040 – 047 Sugar cane and Virginia Pate (old book 32-35)
Vincents text
Norsk oversættelse Min nye bog
40 Their
average income was below $3,000 a year, which often had to support a family
of 6–10 people. To survive, the workers therefore began to borrow from the
landlord and soon fell into debt. Usually they
didn’t pay with cash in his stores but got more credit and were slowly pushed
into economic bondage. People who don’t receive wages for their work can
only be called slaves. Falling into such a vicious circle, they were in fact
owned by the landlord: they couldn’t leave his plantation until they paid off
their debt. And that could only happen by a miracle. When
I was in New Orleans in 1973, a newspaper ran articles about this feudalism
just outside the city, offering sentimental accounts of children on the sugar
plantations, who only got an orange once a year—for Christmas. A
tear-jerking campaign was launched to send the children Christmas presents,
and dental students arranged free dental buses when it was revealed that
they’d never been able to afford to go to a dentist. I later found out that others had
made efforts to organize these slave workers. A white Catholic priest tried
to organize the blacks—meetings were held in secret because they were
constantly shot at—but in vain. The blacks, who remembered an earlier
insurrection in the 1930s in which many were killed, were afraid of losing
everything. Although this probably had passed into history for the whites, I
soon discovered everywhere in the black community that a slave remembers for
generations. Later that night, Virginia Pate, a poor widow, took pity on me and let
me to share a bed with five of her children in a shack far out in the swamps.
It gets cold in the morning when the stove goes out, and since the children
pulled the blanket to themselves, I froze the first night. But the next
morning Virginia began repairing old quilts so I wouldn’t freeze the next
night. I’ll never forget this widow, whom I’ve visited almost every year. She
was willing to defy the whites even though she herself didn’t dare stay under
the same roof with me (she slept in her sister Eleanora’s shack). I went
hunting in the swamps, along with her son Morgan, for armadillos and other
animals. We got drinking water from the roof gutter. George Davis was later
murdered by Virginia’s niece and nephew. And this brings me to my point of why it is so important to bring
people together. I had met them all on April 13th, 1973
when I was trying to get into the Angola prison because blacks in New Orleans
had told me that once you entered there, you never got out again. I had
started photographing for the Black Panthers and the year before three
activist Panthers from New Orleans had been falsely accused of stabbing a
white guard. Framed entirely for their Panther activism they were thrown into
solitary confinement for life. In 1994 I invited Anita Roddick with me. She
had overnight become a billionaire when she took her cosmetic company, The
Body Shop, on the stock market and wanted my help to invest in the black
community. So, when I and Bertha told her about “The Angola Three”, she
started a worldwide campaign for their release. She managed to get into the
prison to visit the three “political prisoners”, where Woodfox talked about
surviving through learning via the Black Panthers and reading in his cell
about the history of black oppression, “When I began to understand who I was,
I considered myself free.” Now Anita had the power to make a change for
oppressed people – and used it to get the three Panthers released after 30-42
years in solitary confinement – the longest in American history. This is what
came out of my friendship with Virginia Pate and why I love this photo Anita
took of us together. The year after Anita invited me to her castle next to
the Queen’s Balmoral. White privilege has many faces.
|
|
40
Da jeg var i New Orleans i 1973, bragte en avis artikler om denne feudalisme lige uden for byen med
sentimentale beretninger om børn i sukkerplantagerne, som kun fik en appelsin
én gang om året – nemlig i julegave. Der blev iværksat en tårepersende kampagne
for at sende børnene julegaver, og tandlægestuderende arrangerede gratis
tandlægebusser, da det viste sig, at de aldrig havde haft råd til at gå til
tandlæge. Jeg fandt senere ud af, at andre havde gjort en mere konstruktiv indsats
for at organisere disse slavearbejdere. En hvid
katolsk præst forsøgte at organisere de sorte - møderne blev holdt i
hemmelighed, fordi der konstant blev skudt på dem - men forgæves. De sorte,
som huskede et tidligere oprør i 1930'erne, hvor mange blev dræbt, var bange
for at miste alt. Selv om dette sandsynligvis var gået over i historien for
de hvide, opdagede jeg snart overalt i det sorte samfund, at en slave husker
i generationer. Hendes søster Beryl eller “Black” morede
alle mine venner. Selv om hun var dybt religiøs, sad hun som fængselsbetjent
i det lokale Angola-fængsel i tårnet 12 timer hver nat. “Ville du skyde på
dine to nevøer, hvis de forsøgte at flygte?”
“Selvfølgelig, jeg vil skyde alle, der kommer bare i nærheden af hegnet.”
For det var hendes søster, Elnora’s to tvillinger,
Bertha og Bertram, der dræbte George Davis - som den første nat næsten havde
dræbt mig med sit haglgevær i Virginias hus. Jeg mødte først Bertha, der er
vist her, i 1994, da hun blev løsladt, men med sin dom på 75 år vil Bertram
aldrig komme ud af Angola. Og det bringer mig til min pointe om, hvorfor det
er så vigtigt at bringe folk sammen. Jeg mødte dem alle den 13. april 1973,
da jeg forsøgte at komme ind i Angola-fængslet, fordi sorte i New Orleans
havde fortalt mig, at når man først var kommet ind der, kom man aldrig ud
igen. Jeg var begyndt at fotografere for de sorte pantere, og året før var
tre aktivistiske pantere fra New Orleans fejlagtigt blevet anklaget for at
have stukket en hvid vagt ned. De blev spærret inde udelukkende som følge af
deres aktivisme for panterne og blev sat i isolation på livstid. I 1994
inviterede jeg Anita Roddick med mig. Hun var blevet milliardær fra den ene
dag til den anden, da hun havde sat sit kosmetikfirma, The Body Shop, på
børsen, og hun ønskede min hjælp til at investere i det sorte samfund. Så da
jeg og Bertha fortalte hende om “De tre fra Angola”, startede hun en
verdensomspændende kampagne for deres løsladelse. Det lykkedes hende at komme
ind i fængslet for at besøge de tre “politiske fanger”, hvor Woodfox fortalte om at overleve ved at lære ”via the
Black Panthers” og læse i sin celle om den sorte undertrykkelses historie:
“Da jeg begyndte at forstå, hvem jeg var, betragtede jeg mig selv som fri.”
Nu havde Anita magten til at skabe en forandring for undertrykte mennesker -
og brugte den til at få de tre pantere løsladt efter 30-42 års
isolationsfængsling - den længste i amerikansk historie. Det er bl.a. det,
der kom ud af mit venskab med Virginia Pate, og derfor elsker jeg dette foto, som Anita tog af os sammen. Året efter inviterede Anita
mig til sit slot ved siden af dronning Elizabeths Balmoral. Det hvide
privilegium har mange ansigter. |