007 – 013 Foreword (old book 3-14)
Vincents English text Norsk
Dansk
“It
was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom,
it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch
of incredulity, it was the season of light, it was the season of darkness, it
was the spring of hope, it was the winter of despair.” Charles Dickens: A tale of two cities These
famous words describe exceptionally well my feelings when in 1970 I tried to
bridge two societies—my own Danish with my new American—as well as my
unwelcome new identity as “white,” with a separate parallel in “black”
society. Hope and light seemed to envelope everyone a few years after the
triumph of the Civil Rights Movement, which brought with it the promise of a
better and racially integrated future soon to arrive. Just as darkness and
despair seemed to envelope everyone trying to stop the murder of millions of
Vietnamese. The magnitude of the slaughter made me and millions of young
people all over the world quite anti-American, and I had no interest in
staying in the US when I hitchhiked from Canada on my way to Latin America. During
my first days in the country, I was held up at gunpoint by angry blacks, yet
I was also invited to live as the only white in Angela Davis’ Che Lumumba
Club and taken into groups like the Black Panthers as well as being embraced
by white antiwar groups. In this blinding twilight between darkness and
light, I soon lost my original orientation as I traveled through this (North)
American society struggling to find its own new identity. I fell completely
in love with the youth in their search for truth—and thus with America. I had
no idea at the time that this love would continue, as would my work with
youth, for the rest of my life. For
a long time, I used the camera as my photographic diary, but after I overcame
my initial fear of ghetto neighborhoods, which got me mugged again and again,
it was as if I was taken by the hand and dragged into a world I hadn’t known
existed. In my Danish school years, we had heard about Martin Luther King and
the Civil Rights Movement, but it hadn’t changed our prevalent worldwide view
of America as being basically a white country. After
about three years, I started feeling that I was working on some project to
educate white Americans—one by one. The turning point came on March 8, 1974,
when a woman took me to see a slideshow about coal miners at Santa Fe
College, FL. There were pictures, narration, and music, and although it was
very primitive, it was extremely powerful, working by quickly changing images
so that it almost seemed cinematic. And it used two screens, which I
immediately could see would be an effective way to convey my own shock of
experiencing the gap between white and black America. Often, teachers had picked
me up and invited me to speak to their classes in colleges. How much more
effective would my message be if I could convert my small picture books into
slideshows presented for whole classes at a time? I must confess that at that
time I hadn’t in my wildest fantasy imagined that I would only a few years
later end up presenting them for up to 2000 students at a time in American
universities. Nonetheless, from now on I was aware that I was working on a
slideshow. This was only a year before I had to flee America—a year during
which I was stuck in a marriage in San Francisco. I spent a lot of that time
unproductively, writing numerous applications to get funds to buy better
camera equipment— “If only I could get a real Nikon!”—but in vain. Not even
when blacks were on the foundation boards. One difficulty I had in those
years, when everybody felt that “the race problem had been solved” and things
were moving forward, was that many successful blacks felt uncomfortable with
my images—both out of shame that their own brothers still lived in these
conditions and even more from the fear that the images would negatively
stereotype blacks in the white mind. My own feeling was that those
stereotypes were already so deep that whites needed to be informed about
their own responsibility for disproportionally forcing blacks into poverty
and crime. Even though I didn’t use the word “racism” as often as “the system
of our daily oppressive thinking” (my term for “systemic racism,” before the
phrase was coined, which made us responsible, not “the system”), I felt that
my pictures clearly showed the human devastation racism had created all
around us.
While
going through this book, it is important to understand the damage we go
through in a segregated society. Black or white, we are born naturally open
and curious with no inborn racial biases. Then things go wrong. We hear
things like “Niggers are dirty, stupid and lazy.
They belong on the bottom.” For the loving and affectionate child this is
irrational, confusing and hurtful. While we are
hurting our mind no longer thinks rationally and a rigid scar is created on
our thinking. After years of such hurtful messages, we end up accepting and
internalizing these limited definitions of ourselves and our society. As
seen through the eyes of a foreigner I hope it will be easier to see how such
racial attitudes cripple our character, whatever our color. Though there is
plenty of racism in Europe, I was fortunate to have my childhood in Denmark
during years when I was not severely hurt by social insecurity and racist
conditioning. I was also fortunate that the first people I stayed with in
America were not white. Most European visitors stay first with white
Americans, who warn them, “Don’t walk three blocks this way or two blocks
that way,” and immediately frighten them into accepting white fear and rigid
segregation. My experience was just the opposite. The first American home to
take me in was a black home on the south side of Chicago. With all their
love, warmth, and openness, I immediately felt at home and saw whites only as
cold distant faces on TV or in hostile suburbia. Later, traveling into the
white world, I was no longer as vulnerable to its racist patterns of guilt
and fear. I
hitch hiked 118,000 miles and stayed in over 400 homes in 48 states. I had
arrived with only $40. Twice a week I sold my blood plasma to earn the money
I needed for film. Traveling in such a
deeply divided society inevitably was a violent experience: 4
times I was attacked by robbers with pistols, 2 times I managed to avoid cuts
from men with knives, 2 times frightened police drew guns on me, 1 time I was
surrounded by 10-15 blacks in a dark alley and almost killed. 1 time I was
ambushed by the Ku Klux Klan, several times I had bullets flying around me in
shootouts, 2 times I was arrested by the FBI, and 4 times by the Secret
Service. I lived with 3 murderers and countless criminals.....
...but
I have never met a bad American! That
I survived I owe to my stubborn belief in these words by Jose Marti: You must have faith in the best in people and distrust the worst. If
not, the worst will prevail. I
hope you will share my love for this country while you read the book....
....and afterward will work together
black and white to undo the
hurt we do to each other and thus heal the division and violence we inflict
on our society. To begin our painful journey toward that goal, let us take a
boat trip together....
|
|
"Det var de bedste tider, det var de
værste tider, det var visdommens tidsalder, det var tåbelighedens tidsalder,
det var troens epoke, det var vantroens epoke, det var lysets tid, det var
mørkets tid, det var håbets forår, det var fortvivlelsens vinter." Charles Dickens: En fortælling om to byer
Disse berømte ord beskriver fint mine følelser,
da jeg i 1970 forsøgte at bygge bro mellem to samfund - mit eget danske og
mit nye amerikanske - samt min uønskede nye identitet som "hvid"
med en separat parallel i det "sorte" samfund. Håb og lys syntes at
omslutte alle et par år efter borgerrettighedsbevægelsens triumf, som bragte
løftet om at en bedre og racemæssigt integreret fremtid snart ville komme.
Ligesom mørke og fortvivlelse syntes at omslutte alle, der forsøgte at stoppe
mordet på millioner af vietnamesere. Omfanget af dette blodbad gjorde mig og
millioner af unge mennesker over hele verden ret antiamerikanske, og jeg
havde ingen interesse i at blive i USA, da jeg blaffede fra Canada på vej til
Latinamerika.
I lang tid brugte jeg kameraet som min
fotografiske dagbog, men efter at jeg havde overvundet min indledende frygt
for ghettokvarterer, som fik mig overfaldet igen og igen, var det som om jeg
blev taget ved hånden og trukket ind i en verden, jeg ikke vidste eksisterede.
I min danske skoletid havde vi hørt om Martin Luther King og
borgerrettighedsbevægelsen, men det havde ikke ændret vores fremherskende
verdensomspændende opfattelse af Amerika som værende grundlæggende et hvidt
land. Tilsyneladende foretrak de fleste amerikanere
også at se det sådan, og da de fleste af de chauffører, der samlede mig op,
var hvide, befandt jeg mig hurtigt i rollen som budbringer mellem to helt
adskilte og ulige samfund. I min egen naivitet så jeg ikke dette som
(resultatet af) racisme, men var vantro over, at de hvide kunne tillade, at
sorte levede under så forfærdelige forhold - ofte lige ved siden af - uden at
gøre noget ved det. Hvad værre er, de "så" det ikke engang, eller
de retfærdiggjorde det, fordi de ikke så de sorte som medmennesker. De samme
hvide ville gøre alt for mig som udlænding, og da jeg til gengæld så dem som
anstændige, kærlige mennesker, betragtede jeg dem ikke som rigtige racister
og brugte næsten aldrig ordet racisme - et ord, som jeg forbandt med
borgerrettighedskampen ti år tidligere og på Ku Klux
Klan. Nej, jeg mente, at alle disse kærlige hvide bare var dårligt
informerede og let kunne ændres, f.eks. når jeg tog dem med mig på besøg hos
mine sorte venner ”across the tracks”.
På denne måde startede mit uddannelsesprojekt. Jeg tog flere og flere fotos
og satte dem i små bøger med passende bibel- og Shakespeare-citater, som jeg
viste mine chauffører og værter på landevejen. Jeg gjorde det også af
egoistiske grunde, da de ofte blev så rørte, at de gav mig et par dollars eller
en madpakke "for at støtte dit projekt, for disse billeder skal ses af
alle amerikanere". Jo mere jeg kunne bevæge dem, jo mere tid ville jeg
spare ved ikke at skulle blaffe to gange om ugen til storbyerne og ligge i
blodbanker i fire timer ad gangen for at sælge mit plasma for 5 eller 6
dollars - nok til to filmruller. Dette var min eneste indtægt, siden jeg
ankom til Amerika med kun 40 dollars (200 kr), et
beløb, der slog til i fem år takket være amerikanernes utrolige gæstfrihed. Efter ca. tre år begyndte jeg at føle, at
jeg arbejdede på et eller andet projekt for at uddanne hvide amerikanere - en
ad gangen. Vendepunktet kom den 8. marts 1974, da en kvinde tog mig med til
et diasshow om kulminearbejdere på Santa Fe College, FL. Der var billeder, fortælling
og musik, og selv om det var meget primitivt, var det ekstremt kraftfuldt,
idet det fungerede ved hurtigt at skifte billeder, så det næsten virkede
filmisk. Og det brugte to skærme, hvilket jeg straks kunne se ville være en
effektiv måde at formidle mit eget chok over at opleve kløften mellem det
hvide og det sorte Amerika på. Ofte samlede lærere mig op og inviterede mig
til at tale for deres klasser på universiteterne. Hvor meget mere effektivt
ville mit budskab ikke være, hvis jeg kunne omdanne mine små billedbøger til
diasshows, der kunne præsenteres for hele klasser ad gangen? Jeg må indrømme,
at jeg dengang ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at jeg blot
få år senere ville ende med at præsentere dem for op til 2000 studerende ad gangen
i amerikanske universiteter. Ikke desto mindre var jeg fra nu af klar over,
at jeg arbejdede på et diasshow. Det var kun et år før jeg måtte flygte fra
Amerika - et år, hvor jeg sad fast i et ægteskab i San Francisco. Jeg brugte
meget af den tid uproduktivt, idet jeg skrev talrige ansøgninger for at få
penge til at købe bedre kameraudstyr - "Hvis bare jeg kunne få et
rigtigt Nikon!" - men forgæves, selv når der sad sorte i fondene. Et af
de problemer, jeg havde i de år, hvor alle følte, at "raceproblemet var
blevet løst", og at det nu gik fremad, var, at mange succesfulde sorte
følte ubehag ved mine billeder - både af skam over, at deres egne brødre
stadig levede under disse forhold, og endnu mere af frygt for, at billederne
ville stereotypisere sorte negativt i den hvide bevidsthed. Min egen
fornemmelse var, at disse stereotyper allerede var så dybe, at de hvide
derfor havde brug for at blive oplyst om deres eget ansvar for at tvinge
sorte uforholdsmæssigt meget ud i fattigdom og kriminalitet. Selv om jeg ikke
brugte ordet "racisme" så ofte som "systemet af vores daglige
undertrykkende tænkning" (min betegnelse for "systemisk
racisme", før udtrykket blev opfundet, hvilket gjorde os ansvarlige,
ikke "systemet"), følte jeg, at mine billeder tydeligt viste den
menneskelige ødelæggelse, som racismen havde skabt rundt omkring os. De mange
moralske spørgsmål om, hvad der sker med ens eget hvide sind, når man i flere
år primært bevæger sig rundt i den sorte underklasses ødelæggelser uden megen
interaktion med bedre stillede sorte, vil også blive diskuteret i denne bog.
Et resultat var, at jeg i det sidste år følte, at jeg ikke kunne fuldføre mit
projekt uden også at tage til lande som Haiti, Jamaica, Cuba og Brasilien med
deres anderledes former for slaveri. Ellers ville jeg ikke oprigtigt og
objektivt kunne se, forstå og beskrive forskellen mellem "ægte
sorthed" og "resultatet af undertrykkelse". For i den forstand
er vi alle, der lever i et samfund med systemisk racisme, fanger i Platons hule.
Det ville imidlertid have været et endeløst akademisk projekt, der lå langt
udenfor rækkevidde for en uuddannet som mig. Så jeg hævder ikke med denne bog
at være mere end en "street-wise" hulemand i mit forsøg på at give
stemme til de lige så fortabte "street-wise" mennesker i ghettoen,
som altid sagde: "Hey, mand, det her er ikke andet end slaveri."
Kan der, spørger jeg i en bog skrevet fra dette frøperspektiv, være nogen
sandhed i sådanne udtalelser i et såkaldt "frit samfund"? Som jeg
nævnte, ville det selvsamme samfund ikke give mig støtte fra fonde til mit
projekt. Til sidst måtte jeg vende tilbage til Danmark, men først efter at
jeg næsten var blevet myrdet og levede i frygt for, at FBI var ved at
konfiskere mine fotos. Jeg var meget desillusioneret, da jeg
vendte tilbage til mit barndomshjem i en landsbypræstegård. Min far, en
præst, lånte mig penge til tre diasprojektorer, og på mindre end to måneder
lavede jeg et diasshow, som jeg kunne vise i hans lokale kirke. I det
landlige område havde jeg ikke adgang til et bibliotek, hvor jeg kunne lave
research, og Google var endnu ikke opfundet. Det var som om fem års
indestængt social vrede bare væltede ud af mig. Jeg troede, at jeg altid
kunne lave research, når jeg vendte tilbage til Amerika med
"showet" (et diasshow ledsaget af indspillet musik), men rygterne
om det spredte sig så hurtigt, at det snart blev vist over hele Europa af
sorte amerikanske frivillige, og ofte stod tusinder af mennesker i kø for at
se det (selv om jeg stadig ikke havde tid til at kontrollere fakta, sagde de
sorte god for det hele). I løbet af mindre end et år blev det til en
bestseller, og vi oprettede en fond, der skulle give alt overskud fra showet
og bogen til kampen mod apartheid i Sydafrika. Men kun en måned efter
offentliggørelsen fandt jeg ud af fra KGB, at Sovjetunionen havde til hensigt
at bruge bogen over hele verden imod præsident Carters
menneskerettighedspolitik. De mente (fejlagtigt) at billederne viste, at
menneskerettighederne havde det lige så skidt i USA som i det kommunistiske Sovjet.
Da jeg var en stor fan af Carter - den første amerikanske præsident, der ikke
væltede demokratisk valgte regeringer i hele den tredje verden - besluttede
jeg juridisk at stoppe salget af min bog over hele verden. Derefter flyttede
jeg tilbage til Amerika med mit diasshow, hvor jeg følte, at det hørte
hjemme. Her blev det også en øjeblikkelig succes,
og i de næste 30 år stod jeg på scenen i et nyt college næsten hver aften på
mine turnéer i fyldte sale. Også her oplevede jeg mørke og lys på samme tid. Jeg
var låst inde i mørke auditorier fem timer hver aften og skiftede diasbakker
hvert femte minut. Efter 7000 forestillinger endte det med, at jeg havde
tilbragt 35.000 timer af mit liv i mørke. Sikke et spild af liv, hvis det
ikke havde været for det lys - eller den gensidige oplysning - jeg oplevede
næste dag i mine racismeworkshops. Her deltog de "chokerede"
studerende, besluttede på at bearbejde deres egen racisme, og her forstod de
sorte, hvordan deres internalisering af racismen havde stækket deres vinger.
Her lærte jeg mere om racismens omkostninger for de hvide, end jeg nogensinde
gjorde i løbet af mine fem års vagabondering gennem dens sorte ødelæggelse.
Alligevel talte jeg og Tony Harris, min sorte assistent, med hans dybe
psykologiske indsigt og hans evne til at trække på sine egne
ghetto-erfaringer, næsten aldrig om racisme. For det tog timer og ofte hele
dage at hjælpe eleverne med at blive bevidste om og helbrede de skader, de
hver især havde lidt under deres opvækst - selv de mest succesfulde og på
overfladen "privilegerede" Ivy League-studerende. Som regel var der
en masse udladninger eller gråd i rummet, når de alle efterhånden indså,
hvordan deres smerte var fælles, og hvordan de sad i samme båd - sorte og
hvide - sammen. Efterfølgende startede de ofte ugentlige "American
Pictures unlearning racism"-dialog/helings-grupper
på campus, efter at Tony og jeg rejst videre - og inden for et år bragte de
normalt showet tilbage til campus for at hjælpe med at ”bombe” flere
studerende ind i lignende de-programmeringsgrupper. Vi modtog mange breve fra
dem om, hvordan det efterhånden havde "renset deres sind" og
"hævet deres intelligens". Som følge heraf var de mere
"nærværende" i klasserne og fik højere karakterer i skolen. Det var
et levende vidnesbyrd om, hvordan racismen og dens beslægtede undertrykkelser
skader vores tænkning, intelligens og velvære. At bekæmpe racisme,
insisterede vi på, var i vores egen interesse. Alligevel var vi ikke så naive
at tro, at vi kunne gøre en ende på deres racisme. Vi forsøgte blot at gøre
dem til engagerede antiracistiske racister, anti-sexistiske sexister osv.
Bevidste om, at de altid ville være ofre for samfundets systemiske racisme,
men dedikerede til at arbejde med dens indvirkning på dem selv i solidaritet
med dem, som racismen ødelægger - især når de siden kom i magtpositioner, der
gjorde det muligt for dem at hjælpe med at ændre den systemiske racisme. Jeg
blev ofte inviteret til at deltage i deres grupper 15-20 år senere, når de
mødtes igen for at evaluere, hvordan showet havde ændret deres liv, nu hvor
de havde stillinger i regering og erhvervsliv. Meget af det, de lærte mig,
forsøger jeg at formidle i denne vanskelige bog. Ja, "vanskelig"
for de fleste. For enhver, der kender lidt til campuslivet i USA, ved, hvor
kort de studerendes opmærksomhedsspændvidde er. Når talere kommer til campus,
begynder de studerende ofte at vandre ud efter en halv time, hvis de ikke
mener, at de kan bruge foredraget til at få højere karakterer. Hvis de havde
vidst, hvor lange mine forelæsninger var, ville de aldrig være mødt op til
dem. Og slet ikke hvis de havde vidst, at det handlede om racisme! Så vi var
altid nødt til at narre dem til at komme, og når de først var der - fortalte
de os - kæmpede de med deres skyldfølelse over opgaver, som de absolut skulle
have skrevet samme aften. Alligevel blev de som regel i de fulde fem timer.
Og de pjækkede endda fra alle timerne næste morgen for at deltage i vores
racismeworkshops i stedet. Hvordan var jeg i stand til at opnå dette og få
fulde huse - selv på Harvard, hvor de ved mit første besøg fortalte mig, at
de samme uge havde tre verdensberømte statsmænd som talere (som kun havde
tiltrukket omkring 20 studerende)? Barrack og
Michelle Obamas "Harvard Black Law Students" bragte mig tilbage 18
gange i løbet af årene - til "standing room only"-publikum. Det
var den samme historie på de andre Ivy League-skoler. Som jeg forstod det,
efter at have læst deres mange artikler og breve om oplevelsen, var det fordi
jeg (utilsigtet) havde undertrykt dem. De gennemgik systematisk
undertrykkelse - eller snarere "omvendt undertrykkelse". Lad mig
forklare. Næsten overalt så jeg de studerende på samme måde, som de så sig
selv: som grundlæggende gode, velmenende, omsorgsfulde mennesker, der virkelig
ønskede at gøre noget godt for de sorte, de fattige og samfundet. De så ikke
sig selv som racister eller bortrationaliserede det ofte: "Jeg er en god
kristen, så jeg kan ikke være racist" osv. De følte, at de gjorde det rigtige, men i
løbet af de timer, som showet varede, nedbrød jeg gradvist deres forsvar og
viste dem trin for trin, hvordan de gjorde det forkerte, hvordan alt, hvad de
gjorde, undertrykte de sorte. I pausen (efter de første to timer) havde mange
af dem stadig deres forsvar intakt og gav i deres hjerter andre (f.eks. folk
i Syden) skylden for at være de virkelige racister. Eller nogle få, som
f.eks. en hospitalsadministrator i Philadelphia, ville angribe mig,
budbringeren. Men efter fem timer var alle deres flugtveje blevet blokeret,
alle deres forsvar var brudt ned, og jeg så dem aften efter aften gå grædende
ud med hovedet bøjet af skyldfølelse. Nogle, som hospitalsadministratoren,
spurgte så: "Hvordan kan jeg putte penge ind i dit projekt, så det kan
blive spredt over hele Amerika?" Da lærerne bad de hvide elever om at sætte
ord på deres følelser, var jeg forbavset over at opdage, at de næsten ordret
valgte de samme, som de sorte opremsede, når de blev bedt om at sætte ord på
det, de lider under dagligt som følge af vores racistiske tænkning. Den, som
konstant fortæller dem, at alt hvad de gør, er forkert, som giver dem skylden
for alting, så de næsten ingen udvej har, intet lys ser for enden af
tunnelen. Når man selv føler, at man gør det rigtige, men fra fødslen bliver
endeløst bombarderet med budskaber om, at man gør det forkerte, ender man
bestemt ikke med særligt konstruktive følelser. Det er det, som effektiv
undertrykkelse handler om, og de hvide studerende oplevede pludselig dette i
sig selv, hvilket var så stort et chok, at de næste dag pjækkede fra
undervisningen for at forsøge at helbrede deres racisme - en ændring, som jeg
ikke tror kunne være opnået i blot et to timers akademisk foredrag (uden
billeder og musik), selv ikke af de bedste af mine hovedkonkurrenter som
foredragsholder, såsom Angela Davis eller Coretta
og Yolanda King. Af denne grund tvang en del universiteter, såsom det
konservative Dartmouth, faktisk alle deres førsteårsstuderende til at gå
igennem mit program med "omvendt undertrykkelse", før de begyndte
undervisningen. Jeg bør påpege, at jeg havde en langvarig konflikt med Angela
Davis efter et interview med hende om sort selvhad i mit første show. Selv
efter en personlig forevisning i hendes eget hjem var hun aldrig enig med mig
og nægtede at sponsorere showet, hver gang hendes studerende på UCSC bragte
mig tilbage. Heldigvis havde jeg støtte og opbakning fra de fleste andre
førende sorte talsmænd, ikke mindst James Baldwin. Folk i Frankrig og Amherst forsøgte altid at bringe os sammen. Til sidst
kørte han to timer i en forfærdelig snestorm for at se forestillingen,
hvorefter vi talte hele natten. Han følte, at det var det tætteste, han
nogensinde havde oplevet, der kunne beskrive hans eget syn på hvid racisme,
men han var allerede syg og døde desværre kun et par måneder senere af
mavekræft. I de fleste år var Yolanda King min stærkeste konkurrent i Black History Month, men på en eller
anden måde gik vi sammen om at lave en forestilling for præsident Clinton i
Kennedy Performing Arts Center som en hyldest til
Martin Luther King. Jeg præsenterede også mit show ved Kings grav i familiens
Center for Nonviolent Social Change i Atlanta.
Efterfølgende ønskede familien at vise det der permanent, "for det viser
bedre end noget andet, hvad Martin kæmpede imod, hvilket nutidens unge sorte
ikke ved meget om". Og sådan fortsatte jeg i 30 år, indtil vi
fik valgt den første sorte præsident, hvorefter jeg trak mig tilbage i den
overbevisning, at nu gik det i den rigtige retning. Nuvel, jeg var igen en
smule naiv, og resten er historie .... Racismen eksploderede i Europa og i mit
eget land, Danmark, hvor jeg nu følte det som min pligt at være den samme
slags budbringer i et opdelt samfund. Jeg så med rædsel på, hvordan Trump
blev inspireret af den måde, racistiske europæiske politikere vandt valg på
ved at bruge splittende, hadefuld retorik. Efter mange år med amerikanske
politikere, der talte politisk korrekt og kun brugte kodet racisme, skete
dette nu også igen i Trumps USA. Da vi som følge heraf begyndte at se
åbenlyst had og racisme eksplodere i Amerika - de Klan-grupper, jeg havde
arbejdet sammen med, stod nu åbent frem, ligesom politiets racisme nu åbent
lod dem retfærdiggøre drab på sorte - følte jeg ikke længere, at jeg kunne
sidde som passivt vidne. Så da jeg så fremkomsten af den største bevægelse
mod racisme, som jeg havde oplevet i alle mine år i Amerika, ønskede jeg på
en eller anden måde at støtte den. Især da jeg så, hvordan mange af de
idealistiske unge deltagere ikke forstod, hvordan den vrede, der drev Black
Lives Matter-bevægelsen, havde meget dybere rødder end dagens visuelt
registrerede mord på sorte mænd. Hvordan kunne jeg hjælpe med at visualisere
al den undertrykkelse, der førte op til det, effektivt for dem? Der er nu
udgivet masser af gode bøger om det - ikke mindst af sorte - men næsten ingen
med billeder, der viser det hele så effektivt som nutidens videoer. Derfor
kom ideen til at forsøge at lave en bog som mit gamle effektive diasshow, der
bombarderer læseren med billeder, der viser rødderne til al den undertrykkelse,
som jeg selv personligt har været vidne til. Lad mig altså se, om jeg kan undertrykke
mine læsere og vække de samme forsvarsmekanismer og følelser i jer - på
papiret - som jeg kunne gøre det med mine tilhørere i mørke rum. Jeg vil
endda inkludere musikalske links til sangene undervejs. Måske vil det tage
længere tid end 5 timers indre kamp at læse den som bog, men i slutningen vil
I også her kunne aftjekke, om jeres reaktioner på min omvendte
undertrykkelse er de samme som de var i 30 år for “the best and the brightest”
af de studerende. Så lad mig bruge ordene
fra starten af mit "show": Dette er en billedlig lektion om
undertrykkelse og de skader, den gør på os. Den vigtigste er undertrykkelsen, som børn udsættes for af
voksne. Overalt i verden skades børn meget tidligt af
de voksnes ufornuft og irrationelle adfærd. Dette forårsager alvorlige lidelsesmønstre, der
resulterer i skadelig adfærd. Senere i livet afreagerer vi disse lidelsesmønstre på vore egne
børn og imod hinanden i f.eks. sexistisk, racistisk, nationalistisk,
totalitær, antisemitisk, antimuslimsk, homofobisk,
ældre-, handicap- eller klasse-undertrykkelse. Hos de fleste af os er disse mønstre blevet
så kroniske, at vi bliver defensive, når vi bliver udfordret og ender med at
give ofrene skylden. Vi tør ikke se i øjnene, at vi i sådanne systemer både
er ofre og undertrykkere. Der er få steder i verden, hvor undertrykkelsens
vigtigste ingredienser er så åbenlyse som i forholdet mellem sorte og hvide i
USA. Af deres tragedie, mener jeg. kan vi derfor
lære noget om os selv. Under oplevelsen af denne bog, håber jeg at vi forstår den skade, vi
gennemgår i et segregeret samfund. Som sort eller hvid, indvandrer eller indfødt, fødes vi fra
naturens side åbne og videbegærlige uden medfødte fordomme. Set gennem en udlændings ”neutrale” øjne
håber jeg, at det bliver lettere at se, hvordan sådanne racebaserede
holdninger forkrøbler vores karakter, uanset hvilken gruppe vi tilhører. Selv
om der er masser af racisme i Europa, var jeg heldig at have min barndom i
Danmark i år, hvor jeg ikke blev
voldsomt skadet af utryghed og racistisk påvirkning. Jeg var også heldig, at de første
mennesker, jeg boede hos i USA, ikke var hvide. De fleste europæiske besøgende
bor først hos hvide amerikanere, som advarer dem: "Gå ikke tre husblokke
denne vej eller to blokke den vej", og straks skræmmer dem til at
acceptere hvid frygt og rigid segregation. Min oplevelse var stik modsat. Det
første amerikanske hjem, der tog imod mig, var en sort familie på sydsiden af
Chicago. Med al deres kærlighed, varme og åbenhed følte jeg mig straks hjemme
og så kun hvide som kolde fjerne ansigter i fjernsynet eller i fjendtlige
forstæder. Senere, da jeg rejste ind i de hvides verden, var jeg ikke længere
så sårbar over for dens racistiske mønstre af frygt og skyldfølelse. Jeg blaffede 178.000 km og overnattede i
over 400 hjem i 48 stater. Jeg ankom med kun 40$ på lommen. To gange om ugen
solgte jeg mit blodplasma for at tjene de penge til filmforbruget. At rejse i et så dybt splittet samfund var
uundgåeligt en voldsom oplevelse:
4 gange blev jeg overfaldet af
pistolbevæbnede røvere, 2 gange undgik jeg stiksår fra mænd med knive, 2
gange trak skræmte politifolk pistoler mod mig, 1 gang blev jeg omringet af
10-15 sorte i en mørk gyde og næsten dræbt, 1 gang faldt jeg i et baghold af Ku Klux
Klan, flere gange fløj kugler omkring mig i
skudvekslinger, 2 gange blev jeg arresteret af FBI og 4 gange af Secret
Service. Jeg levede sammen med 3 mordere og utallige kriminelle.....
...men jeg har aldrig mødt en ond amerikaner! At jeg overlevede, skyldes min stædige tro
på disse ord af Jose Marti: Du må have tillid til det bedste i mennesket
og mistillid til det værste. Hvis ikke, vil det værste få overhånd. Jeg håber, at du vil dele min kærlighed til
dette land, mens du læser bogen.... ....og bagefter
vil arbejde sammen - sort og hvid, indvandrer og indfødt - på at gøre en ende på den fortræd, vi gør hinanden, og dermed læge de sår, som splittelsen og volden
påfører vort samfund. Lad os begynde den smertefyldte rejse mod
dette mål ved først at genopleve en skelsættende skibsrejse sammen…. |