Islam og Menneskerettigheder

Af: Jens Woetmann Pedersen og Sherin Khankan ( Trykt i Jyllandsposten 2001)

”…handl godt (mod andre), som Allah har handlet godt mod dig…”
(Sura 28 vers 78).

Islam og menneskerettigheder er ikke uforenelige størrelser. Tværtimod har islam som andre religioner et særligt potentiale for etisk handling.

Den seneste tragedie i USA har for alvor sat fokus på islam. Spørgsmålet om

hvorvidt islam og menneskerettighederne harmonerer er til fornyet debat. Kritiske røster fra den ydre højrefløj har bl.a. peget på, at islam undertrykker kvinder og hæmmer religionsfriheden. Efter terrorangrebet i USA påpeger kritiske stemmer yderligere, at der er en direkte sammenhæng mellem terror og islam.

Islam er ikke en entydig størrelse.

Islam har mange ansigter og det skyldes først og fremmest det stærke element af fortolkning, der som ofte følger med, når religiøse kildetekster skal udlægges. Hvordan man fortolker en religiøs tekst kan oven i købet få meget radikale og modsatrettede udslag, der i praksis betyder, at det religiøse menneske både kan fremstå som menneskerettighedernes forkæmper og deres modstander. Religioner har et særligt potentiale for at motivere store selvopofrende gerninger, men kan også legitimere grove krænkelser af MR - og meget afhænger altså af fortolkning. I det følgende skal vi se på disse pointer m.h.t. islam.

Der er flere faktorer, der gør sig gældende, når man udlægger religiøse tekster, og som medfører, at resultatet varierer. I islams tilfælde er den vigtigste kildetekst Koranen, som består af åbenbaringer givet til profeten Muhammad (570-632 e.v.t.). Ved siden af Koranen spiller sunna (Profetens sædvaner) og hadith (fortællinger om Profeten) en væsentlig rolle, da muslimer forsøger at efterleve Profetens forbillede. I mange tilfælde formulerer Koranen sig i generelle vendinger og må derfor udlægges for, at man kan bruge den som retningslinie i konkrete anliggender. En anden faktor er tidsspændet og den historiske kontekst. De kulturelle, politiske, sociale og økonomiske forhold, der var fremherskende på Muhammads tid er helt forskellige fra dem, der gør sig gældende i dag. Derfor kan nogle af de ting, der på Muhammads tid var progressivt i dag forekomme reaktionært.

Den historiske kontekst

Mange religioner repræsenterer i deres selvforståelse absolutte sandheder – således er Koranen ud fra et muslimsk synspunkt ”Guds tale” og derfor også sand. Disse åbenbaringer har altså stor autoritet og en særlig status i den troendes bevidsthed. Muslimer tror på, at Koranen er universel i den forstand, at den kan tilpasses enhver tid og ethvert samfund. Selvom alle åbenbaringer formidles af konkrete personer (profeter) i en bestemt historisk kontekst og i et eller andet omfang er tilpasset denne historiske kontekst, så er det gældende for muslimer, at Koranen rækker langt udover den historiske kontekst. Koranen beskæftiger sig således ikke kun med datidens aktuelle problemstillinger men med universelle problemstillinger.

Muslimer adskiller sig imidlertid fra hinanden, når de udlægger teksten og applicerer den på en moderne kontekst. Et konkret eksempel, som har betydning i relation til førnævnte kritik af islam som undertrykkende overfor kvinder, er, at Muhammad rent faktisk reformerede og forbedrede kvinders retsstilling. I det præ-islamiske samfund var kvinden ikke en juridisk person, og det betød bl.a., at hun kunne blive gift uden at give sit samtykke og at hun økonomisk set var fuldstændig afhængig af mænd. Disse ting ændredes der på med islams indførelse, og Muhammad var derfor en forkæmper for kvinders rettigheder på sin tid. Liberale muslimer lægger vægt på denne rolle og mener, at man i dag må følge eksemplet og fortsætte den progressive linie. De lægger også vægt på, at kvinder og mænd ifølge Koranen står lige over for Gud. Mennesket adskiller sig kun fra hinanden i dyd og Koranen opfordrer individet, både mænd og kvinder, til at søge viden, arbejde og forholde sig kritisk.

På den anden side betød de forbedringer, som Koranen gav kvinder, ikke at de i praksis fik ligestilling og konservative muslimers fortolkning af kvinden som væsensforskellig fra manden har medført traditioner om, at kvinden er af en særlig sårbar natur, der til stadighed bør beskyttes. En udlægning, der forekommer meget reaktionær fra en vestlig synsvinkel men også ud fra et moderne muslimsk synspunkt.

Religion og politik

Et andet eksempel på variation i fortolkningen af islam er spørgsmålet om, hvorvidt man som muslim ønsker et teokratisk styret samfund. Ideen om at islam både er religion og statslig styreform deles ikke af alle muslimer. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at der altid har været og fortsat er muslimer, deriblandt også teologer, der tolker islam i retningen af en adskillelse af religion og politik.

Visse regimer i den muslimske verden deriblandt Sudan, Afghanistan, Iran og Saudi Arabien misbruger religionen for at fremme politiske mål og for at undgå denne sammenblanding mener vi, at en adskillelse af religion og politik et nødvendigt reform tiltag. Når vi taler for en adskillelse betyder det ikke, at vi afviser religionens indflydelse. Vi anfægter heller ikke ideen om, at der bør være en dialog mellem religion og politik. Politik er ikke værdiløs og hviler på religiøse, moralske og etiske principper. Men der er forskel på dialog og diktat. Religionen bør ikke diktere politikken og omvendt politikken bør ikke diktere religionen, som det f.eks. var tilfældet, da Kemal Atatürks sekularistiske styre forbød kvinder at bære tørklæde.

En adskillelse af religion og politik vil være med til at øge forståelsen for, at der ikke er et modsætningsforhold mellem det at være troende muslim og moderne demokrat. Herved kan religionen få sin oprindelige spirituelle og religiøse natur tilbage og vi undgår, at regimer fører politik i religionens navn.

For mange muslimer ligger løsningen på samtidens udfordringer ikke i drømmen om en islamisk stat, men i demokratiet og mangfoldigheden som de styrende principper, der bør diktere enhver lovgivning. Principper der er fuldt ud forenelige med islam, som i sin essens er moderne og demokratisk.

Religionens særlige motiverende evne

Det kendetegner religiøs etik, at den ikke blot drejer sig om forholdet mellem mennesker, men at den også er afgørende for forholdet mellem individet og Gud. Heri adskiller den religiøse etik sig fra menneskerettighedserklæringens retningslinier, der holder sig inden for en verdslig forståelsesramme og i og for sig blot sætter nogle grænser for, hvordan vi omgås hinanden – og i særlig grad for, hvordan staten behandler individet. Religiøs etik er derimod ikke blot rammer, der regulerer vores adfærd, men samtidig et meget væsentligt element i individets vej til Gud og frelse. Dette gør, at den religiøse etik har et særligt motiverende potentiale. Når mennesket opfordres til opofrelse, næstekærlighed, barmhjertighed osv. kan religionen motivere individet ved at kæde disse gode handlinger og rette sindelag sammen med individets egen bestræbelse på at opnå den højeste lykke, frelse, velstand mv. Religionen kan således sætte etikken ind i en helhedsforståelse af verden og motivere individet til at følge opfordringen på en helt anden måde end den sekulære tænkning. Sekulær ideologi må primært henholde sig til en mere jordbunden ide om, hvad der tjener samfundets tarv, men kan dårligt argumentere for at dette med nødvendighed er en fordel for individet.

Med hensyn til etikkens særlige karakter adskiller islam sig ikke fra andre religioner og etikken medtænkes på alle områder af livet. Enhver handling kan således udføres med det rette etiske sindelag, som en helliggjort handling. De daglige gøremål kan, såvel som de mere specifikt religiøse pligter (trosbekendelse, bøn, religiøs skat, faste og pilgrimsfærd), foretages med reference til Gud og blive en del af individets vej mod Gud. Det at udføre Guds vilje i alt hvad man gør, er altså et helt centralt mål for den engagerede muslim. I Sura 28,78, som er citeret ovenstående, ses en af islams grundregler, der stemmer godt overens med menneskerettighedernes forestilling om lige værdighed blandt mennesker og respekt for medmennesket. På baggrund af en sådan regel må man derfor også langt hen ad vejen forvente, at troende muslimer vil stræbe efter at være kærlige, uselviske og respektere medmennesket og dermed kan blive store forkæmpere for menneskerettigheder. På den anden side har vi altså også set ekstremistiske muslimer (såvel som medlemmer af andre trosretninger), der, på baggrund af stærkt konservative og ofte fejlagtige tolkninger af skrifterne, vælger at begå grove krænkelser af menneskerettighedserklæringen.

De kristne værdier om næstekærlighed, lighed og tilgivelse er universelle og findes i alle religioner. Selvom de er universelle er vi dog nødt til hele tiden at forny dem ved at lave nye pagter på tværs af religion, kultur og identitet. Menneskerettighederne er indeholdt i religionerne. Det er op til os mennesker, at implementere dem i dagligdagen ved selv at være gode eksempler. Heri spiller fortolkningerne en altafgørende rolle.

Tilbage til artikler


KRONIKKER:		Interviews	Artikler