144 – 161 Whites and KKK and Woody (old book 108-119)
Vincents text
DeepL Pros translation Old
book or corrected text
|
Recording of a white man (top left) who picked me up close to Mary’s
place in Alabama: - What do you think about integration? - I don’t go for it
at all. Let them be on their own and go ahead. Hell, I don’t believe in
mingling up with them, going to school with them, going to church with them.
I’ve never had anything against niggers. They can’t help being a nigger any
more than I can help being a white. They are a different race of people and
let them be different... - You always voted for Wallace? - I sure have... but
he has got nothing against niggers as far as them being niggers is
concerned... There is a lot of niggers who vote for him... he gets lots of
nigger votes... - What did you think of Martin Luther King? - Who... Martin Luther
King?... Why - (spitting out the window) he wasn’t nothing but a
troublemaker... a communist agitator... This Southern racist is a textbook example of the oppression we go
through to become oppressors. The innocence of his childhood had been
systematically oppressed by his parents’ irrational injunctions: “Niggers are
dirty. Don’t play with those children; they’ll stab you.” As with children
throughout the South, his natural zestfulness, appetite for life, and
affection for others were suffocated. While he was being hurt, his mind shut
down, and over the years the accumulation of additional pain became chronic
distress patterns. Incessantly he now had to replay his unhealed distress
experiences like a broken record: “nigger, nigger, nigger.” Listening to such
voices of history, I knew that the bombing of Mary’s house was the extreme
but logical consequence of this oppression. If he’d grown up in the North, he
wouldn’t have ended up with such an evil mindset. And maybe even less so had
he been raised in the Denmark of my youth (before today’s racism). When I
showed him my pictures—of Mary in bed, for example—the degree of my crime (to
a southern white) against this apartheid system dawned on me. As a “neutral”
Scandinavian, I felt that Mary was extremely beautiful and attractive. I
therefore got quite a shock when I saw the disgust this white man expressed
at the thought of being next to her “dirty, dark, repulsive skin.” Little by
little, I realized that this negative view was rooted in white supremacy and
had ended up becoming an internalized deeply held honest conviction that had
infected not only whites all over America, but also blacks’ view of
dark-skinned beauty. 146 Vagabonds and blacks have a special relationship to poor whites. With
their guns hanging inside pickup trucks as symbols of power, they’re the ones
who shoot at hitchhikers late on Friday nights, throw beer bottles at you
other nights, and try to run you over at all hours. While the better-off
whites set the tone, the poor exercise much of the direct physical oppression
of black people, who contemptuously call them “poor white trash.” It was they
who were given the brutal and sadistic roles of slave overseers and catchers.
Like poor whites today, the overseers sensed that they were held in contempt
by plantation society and took out their insecurities and anger on the blacks
through acts of relentless cruelty. It was to them that demagogic racist
politicians addressed themselves, but when blacks got voting rights and swung
the political pendulum toward more liberal politicians, poor whites lost much
of their policing role and the little pride they had. When I approach their shacks, they often run inside and lock the
doors. When I go hunting with them and see their cruelty to animals, I
realize the source of their violence and abusive behavior was their own early
oppression—beaten as helpless children into their insensitive and repressive
social role. This cycle of mistreatment is similar to that
suffered by blacks, who tend to replay their violent experience on their own
kind. Poor whites not only have their own children, but also blacks as a
vulnerable and socially sanctioned target group. Having always been told that whites are superior, they feel left
behind when they see blacks with better jobs. They feel that “niggers have
gotten too many rights” and that “no nigger can ever achieve the same status
as even the lowest white.” They therefore sense that they fell off the wagon
when they see that many blacks today live better and have better jobs than
themselves.
They don’t understand the inner dynamics of our system, which often
leaves them unemployed, and instead blame someone who’s a little
different—just as similar groups in Europe use Muslim immigrants as
scapegoats, Irish Protestants use Catholics, Israelis use Palestinians,
Japanese use Koreans, Indians and Africans use lower castes and tribes, and
everybody fantasizes about the Jew—especially where no Jews exist! My Nazi friend here in Baltimore first joined the Communists,
but discovered that they wanted equality for blacks and went over to
the Nazis, who say whites are superior to blacks and they will “send all
niggers back to Africa.” While the Nazis thus adhere to the general desire in
the Northern states (similar to most white
Europeans) to keep our outcasts out of sight (“evasive racism”), today’s Ku
Klux Klan does not want to get rid of blacks, only to keep them “in their
place” (“dominative racism”). In the South I saw how the police worked with the Klan, disarming all
the blacks in the area of a Klan meeting but not
Klan members carrying pistols and submachine guns. One night, dressed in a
white robe-like coat, I managed to sneak into one of their cross-burning
ceremonies, where I taped this speech: “Yes, the conspiracy gives us a lot to think about ... and most of you
are just thinking about them monkeys running around pulling their own tails.
You are still aggravated and agitated by all them
little monkeys running around yelling: “I’m discriminated against, I want
that policeman fired,” and all that kind of junk. And it incites you to want
to do something. But friends, the conspiracy is deeper than a bunch of wild
jungle-infested Ubangi-lipped niggers. And there’s three things you can’t
give them! Absolutely only three things: You can’t give a nigger a fat lip, a
black eye and a job! (applause) ... On another
occasion we ran these four niggers down and was ready to... to... (indicating
rope-lynching) (applause)… and just when we were ready to launch our missiles
towards their burr-head, somebody said, “Hold it, we have them and we thank
you for catching them.” So they took them down and
locked them up. And the next morning, the mayor said to our official: “Sir,
we are sorry, but we had to let them go, because I don’t want my town torn
up.” And these niggers jumped up laughing hysterical “Ha, Ha, Ha,” like
monkeys jumping’n pulling their tails. (laughter) Friends, some years ago the Klan was called to Washington to go before
the investigating committee—believe it or not—on the assassination of King.
They turned this committee over to two—not blacks. I will refer to them as
niggers because they squandered five million of your hard-earned tax dollars
to come up with an answer to the assassination of King! Well, first of all: You can’t assassinate a nigger! (applause)
You can only assassinate a statesman or a man of renowned character and
ability. You don’t assassinate trash!” Individually, these lonesome and despairing losers were often just as
afraid of me as I was of them. In spite of all my
prejudice, I couldn’t help but like them as individuals. Human beings ready
to murder what they call “trash” are people whom society has perpetually
indoctrinated with the basic feeling that they are themselves trash. Their
insecurity and self-contempt gives them a strange
categorical need to hate others. Yes, that’s what I wrote in my book in 1984, when I was trying to
understand the Klan after I’d picked up a poor hitchhiker on my lecture tour.
During our long drive he revealed things that made me suspect he’d been a
victim of incest. So in a loving way I asked about
his childhood, and sure enough, he poured out how his father had raped him
again and again. Yet, he tried to defend his father, which in my experience
is how such victims begin redirecting their anger and scapegoating others. I
also realized that, as with most of the abused children I deal with, he’d
never received any help. We who are better-off don’t like the distrustful
vibrations we get from the children of pain and reserve our love for children
capable of radiating the love they themselves were shaped by. And nowhere do
you have more time to give them emotional therapy than on America’s endless
highways. They are always incredibly grateful and will do anything for you
afterwards. - I don't know if he killed the first two I
got blood on me from, I know he busted his head open real bad. - Hmm - John busted open his head real, real bad...
Took a big whole piece out of his head - and blood got on me then. That's cause I was holding the dude. Every time his heart would
beat, blood would squirt out about 5-6 feet, man. The guy ran about ten
steps, then just fell - face first. I'll even take you by the old postoffice tonight and show you it to you, right where it
happened. Then they got a big sign says 'No Niggers Allowed' when you go in
there on the highway. - Still? What year is this? - This is 91 now, fixing to be 92 and they got a sign saying 'No Niggers Allowed'. - When you went out to kill them, would he talk about it all day
before or did you just happen to...? - No, it just happened. It just was one of those things. He was going
down the street and he just felt like doing it. He'd seen them, so he did
it.... - Right here is where this guy fell after my brother stabbed him. That may be the cops. Right here is where he fell. I'll show you
where he got stabbed at. He got stabbed right on the other side of this
telephone pole, right here. And then he ran ten feet and fell. Let's go
before the cops are coming 'cause they are bad here
at night time. - What did he actually say? - He actually said 'I'm gonna
kill me a nigger tonight'. He said it all day long and when we'd come back
from over the tracks Sammy told him, 'I bet you wont kill that one right there.' And this was a big
nigger, you know. And John says 'Bet me!'. And Sammy
says, 'I'll bet you.' And he goes, 'Never mind about the betting.' He walked
over there and he says, 'Hey, did you meet your
maker?' and he stabbed him. The guy's eyes rolled to the back of his head and
John twisted the knife and then he pulled it out. The blood, when it came
out, it hit me and Sammy. - How did it happen when....? - He goes out and he kills niggers for fun. He tells me he likes to
see the fear in their face when they die. It was like when we was riding down River Road I was telling you about how
Sammy called one over to the car and John jumped out and shot him. Well, two
of them split, and one of them stayed there, you know, he was freaking out. I
guess he was young or something, you know. Sammy started beating him in the
head with some bottle that he had. And then John started kicking him and
stuff - and when they had him on the ground bleeding and where he couldn't
move, John just stomped him until he died. The only thing I've never seen
John do, was go out and run over the niggers that he used to go out and run over. But I've seen blood on
the car and....like I said, I took T shirts and shirts and stuff like that
out from under the car after he ran them over. I've seen him beat up many,
many niggers many times and leave them for dead. - How many would you say? - How many? More than I can count on my fingers and toes. As always with violent people, I asked about his childhood. His eyes filled with tears when he told me how the three brothers had
constantly been beaten and abused by their deeply alcoholic parents. It is important always to give such children of pain all the love and
affection we can muster. In my travels I have often been amazed how little caring it takes to
make these encapsulated and discouraged people raise their heads again and
feel better about themselves. People, who feel good about themselves will not intentionally hurt
other people or even think badly of them. Only people in deep pain wish to
harm others. All the violent racists I meet these days have without exception
been mistreated or humiliated in childhood. The cross burnings and swastikas are just their inept cry for our help
and attention, and it takes so incredibly little nurturing from us to help
them out of their oppressive patterns. Five years later I found some of Woody's victims, such as Sarahs family, who had been stabbed by Woody in their sleep..(Read on page 213 what later happened). Their shattered lives needed similar nurturing not to be be destroyed by the paralyzing fear and unforgiving hate
they had developed toward fellow citizens. Knowing how easily such hatred
perpetuates itself led the new black government in South Africa to pardon all
racial crimes committed under apartheid. My friend Woody is beginning to understand that since he has never had
anybody to help him heal his pain, he had turned it outward against blacks in
such a horrifying way that he could describe how they tortured and murdered
every one of their victims and dumped them in Mississippi's rivers and
swamps. - Did you usually get rid of them by throwing them in rivers and
swamps? - Oh, yeah, many times we dumped them in the swamps.... Here is to the state of Mississippi for underneath her borders the devil draws no line. If you drag her muddy rivers nameless bodies
you will find. Oh, the factories of the forests have hidden a thousand crimes. The calendar is lying when it reads the present time. Oh, here's to the land you have torn out the heart of: Mississippi, find yourself another country to be part of!
|
144 -
Hvad syntes du om Martin Luther King? - Hvem... Martin Luther King?...
Hvorfor - (spytter ud af vinduet) han var ikke andet
end en ballademager... en kommunistisk agitator... Denne
sydstatsracist er et skoleeksempel på den undertrykkelse, vi går igennem for
at blive undertrykkere. Hans barndoms uskyld var systematisk blevet
undertrykt af hans forældres irrationelle påbud: "Niggere er beskidte.
Leg ikke med de børn; de stikker dig ned." Som det var tilfældet med
børn i hele Sydstaterne, blev hans naturlige livsglæde, appetit på livet og
hengivenhed for andre kvalt. Mens han blev såret, lukkede hans hjerne ned, og
i årenes løb blev ophobningen af yderligere smerte til kroniske
lidelsesmønstre. Han måtte nu uophørligt gentage sine uhelede
lidelsesoplevelser som en ødelagt plade: "nigger, nigger, nigger,
nigger". Når jeg lyttede til sådanne historiens stemmer, vidste jeg, at
bombningen af Marys hus var den ekstreme, men logiske konsekvens af denne
undertrykkelse. Hvis han var vokset op i Norden, ville han ikke være endt med
en så ond tankegang. Og måske endnu mindre, hvis han var vokset op i min
ungdoms Danmark (før nutidens racisme). Da jeg viste ham mine billeder -
f.eks. af Mary i sengen - gik det op for mig, hvor stor min forbrydelse (for
en hvid sydstatsborger) mod dette apartheidssystem
var. Som "neutral" skandinav følte jeg, at Mary var ekstremt smuk
og tiltrækkende. Jeg fik derfor noget af et chok, da jeg så den væmmelse, som
denne hvide mand udtrykte ved tanken om at være ved siden af hendes
"beskidte, mørke, frastødende hud". Lidt efter lidt gik det op for
mig, at dette negative synspunkt havde rod i hvidt overherredømme og var endt
med at blive en internaliseret dybt forankret ærlig overbevisning, der ikke
kun havde inficeret hvide over hele Amerika, men også sorte menneskers syn på
mørkhudet skønhed. 146 Vagabonder
og sorte har et særligt forhold til fattige hvide. Med deres pistoler hængende
inde i pickup trucks som symboler på magt er det dem, der skyder på blaffere
sent fredag aften, kaster ølflasker efter dig andre aftener og forsøger at
køre dig over på alle tidspunkter af døgnet. Mens de bedre stillede hvide
sætter tonen, udøver de fattige en stor del af den direkte fysiske
undertrykkelse af de sorte, som hånligt kalder dem "fattige hvide
skodder". Det var dem, der fik de brutale og sadistiske roller som
slaveopsynsmænd og slavefangere. Ligesom fattige hvide i dag følte opsynsmændene,
at de blev foragtet af plantagesamfundet, og de lod deres usikkerhed og vrede
gå ud over de sorte ved hjælp af ubarmhjertige grusomheder. Det var dem, som
de demagogiske racistiske politikere henvendte sig til, men da de sorte fik
stemmeret og svingede det politiske pendul i retning af mere liberale
politikere, mistede de fattige hvide en stor del af deres politimæssige rolle
og den smule stolthed, de havde. Ligesom
de sorte lider de af selvhad og reagerer voldsomt mod deres omgivelser ved
f.eks. at smide affald over det hele. De har også fået deres intelligens
forringet af underernæring og vanrøgt og kan være endnu mere bange end sorte. 147 Når
jeg nærmer mig deres hytter, løber de ofte ind og låser dørene. Når jeg går
på jagt med dem og ser deres grusomhed mod dyr, indser jeg, at kilden til
deres vold og misbrugsadfærd var deres egen tidlige undertrykkelse - de blev
som hjælpeløse børn slået ind i deres ufølsomme og undertrykkende sociale
rolle. Denne
cyklus af mishandling ligner den, som sorte udsættes for, og som har en
tendens til at gentage deres voldelige erfaringer på deres egen slags.
Fattige hvide har ikke kun deres egne børn, men også sorte som en sårbar og
socialt sanktioneret målgruppe. Da
de altid har fået at vide, at de hvide er overlegne, føler de sig efterladt,
når de ser sorte med bedre job. De føler, at "niggere har fået for mange
rettigheder", og at "ingen nigger nogensinde kan opnå samme status
som selv den laveste hvide". De føler derfor, at de er faldet af vognen,
når de ser, at mange sorte i dag lever bedre og har bedre job end dem selv.
148 De
forstår ikke den indre dynamik i vores system, som ofte gør dem arbejdsløse,
og giver i stedet nogen, der er lidt anderledes, skylden - ligesom lignende
grupper i Europa bruger muslimske indvandrere som syndebukke, irske
protestanter bruger katolikker, israelere bruger palæstinensere, japanere
bruger koreanere, indere og afrikanere bruger lavere kaster og stammer, og
alle fantaserer om jøderne - især hvor der ikke findes nogen jøder! Da
intet samfund eller system nogensinde har været fri for undertrykkelse, må vi
i hver ny generation lære at omfavne og helbrede vrede mønstre, før de
akkumuleres og manifesterer sig som folkedrab. Hvis vi ikke tør konfrontere
de mørke sider af os selv, handler vi alt for let ud fra fortrængte vrede. Da
der ikke er lighed og sikkerhed fra vugge til grav i Amerika, er de fattige
særligt udsatte her. Deres racisme, dårlige uddannelse og vores vedvarende
ufølsomme smædekampagner mod dem som "rednecks" og
"crackers" gør dem endnu mere højreorienterede end de fleste
amerikanere og imod ethvert socialt sikkerhedsnet, der også ville komme de
sorte til gode. Da de hvide ikke kan angribe de virkelige mål for deres
frustration, bliver deres vrede ofte til racistisk vold. En sådan bitterhed
fik fattige hvide til at lynche næsten 5.000 sorte. 152 Lynchningerne
fortsætter. Derrick Johnson var kun 15 år, da han gik ind i et fattigt hvidt
område i New York. Hvide forældre indgyder normalt fremmedfrygt og racisme i
deres børn med skyldfølelse og subtilitet, men her stod de åbent i
døråbninger og opildnede deres børn med "Dræb niggeren" og
"Dræb svinet". Børnene angreb Derrick med baseballkøller ved højlys
dag. Da politiet udspurgte folk i dette nabolag, var der ingen, der ville
give nogen oplysninger. Vi ved fra europæiske erfaringer, at sådanne fattige
forbitrede hvide kan manipuleres i retning af fascisme eller kommunisme, men
deres snæversynethed og autoritære indstilling fik dem ofte til at omfavne en
voldelig højreradikalisme, der har været langt mere dødbringende og truende
for udstødte minoriteter i Europa end i USA i de sidste 100 år. 153 Min
nazistiske ven her i Baltimore meldte sig først ind i kommunisterne, men
opdagede, at de ønskede ligestilling for sorte, og gik over til nazisterne,
som siger, at hvide er sorte overlegen, og at de vil "sende alle negre
tilbage til Afrika". Mens nazisterne således tilslutter sig det
generelle ønske i nordstaterne (i lighed med de fleste hvide europæere) om at
holde vores udstødte ude af syne ("undvigende racisme"),
ønsker nutidens Ku Klux Klan ikke at slippe af med
de sorte, men blot at holde dem "på plads" ("dominerende
racisme"). I
Sydstaterne så jeg, hvordan politiet samarbejdede med Klanen og afvæbnede
alle sorte i området omkring et Klan-møde, men ikke Klan-medlemmer,
der bar pistoler og maskinpistoler. En aften lykkedes det mig, iført en hvid
kutte-lignende frakke, at snige mig ind til en af deres
korsbrændingsceremonier, hvor jeg optog denne tale: 156-157 "Ja,
sammensværgelsen giver os en masse at tænke over ... og de fleste af jer
tænker bare på de aber, der løber rundt og trækker i deres egen hale. I er
stadig irriteret og ophidset over alle de små aber, der løber rundt og råber:
"Jeg bliver diskrimineret, jeg vil have den politimand fyret" og
alt det der slags skrammel. Og det ansporer dig til at gøre noget. Men
venner, sammensværgelsen er dybere end en flok vilde jungle-inficerede
Ubangi-lippede niggere. Og der er tre ting, I ikke
kan give dem! Absolut kun tre ting: Du kan ikke give en nigger en fed læbe,
et blåt øje og et job! (applaus) ... Ved en anden lejlighed løb vi disse fire
niggere ned og var klar til at... til... til... (indikerer rebelynching) (bifald) ... og lige da vi var klar til at
affyre vores missiler mod deres burrhoved, var der en, der sagde: "Vent,
vi har dem, og vi takker jer for at fange dem." Så de tog dem ned og
låste dem inde. Og næste morgen sagde borgmesteren til vores embedsmand:
"Sir, vi beklager, men vi var nødt til at lade dem gå, for jeg vil ikke
have min by ødelagt." Og disse niggere sprang op og grinede hysterisk
"Ha, Ha, Ha, Ha", som aber der hoppede og trak i halen. (griner) Venner,
for nogle år siden blev Klanen kaldt til Washington for at møde op i
undersøgelsesudvalget - tro det eller ej - om mordet på King. De overlod
dette udvalg til to - ikke sorte. Jeg vil kalde dem niggere, fordi de spildte
fem millioner af jeres hårdt tjente skattepenge på at komme med et svar på
mordet på King! Først og fremmest: Man kan ikke myrde en nigger! (bifald) Man
kan kun myrde en statsmand eller en mand med en anerkendt karakter og evner.
Man kan ikke myrde affald!" Individuelt
var disse ensomme og fortvivlede tabere ofte lige så bange for mig, som jeg
var for dem. På trods af alle mine fordomme kunne jeg ikke lade være med at
holde af dem som individer. Mennesker, der er parate til at myrde det, de
kalder "affald", er mennesker, som samfundet til stadighed har
indoktrineret med den grundlæggende følelse af, at de selv er affald. Deres
usikkerhed og selvforagt giver dem et mærkeligt kategorisk behov for at hade
andre. Ja,
det var det, jeg skrev i min bog i 1984, da jeg forsøgte at forstå Klanen,
efter at jeg havde samlet en fattig blaffer op på min foredragstur. Under
vores lange køretur afslørede han ting, der fik mig til at mistænke, at han
havde været offer for incest. Så på en kærlig måde spurgte jeg om hans barndom,
og ganske rigtigt, han fortalte mig, hvordan hans far havde voldtaget ham
igen og igen. Alligevel forsøgte han at forsvare sin far, hvilket efter min
erfaring er den måde, hvorpå sådanne ofre begynder at omdirigere deres vrede
og gøre andre til syndebukke. Det gik også op for mig, at han, som de fleste
af de misbrugte børn, jeg har med at gøre, aldrig havde fået nogen hjælp. Vi,
de bedrestillede, bryder os normalt ikke om de mistroiske vibrationer, vi får
fra smertens børn, og forbeholder vores kærlighed
til børn, der er i stand til at udstråle den kærlighed, de selv blev formet
af. Og ingen steder har man mere tid til at give dem følelsesmæssig terapi
end på USA's endeløse motorveje. De bliver altid utroligt taknemmelige og vil
gøre alt for dig bagefter. Så
efter at have vist ham min bog, tiggede han mig nu om at tage med ham til
dette Klan-møde. Først til det åbne rekrutteringsmøde om dagen, hvor jeg ikke
kunne lade være med at føle medfølelse for de fattige hvide tilhængere, der
er vist ovenfor. Inden vi gik til den hemmelige korsafbrænding (kun for
medlemmer), gav jeg ham et måltid mad og lod ham bruge mit telefonkort til at
ringe til sin mor. Men hans ansigt blev pludselig forvredet af vrede og
smerte, da hans mor fortalte ham, at to sorte lige havde dræbt hans onkel.
Han havde lovet at beskytte mig og dække mig til med en klankutte, men turde
jeg nu at gå med ham og 50 bindegale klansmænd med maskinpistoler dybt inde i
en mørk skov, når han vidste, at jeg var antiracist (en
"nigger-elsker")? Ville han mon forråde mig nu? Jeg var så bange,
at jeg ringede til min familie i Danmark og sagde: "Hvis jeg ikke ringer
tilbage inden midnat, så alarmer politiet". Hvor naivt! Jeg havde
allerede set, hvordan de samarbejdede med politiet. Men han forrådte mig
aldrig, hvilket igen lærte mig en af mine vigtigste lektioner i livet: ALLE
mennesker i smerte - og han var nu i smerte både på grund af incest og mordet
på sin elskede onkel - har et større behov for VORES kærlighed end for at
udtrykke deres smerte og vrede i form af had og vold. 160 - Jeg ved ikke, om han dræbte de to
første, som jeg fik blod på mig, men jeg ved, at han smadrede hovedet helt i
stykker. - Hmm John
lavede et kæmpe hul i hovedet på ham - tog et stort stykke ud af hovedet. Da
var det jeg fik blod på mig. Det var fordi jeg holdt fyren. Hver
gang hjertet slog, sprøjtede blodet et par meter ud. Fyren løb et par skridt
og faldt så bare - med ansigtet nedad. Jeg kan tage dig hen til det gamle
posthus i aften og vise dig hvor det skete. Der
er et stort skilt med 'Niggere ingen adgang', når man kommer ind fra
landevejen. Stadig?
Hvad år har vi nu? Det
er 91 nu, snart 92, og de har et skilt, hvor der står 'Niggere ingen adgang'. Når
I tog ud for at dræbe dem, havde han så at snakket om det hele dagen, eller
skete det bare? Nej,
det skete bare uden videre. Han gik ned ad gaden og fik lyst til at gøre det.
Og han havde set dem, så han gjorde det. Det var lige her den fyr faldt om
efter min bror stak ham ned... Jeg
skal vise dig, hvor han blev stukket ned - lige på den anden side af den
telefonpæl her. Og så løb han nogle meter og faldt. Lad os komme afsted før
politiet kommer for de er skrappe her om aftenen. -
Hvad sagde han? -
Han sagde: 'Jeg vil dræbe mig en nigger i aften.' Han
havde sagt det hele dagen og da vi var kommet tilbage over jernbanen, sagde
Sammy til ham: Jeg
vil vædde på, at du ikke vil dræbe ham der.' Og det var en stor nigger. Og
John sagde: 'Lad os vædde!' Og Sammy sagde: 'Top!.
Men så sagde han: 'Skidt være med væddemålet'. Han gik derover og sagde:
'Hej, har du mødt din skaber?' og så stak han ham. Fyren
vendte det hvide ud af øjnene og John drejede kniven rundt før han trak den
ud. Da
blodet kom ud ramte det både mig og Sammy. -
Hvordan gik det for sig når.....? -
Han går ud og dræber niggere for sjov. Han siger han godt kan li' at se
frygten i deres ansigter når de dør. Det
var ligesom det jeg fortalte dig om dengang Sammy kaldte en over til bilen og
John sprang ud og skød ham. To
af dem løb og en blev stående, han var helt chokeret. Jeg tror han var meget
ung eller noget. Sammy
begyndte at slå ham i hovedet med en eller anden flaske han havde. Og så
begyndte John at sparke ham og sådan.
Og da de havde fået ham blødende ned på jorden, hvor han ikke kunne
bevæge sig, trampede John bare på ham til han døde. Det eneste jeg aldrig har
set John gøre var at tage ud og køre niggerne over,
som han plejede at gøre. Men jeg har set blodet på bilen - jeg har taget T shirts, skjorter og sådan noget ud under bilen efter han
havde kørt dem over. Jeg har set ham tæve mange, mange niggere, mange gange,
og gå fra dem livløse. -
Hvor mange vil du tro? -
Hvor mange? Flere end jeg kan tælle på mine fingre og tæer. Da jeg som altid med voldsmænd og
mordere spurgte ud om hans barndom, vældede tårerne frem, mens hans berettede
hvordan de tre søskende barndommen igennem var blevet pryglet og mishandlet
af de dybt alkoholiserede forældre. - Lige så langt tilbage
jeg husker fik jeg prygl af min mor. Hun kom altid ind fuld…og slog mig hvor som helst hun kunne komme
afsted med det. Det er vigtigt altid at give
sådanne smertens børn al den kærlighed og ømhed vi
kan mønstre. På mine rejser forbløffes jeg gang
på gang over, hvor lidt der skal til før disse tyngede, lukkede mennesker
synes at ranke ryggen og få det bedre med sig selv. Mennesker, som har det godt med sig
selv, ved vi, er ikke i stand til at skade andre eller blot at tænke dårligt
om andre. Kun mennesker i dyb smerte ønsker at gøre andre fortræd. Alle de værste racister, jeg møder
nu om dage, har uden undtagelse været stærkt mishandlede eller ydmygede i
barndommen. Deres korsafbrændinger, hagekors og
brandbomber er blot et råb om vores hjælp og opmærksomhed, og der skal så
uendeligt lidt til for at hjælpe dem ud af deres undertrykkelsesmønstre. Fem år senere fandt jeg frem til
nogle af Woodys ofre så som Sarahs familie, som han havde dolket mens de sov. Deres ødelagte liv havde brug for
en tilsvarende kærlig pleje for ikke at blive knust af lammende frygt og
uforsonligt had. Vor viden om hvordan et sådant had
kan køre videre i det uendelige fik den sydafrikanske regering klogt til at
benåde alle raceforbrydelserne, der blev begået under apartheid. Min ven Woody var begyndt at
forstå, at da han aldrig havde haft nogen at bearbejde sin smerte sammen med,
havde han ubevidst vendt den ud mod de sorte i en så uhyggelig grad, at han
kunne beskrive hvordan de efter langvarig tortur havde myrdet hver enkelt og
kastet dem i Mississippis floder og sumpe.
- Åh, ja, mange gange smed han dem i sumpene.... Her er til staten Mississippi For inden for dens område har djævlen frit spil. Undersøger man dens mudrede floder finder man mange navnløse lig. Skovenes høje træer skjuler tusinder af forbrydelser. Kalenderen lyver, når den siger vi befinder os i nutiden. Åh, her er til landet I har revet hjertet ud af: Mississippi, find dig en anden nation at blive en del af. 216 |
144 – Ja... Men Wallace har ikke noget imod niggere hvad angår deres
nigger-væsen... Masser af niggere stemmer på ham; han får masser af
niggerstemmer. – Hvad syntes du om Martin Luther King?-
Hvem... Martin Luther King? ... Hva’r... (spytter
ud af vinduet) Han var ikke andet end en
ballademager... en kommunistisk agitator... Denne
sydstatsracist er et klassisk eksempel på den undertrykkelse, man må gå
igennem for at blive undertrykker. Hans barndoms uskyld var systematisk
blevet undertrykt af forældrenes irrationelle formaninger ”Niggerne er
beskidte. Leg ikke med børnene, de vil dolke dig.” Som med børn overalt i
Syden, blev hans naturlige åbenhed og livsappetit over for andre kvalt. Mens
han blev skadet, lukkede sindet sig i en fortvivlet smertesophobning, som med
tiden blev til disse kroniske lidelsesmønstre. Uophørligt måtte han nu
afspille sine uforarbejdede lidelsesoplevelser som en grammofonplade kørt
fast i den samme rille med ”nigger, nigger, nigger”. Jeg vidste, at jeg hørte
historiens stemme, og at bombningen af Marys hus var den yderste, men logiske
konsekvens af denne undertrykkelse. Hvis han som barn var vokset op i
Norden, ville han ikke være endt med at tænke så ondt. Og måske endnu mindre
i min ungdoms Danmark (før nutidens racisme). Da jeg en dag viste mine
billeder – bl.a. det af Mary i sengen – til en sådan sydlig hvid, gik graden
af min forbrydelse mod dette apartheid-system op for mig. Som ”neutral”
skandinav fandt jeg Mary yderst smuk og attraktiv og fik derfor ikke så lidt
af et chok, da jeg så den væmmelse og dybe afsky, denne hvide mand gav udtryk
for ved tanken om at være sammen med denne ”beskidte, mørke, frastødende hud.”
Lidt efter lidt indså jeg, at dette negative syn havde rødder i det hvide
overherredømme og var endt med at blive en indvendiggjort, og dog dybt
tilegnet ærlig overbevisning, som havde smittet af ikke blot på de hvide over
hele USA, men også på de sortes eget syn på mørkhudet skønhed.
153
Ja, det var det, jeg skrev i min bog i
1984, da jeg forsøgte at forstå Klanen, efter at jeg havde samlet en fattig
blaffer op på min foredragstur. Under vores lange køretur afslørede han ting,
der fik mig til at mistænke, at han havde været offer for incest. Så på en
kærlig måde spurgte jeg om hans barndom, og ganske rigtigt, han fortalte mig,
hvordan hans far havde voldtaget ham igen og igen. Alligevel forsøgte han at
forsvare sin far, hvilket efter min erfaring er den måde, hvorpå sådanne ofre
begynder at omdirigere deres vrede og gøre andre til syndebukke. Det gik også
op for mig, at han, som de fleste af de misbrugte børn, jeg har med at gøre,
aldrig havde fået nogen hjælp. Vi, de bedrestillede, bryder os normalt ikke
om de mistroiske vibrationer, vi får fra smertens børn,
og forbeholder vores kærlighed til børn, der er i stand til at udstråle den
kærlighed, de selv blev formet af. Og ingen steder har man mere tid til at
give dem følelsesmæssig terapi end på USA's endeløse motorveje. De bliver
altid utroligt taknemmelige og vil gøre alt for dig bagefter. Så efter at have vist ham min bog, tiggede
han mig nu om at tage med ham til dette Klan-møde. Først til det åbne
rekrutteringsmøde om dagen, hvor jeg ikke kunne lade være med at føle
medfølelse for de fattige hvide tilhængere, der er vist ovenfor. Inden vi gik
til den hemmelige korsafbrænding (kun for medlemmer), gav jeg ham et måltid
mad og lod ham bruge mit telefonkort til at ringe til sin mor. Men hans
ansigt blev pludselig forvredet af vrede og smerte, da hans mor fortalte ham,
at to sorte lige havde dræbt hans onkel. Han havde lovet at beskytte mig og
dække mig til med en klankutte, men turde jeg nu at gå med ham og 50 bindegale
klansmænd med maskinpistoler dybt inde i en mørk skov, når han vidste, at jeg
var antiracist (en "nigger-elsker")? Ville han mon forråde mig nu?
Jeg var så bange, at jeg ringede til min familie i Danmark og sagde:
"Hvis jeg ikke ringer tilbage inden midnat, så alarmer politiet".
Hvor naivt! Jeg havde allerede set, hvordan de samarbejdede med politiet. Men
han forrådte mig aldrig, hvilket igen lærte mig en af mine vigtigste
lektioner i livet: ALLE mennesker i smerte - og han var nu i smerte
både på grund af incest og mordet på sin elskede onkel - har et større behov
for VORES kærlighed end for at udtrykke deres smerte og vrede i form af had
og vold.
|