180 – 196 Rest of Part One (old book 134-146)
Vincents text
Norsk oversættelse Ny dansk bog
180-181 Between giving campus lectures in the ’90s, I loved the all-night
discussions of racial issues I had with Wilma in her little shack. She was
well educated but voiced in black words what my white audiences think but
dare not say: - My own kind are holding me down. I am afraid of them. My life is
endangered by my own people. - Have you lost faith in black people? - Yes, I have, because of the way they have treated me. - Have whites never caused you any harm? - Never, in Alabama and New York, I have never had trouble from the
whites. Always my own kind of people. - Do you hold it against them? - Yes, I do. - But I told you before you must never forget the real ... - Yes, you call it internalized oppression, right? But I don’t see it
that way. I think it’s just the nature of them to be that way … - No, no, no! - I don’t think it is internalized oppression. - But you must never lose faith in human beings. - I have lost faith in them, yes, I have. - But it all comes from up here, it comes from racism. When people are
so hurt, and you know that black people are hurt, they take it out on each
other. - Yes, but what you are talking about happened back a 100 years ago. I
know what you are saying is true, but we have come a long way since then.
Doors have opened for us. But we are holding one another back with hatred,
selfishness, and whatnot. It is not the whites holding us back now, we are
holding each other back. - Wilma, you’re talking the crap of the whites now. That’s what they
are saying. Who are the employers in this country? They’re white, and to whom
do they not give work? - I know, I know, but I can only speak of what I am going through.
They are holding me down. My own kind are holding me back. - That’s how all blacks feel these days, and that’s why they end up
causing each other more harm. When people hate themselves, they take out all
this stuff out on each other... - I know. All I just want is to get away from them. - Where will you go? - I don’t know yet, but I’m working on it ... After the hope and optimism of the ’70s, I would never have believed
that racism could worsen so much that I’d one day sit and defend the victims
against each other. People can survive oppression if they’re able to clearly
identify their oppressor and thus avoid self-blame. In the past, this
understanding let blacks see light at the end of the tunnel. A hundred years
ago we lived in close physical proximity to blacks. But today we’ve become so isolated from each other that blacks, whom
we ruthlessly bombard with TV fantasies about how free they are, have difficulty
identifying their oppressor—a historical first—and therefore look to
themselves for the cause of their escalating pain. And once we succeed in
convincing oppressed people that they are their own worst oppressors,
everything falls apart. Neither their earnings nor sense of self-worth are
great enough to recreate the nuclear family we constantly hold up as the
ideal. This sense of hopelessness and failure drives families apart. Nobody
feeling good about themselves could oppress another group so devastatingly as
we do today. And the victims aren’t only the family of the outcast but
increasingly the children. We whites love to say that “my best friend is black” to attain moral
stature and black recognition. And we love to denounce the more primitive
racism of others but forget that bigots like the KKK and the Nazis are
themselves so deeply traumatized that have no real power to affect the
overall quality of life of blacks in the US or Muslims in Europe. No, our victims know full well that it is we, the “good” law-abiding
citizens, who are today silently forcing millions of our outcasts into
ghettos, into psychological isolation and despair. In our white guilt over
not being able to live up to our lofty ideals and liberal Christian values,
we flee into escapist black TV shows to cover up for our ultimate crushing of
the black family. Today more than 70% of black children grow up without a
father and one in 10 without either parent—twice as many as when I first came
to America and three times as many as under slavery. The grandmother therefore has to take care of them. Black students,
who are capable of succeeding despite the worst oppression since the slave
auctions, often tell me that a grandmother was their saving angel. Grandma’s hands clapped in church on Sunday morning. Grandma’s hands played the tambourine so well. Grandma’s hands used to issue out a warning, she’d say, Billy don’t you run so fast, might fall on a piece of glass - might be snakes there in that grass. Grandmas hands soothed the local unwed mothers... Even under the most hopeless oppression, people have an unconquerable
ability to survive, and so the concept of the extended family as a survival
unit has often become the black family’s last desperate means of overcoming
the effects of a brutal society. But whereas the concept in Africa meant a
closely connected family living in the same village, it has in America meant
the brutal uprooting and forcible separation of family members over great
physical distances. When liberals excuse the destruction of the black family
by talking sympathetically about it as an “inheritance from slavery”—as if
the family alone, for no reason, should have carried this legacy on from
generation to generation—it’s in order to blame an evil system that existed
100 years ago so that they can feel free of responsibility. What I saw again
and again was not a black inheritance from slavery but society’s inheritance
from slavery. When the whole system they live in is hardly distinguishable
from (and perceived as) slavery, it’s clear that the inheritance from slavery
is being forced upon the black family. I find most of my friends in this book in a relatively worse situation
today than when I first met them. But here on Palm Beach and Miami Beach with
America’s wealthiest families are people whom Reagan’s, Bush’s and Trump’s
tax cuts made even richer. Until a few years ago, blacks (apart from
servants) weren’t allowed to set foot here—and they’re often arrested if they
do. Occasionally, however, a beggar gets in and gets a penny from the
multimillionaires. It’s also here that America’s presidents play golf on some of the
finest courses in the world—and use black caddies, whom they pay less than
$5–$6 dollars an hour. And it’s here that these black slave workers can see
white millionaires getting out of their Rolls Royces
to read the latest quotes from Wall Street. Afterwards, Linda and her brother danced outside in the glow of the
lamp. There was such joy over that light that it warmed me immensely,
especially right after my experience of a succession of cold millionaire
homes. For the most part, though, I didn’t find much to be happy about. Food
always had to be cooked over an outdoor fire, and Linda’s mother could only
sit motionlessly all day in the same chair because of the painful disease she
suffered from. Linda had to do her homework before sunset, but sometimes I
saw her reading in moonlight. Often, hours passed while she read to me on the
bed. Linda was without comparison my brightest and most encouraging
experience in America. I came to her family at a time when I was deeply
depressed and discouraged after months of traveling through the poverty of
the black South, which I felt was more destructive and dehumanizing than any
other poverty in the world. I looked at Linda and wondered why she hadn’t
been subdued in spirit and body as had so many other poor black children I’d
met in the underclass. What was it that enabled her family to stay together
in the midst of this inhuman existence? And why did they have a deeper love
for each other than I’d found in any other home I’d been to in America? To be in Linda’s home was like stepping into a Hollywood movie
romanticizing poverty. While poverty everywhere in America is hideous and
gives both people and their surroundings a repulsive face, here it had let
love survive. That experience, to find love in the midst of a world of
ugliness, was so indescribable and shocking that I was totally overwhelmed.
Now that we found
love |
|
180-181 Mellem mine universitetsforelæsninger i
90'erne elskede jeg de natlige diskussioner om racemæssige spørgsmål, som jeg
havde med Wilma i hendes lille shack. Hun var uddannet, men udtrykte med
sorte ord det, som mine hvide tilhørere tænker, men ikke tør sige: -Mine egne holder mig nede. Jeg er bange for
dem, ja, mit liv er truet af mit eget folk. - Har du mistet troen på sorte mennesker? - Ja, det har jeg, på grund af den måde, de
har behandlet mig på. -
Har hvide aldrig gjort dig fortræd? -
Nej, aldrig. I Alabama og New York har jeg aldrig haft besvær med hvide.
Altid mine egne... -
Bebrejder du dem det? -
Ja, jeg gør. - Men jeg har sagt til dig før, at du
aldrig må glemme den virkelige ... -
Ja, du kalder det internaliseret undertrykkelse, ikke sandt? Men jeg ser det
ikke sådan. Jeg tror det blot er deres natur at være sådan… -
Nej, nej, nej! -
Jeg tror ikke det er indvendiggjort undertrykkelse. -Men
du må aldrig miste troen på mennesket. - Jeg
har mistet troen på dem,
ja, det har jeg. - Men
det kommer heroppe fra, det kommer fra racismen. Når mennesker er så skadede
- og du ved at sorte er sårede - lader de det gå ud over hinanden. Når man nedværdiger og ydmyger folk i et land længe nok,
vender de til sidst deres vrede mod hinanden. -Ja,
men hvad du taler om, skete for 100 år siden. Jeg ved hvad du taler om og at
det er sandt, men vi er kommet langt siden da. Dørene er blevet åbnet for os. Vi
bør kunne klare os selv. Men
vi holder hinanden tilbage med had og selviskhed. Det er ikke de hvide, der holder os nede
nu, det er os selv, der holder hinanden tilbage. Det
er hvad de siger. Hvem er arbejdsgiverne i dette land. De er hvide, og hvem
giver de ikke arbejde til? -Jeg
ved det, men jeg kan kun tale om hvad jeg går igennem og mine egne er dem som
holder mig nede. -Det
er hvad alle sorte føler nu om dage, og således skyder de skylden på sig selv
og skader hinanden endnu mere. Når folk hader sig selv, lader de alt det her gå ud over hinanden... - Jeg ved det. Jeg vil bare væk fra dem. - Hvor vil du tage hen? - Det ved jeg ikke endnu, men jeg arbejder
på det ... 182 Mennesker kan overleve undertrykkelse, hvis
de klart er i stand til at identificere deres undertrykker og dermed undgå selvbebrejdelse og selvnedvurdering. Tidligere lod denne forståelse de sorte se
lyset for enden af tunnelen. For hundrede år siden levede vi fysisk tæt på de
sorte. Men i dag er vi blevet så isolerede fra
hinanden, at de sorte, som vi skånselsløst bombarderer med tv-fantasier om,
hvor frie de er, har svært ved at identificere deres undertrykker - en
historisk første gang - og derfor ser på sig selv som årsag til deres
eskalerende smerte. Og når
det først lykkes os at overbevise undertrykte om at de er deres egen værste
undertrykker, falder alt fra hinanden.
Hverken deres
indtjening eller deres følelse af selvværd er stor nok til at genskabe den
kernefamilie, som vi konstant holder op som idealet, og følelsen af håbløshed og fiasko slår
familien i stykker. Ingen, der har det virkelig godt med sig selv, kunne
undertrykke så knusende, som vi gør det i dag. Og ofret er ikke blot den
udstødtes familie, men i stadig stigende grad børnene.
clapped in church on Sunday morning. Grandma’s hands played the tambourine so well. Grandma’s hands used to issue out a warning, she’d say, Billy don’t you run so fast, might fall on a piece of glass – might be snakes there in that grass. Grandma’s hand soothed the local unwed mothers... At
arbejde her under truslen fra hvide vagters geværer, kan i den sorte
bevidsthed næppe opfattes som andet end en direkte fortsættelse af det slavearbejde, der tidligere blev
udført omkring de store hvide plantagehjem. Ligesom slaverne fandt det berettiget at
stjæle for at overleve de strabadser, der blev påtvunget dem, retfærdiggør
mange af nutidens fanger kriminalitet som nødvendig for at overleve den
fattigdom, som disse hvide millionærer har påtvunget dem. De riges aktive
omvendte klassekamp har betydet en regressiv omfordeling af penge fra de
fattige til de rige, væk for den relative økonomiske lighed, som jeg var vidne til i 70'erne.
Når det er en kendsgerning, at sorte
overalt i Amerika får meget længere straffe end hvide for lignende
lovovertrædelser, bliver opfattelsen af slaveri en konkret virkelighed.
Sorte får ofte en livstidsdom for anklager,
som hvide ville være blevet frikendt for. De mange tusinde, der lider under
denne tvungne arv fra slaveriet, kan på en måde kaldes vores politiske fanger. 194 Linda
boede ikke så langt fra Disney World, men det skal jeg ikke sige for højt,
for hun har aldrig haft penge til at tage dertil. Så fattige var de hos Linda, at de aldrig havde haft lys før jeg
flyttede ind hos dem. Jeg havde lidt millionærpenge med mig, så jeg kunne
købe petroleum til en gammel lampe, de havde. Det blev en glædesdag for
familien. Lindas far arbejdede fra tidlig morgen til sen aften med at passe
køer for en hvid godsejer og kom først gående, ofte på bare fødder, de
fem kilometer hjem hver aften ved 22-tiden i mørket. Men denne aften ville vi
glæde ham med en overraskelse, og da vi så ham komme i mørket, løb Linda ud,
sprang op i hans favn og råbte: ”Far, far, vi har fået en gave... se, se
lys... vi har fået lys.” For mig blev Linda uden sammenligning min lyseste og mest
opmuntrende oplevelse i Amerika. Jeg kom til hendes familie på et tidspunkt,
hvor jeg var stærkt nedslået efter måneders rejse gennem den sorte
undertrykkelse og marginalisering, som jeg følte var mere ødelæggende og
dehumaniserende end nogen anden fattigdom i verden. Jeg så på Linda og
undrede mig over, hvad det var der gjorde, at hun ikke var blevet underkuet i
sjæl og krop, som så mange andre børn i underklassen. Hvad var det, der gjorde det muligt for
hendes familie at holde sammen midt i denne umenneskelige tilværelse? Og hvorfor nærede de
tilmed en dybere kærlighed til hinanden end jeg havde oplevet det i noget
andet hjem, jeg havde besøgt i Amerika? At være i Lindas hjem var som at
træde ind i den slags Hollywoodfilm, der romantiserer fattigdom. Mens
fattigdommen overalt i USA er hæslig og giver både omgivelserne og mennesket
et afskyeligt ansigt, havde den her formået at lade kærligheden overleve. Den
oplevelse – midt i hæslighedernes verden – at finde kærligheden, var så
ubeskrivelig og rystende en oplevelse for mig, at jeg blev fuldkommen
overvældet.
Now that we found
love what are we gonna do with it? Let’s give it a
chance let it control our
destiny. We owe it to
ourselves to live happy
eternally. Oh, love is what
we’ve been hoping for, and love is what
we’ve been searching for. Now that I’ve got
it right here in my
hand, I’m gonna spread it all over the land. Now that we found
love what are we gonna do with it ? Lets forgive and forget
let no thought he
your enemy. I never felt so
good, I’m as happy,
happy, happy as a man could be. Love is what we’ve
been waiting for, love is what we’ve
been hoping for. Now that lie got it
right here in my hand I’m gonna spread it all over the land... |