men også fordi hans mor, Willena,
blev advaret af dommeren om, at det med hendes rødder som borgerrettighedsaktivist
ville få alvorlige konsekvenser, hvis Kwame ikke accepterede en aftale om en
tilståelse. Tja,
tiderne ændrer sig, men først i 2020 undskyldte byen Greensboro formelt for
Klanmassakren og rejste et mindesmærke for ofrene. Jeg
vidste, at jeg kun havde én dag til at øve mig i ikkevoldelig kommunikation
med Virgil, så det ville blive et overfladisk eksperiment i hvor meget
mennesker påvirkes af, hvad vi tænker om dem. Indrømmet, det var ikke let. Da
jeg mødte Virgil og hans Klangruppe i et fjernt skovområde om morgenen, var
jeg mere påvirket, ja, ligefrem overvældet, af det, som deres fjendtlige
blikke antydede, at de tænkte om mig (Raine havde fortalt dem, at hun
medbragte en antiracist). Jeg begyndte med Tonys vanskelige spørgsmål, men den
store ”Imperial Wizard” gav blot det samme svar, som havde fået ham frikendt
i retten: "Vi skød kommunister i Vietnam. Så hvorfor skulle vi ikke
bekæmpe dem herhjemme?" Nå ja, demonstrationen mod klanen var blevet
organiseret af den lokale tekstilarbejderforening, som var kendt for at være
temmelig "kommunistisk" af navn, så hvordan kunne jeg overhovedet være
uenig med den helt hvide jury i, at klanens handlinger var "politisk
korrekte"? Især i denne reaktionære sydstat så kort tid efter Vietnam-krigen?
Da Griffin ikke så nogen forskel på "kommunister" og
"antiracister", vidste jeg, at jeg ikke ville komme nogen vegne med
moraliseren om hans fortid. I stedet tvang jeg mig selv til resten af dagen
at sende ham mine kærligste tanker og smil - ved at bruge et forenende
"giraf"-sprog mod deres voldelige og splittende "ulve"-sprog.
Selvfølgelig havde jeg også egoistiske grunde - det giver meget god mening,
når man er alene blandt 50 rablende gale, svært bevæbnede klansmænd i en
afsondret skov. Åh nej! Det var en fortalelse! Man må ikke kalde disse
"smertens børn" for gale. De er ofre, hvis hele liv har
været bagbundet af vores distancerede eller direkte hadefulde tanker om dem.
De har aldrig følt vores kærlighed, kun vores kontraproduktive "Død over
Klanen"-trusler, som dem demonstranterne råbte i Greensboro - med
dødelig udgang for demonstranterne. Jeg vidste, at de ikke var anderledes end
ghettobeboere i deres længsel efter at få vores kærlighed, og at det aldrig
er for sent at vise dem lidt af vores egen såkaldte
"menneskelighed". Hvorom alt er skal en klanleder, ligesom lederen
af en sort bande, spille hård over for medlemmerne, så i lang tid undgik
Virgil mig eller talte retorisk til mig, hvis der stod klanfolk i nærheden.
Jeg brugte den tid på langsomt at skaffe mig "allierede" blandt
medlemmerne. Men
som dagen gik, blev Griffin tydeligvis mere og mere påvirket af mine
"kærlige" tanker (for virkelig kærlighed er noget helt andet). I
begyndelsen smilede han nervøst tilbage, men om eftermiddagen blev han næsten
helt flirtende. Dette løsnede også mig op, da jeg selv har et ønske om at
blive elsket. Sidst på dagen spurgte han pludselig, om jeg ville gå en tur
med ham i skoven "for at tale under fire øjne". Jeg sagde ja. Hans
første imperativ var at overbevise mig om, at han ikke havde brændt nogen
sorte kirker ned. Han havde mistet to tankstationer, fordi min Klanjægerven
Morris Dees havde sagsøgt ham, efter at politiet havde fundet et gammelt
medlemskort fra Griffins Klangruppe på en af brandstifterne. "Du må tro
mig, Jacob. Jeg er et dybt religiøst menneske og kunne aldrig drømme om at
brænde en kirke ned." Det var så vigtigt for ham, at jeg troede på ham,
at ved at gøre det vandt jeg hans venskab. Og det var ikke svært at tro på
ham. Jeg vidste fra Jeff Berry, at Klan-lederne tjener godt på at sælge
medlemskort til unge usikre mænd, som så går rundt og praler med deres kort,
men lederne ser aldrig disse mænd i Klanen. Kortene udgør en stor risiko, for
hvis politiet finder et kort på en person, der er involveret i en
hadforbrydelse, bliver Klanlederen holdt ansvarlig, uanset om han var
involveret i forbrydelsen eller ej. Klanlederne er derfor ekstremt forsigtige
med at lukke voldelige personer ind i deres gruppe, da de ikke ønsker at
komme i fængsel. Som Jeff engang fortalte mig: "Jeg kan ikke bruge 80 %
af de mennesker, der ansøger om medlemskab. De er bindegale." Jeg
vidste, hvad han talte om, da jeg samler så mange af disse fortabte "skøre
kuler" op på landevejene. Så, tro det eller ej, det er sådan Klanen igen
er blevet "politisk korrekt", idet den i dag stort set gemmer sig i
små hyggelige øl-forsamlinger ude i skovene. Indtil Trump en dag sendte
budskabet om, at det nu var "politisk korrekt" at komme ud af
skovene og slutte sig til hans hvide bevægelse i Charlottesville og andre
steder - selv med deres våben og vold. Griffin
forvekslede sandsynligvis min insider (men uudtalte) viden om Klanen som
kærlig tilgivelse - noget, han aldrig havde fået fra nogen før, men som han
tydeligvis søgte, for nu åbnede han virkelig op og fortalte mig den lange
historie om, hvordan han havde været med i Klanen, siden han begyndte at
plukke bomuld som 19-årig midt under borgerrettighedsbevægelsen, "som
gik for langt for hurtigt". Han havde haft et langt, trist liv, men det
var ved at være slut: Han havde for nylig gennemgået tre bypassoperationer.
"Jeg ved, at jeg snart skal dø," sagde han. "Men i februar
fylder jeg 60 år, og det ville betyde så meget for mig, hvis du kunne komme
til min fødselsdag. Vil du ikke nok love det?" Jeg blev så overrasket og
rørt, at jeg lovede at prøve. Da dagen var slut, sagde jeg farvel til alle
mine nye venner: "Så
ses vi snart igen til Virgils fødselsdag." "Hvad?"
spurgte de forbavset. Det gik pludselig op for mig, at ikke en eneste af dem
var blevet inviteret til fødselsdagsfesten! Med alt det selvhad, der er
typisk for Klanmedlemmer, er de ofte så afskyet af det, de ser i hinanden, af
deres egen smerte og ulykke, at Griffin ikke var interesseret i at invitere
sine egne ”tabere”. Nej, det som disse smertens børn hungrer efter, er
kærlighed fra os med overskud. Dem uden for deres ghetto. Efter den
menneskelige varme, som de ikke let kan finde eller udtrykke inden for Klanen,
hvis følelsesmæssigt forkrøblede medlemmer jeg altid ser stå ensomme under
møderne. I de år, hvor jeg arbejdede med Klangrupper, var jeg ofte deres
længstvarende "medlem". Efter mindre end et år så jeg dem som regel
forsvinde ind i Anonyme Alkoholikere, NA eller kirkegrupper - alle steder,
hvor de kunne finde lidt af den kærlighed, som Klan-ideologien ikke tillod dem
at opblomstre i. Skønt
jeg kun havde en enkelt dag til at gennemføre det, var det derfor at mit
lille eksperiment i ikkevoldelig kommunikation var lykkedes selv med Griffin,
en af de farligste Klanledere siden 60'erne. Kun få måneder senere forlod
Griffin "The Cleveland Knights of the KKK", som han havde styret
det meste af sit liv, og gruppen faldt fra hinanden. Jeg siger ikke, at det
udelukkende var et resultat af mit engagement; der er altid mange faktorer,
der er med til at ændre folks liv. Men for en mand, der hele sit liv har
været i defensiven, herunder at blive konfronteret med en menneskemængde, der
råbte "Død over Klanen!", kan det gøre en forskel, at han pludselig
møder noget, som han forvekslede med ægte kærlighed. Det gælder især, når det
sker på et sårbart tidspunkt, som når han som "en god kristen skal møde
min skaber". Jeg
siger altid til mine elever: "Prøv denne kærlige metode på din værste
lærer ... og se, hvor hurtigt dine karakterer stiger." Det virkede
tydeligvis på to af USA's værste Klanledere. Desuden har mine lange rejser
blandt voldelige mennesker overbevist mig om, at positiv tænkning om
mennesker virker på alle, og at det er i vores egen og samfundets interesse,
at vi oprigtigt forsøger at "elske vores medmennesker". 222 |