180 – 196  Rest of Part One  (old book 134-146)

Vincents text                                                                              Norsk oversættelse                                    Ny dansk bog

216

In Georgia, where I lived with the Barnett family in an old plantation home, I learned about a kind of racism based not on hatred but on a historically conditioned paternalistic love for blacks. Mrs. Barnett spent days taking me around to families her family had once owned—apparently a very short time ago in her imagination (and, as I discovered, in the black consciousness as well).

Mrs. Barnett: This is the bill of sale to my great- grandfather from Mr. Cadman for Lucinda, her children, and her increase forever. The price was $1,400.
Mrs. Hill (her friend from another plantation home):
But, you see, when they came here they were savages, and I think instead of blaming the South like the North blamed us, I think we deserve a bit of credit. They sold them to us and they knew they were selling us savages. But they just kept sending them. And then they began talking about our harsh treatment, but you know when you had people working for you, you would do everything for them, feed them up, give them clothes and housing, and take care of them.

Mrs. Barnett: The white people would do anything for the niggers except get off their back, as they say. (laughter) One thing is sure. We still miss them.

Mrs. Hill: Yeah, we do miss them.

When a “house slave” came in with afternoon tea, the talk, as always in the Southern aristocracy, turned to the follies of their servants—a way of maintaining their paternalistic attitude toward blacks and thus of giving themselves the social distinction of previous times.

163

What Mrs. Barnett misses isn’t slaves as a workforce or as property but the former symbiotic dependence of slave and master. The fact that one could lose a slave worth more than $1,400 through sickness instilled in the white upper class a paternal concern and sense of responsibility for their slaves. In Mrs. Barnett this love showed itself in her work on behalf of blacks imprisoned for life—in other words, in a need to express love for a group of blacks who, like the slaves, are not free.

Was it this kind of condescending racism I myself was taking on in America? How long could I hold onto the naïve notion that as a foreign immigrant I’d be able to keep myself afloat in an ocean of racism that had drowned everyone else?


164

In the South I experienced two completely opposite white reactions toward our oppressed: hatred and love. The more I saw these peculiar distress patterns as products of a centuries-old system, the more value judgments, such as good and evil, disintegrated. In spite of their trail of destruction, I could no longer hate these whites. From the moment I showed them respect and understanding, doors began to open everywhere: the doors of Southern hospitality. When I later traveled among South African whites, I was met with an even more overwhelming hospitality, which seemed directly proportional to a greater class difference between blacks and whites. Just as in South Africa, blacks in the South receive the traditional friendliness as long as they have underclass status. They are not paid for their work so much as for their servility and humility, for knowing “their place” and being dependent. Their passive resistance to this subjugation is seen as “irresponsibility” and “shiftlessness,” which further confirms the “necessity” of the paternal relationship, thereby elevating white status. This artificially high status adds to the psychic surplus displayed, for instance, in an exhuberant hospitality and friendliness toward the individual but not the group, such as “negroes,” “Yankees,” or “communists.”


In one plantation home, I’d arrived with my short-hair wig on, but the hostess, Emely Kelley, was falling increasingly in love with me, and one night I surprised the dinner party by displaying all of my hair. Emely burst out, “I know you’re a communist, but I like you anyway.”

This hospitable class may not participate in white terrorist acts, but it benefits directly from such policing. None of the plantation homes I lived in were locked although they were filled with gold, silver, and expensive paintings—right next to some of the poorest people on earth, whom I often saw commit violent crimes against one another.

One reason I could move around in even the most violent ghettos in the South without fearing for my life was my realization that the slavery of the 1970s held its protective umbrella over me everywhere. And when you’re up against a system so deeply ingrained that even your “Scandinavian blue-eyed idealism” isn’t understood, you give up and become a participant. Thus, I soon learned the self-crippling and uncomfortable art of having black maids serve me breakfast in the canopied bed (in a separate room from the hostess) while avoiding committing the crime of making my own bed. In Mississippi I saw the servants spend days dressing up the white “belles” in antebellum gowns so we could continue the old balls of the Confederacy, where blacks are present only in the form of a white woman in blackface acting as “mammy.”

I loved these seemingly stand-offish yet incredibly warm open and charming belles, whose inviolable “white womanhood” was one of the sham reasons for the deaths of thousands of black men in a terror caused solely by the desire to perpetuate white supremacy.

Yet the first time I returned to Natchez in 1978 and found the town extremely upset about an article in the New York Times describing the plantation homes as “decadent and promiscuous,” I had to laugh, having experienced exactly that myself.









166-169

On saying yes


The greatest freedom I know is to be able to say yes; the freedom to throw yourself into the arms of every single person you meet. Especially as a vagabond you have the freedom, energy, and time to be fully human toward every individual you meet. The most fantastic lottery I can think of is hitch-hiking. There is a prize every time. Every single person can teach you something. I have never said no to a ride - even if there were pistols lying on the front seat, or four sinister-looking men wearing sunglasses sitting in the car. Every person is like a window through which the larger society can be glimpsed. A man in New York asked me to drive a U-Haul trailer down to Florida. He wouldn’t say what was inside. We agreed that I was to get sixty dollars for doing it, but I never got the money. Through various sources I found out that it was the Mafia I had worked for - they preferred to use a naive foreigner for such illegal transport of narcotics, etc. Or maybe it was weapons for the Cuban exiles in Miami? Another time, in Alabama, this poor old woman of 87 asked me to drive her to Phoenix, Arizona. She wanted to go there to die. I helped her board up the windows in her dilapidated shack outside Notasulga, because although she knew very well she would never return, she still didn’t want the local blacks moving into it. The whole way out there she sat with a pistol in her hand. She was scared stiff of me because of my long hair and beard, but she had no other way of getting to Arizona. She was so weak that I had to carry her whenever she had to leave the car, but in spite of this she continued to cling to her gun. The car was so old that we could only drive at thirty miles an hour, so the trip took us four days. She had saved for years in order to have enough money for gas, but she had no money for food, so I had to get out several times and steal carrots and other edible things along the road. For most of the journey she talked about Governor Wallace and how she hoped he would become President before she died. I learned more about Alabama on that trip than I could have learned by reading for a lifetime.

In Florida, two young women picked me up and offered me a brownie. As I was very hungry and sitting in the back seat, I seized the opportunity and ate four whole brownies. I always eat what people offer me, even if it is pills, or dirt, or worse. And every time it gives me a certain insight into society. And so, it was on this day. It turned out they were hash brownies and I had eaten far too many. I got stoned out of my mind and could not hitchhike any more that day, as I was incapable of communicating with the drivers. I walked into Jacksonville and sat in a park waiting for the high to wear off. Two harmless bums came over and sat next to me, but suddenly I became tremendously frightened of them and rushed into the bus station. I did not dare to be out on the street, even in daylight. (The hash made me extremely paranoid, and it is exactly when you send out vibrations of fear to other people that you get jumped). That day I understood the agonizing fear most Americans carry around and can’t do anything about. Since that day I have had more understanding of people’s reactions in America. Sometimes I, too, feel afraid of other people. One night in New York I heard a voice calling to me from a dark alley down in the sinister area near Ninth Avenue. I was absolutely convinced that if I went into the alley I would be attacked. But I was more afraid that if I did not do it, it would set a precedent, and then I would be paralyzed, like so many others in America. I forced myself to go in there. Of course, it turned out to be only a worn-out five-dollar streetwalker. I gained insight into a kind of suffering I had never encountered before, which proved to me once again that it never hurts to say yes. As a rule, you are directly rewarded for it.

In Detroit, a five-year-old boy persistently asked me to go home with him and take some pictures of his mother. I didn’t have time that day but decided to go with him anyway. When we got to his home, I saw that his mother was sick, and four of his seven brothers and sisters had big rat-bites on their backs and legs.

In the beginning I perceived not being able to say no to people as a weakness, since I have always been very yielding. But now I have become convinced that it is a strength and have therefore made it a habit wherever I go. Almost every day when I hitch-hike, at some point I get invited into a restaurant by a driver. I get the menu but it is impossible for me to choose. After an embarrassingly long pause the driver usually suggests something, and I immediately say yes. I couldn’t care less what they serve me. Food is just a means to keep going. I have discovered that even the inability to choose has its advantages when you travel. When I was in the blood bank in New Orleans and as usual fought my way through “the gay wall” out of this town with many gays, on my way up to see the floods in the Mississippi delta I got a lift with a fat antique dealer. He kept pressing me to come with him into the dark woods with promises like “I will put you up with a rich white lady afterwards”. I did not want to waste time with another “dirty old man”, but couldn’t get myself to directly say no. So I ended up letting him follow his lusts out in the woods and true enough, afterwards he drove me to one of the large plantation homes in Natchez, where his friend, the owner, Emely Kelley, immediately invited me to equally intimate experiences. I had long ago learned that without saying yes to a little pain, you don’t get into heaven. After weeks of hunger, it really felt like getting into heaven to have black servants serve us on silver trays in the canopied beds. Yet it is important to get down to earth again, so when after two weeks I left the mansion, I ended up shacking together that same evening with a black pimp in Greenville, in the poverty-stricken Delta area. We became good friends, and he said that because of our friendship he would give me one of his prostitutes. I didn’t say anything. He took me to a bar in which four of his “girls” were standing around. “Choose what-ever pussy you want. You can have it for free,” he said. I didn’t know what in the world to do. I have come to love such black prostitutes with their fantastic mixture of violent brutality and intense tenderness. You can learn more about society from a black prostitute in one day than from ten university lectures. But it was just impossible for me to choose.*) Then Ed, as he was called, took me home again. From then on he became more open and it turned out that he had put me to a test. He was very interested in the things I had told him, but he had never met a white he could trust, and now wanted to see if I was like the other whites in Mississippi. That night became one of the most intense experiences I had ever had. We both lay in the bed he normally used for his business and all night he told me about his childhood. It all came as a revelation to me. It was the first time I had ever been in Mississippi, and it probably had a particularly strong effect on me because I’d just spent two weeks living in huge plantation homes with those enormous antebellum gowns and gold and glitter everywhere. He told me about the hunger, about how he had had to pick cotton ever since he was five years old for two dollars a day, about how he had never really gone to school because he had to pick cotton, and about all the humiliations he had constantly had to put up with from the whites. Then he just wouldn’t take it any more. “Hell no,” he repeated again and again. He wanted out of that cotton hell. So he had become a pimp. Both he and his girls agreed that it was better to prostitute themselves in this way than to prostitute themselves in the cotton fields. It is the white man who reaps the profit in both cases, but they made more money this way: fifteen dollars a night per girl. He had studied the white man all his life, every single gesture and thought. He felt that he knew the white man better than he knew himself - and yet he didn’t understand him. But his experiences had made him a good pimp, though he was only nineteen years old. He knew precisely how to get white men in contact with his girls. But it hurt him to do it. It left a deep wound. He felt he was selling both his race and his pride; but that he had no choice. He hated the white man with all his heart, but he never dared to show it. That night I came to realize that if many blacks in Mississippi felt like Ed, there would come a day when things would not look good for the whites. I was so shaken after that night that for the next few days I was unable to look whites in the eye. I had been lucky that day in that someone had given me batteries for my tape recorder. I was therefore able to record a lot of what he said that night. Now when I travel around among the whites in Mississippi and live with them I often play that tape for myself in the evening. I want to avoid identifying too strongly with their point of view. With their charming accents and great human warmth, it is hard not to let yourself be seduced. The trick is to keep a cool head in the midst of the boiling witch’s-cauldron of the South.

I saw it as a coincidence that Ed opened himself up to me, for I had really felt more like being with the prostitutes. But now I’m beginning to believe it was not just chance. It is as if there is always something that leads me into the right situations.

Letter to an American friend

* (I have since found that these unsophisticated sentences from this original letter about my love for prostitutes as an oppressed group in the U.S. and Britain, are often misunderstood in a sexual rather than a political way. For a clearer understanding of my relationship to prostitutes, see page 381).

 

174

One of the most peculiar aspects of Southern hospitality is the desire to immediately “give” a male visitor a very attractive “girl.” Not only among the old aristocracy but also among the “up-and-coming” millionaires. Seldom had more than a day passed before they supplied me with a “date” from the same class (or, more often, one aspiring to become a member of that class), often without having asked me. When I was living in Mississippi with relatives of Senator Stennis, an arch-conservative, I was given a list of possible belles to choose from. Jack Ray, the Alabama banker, absolutely insisted on giving me Senator Allan’s personal secretary for the night.


Their attitude toward “white womanhood” seemed little better than their historical relationship to black womanhood, yet this sacred white womanhood is used as one of the many excuses for the violent suppression of blacks and to instill fear in whites. It’s perhaps as hard for real love to thrive under the crystal chandeliers as it is in the glow of the kerosene lamp among those “shacking up together.”

179

No whites, I feel, can fully comprehend the enormous psychological pressure that blacks, constantly bombarded with the message they’re worth less than whites, are under.

The worst damage occurs when the victim begins to believe the oppressor’s prejudices. I frequently hear cruel invalidations, such as “You ain’t shit, nigger” reverberating in underclass families. They instill in each other our deep racist feelings for them along with the gloomy prospect of being permanently banished to the shadows of white society. The hope I once found among blacks in the ’70s I’ve since seen being replaced everywhere by self-blame.

180-181

 

 

108

I Georgia, hvor jeg boede hos familien Barnett i et af de gamle plantagehjem, lærte jeg om en form for racisme, der ikke var baseret på had, men på en historisk betinget paternalistisk kærlighed til de sorte. Fru Barnett brugte dage på at tage mig rundt til familier, hendes familie engang havde ejet – åbenbart kun få år tilbage i hendes forestillingsverden (og, fandt jeg ud af, også i den sorte bevidsthed.)

Fru Barnett: – Dette er salgsbeviset til min tipoldefar for negerkvinden Lucinda samt hendes børn og afkom til evig tid. Prisen var 1400 dollars.

Fru Hills (hendes veninde i et andet plantagehjem): Men som du ser, da de kom her, var de vilde, og i stedet for at bebrejde Syden som Norden gjorde det, synes jeg vi burde have ros. De solgte dem til os og de vidste godt at de solgte os vilde dyr. Og de blev bare ved med at komme. Og så begyndte de at snakke om at vi mishandlede dem, men det manglede bare, når vi gjorde alt det for dem, gav dem mad, klæder og husly og passede dem godt. Blev de hvide måske pludseligt onde, da slaverne kom?

Fru Barnett: – Ja, som de så morsomt siger: De hvide vil gøre alt muligt for niggerne undtagen at stå af deres skuldre. (latter) Men en ting er sikkert, vi savner slaverne.

Fru Hills, sukkende: – Ja, vi savner dem virkelig...

 

Da en ”husslave” kom ind med eftermiddagsteen, drejede samtalen som altid i det sydlige aristokrati over på tjenestefolkenes dårskab – en måde for dem at opretholde deres paternalistiske holdning til de sorte på og derved give sig selv tidligere tiders sociale distinktion tilbage.



109

Det fru Barnett savner i dag, er ikke slaverne som arbejdskraft eller som ejendom, men den tidligere symbiotiske afhængighed mellem slave og herre. Det faktum, at man kunne miste en slave til en værdi af mere end 1.400 dollars ved sygdom, indgød den hvide overklasse en paternalistisk omsorg og ansvarsfølelse over for deres slaver. Hos fru Barnett viste denne kærlighed sig i hendes arbejde på vegne af sorte, der var fængslet på livstid - med andre ord i et behov for at udtrykke kærlighed til en gruppe af sorte, der ligesom slaverne ikke er frie.

Var det denne form for nedladende racisme jeg selv var ved at udvikle i dette samfund? Eller hvor længe kunne jeg holde fast i en naiv forestilling om, at jeg som udenlandsk indvandrer ville kunne holde mig selv oven vande i dette racismens hav, som havde druknet alle andre?

164

I Syden havde jeg set to så modsatte hvide reaktioner over for vore undertrykte som had og kærlighed. Jo mere jeg kunne gennemskue disse ejendommelige lidelsesmønstre som produkter af et århundreder gammelt system, jo mere gik værdidomme, såsom godt og ondt, i opløsning På trods af deres spor af ødelæggelse kunne jeg ikke længere fordømme disse hvide. Fra det øjeblik jeg viste dem respekt og forståelse, begyndte dørene at åbne sig overalt - den velkendte sydlige gæstfrihed. Da jeg senere rejste blandt hvide i Sydafrika, mødte jeg der en endnu mere overvældende gæstfrihed, som syntes direkte proportional med den større klasseforskel mellem sort og hvid. Modsat i Danmark er de undertrykte i Sydafrika ligesom i sydstaterne genstand for traditionel venlighed, så længe de har underklassestatus. De bliver ikke så meget betalt for deres arbejde som for deres servilitet og ydmyghed, for at de kender "deres plads" og er afhængige. Deres passive modstand mod denne undertvingelse ses som ”uansvarlighed” og ”upålidelighed”, hvilket yderligere bekræfter ”nødvendigheden” af det paternalistiske forhold og derved øger hvid status. Denne kunstigt høje status øger det psykiske overskud, der f.eks. viser sig i en overstrømmende gæstfrihed og venlighed over for den enkelte, men ikke over for gruppen, f.eks. "negere", "yankee'er" eller "kommunister".


I et plantagehjem ankom jeg med min korthårede paryk på, men værtinden, Emely Kelley, blev mere og mere forelsket i mig, og en aften overraskede jeg middagsselskabet ved at vise alt mit hår frem. Emely udbrød straks: ”Jeg ved du er kommunist, men jeg holder af dig alligevel.” Denne gæstfrie klasse deltager måske ikke i de hvide terrorhandlinger, men nyder indirekte godt af dem. Ingen af de plantagehjem, jeg boede i, var låst, selv om de var fyldt med guld, sølv og dyre malerier - lige ved siden af nogle af de fattigste mennesker på jorden, som jeg ofte så begå voldelige forbrydelser mod hinanden.



 En grund til, at jeg kunne bevæge mig omkring i selv de mest voldelige ghettomiljøer i Syden uden at frygte for mit liv, var min erkendelse af, at 1970’ernes slaveri holdt sin beskyttende paraply over mig overalt.
Og når man er oppe imod et system, der er så dybt forankret, at ens ”blåøjede skandinaviske idealisme” end ikke forstås, er det let at give op og selv blive deltager. Således lærte jeg snart den selvforkrøblende og dybest set ubekvemme kunst at have sorte tjenestepiger til at servere mig morgenmad i himmelsengen (i et særskilt værelse fra værtindens), og ikke at begå den forbrydelse at rede min egen seng. I Mississippi oplevede jeg, at tjenestefolkene brugte dage på at iklæde de hvide ”belles” (skønheder) de store klokkeagtige kjoler, så vi kunne fortsætte konføderationens gamle baller, hvor de sorte kun er til stede i form af en sortsminket hvid kvinde, der optræder ”mammy.” Jeg elskede disse tilsyneladende utilnærmelige, men utroligt åbne, varme og charmerende ”belles”, hvis ukrænkelige ”hvide kvindelighed” var en af skinår­sagerne til at lade tusindvis af sorte mænd dø i en terror, der udelukkende skyldtes ønsket om at bevare det hvide overherredømme.

Alligevel måtte jeg grine, da jeg første gang jeg vendte tilbage til Natchez i 1978 og fandt byen ekstremt oprørt over en artikel i New York Times, der beskrev plantagehjemmene som "dekadente og promiskuøse" – nøjagtig hvad jeg selv havde oplevet der.



 

166

Om at sige ja

Den største frihed, jeg kender, er at kunne sige ja; friheden til at kaste sig i armene på hvert eneste menneske, man møder. Netop som vagabond har man frihed, energi og tid til at være menneske over for hvert individ, man møder. Det mest fantastiske lotteri, jeg kender, er at blaffe. Der er gevinst hver gang. Hvert eneste menneske kan man lære noget af. Jeg har aldrig sagt nej til et lift – om der så lå pistoler på forsædet, eller sad fire skumle mænd med solbriller i bilen. Hvert menneske giver en et indblik i samfundet. En mand i New York bad mig om at køre en U-Haul-trailer ned til Florida. Han ville ikke sige, hvad der var i den. Vi aftalte, at jeg skulle have 60 dollars for det, men jeg fik dem aldrig. Gennem andre oplysninger fandt jeg ud af, at det var mafiaen, jeg havde arbejdet for, og som foretrak at bruge en troskyldig udlænding til sådanne illegale transporter af narkotika. Eller måske var det våben til eksilcubanerne i Miami? En anden gang, i Alabama, bad en 87-årig fattig kone mig om at køre hende til Phoenix i Arizona. Hun ville ud for at dø der. Jeg hjalp hende med at slå brædder for vinduerne i hendes forfaldne shack uden for Notasulga, som hun godt vidste, at hun aldrig fik at se igen; men hun ville ikke have, at de omkringboende sorte skulle flytte ind i den. Hele vejen sad hun med en pistol i hånden. Hun var hundeangst for mig på grund af mit lange hår og skæg, men hun havde ingen anden måde at komme derud på. Hun var så svag, at jeg måtte bære hende, hver gang hun skulle ind et sted undervejs, men alligevel blev hun ved med at klamre sig til pistolen. Bilen var så gammel, at vi kun kunne køre 50 km i timen, så rejsen tog os fire dage. Hun havde sparet op i flere år for at få nok til benzinen, men hun havde ikke penge til mad, så jeg måtte ud flere gange for at stjæle gulerødder og andet spiseligt langs vejen. På næsten hele turen sad hun og snakkede om racisten guvernør Wallace, og om hvordan hun håbede på, at han blev præsident, inden hun døde. Jeg lærte mere om Alabama på den tur, end jeg kunne have læst mig til gennem et helt liv.

I Florida samlede to piger mig op og bød mig en brownie. Da jeg var meget sulten og sad på bagsædet, benyttede jeg lejligheden til at spise hele fire kager. Jeg spiser altid, hvad folk giver mig, om det så er piller eller jord, eller det, der er værre. Og hver gang giver det mig et vist indblik i samfundet. Således også denne dag. Det viste sig, at det var hashkager, og at jeg altså havde spist alt for mange. Jeg blev drønskæv og kunne ikke blaffe mere den dag, da jeg var ude af stand til at kommunikere med chaufførerne. Jeg gik ind i Jacksonville og satte mig i en park for at vente på, at rusen skulle aftage. To harmløse bumser kom og satte sig ved siden af mig. Men jeg blev pludselig enormt bange for dem og styrtede ind på busstationen. Jeg turde ikke være ude på gaden selv i dagslys. Hashen gjorde mig nemlig enormt paranoid, og netop når man sender frygtvibrationer ud mod andre mennesker, sker det, at man bliver slået ned. Jeg erkendte den dag den rystende angst, et flertal af amerikanere går rundt med, og at man intet kan stille op over for den. Sidenhen har jeg haft mere forståelse for folks reaktioner i Amerika. Det sker også, at jeg føler angst over for andre mennesker. En nat i New York hørte jeg en stemme kalde mig inde fra en mørk port nede i de uhyggelige områder omkring 9th Avenue. Jeg var fuldstændig overbevist om, at hvis jeg gik derind, ville jeg blive slået ned; men jeg var mere bange for, at hvis jeg ikke gjorde det, kunne det skabe præcedens, og så ville jeg være lige så lammet som så mange andre i Amerika. Jeg tvang mig selv til at gå derind. Det viste sig naturligvis, at det blot var en nedslidt 5-dollars gadeluder. Dette overbeviste mig endnu en gang om, at man aldrig tager skade af at sige ja. I reglen bliver man direkte belønnet for det.

I Detroit bad en 5-årig dreng mig i lang tid, om jeg ikke ville komme hjem og tage nogle billeder af hans mor. Jeg havde dårligt tid den dag, men besluttede mig alligevel for at gå med ham. Da vi kom til hans hjem, lå moderen syg, og fire af hans syv søskende havde store rottebid på ryggen og benene.
I begyndelsen opfattede jeg det, ikke at kunne sige nej til folk, som en svaghed, da jeg altid har været meget veg. Men nu er jeg kommet til den overbevisning, at det er en styrke, og har derfor gjort det til en vane, hvor som helst jeg kommer. Det er sket på bekostning af min evne til at vælge; det er kommet så vidt, at jeg næsten ikke kan vælge mere. Næsten hver dag, når jeg blaffer, bliver jeg på et eller andet tidspunkt inviteret ind på en restaurant af en chauffør. Jeg får spisekortet, men det er mig umuligt at vælge. Efter en pinlig lang pause foreslår chaufføren så i reglen et eller andet, og jeg siger straks ja. Det er mig flintrende ligegyldigt, hvad de serverer for mig. Mad er jo blot et middel til at komme videre. Jeg har opdaget, at selv det ikke at kunne vælge har sine fordele. Da jeg havde været i blodbanken i New Orleans og som vanlig kæmpet mig gennem ”the gay wall” ud af byen med de mange bøsser, fik jeg på vej op for at se oversvømmelserne i Mississippis delta et lift med en fed antikvitetshandler. Han blev ved med at presse mig til at tage med ind i de mørke skove med løfter som ”Jeg vil indkvartere dig hos en rig hvid dame bagefter”. Jeg havde ikke lyst til at spilde tiden med endnu en ”dirty old man”, men kunne blot ikke få mig selv til direkte at sige nej. Så jeg endte med at lade ham følge sine lyster ude i skoven og sandt nok, bagefter kørte han mig til et af de store plantagehjem i Natchez, hvor hans ven, indehaversken, straks inviterede mig på lige så intime oplevelser. Uden at sige ja til lidt smerte kommer man ikke i himmerige, havde jeg for længst lært. Efter ugers sult føltes det virkelig som at komme i himmerige at have sorte tjenestefolk til at servere os på sølvbakker i himmelsengen. Men det er jo vigtigt at komme ned på jorden igen, så da jeg efter ugers ophold forlod plantagehjemmet, kom jeg om aftenen til at bo hos en sort alfons i Greenville i det fattige deltaområde. Vi blev ret gode venner, og han sagde, at på grund af vores venskab ville han give mig en af sine prostituerede piger. Jeg sagde ikke noget. Han tog mig med til en bar, hvor fire af hans piger stod. ”Choose whatever pussy you want. You can have it for free”, sagde han. Jeg vidste ikke mine levende råd.
Jeg er kommet til at elske sådanne sorte prostituerede med deres fantastiske blanding af voldsom brutalitet og inderlig ømhed. Man kan lære mere om samfundet af en sort prostitueret på en nat end af ti universitetsforelæsninger. Men det var mig blot umuligt at vælge. *)  Så tog Ed, som han hed, mig med hjem igen. Fra nu af blev han mere åben, og det viste sig, at han havde stillet mig på en prøve. Han var meget optaget af de ting, jeg havde fortalt ham, men han havde aldrig mødt en hvid, som han stolede på, og nu ville han se, om jeg var som de andre hvide i Mississippi. Den nat blev en af mine hidtil voldsomste oplevelser. Vi lå begge to i den seng, han normalt brugte til sine forretninger, og hele natten fortalte han mig om sin barndom. Det hele kom som en åbenbaring for mig. Det var første gang, jeg var i Mississippi, og det virkede ekstra stærkt, fordi jeg lige havde boet i ugevis i de enorme plantagehjem med de enorme antebellum-kjoler og guld og glitter over det hele. Han fortalte mig om sulten, om hvordan han havde måttet plukke bomuld, lige fra han var fem år for 2 dollars om dagen, om hvordan han ikke havde gået rigtigt i skole, fordi han skulle plukke bomuld, og om alle ydmygelserne, han konstant havde måttet tage imod fra de hvide. Nu ville han bare ikke mere. ”Hell no”, gentog han igen og igen. Han ville ud af dette bomuldshelvede. Derfor var han blevet alfons. Både han og hans piger var enige om, at det var bedre at prostituere sig på denne måde end at prostituere sig i bomuldsmarkerne. Det var den hvide mand, der tog gevinsten i begge tilfælde, men de tjente langt mere på denne måde: 15 dollars om natten pr. pige. Han havde studeret den hvide mand hele sit liv, hver eneste gestus og tanke. Han følte, at han kendte den hvide mand bedre end sig selv, og alligevel forstod han ham ikke. Men hans erfaringer gjorde ham til en god alfons, skønt han kun var 19 år. Han vidste præcis, hvordan han skulle sætte de hvide mænd i forbindelse med sine piger. Men det gjorde ondt på ham at gøre det. Det efterlod et dybt sår. Han følte, at han solgte sin race og sin stolthed, men han havde intet valg. Han hadede den hvide mand af hele sit hjerte; åh, hvor han hadede ham. Men han turde aldrig vise det. Den nat gik det op for mig, at hvis gennemsnittet af Mississippis sorte følte som Ed, så ville der komme en dag, hvor det ikke så godt ud for de hvide. Jeg var så rystet efter den nat, at jeg i de næste dage slet ikke turde se de hvide i øjnene. Jeg havde været så heldig den dag, at en eller anden havde givet mig batterier til min båndoptager. Jeg fik derfor optaget en stor del af det, han sagde. Når jeg nu rejser rundt mellem Mississippis hvide og bor hos dem, spiller jeg ofte det bånd for mig selv om aftenen. Jeg vil nemlig undgå at identificere mig for stærkt med deres synspunkter. Med deres charmerende accenter og stærke menneskelige varme, er det svært ikke at lade sig forføre. Det gælder om at holde hovedet koldt i Sydens kogende heksekedel.

Jeg opfattede det som en tilfældighed, at han åbnede sig for mig, for jeg havde jo haft mest lyst til at være sammen med de prostituerede. Men nu begynder jeg at tro, at det ikke var noget tilfælde. Det er, som om der hele tiden er noget, der leder mig ind i de rigtige situationer.

 

Brev til en amerikansk veninde


* (Jeg har siden fundet ud af, at disse usofistikerede sætninger fra dette oprindelige brev om min kærlighed til prostituerede som en undertrykt gruppe i USA og Storbritannien, ofte misforstås på en seksuel snarere end en politisk måde. For en klarere forståelse af mit forhold til prostituerede, se side 381).

 

 

 


174

Jeg fandt, at et af de underligste aspekter ved sydlig gæstfrihed var ønsket om straks at ”give” den mandlige gæst en meget attraktiv ”pige.” Ikke blot i det gamle aristokrati, men også blandt de "opadstræbende" millionærer. Der var sjældent gået mere end en dag, før de gav mig en "date" fra samme klasse (eller oftere en, som stræbte efter at blive medlem af denne klasse), ofte uden at have spurgt mig. Da jeg boede hos den ærkereaktionære senator Stennis’ familie i Mississippi, fik jeg en liste over skønheder at vælge imellem, mens bankmanden i Alabama absolut insisterede på at give mig senator Allans personlige sekretær for natten.

Deres holdning til ”hvid kvindelighed” synes ikke meget bedre end deres historiske forhold til sort kvindelighed. Og alligevel bruges denne hellige hvide kvindelighed stadig som en af de mange undskyldninger for voldelig undertrykkelse af de sorte, og til at indgyde frygt i de hvide. I en så destruktiv og irrationel atmosfære er det måske lige så svært for virkelig kærlighed at trives under krystallysekronerne som blandt dem, som er tvunget til at ”shackke sammen” i olielampens skær.

 

 

179

 

Ingen hvide, føler jeg, kan fuldt forstå det enorme psykiske pres, det er, konstant at blive bombarderet med, at man er mindre værd end hvide. Den værste skade sker, når ofret begynder at tro på og indvendiggøre undertrykkerens fordomme.

Grusomme nedvurderinger som ”Du er ikke andet end skidt, nigger”, hører jeg konstant genlyde mellem sorte familiemedlemmer. De indgyder hinanden vores dybe racistiske følelser for dem sammen med den dystre udsigt til at være bandlyst til en permanent tilværelse på det hvide samfunds skyggeside. Det håb, som jeg engang fandt blandt sorte i 70’erne, er i dag overalt blevet afløst af en destruktiv selvbebrejdelse.

180-181



 

216