134 – 143 Mary
(old book 106-107)
Vincents text
Norsk oversættelse Ny
dansk bog
|
134 The tragedy threw me into my recurring dilemma: Can I, as an outsider,
have fully human relationships with those deemed pariahs? Those who want to
maintain a caste system will always condemn such relationships. Crippling
taboo systems can therefore be broken down only if on a personal level we try
to be fully human to everyone—with the risk this entails for deeper feelings
and infatuation. But ignoring each other’s background can also, as in Romeo
and Juliet, imply danger for oneself and others—danger or, if it’s conscious,
fear, which must never limit us in our human involvement, in the love of our
neighbor as of ourselves. Americans often blame me for Mary’s tragedy. In guilt over an
unmentioned apartheid line in their hearts and minds actually
caused our Shakespearean tragedy. Similarly, we Europeans condemn
Americans for this peculiar gut resistance to intimate black-white
relationships, while we forget our own primitive resistance to relationships
with Muslim immigrants. Everywhere in the world, the minds of both oppressor
and the oppressed are devoured with obscure obsessive objections toward
intermarriage and intimate interrelationships. But for the outsider of a
particular oppression, it’s easy to see that neither the oppressor nor the
oppressed is free! She always talked warmly of him, and for moral reasons (as well as to
avoid losing their beneficial arrangement), having sex with me at the same
time was unthinkable. When I came back with my book describing the
firebombing in 1978, Mary was heartbroken because Harry, who’d bought her a
large piece of land with a bigger shack after the fire, had just been killed.
I would spend the next 23 years with her in that romantic two-room shack
without much romance between us—Mary, who was still attractive, immediately
found a new white man to support her. He was a violent traumatized Vietnam
veteran, but he let me stay in the other room. They were grateful for my
arrival because they hadn’t spoken to each other in weeks, and I helped
mediate between them. When I came back in 1982, she’d fled because he’d tried
to kill her with one of the very guns I’d
photographed him shooting with. The next one was an old “redneck” from Florida who, like the other
two, was deeply racist. He let me stay there and photograph all the affection
Mary bestowed on him when he was around. Through Mary I met a whole network
of rural black women practicing “nighttime integration.” They even came in
the daytime to practice it in our shack. I photographed Mary’s friend Bertha
after she became pregnant with her sugar daddy’s baby. All the local blacks
knew about “nighttime integration,” and I never understood why it didn’t seem
to bother them. Nor did I understand why, just like Mary, they kept voting
for George Wallace, a racist who’d once blocked their door to higher
education with his policy of “segregation now, segregation tomorrow, and segregation
forever.” This overt exploitation seemed to end for Mary in the ’80s.
Nonetheless, we still didn’t feel free in our relationship—this despite the fact that our mutual affection had grown as
we’d gotten older. She’d always been a fieldworker, picking cotton as a child
instead of going to school, but without a sugar daddy’s income, she had to
work extra hard. I did my best to help, so some days I’d be standing on stage
in front of a thousand guilt-ridden students; the next day I’d pick a
thousand baskets of beans and peas with Mary—she affectionately referred to
our relationship as “pea-ing together.” With the
adulation I got from my students came the risk of feeling like I could walk
on water. So I balanced that delusion with walking
in the mud beside those whose stories I was telling—sometimes, as with Mary,
water-soaked in the stifling August heat. I felt the historic master-slave relationship revived when the white
landowner came around at 5 a.m. and dumped us in a remote field where we worked
in the hot sun until quitting time. In the evening we grew our own food on
the “40 acres (minus 38) and a mule” (I was the mule plowing her two acres)
that she’d received in “reparations” from her deceased white lover. “You’re
practicing Danish slavery,” I told her. Unlike slaves in the US, the slaves
in the Danish Virgin Island and other Caribbean islands were allowed to grow
their own food on small plots of land while slaving for the master during the
day. That way their personal initiative and enterprising skills weren’t
broken, in contrast to what I still saw a century later here in the Black
Belt. In any event, when the moon was finally rising romantically over the
fields, we were so exhausted we literally fainted on the bed—our backs and
sex drive equally broken. In the winter the reason for our celibacy was
different. On each lecture tour, I’d always make time to see Mary and other
friends in the South. Since Mary had no telephone, I’d call Eula, an old
woman nearby, to send her grandchildren over to announce my arrival. Mary
would spend the day cooking my favorite soul food: pig tails, turnip greens,
hog maws, etc. After this fantastic meal, we’d drive all over the woods to
visit old friends (in years past, I’d bicycled on those around and photographed
them in their shacks). Since many of these shacks had burned down, usually in
stove fires, only Mary knew where my friends had gone on the endless dirt
roads cutting through the dark woods. One of those I’d photographed in my
youth was Mary’s 98-year-old grandfather (page 99). Mary told me he shot his
wife (on the left) and died of grief a short time later. More than anyone
else, Mary has been responsible for updating my photographic record of the
people living in remote shacks. With her at my side, people didn’t fear or
distrust me as a white man—issues I’d struggled to overcome in my vagabond
years. But now that we were old friends, they always expected me to bring
cases of beer. Night after night we’d drink until it was so late I’d be unable to drive home, and we’d pass out
wherever we were in the woods. I loved these relaxing nights with Mary, who,
with her charm and lively personality, could open doors everywhere—except to
any sex life between us. When we finally tried to have a romantic night in her
shack, there was so much tension and violence in the neighborhood, with
drunken revelers from a nearby club driving into our yard to smoke dope or
have sex in their cars, that she sat behind the curtains for hours with her
shotgun. The firebombing, which had occurred in our innocent youth, left deep
scars in both of us The person she feared most, as it turned out, was her own son, John.
John had been conceived in violence: He was the son of a white man who’d
raped Mary when she was 16. She was constantly calling me to help get him out
of jail, usually for burglary, theft, or possession of a firearm or crack.
She had the naïve belief that I, as a white man, had the authority to make a
difference. Being biracial, John suffered from a lifelong identity crisis as
well as low self-esteem. He loved me from childhood as the father he’d never
had, but violence followed him everywhere he went. He’d even stolen his
mother’s guns and expensive gifts she’d gotten from white lovers, which he
pawned for crack money. He also left pregnant women all over Alabama, forcing
us to drive around the state comforting them while Mary futilely attempted to
keep up with a growing number of grandchildren. Debra, whom I photographed
pregnant in our shack, was one of his sweetest girlfriends. A year later,
when I asked where she was, Mary said casually, “Oh, Debra, she went into
town to buy milk for the baby but was shot and killed when she left the
store.” I think it was the fear of violence that made Mary avoid black
boyfriends. There was one exception, which I only found out about by
accident. After a couple of days with her in February 1996, I asked her about
her constant sniffling. She explained that she’d gotten the flu out in a
frozen swamp. “What were you doing there?” I asked. Almost as a side remark,
she said that someone had tried to murder her on New Year’s Eve. Fifty years
old at this point, she’d given up on finding another white boyfriend, so for
the first time in her life, she tried a black boyfriend, a man who’d been
released after years in prison. She realized he was dangerously violent and
tried to break up with him. He suddenly forced her into his car at gunpoint
and drove her into the swamps. He put the gun to her temple, but she’d been
drinking a Coke and used the bottle to crack his skull. She fled through the
icy swamps a whole night before finding a shack. Well, that’s probably the
Southern way to get the flu, I thought, but I wondered why she didn’t tell me
about this terrifying incident until I asked the right question.
I’d long ago become used to the violence around her, but the many
European travelers I brought with me to meet Mary, whom they always adored,
were often shocked. When multimillionaire Anita Roddick traveled with me in
1994, she immediately bonded with Mary and wanted to employ her in some
idealistic business project she planned to set up for poor blacks in the
Black Belt. We’d been out drinking and playing pool, and I’d told Anita that
she could just have my bed in the van while I slept in Mary’s bed. Anita,
however, had been frightened by all the violence she’d experienced on this,
the first evening of our tour. Mary’s drunk cousin, for example, went around
shooting out all the lamps we passed. Anita was terrified about sleeping
alone in the woods and afraid that Mary’s shack would be firebombed again.
Her Body Shop Company had insisted on following behind us with some armed
bodyguards, but both she and I had refused, since the idea was to travel on
my “vagabond terms.” As a result, I was faced on our very first night with a
choice I’d never had to make before. Should I sleep with one of the richest
women in the world or with one of the poorest? A multimillionaire or a
farmworker? I knew that if I slept with Anita, I risked hurting Mary’s
feelings by choosing to sleep with a white woman. If I slept with Mary, I
risked losing the terrified Anita for the rest of the trip. It wasn’t an easy
situation, so we dragged it out, playing pool and drinking more beer. Around
four in the morning I solved my dilemma by telling Mary a white lie about how
we were on such a tight schedule we had to leave the same night to meet
someone in Mississippi the next day. Needless to say
I was way too drunk to drive, but I managed on the deserted backroads to
drive a mile into the forest, where I shared my “Body Shop” with Anita (no
hurt feelings on either side). Afterwards Anita sent Mary a big check, but
the violence and despair Anita met with everywhere convinced her to give up
her idealistic project in the same way that other investors had always
ghettoized and broken the initiative of the most powerless people in the
Black Belt. The fear of violence can be overwhelming. In August 1990 I left
Denmark for New York, and as usual criminals broke into my van on the Lower
East Side (on the first night). The next evening, while I was cleaning up
broken glass, I heard shots. I looked out of the van and saw two Puerto
Ricans running. They both fell. Out of habit I grabbed my camera and sprinted
over to them, but when I began taking pictures, I realized I was staring into
the eyes of two dying people. I began to shake all over. In a panic I ran up
to the lesbians I’d lived with for many years in a loft on Ave D. Still
shaking, I told Martha what had happened. My second shock came when she
laughed and said, “Well, Jacob, welcome back to America. Yesterday, when I
stood looking out the kitchen window at a black woman waiting for the bus on
Eighth Street, she suddenly sank to the ground, dead. Hit by stray bullets.”
I thought about her laughter. How else could these sensitive female poets,
who made movies about the violence done to women, deal with the horrors of
their environment? I’d planned to photograph the crack and crime epidemic in
their neighborhood, while Bush was on a shooting spree of his own in Iraq,
but I was so terrified I jumped into my van the same night and drove the 1000
miles straight down to the relative peace of Mary’s shack. When I was with
Mary, I was never afraid of the violence in the local club, where in the best
moments we loved to do the latest Da’ Train chain dances. In the worst
moments, I photographed black men “hitting on” their women (see the photo of
one of Mary’s friends on page 291). I loved that funky joint in the middle of
Alabama’s woods. Unfortunately, one of the regulars burned it down, along
with my American Pictures posters on the walls, after getting into a fight.
After all my pondering about it, I finally understood the deeper
problem behind our 40-year-long celibacy: Whenever we got close to slipping
into a sexual dimension of our love for each other, we immediately recognized
the historical pitfall before us—we would be continuing the centuries-old
white rape of the black woman. We both wanted to feel detached from the
“nighttime integration” Mary had been a victim of. We wanted our love to be
free and untainted, but this was impossible. We were the ultimate victims of
this deep pitfall, which prevented us from fully exercising what should be
normal between a man and a woman: “free love.” I often wondered whether a
truly healthy interracial relationship is possible in a society that
obviously is not yet free. And so the years went by until one day in
2009 Mary got both cancer and a brain tumor, which gave us other things to
think about. I wasn’t used to giving oxygen and at night got tangled up in all
the hoses around Mary, but, luckily, I had a Danish traveler with me who
could help. In some ways it once again felt like a bound relationship, but
primarily I felt the joy of being able to help a person I’d been close to
since we were young, exultant, and thought we could change the world. It was
strange and yet wonderful to push a seriously ill old woman around town in a
stroller to her doctor’s appointments, pay her medical bills, and look after
her. Since we knew we’d never see each other again, I was glad that Marianne,
my friend from Denmark, could take a lot of pictures of us. After her death
in 2014, I had another Danish film crew with me to make the movie, Jacob
Holdt – an American Love Story. I wanted to take them to the old shack where
Mary and I had spent so many years together, but
could hardly find it since it was now completely covered by Indiana
Jones–dense jungle. It was depressing and dangerous to walk on the rotten
floor, but I was glad that all my posters were still hanging on the walls
although a cameraman noticed that one of them had been defaced: someone had
cut out the square with a nude photo. “Those crazy Americans,” we all agreed.
“Why didn’t they cut out the photos of violence?” The crew wanted to film me
in there telling the story of my life with Mary, but I suddenly started to
cry uncontrollably. It was as if years of oppressed emotions suddenly poured
out of me. When my daughter saw it at the film premiere, she said, “Dad, I’ve
never before seen you cry like this.” But in the meantime another miracle had taken
place, for three years earlier Mary had for a short time recovered from the
brain tumor. And so we had one more time been
together a last time before her death. I’ll never forget that last evening,
sitting with her in her home in town. She still was the only one in the
projects who kept a garden like the one we had around her shack, with all the
flowers she loved—even the banana tree under which I’d photographed her and a
Klan leader in 2005. Her yard stood out in sharp contrast in this drab
project where everyone else had only worn grass around their homes. Inside
she was still active, making quilts, hats, and clothes for her six
grandchildren and five great-grandchildren. With her help I was making
ancestor trees with their names and birth dates so
I’d be able to remember them and stay in touch with them after her death.
This is how I discovered that many of the youngest had been given African
names, like Neikata and Takivie.
Times had changed since I’d met Mary 40 years ago, when they all had slave
names. And then, on our last night together, just as I was about to fall
asleep at her side, something happened. Out of the blue she said, “Why don’t
you give me some of your sweet stuff now? Don’t you think it’s time for that
before it’s too late for us?” And without waiting for an answer, she swung me
with one arm on top of her huge belly. I was paralyzed by confusion. She was
extremely overweight from her medication and in my head
I again heard my lecture audiences accusing me of “taking advantage of a poor
black woman.” And so, to avoid that from my readers as well, I’m not going to
reveal what happened—we all have a right to some privacy, don’t we? But I
admit that I found the idea of making love to a great-grandmother repulsive
but at the same time attractive—with its promise that it’s never too late “to
make it” and become “Free at last, Free at last, Thank God almighty we are
free at last.”
|
|
134 136 I årene efter Marys tragedie beskyldte mit
publikum mig næsten dagligt for at have forårsaget den: "Du skulle ikke
have udsat en fattig sort kvinde for den slags fare med din uansvarlige
(seksuelle) udnyttelse". Jeg undrer mig over, hvorfor amerikanerne altid
forestiller sig sex, når de ser billeder af en nøgen kvinde, frem for den
intimitet, som jeg forsøgte at indicere med sådanne billeder. I Marys
tilfælde var hun mindre "nøgen" end en bikini-klædt kvinde på
stranden, og alligevel tvang religiøse universiteter som Baylor
i Texas mig til at fjerne Marys dias, før jeg holdt foredrag. Besættelsen af
sex gør amerikanerne blinde for den dybere undertrykkelse, som Mary blev
udsat for. Sandheden er, at selv hvis Mary og jeg havde ønsket at have sex,
gjorde hendes omstændigheder det praktisk talt umuligt. Som vagabond delte
jeg altid seng med hendes 7-årige søn John i deres fælles soveværelse, som
rummede to enkeltsenge. Og jeg skulle være ude af deres shack før kl. 5 om
morgenen, grunden til, at jeg ofte foretrak at sove hos en nabo. Hvorfor skulle jeg gå? Takket være den gode
gamle ” Nighttime
integration”
mellem den hvide herre og hans yndlingselskerinde, som begyndte under
slaveriet. “ ”Natlig integration” og ”dagtime segregation”
gør dette til et meget blandet sted", skrev Rosa Parks, da
hun gjorde oprør mod begge dele under sin berømte Montgomery-busboykot ikke
langt fra Marys bopæl. Til gengæld for sex tilbød hvide godsejere økonomisk
støtte til enlige sorte kvinder, som blev afhængige af det for at overleve.
Marys sugar daddy, Harry,
dukkede altid op kl. 5 om morgenen og fortalte "sin hysteriske jaloux
kone", som Mary kaldte hende, at han var i gang med markarbejde. Mary talte altid varmt om ham, og af
moralske grunde (samt for at undgå at miste deres fordelagtige aftale) var
det utænkeligt at have sex med mig på samme tid. Da jeg i 1978 kom tilbage
med min bog, der beskrev brandbombningen, var Mary knust, fordi Harry, der
havde købt hende et stort stykke jord med en større hytte efter branden,
netop var blevet dræbt. Jeg skulle tilbringe de næste 23 år sammen med hende
i denne romantiske toværelses shack uden megen romantik mellem os. For Mary,
som stadig var attraktiv, fandt straks en ny hvid mand til at forsørge hende.
Han var en voldelig traumatiseret Vietnamveteran, men han lod mig bo i det
andet værelse. De var taknemmelige for min ankomst, for de havde ikke talt sammen
i ugevis, og jeg hjalp med at mægle mellem dem. Da jeg kom tilbage i 1982,
var hun flygtet, fordi han havde forsøgt at dræbe hende med et af de samme
våben, som jeg havde fotograferet ham skyde med. Den næste var en gammel "redneck"
fra Florida, der ligesom de to andre var dybt racistisk. Han lod mig blive
der og fotografere al den hengivenhed, som Mary udviste for ham, når han var
i nærheden. Gennem Mary mødte jeg et helt netværk af sorte kvinder i landdistrikterne,
der praktiserede "integration om natten". De kom endda om dagen for
at praktisere det i vores hytte. Jeg fotograferede Marys veninde Bertha,
efter at hun var blevet gravid med sin sugar daddy's barn. Alle de lokale sorte kendte til den "natlige
integration", og jeg har aldrig forstået, hvorfor det ikke syntes at
genere dem. Jeg forstod heller ikke, hvorfor de ligesom Mary blev ved med at
stemme på George Wallace, den racistiske guvernør, der engang havde blokeret
deres adgang til højere uddannelser med sin politik om "segregation nu,
segregation i morgen og segregation for evigt". Denne åbenlyse udnyttelse syntes at slutte
for Mary i 80'erne. Ikke desto mindre følte vi os stadig ikke frie i vores
forhold - på trods af at vores gensidige hengivenhed var vokset, efterhånden
som vi var blevet ældre. Hun havde altid været markarbejder, idet hun som
barn plukkede bomuld og skar sukkerrør i stedet for at gå i skole, men uden
en sukkerfars indkomst måtte hun nu arbejde ekstra hårdt. Jeg gjorde mit bedste
for at hjælpe, stod på scenen den ene dag foran tusind skyldfølende elever,
og den næste plukkede jeg skyldfølende tusind kurve med bønner og ærter
sammen med Mary. Med den beundring, jeg fik fra mine elever, fulgte risikoen
for at føle, at jeg kunne gå på vandet. Så jeg balancerede denne illusion med
at gå i mudderet med dem, hvis historier jeg fortalte - nogle gange, som med
Mary, helt gennemblødt af vand i den kvælende augusthede. Jeg følte det gamle herre-slave-forhold
genopstå, når den hvide godsejer kom kl. 5 om morgenen for at dumpe os på en
fjern mark, hvor vi arbejdede i den varme sol, indtil fyraften. Om aftenen
dyrkede vi vores egen mad på de "40 acres (minus 38) and a mule " (jeg var muldyret, der pløjede
hendes 2 acres=5 tdr. land), som hun havde fået som "erstatning"
fra sin afdøde hvide elsker. "Du praktiserer dansk slaveri," sagde
jeg til hende. I modsætning til slaver i USA fik slaverne i Dansk og Britisk
Vestindien lov til at dyrke deres egen mad på små jordlodder, mens de slavede
for herren om dagen. På den måde blev deres personlige initiativ og
iværksætterfærdigheder ikke ødelagt, i modsætning til det, jeg stadig så et
århundrede senere her i det sorte bælte. Under alle omstændigheder, når månen
endelig romantisk steg op over markerne, var vi så udmattede, at vi
bogstaveligt talt besvimede i sengen med både vores rygge og sexlyst lige
ødelagt. Om vinteren var årsagen til vores cølibat en anden. På hver
foredragsturné tog jeg mig altid tid til at besøge Mary og andre venner i
syden. Da Mary ikke havde nogen telefon, ringede jeg til Eula, en gammel
kvinde i nærheden, for at hun skulle sende sine børnebørn over for at meddele
min ankomst. Mary brugte dagen på at tilberede min yndlingsmad: svinehaler,
roeblade, svinekæber osv. Efter dette fantastiske måltid kørte vi rundt i
skovene for at besøge gamle venner ( tidligere havde
jeg cyklet rundt og fotografere dem i deres shacks). Da mange af disse hytter
var brændt ned, som regel i brændeovnsbrande, var det kun Mary, der vidste,
hvor mine venner var flyttet hen på de endeløse grusveje, der gik gennem de
mørke skove. En af dem, jeg havde fotograferet i min ungdom, var Marys
98-årige bedstefar (side 99). Mary fortalte mig, at han skød sin kone (til
venstre) og døde af sorg kort tid efter. Mere end nogen anden har Mary været
ansvarlig for min fotografiske opdatering af mennesker, der er gemt og glemt
i afsides hytter. Med hende ved min side frygtede eller mistroede folk mig
ikke som hvid mand - problemet, som jeg havde kæmpet for at overvinde i mine
vagabondår. Men nu, hvor vi var gamle venner, forventede de altid, at jeg
medbragte kassevis af øl. Nat efter nat drak vi, indtil det blev så sent, at
jeg ikke kunne køre hjem, og vi faldt om hvor vi befandt os i skovene. Jeg
elskede disse afslappende nætter med Mary, som med sin charme og livlige
personlighed kunne åbne døre overalt - undtagen for et eventuelt sexliv
mellem os. Når vi endelig forsøgte at have en romantisk aften i hendes hytte,
var der så meget spænding og vold i nabolaget, med fulde folk fra en
nærliggende klub, der kørte ind i vores forgård for at ryge stoffer eller
have sex i deres biler, at Mary sad bag gardinerne i timevis med sit
haglgevær. Brandbombningen, som var sket i vores uskyldige ungdom, efterlod
dybe ar i os begge. Men den person, hun frygtede mest, var,
hendes egen søn. John var blevet undfanget i vold: Han var søn af en hvid mand,
der havde voldtaget Mary, da hun var 16 år. Hun ringede konstant til mig for
at få ham ud af fængslet, som regel for indbrud, tyveri eller besiddelse af
skydevåben eller crack. Hun havde den naive tro, at jeg som hvid mand havde
autoritet til at gøre en forskel. Da John var mulat, led han af en livslang
identitetskrise med lavt selvværd. Han elskede mig fra barnsben som den far,
han aldrig havde haft, men volden fulgte ham overalt, hvor han kom. Han stjal
endog sin mors pistoler og dyre gaver, som hun havde fået af hvide elskere,
og som han pantsatte for crackpenge. Han efterlod også gravide kvinder over
hele Alabama, hvilket tvang os til at køre rundt for at trøste dem, mens Mary
forsøgte at holde trit med et voksende antal børnebørn. Debra, som jeg fotograferede
gravid i vores hytte, var en af hans sødeste kærester. Da jeg et år senere
spurgte, hvor hun var, sagde Mary henkastet: "Åh, Debra, hun tog ind til
byen for at købe mælk til barnet, men blev skudt og dræbt, da hun forlod
butikken." Jeg tror, at det var frygten for vold, der fik Mary til at
undgå sorte kærester. Der var dog en undtagelse, som jeg kun fandt ud af ved
et tilfælde. Efter et par dage med hende i februar 1996 spurgte jeg hende om
hendes konstante snøften. Hun forklarede, at hun havde fået influenza ude i
en frossen sump. "Hvad lavede du dog der?" spurgte jeg. Næsten som
en sidebemærkning sagde hun, at nogen havde forsøgt at myrde hende
nytårsaften. Da hun var 50 år gammel på dette tidspunkt, havde hun opgivet at
finde en ny hvid kæreste, så for første gang i sit liv forsøgte hun sig med
en sort kæreste, lige løsladt efter flere års fængsel. Da hun indså, at han
var faretruende voldelig, og forsøgte at slå op med ham, tvang han hende med
pistol pludselig ind i sin bil og kørte hende ud i sumpen. Han satte pistolen
mod hendes tinding, men hun havde drukket en cola og brugte flasken til at
smadre hans kranie. Hun flygtede gennem de iskolde sumpe en hel nat, før hun
fandt en shack. Nå, det er nok den sydlige måde at få influenza på, tænkte jeg,
men undrede mig over at hun ikke fortalte mig om denne skræmmende hændelse,
før jeg stillede det rigtige spørgsmål.
Frygten for vold kan være overvældende. I
august 1990 forlod jeg Danmark for at rejse til New York, og som sædvanlig
brød kriminelle ind i min van på the Lower East Side (den første nat). Den
næste aften, mens jeg var ved at rydde glasskårene op, hørte jeg skud. Jeg
kiggede ud af bilruden og så to puertoricanere løbe og derpå falde. Af vane
greb jeg mit kamera og sprintede over til dem, men lige da jeg skulle til at
fotografere, gik det op for mig, at jeg stirrede ned i øjnene på to døende
mennesker. Jeg begyndte at ryste over det hele. I panik løb jeg op til de
lesbiske kvinder, som jeg boede hos på Ave D. Stadig rystende fortalte jeg
Martha, hvad der var sket. Mit andet chok kom, da hun grinede og sagde:
"Nå, Jacob, velkommen tilbage til Amerika. I går, da jeg stod og kiggede
ud af køkkenvinduet på en sort kvinde, der ventede på bussen på 8nd Street,
sank hun pludselig død om på jorden, ramt af vildfarne kugler." Jeg
tænkte på hendes latter. Hvordan kunne disse følsomme kvindelige digtere, som
lavede film om den vold mod kvinder, ellers håndtere rædslerne omkring sig?
Jeg havde planlagt at fotografere crack- og kriminalitetsepidemien i deres
nabolag, mens Bush selv var på skyde turné i Irak,
men blev så skræmt, at jeg sprang i min van samme nat og kørte de 1000 miles
direkte ned til den relative fred i Marys hytte. Når jeg var sammen med Mary,
var jeg aldrig bange for volden i den lokale klub, hvor vi i de bedste
øjeblikke elskede at danse de nyeste Da' Train-kædedanse. I de værste
øjeblikke fotograferede jeg sorte mænd, der slog deres kvinder (se billedet
af en af Marys venner på side 291). Jeg elskede denne funky smugkro midt i
Alabamas skove. Desværre brændte en af stamgæsterne den ned sammen med mine
American Pictures-plakater på væggene efter et slagsmål derinde. Men den mest skræmmende vold kom ikke fra
mennesker. I 2011, da Mary var 65 år gammel, kom jeg fra et foredrag i
Mississippi. Faktisk var det mere et forsøg på ”empowerment” af publikum -
næsten alle kvinder på det historisk sorte Tougaloo
College. "Hvor er mændene?" spurgte jeg. "De er alle i
fængsel." Endnu en gang oplevede jeg ødelæggelsen og håbløsheden -
resultatet af vores gennemgribende racisme i det sorte bælte. Efter min
heldagsworkshop om empowerment, på vej mod en mere elitær sort high school i
Atlanta, hørte jeg i bilradioen, at en ødelæggende orkan var på vej bag mig.
Rapporterne om denne nært forestående "historiske superstorm" blev
værre og værre, ligesom vejret omkring mig, så jeg kørte hurtigere i et
forsøg på at nå frem til Marys hus. Hun var nu flyttet ind i et
murstensprojekt i byen, hvor jeg ville være i sikkerhed. Men knap nok havde
jeg nået min sikre havn, da Mary kom løbende ud i regnen og råbte, at hun
havde mistet mobilkontakten med John, som var ude i skovene. Med sit
moderlige instinkt vidste hun, at der var noget galt, og hun insisterede på,
at vi skulle køre ud for at lede efter ham. Orkanen var nu overalt omkring
os, og dette blev den mest skræmmende oplevelse i mit liv. Vi kunne ikke se
en meter frem - det var som at køre gennem en swimmingpool, bortset fra at
træerne fløj gennem luften rundt om os. Jeg mistede snart ethvert håb om
overhovedet at finde ham - og slet ikke i live - men Mary kendte hvert eneste
sving på de mørke bagveje, og hun var fast besluttet på at nå frem til sin
søn. Så skete miraklet. Vi fandt John under sin lastbil, som var blevet
kastet op i luften og var landet på hans fod. Vi trak ham ud, og selv om han
skreg af smerte, fik vi ham tilbage til huset. Som jeg ofte har sagt:
"Man kan altid have tillid til mennesker, men man skal aldrig stole på
biler - eller naturen." Med kærester for livet følger også en
forpligtelse over for deres børns liv. Hvilket fører mig tilbage til spørgsmålet:
Var Mary nogensinde min "kæreste"? Da vi var helt forskellige på
alle måder, er det et mirakel i sig selv, at vores forhold varede hele livet.
Med en blanding af stolthed og frygt romantiserede vi det begge for dets
Romeo-og-Julie-lighed. Da vi var født næsten samme dag, forsøgte jeg endda at
finde astrologiske svar på mysteriet. Hun var på alle måder et produkt af sin
voldelige baggrund. I sine yngre år bandede og råbte hun altid, især mod de
sorte omkring hende - de var ikke mindre højrøstede. Men uanset hvor mange
sorte der var i nærheden, så talte hun i det øjeblik hun talte til mig med
den mest bløde, kærlige stemme - ofte smilede forlegent over al den vrede,
hun lige havde udvist. Og så brød de sorte ud i latter, fordi de aldrig havde
set, hvor meget ”peace and love" hun indeholdt, og de savnede sikkert
at kunne udtrykke disse længe undertrykte sider af sig selv. Men var det et
sundt forhold? Var det naturligt? Uanset hvilken slags kærlighed det begyndte
som, udviklede det sig naturligt gennem årene til en dybere og dybere fysisk
tiltrækning til hinanden. Efter at have opvarmet vand på et komfur (lavet af
en gammel tønde) elskede vi at bade hinanden i badekarret på gulvet i stuen.
Vi elskede at kramme og holde om hinanden hele natten. Jeg blev en dag mindet
om dette, da Vibeke, min danske kone, flyttede til Boston for at hjælpe med
at håndtere postordrer for min bog. Ved en fejltagelse åbnede hun et brev fra
Mary, som skrev om, at hun elskede at ligge i mine arme hele natten.
"Hvorfor kan du gøre det med Mary, men ikke med mig?" drillede Vibeke.
Jeg havde mødt Vibeke et par dage efter, at min bog udkom i Danmark. Hun kom
hen til mig og sagde: "Jeg har lige læst din bog
..." Kort tid efter sagde jeg: "Ok, lad os gifte os, men
husk, når du gifter dig med mig, gifter du dig også med alle de personer i
min bog, som fik os til at mødes." Og siden da har hun mødt mange af dem,
og nogle af dem har boet hos os i Danmark, som var vi blevet en stor familie. Nej, den virkelige hindring i mit forhold
til Mary var ikke af moralsk art, selv om hun var dybt religiøs og gik i
kirke hele sit liv. Hun var meget forankret i sig selv og elskede at spille
sig selv for de kamerahold, jeg havde med mig. Da dansk tv filmede os spise
et måltid sammen, insisterede hun på, at vi skulle bede bordbøn sammen (som
vi normalt gjorde). Åh nej, tænkte jeg, jeg ønsker ikke at det ses i Danmark,
at jeg giver efter for al denne amerikanske religion, men jeg havde intet
valg. Min "nødbøn" blev modtaget, for
lige i det øjeblik styrtede en af de tunge kameramænd ned gennem gulvet i
vores stue. Han stod der med kun sit hoved og kamera over gulvbrædderne. Jeg
håbede nu, at danskerne ikke ville se ned på min overgivelse til religionen,
men se os som vi så os selv - lidt oven over det hele. Efter alle mine overvejelser om det forstod
jeg endelig det dybere problem bag vores 40-årige cølibat: Hver gang vi var
tæt på at glide ind i en seksuel dimension af vores kærlighed til hinanden,
erkendte vi straks den historiske faldgrube, vi stod overfor – følelsen af at
fortsætte den århundredgamle hvide voldtægt af den sorte kvinde. Vi ønskede
begge at frigøre os fra den "natlige integration", som Mary havde
været offer for. Vi ønskede, at vores kærlighed skulle være fri og
ubesmittet, men det var umuligt. Vi var de ultimative ofre for denne dybe
faldgrube, som forhindrede os i fuldt ud at udøve det, der burde være normalt
mellem en mand og en kvinde: "fri kærlighed". Jeg har ofte
spekuleret på, om et virkelig sundt interracialt
forhold er muligt i et samfund, der tydeligvis endnu ikke er frit. Og sådan gik årene, indtil Mary en dag i
2009 fik både kræft og en hjernetumor, hvilket gav os andre ting at tænke
over. Jeg var ikke vant til at give ilt og blev om natten viklet ind i alle
slangerne omkring Mary, men heldigvis havde jeg en dansk medrejsende, som kunne
hjælpe. På nogle måder føltes det igen som et bundet forhold, men først og
fremmest følte jeg glæden ved at kunne hjælpe et menneske, som jeg havde
været tæt på, siden vi som unge og henrykte troede, at vi kunne ændre verden.
Det var mærkeligt og alligevel vidunderligt at skubbe en alvorligt syg gammel
kvinde rundt i byen i en kørestol til hendes lægebesøg, betale hendes
lægeregninger og passe hende. Da vi vidste, at vi aldrig ville se hinanden
igen, var jeg glad for, at Marianne, min veninde fra Danmark, kunne tage en
masse billeder af os. Efter hendes død i 2014 havde jeg et andet dansk
filmhold med mig for at lave filmen ”Jacob Holdt - en amerikansk
kærlighedshistorie”. Jeg tog dem med til den gamle hytte, hvor Mary og jeg
havde tilbragt så mange år sammen, men kunne næsten ikke finde den, da den nu
var helt dækket af Indiana Jones-tæt jungle. Det var deprimerende og farligt
at gå på det rådne gulv, men jeg var glad for, at alle mine plakater stadig
hang på væggene, selv om en kameramand bemærkede, at en af dem var blevet
vansiret: nogen havde skåret et nøgenbillede ud. "De skøre
amerikanere", var vi alle enige om. "Hvorfor har de ikke skåret
billederne af vold ud?" Holdet ville filme mig derinde og fortælle om
mit liv med Mary, men pludselig begyndte jeg at græde ukontrolleret. Det var,
som om mange års undertrykte følelser pludselig væltede ud af mig. Da min
datter så det ved filmpremieren, sagde hun: "Far, jeg har aldrig før set
dig græde sådan". Men i mellemtiden var der sket et andet
mirakel, for tre år tidligere var Mary for en kort tid rask fra
hjernesvulsten. Og så havde vi endnu en gang været sammen en sidste gang før
hendes død. Jeg vil aldrig glemme den sidste aften, hvor jeg sad sammen med
hende i hendes hjem i byen. Hun var stadig den eneste i det sociale byggeri,
der havde en have som den, vi havde omkring hendes shack, med alle de
blomster, hun elskede - selv banantræet, under hvilket jeg havde fotograferet
hende og en klanleder i 2005. Hendes have stod i skarp kontrast i disse
trøstesløse fattiggårde, hvor alle andre kun havde slidt græs omkring deres
huse. Indenfor var hun stadig aktiv og lavede kludetæpper, hatte og tøj til
sine seks børnebørn og fem oldebørn. Med hendes hjælp lavede jeg stamtræer
med deres navne og fødselsdatoer, så jeg ville kunne huske dem og holde
kontakten med dem efter hendes død. På den måde opdagede jeg, at mange af de
yngste havde fået afrikanske navne, som Neikata og Takivie. Tiderne havde ændret sig, siden jeg mødte Mary
for 40 år siden, hvor de alle havde slavenavne. Og så, på vores sidste aften
sammen, netop som jeg var ved at falde i søvn ved hendes side, skete der
noget. Ud af det blå sagde hun: "Hvorfor giver du mig ikke noget af dit
søde sukker nu? Synes du ikke, det er på tide, før det er for sent for
os?" Og uden at vente på et svar svingede hun mig med den ene arm op på
sin store mave. Jeg var lammet af forvirring. Hun var ekstremt overvægtig på
grund af sin medicinering, og i mit hoved hørte jeg igen mine
foredragsholdere, der anklagede mig for at "udnytte en fattig sort
kvinde". Og for også at undgå anklagen fra mine læsere vil jeg derfor
ikke afsløre, hvad der skete - vi har jo alle ret til lidt privatliv, ikke
sandt? Men jeg indrømmer, at jeg fandt tanken om at elske med en oldemor både
frastødende og tiltrækkende - med dens løfte om, at det aldrig er for sent
"to make it" og blive "Free at last, Free at last, Thank God almighty we are
free at last". |