Terrorismen i det 21.århundrede

Af Claus L. Mikkelsen, minoritetskonsulent, København

Terrorismen er et begreb, der nemt kan sløre vores forestillinger om ret og retfærdighed og kan skabe en selvretfærdighed, der giver "ret" til omfattende politiske og militære handlinger i f...

Fjender og fjendebilleder har altid været en del af den menneskelige eksistens. I det 20. århundrede var det nazister og kommunister, der dannede en antitese til den såkaldte frie verden. Den vestlige verden kunne her politisk, økonomisk og militært rette sig ind efter en modpol, der i realiteten gav stabilitet og sammenhold. Hvad bliver modpolen i det 21. århundrede, og hvad skal forene og skille verden i det 21. århundrede? Efter det tragiske angreb på World Trade er terrorismen et god bud. 

Der er efter angrebet på World Trade opstået, hvad jeg vil kalde en ”terrorismediskurs” i den vestlige sfære. Det er en diskurs, der sætter dagsordnen for væsentlige udenrigspolitiske dispositioner. Diskursen er i dag ved at udvikle sig til at blive lige så stærk, som fx kommunismediskursen var i  1950-erne. Den nye terrorismediskursen sætter allerede i dag et meget  skarpt skel mellem dem og os. Enten er man  100% med, eller også er man imod, – nøjagtig som da kommunismen florerede i det 20. årh. Den gyldne middelvej findes ikke.

 Ud fra Hegels dialektik er der ved at blive formet  en betydelig antitese til den vestlige verden. Et spændingsfelt opstår, og resultatet kan godt blive, at Samuel P. Huntingtons argumentation om civilisationernes sammenstød mellem primært den muslimske og vestlige verden desværre operationaliseres.  

Hvis man skal forsøge at forstå, hvordan terrorismen opfattes i vores del af verden, må man først se på sammenhængen mellem terrorisme og frihedskamp.

Under  Anden Verdenskrig skulle vi faktisk selv et godt stykke hen i krigen, før vore egne modstandsfolk i Danmark begyndte at blive opfattet som frihedskæmpere. I begyndelsen af krigen blev de betragtet som udemokratiske sabotører, der forsøgte at underminere grundlaget for et pragmatisk samarbejde med tyskerne. Hvis tyskerne, og de havde bestemt en realistisk chance, havde vundet krigen, og Danmark dermed lå lunt i svinget i det tredje rige, var de danske modstandsfolk næppe blevet betragtet som frihedskæmpere. Adskillelsen mellem frihedskæmper og sabotør var således ikke givet på forhånd, men var et resultat af et politisk udfald.

De allieredes massebombninger af tyske byer blev af tyskerne opfattet som statsterrorisme. Alene i 1944 døde 80.000 mennesker i Dresden under ét  angreb. Men denne ”terror” var legitim blandt de allierede (den frie verden), - både forbi der var tale om gengæld, og fordi nazismen var så stort et onde, at det retfærdiggjorde ethvert angreb på Tyskland uden skelnen til en adskillelse mellem civilbefolkning og det militære apparat. Da sejrherrerne skriver historien, blev denne bombning derfor ikke defineret som terror.  

Hvis vi nu ser på det 21 årh.’s aktører, er så fx PKK en terrorbevægelse, når den kæmper for kurdernes rettigheder mod et autoritært styre i Tyrkiet? Var Hizbollah en terrorbevægelse, da de bekæmpede den israelske besættelse af Libanon? Er det terror, når tjetjenske oprører kæmper mod Rusland?

I hvert fald står det fast, at de forskellige aktører ikke i deres egen selvopfattelse er terrorister, men er frihedskæmpere. Den vestlige verden kæmpede naturligvis også for friheden under den såkaldte humanitære bombning af Balkan.  

I den palæstinensiske optik er der ligeledes tale om gengæld og angreb på et altomfattende onde - altså samme argumentation, som da de allierede angreb tyske byer. Terrorisme handler altså i bund og grund om optik – altså politisk ståsted. Er det fx terrorisme, hvis Hamas slår israelske soldater ihjel - med selvmordsbomber eller ej? Dette afhænger igen af optik. Hvis man betragter Israel som besættelsesmagt kan svaret være nej. Hvis man betragter Israel som havende legitim ret til hele Palæstina, kan svaret være ja.

Problemet er her, hvem der har retten til at definere, hvilke aktører der er terrorister eller frihedskæmpere. Vesten? FN? Israel? Hamas?

Rent principielt indebærer det, at hvis man betegner folk, der kæmper mod besættelsesmagter som terrorister, har man i princippet allerede taget parti i konflikten.

 Dog er det naturligvis ikke helt så enkelt, idet man må man skelne mellem angreb på civile og angreb på den fysiske manifestation af besættelsesmagten; militæret. Fx er selvmordsangrebene mod civile israelere bestialske og kan efter min opfattelse ikke forsvares som et legitimt middel i en modstandskamp, selv om målet, alt efter optik, er legitimt.  

Det kan næppe lade sig gøre at udforme en terrordefinition, der  kan skelne terrorisme fra frihedskamp. Pointen er, at definitionen af terrorisme betinges af politisk optik. Det vil i realiteten sige, hvilken geopolitisk sfære man er en del af. Fx står det klart, at angreb på vestlige (herunder Israel) interesser næsten altid omtales terrorisme i modsætning til angreb på ikke-vestlige stater. Islamiske modstandere af Rusland og Kina har Vesten hidtil ikke betegnet som terrorister, da det jo ligesom lå i luften, at den islamiske modstand var legitim, da den er et resultat af et udefrakommende tyranni og undertrykkelse. Men efter den 11. september 2001 har fx Rusland svunget over til at være et offer for muslimske grupper, hvilket igen er et nyt politisk udfald, der i dette tilfælde omdefinerer en modstandskamp til terrorisme, – men kampen er vel stadig den samme? 

Rent geopolitisk hører Israel med til den vestlige sfære. Vi i Vesten kan i langt højere grad identificere os med israelere end palæstinensere. En israelsk kernefamilie med karriere og forbrug overfor en palæstinensisk storfamilie med fattigdom og islam. I sidste ende koges det ned til frihed og demokrati versus undertrykkelse og diktatur. Vi vil derfor i langt højere grad være tilbøjelige til at betegne forskellige gruppers angreb på Israel som terrorisme end israelske gruppers angreb mod palæstinensere. Hvornår er fx den jødiske bosættelsesbevægelse blevet betegnet om terroristisk, når den har skudt palæstinensere, – næ her var skam tale om selvforsvar! Blandt de palæstinensiske muslimer er opfattelsen jo netop også, at man handler i selvforsvar.

Det geopolitiske skel der er mellem Islam og vesten forstærkes voldsomt af terrorismediskursen. Islam kombineret med en selvopofrelse sender signaler, der opfattes anderledes i vesten. Hvor sådanne handlinger er heroiske i  mellemøstlige kredse, opfattes det, at et individ er rede til  at ofre sit eget liv i et angreb, med afsky i vesten. I den vestlige verden har individet en så stor ukrænkelighed, at en selvopofrelse må bunde i enten sindssyge eller ekstrem fanatisme. Det er derfor ikke en legitim måde at slå ihjel på. Man så fx også med dyb foragt på japanernes kamikazeangreb i 1944-45.

Det at slå ihjel i den vestlige verden, er en teknificeret og mekaniseret affære, hvor man på klinisk vis kan aktivere et system, der så klarer resten. Så kan man sidde godt beskyttet uden for stor risiko for individet og samtidig slå ihjel. Det, at man vælger at slå sig selv i ihjel sammen med ofrene, kolliderer imod vestlige værdier. Muslimske militære handlinger sender således signaler, der ikke er en del af et vestligt sprogspil, og har derfor nemmere ved at få prædikatet ”terror”.

Såfremt man overhovedet skal forsøge sig på at skelne mellem terrorisme og frihedskamp, må man først se på ”terrorismens” politiske mål og dernæst dets midler. Såfremt grupper opererer for at forfølge nogle politiske mål, som ikke kan løses af politisk vej, som fx befrielsen af et område, vil en definition udelukkende afhænge af politisk optik, (dvs. om man opfatter målene som legitime eller ej). Det vil  derfor være umuligt for fx FN at skulle definere terrorisme ud fra, om politiske mål er legitime eller ej. Den eneste fælles konsensus, der vil kunne skabes om terrorisme mellem fx den mellemøstlige og vestlige sfære,  vil være at definere ikke-legale midler i en modstandskamp, - hvor legitim eller illegitim denne kamp så end måtte være rent politisk. Eksempler på illegitime handlinger kunne være at kapre fly og smadre dem ind i højhuse og detonere bomber blandt civile. Ved at lave et skel mellem midler og mål vil de geopolitiske sfærer i højere grad kunne indgå i en konstruktiv dialog omkring terrorisme.

Måske skal der endda tænkes utraditionelt. Alting er under forandring også krigens vilkår. Genevekonventionen er i høj grad et normativt regelsæt for nationalstater, der bekriger hinanden. Da fremtidige krige i høj grad bliver mellem nationalstater og forskellige græsrodslignende organisationer, må der skabes en ny form for regelsæt. Umiddelbart kan det lyde absurd, men faktisk vil det være i alles interesser, at der opstilles regler, i det det så vil være klart, hvilke midler der ville kunne betegnes som terroristiske. Der skal her defineres visse rettigheder for begge parter, men også opstilles et normativt regelsæt, der detaljeret forbyder en række former for aktioner, der ud fra en fælles konsensus må kunne betegnes som terrorisme. Brydes dette regelsæt for aktioner, er der så visse rettigheder, der falder bort for de grupper, der betegnes som terrororganisationer. For at systemet kan virke kræver det naturligvis at alle nationalstater inkl. fx Irak, Iran og Nordkorea bakker op omkring ideen Fidusen er så, at bevægelser der overtræder den nye konvention, ville være illegitime blandt samtlige stater på kloden.