Uretfærdighed er 
uretfærdighed med eller uden FN mandat
Krigen er startet. For længe siden. 
I vore hjerter. I vore hjerner. Krigen startede da det blev legalt på logisk vis 
at kalkulere med menneskeliv. Såkaldte demokratiske stater verden over vil 
tilføre den muslimske verden demokrati. Men disse såkaldte demokratiske stater 
har selv problemer med demokratiet da majoriteten af deres befolkninger siger 
NEJ TAK til krig mod Irak
Bush omgives af fremtrædende folk 
fra Golfkrigen, hvor forsøget på at ramme Saddam Hussein kostede en million 
uskyldige irakere livet. Det er disse mænd som nu udråbes til helte og som skal 
redde verden for potentiel terror. Bush administrationens politik er en hån og 
trussel mod resten af verden, mod alle fredsbestræbelser og mod globalt 
sammenhold. 
Danmark bør træde frem, træde i 
karakter og aktivt støtte det internationale arbejde for at forhindre krigens 
udbrud. Krigen mod Irak vil splitte verden i tusind stykker. Giver vi USA mandat 
til at føre krig har verden spillet fallit og overgivet sig til et politisk spil 
om magt og begær. 
 
Intention og Motiv
Intentionen og 
motivet bag enhver handling er væsentlig og må aldrig undervurderes. Netop fordi 
det er intentionen der bestemmer karakteren af vore handlinger. Tilhængere af 
USA's krig mod Irak hævder, at det er mindre relevant, hvorvidt 
Bush-administrationen motiveres af idealistiske ønsker – tilhængere af krig 
hævder, at det er mindre relevant, at vi har kendskab til, at det er olie, 
magtbalancer og egne økonomiske interesser der motiverer Bush-administrationen, 
når blot handlingen har gode konsekvenser. Hvis blot resultatet er godt. 
Men de tager fejl. 
Motivet bag enhver handling er altafgørende. Det er netop vores manglende 
villighed til at forholde os til motiver bag handlinger, der er med til at 
opretholde konflikter som for eksempel vores manglende villighed til at forstå 
motivet bag selvmordsbomber i Israel/Palæstina.  
Bush regeringen 
retfærdiggør krigen mod Irak ud fra følgende forhold. 
Saddam er 
utilregnelig. Det viser historien.
Saddam lyver og 
taler med to tunger. 
Saddam is not 
disarming. He is deceiving.
Saddam er i 
besiddelse af atomvåben og masseødelæggelsesvåben.
Saddam er en 
trussel for verdensfreden og verdensøkonomien.
Saddam er en 
trussel mod sit eget folk.
Saddam råder over 
olie og styrer dermed økonomien i MØ. En økonomi vi gerne vil råde over.
Saddam samarbejder 
med Al-Qaeda 
Saddam skal fjernes 
som en del af en større plan for at eliminere terrorismen
Saddam er Irak. 
Irak skal bøde. 
Argumenterne er 
vage og hykleriske. Hykleriske da mange nutidige ledere må anses for at være 
utilregnelige og lyve. Hykleriske idet staten Israel konsekvent igennem mange år 
foretager gentagne brud på menneskerettigheder, FNs resolutioner samt drab på 
civile. Hykleriske idet Indien overtræder FNs resolutioner da de ikke tillader 
en demokratisk folkeafstemning i Kashmir. Dette er to markante eksempler ud af 
flere. Men vi skal ikke undskylde en diktator med henvisning til en anden 
diktator. Det bliver verden ikke bedre af. Brud på menneskerettigheder er brud 
på menneskerettigheder. Blot bør vi synliggøre den strategiske vilkårlighed der 
præger Bush-regeringens indgriben. Den manglende konsekvens i argumentationen. 
Deres bevidste støtte til Israels besættelsespolitik. For det er netop denne 
strategiske vilkårlighed der truer med at splitte verden. Vi skal overveje, 
hvorfor der er nogle liv som synes at være mere værdifulde end andre. Det er her 
kimen til terror ligger begravet. 
Benytter man 
argumentet om, at Irak sandsynligvis besidder atomåben. Er signalet dette.
Hvis I har 
atomvåben….Israel, Indien, Pakistan, Nordkorea osv. så er i sikre. Men hvis vi 
tror at I besidder atomvåben….bomber vi jer. Så erklærer vi krig.
 
USAs sande motiver 
for at føre krig
Det der motiverer 
USA er ikke bekymringen for det irakiske folk. Alle ved at USA ikke bekymrer sig 
det mindste for irakerne. Det opreklamerede og propagandistiske hovedargumentet 
for krigen mod Irak er jo netop forestillingen om, at Irak er en trussel for 
verdensfreden. For os andre.  
Men vi har ingen 
beviser på dette. Derimod er det tydeligt at Saddam er en trussel for sit eget 
folk. Men dette retfærdiggør ikke en krig mod Irak. Hvis man virkelig er 
bekymret for irakerne skal man starte med at hæve de sanktioner der er skyld i 
drab på uskyldige civile. Og i stedet bruge penge på at mobilisere en styrke hos 
det irakiske folk så de kan vælte deres diktator Saddam.  
Det er ikke frygten 
for Saddam der driver Bush ud i en krig. Saddam er en lille brik i en større 
strategi. 
Den primære årsag 
til krigen mod Irak er Bush-administrationens ønske om at demonstrere sit 
absolutte overherredømme. Sin globale dominans over verden. Derudover ønsker USA 
at kontrollere olien.
Andre perifere 
årsager vedrører: 
Forsøg på at 
kompensere for nederlaget i Afghanistan
Stabilisere egen 
position op til valget
Ødelægge MØ økonomi 
og infrastruktur.
 
Konsekvenser
Der er en tendens 
til at fokusere på den bedst tænkelige situation i forbindelse med krigen mod 
Irak.  Vi taler meget lidt om fakta, om tal. Om konsekvenserne af en krig. Om 
ødelæggelser.
Krigen mod Irak 
kombineret med de årelange sanktioner man har påført landet vil medføre død, 
ødelæggelse og en flygtningekatastrofe med op til flere millioner mennesker på 
flugt til grænselandene Syrien, Tyrkiet og Iran. 260.000 dræbte, uskyldige 
civile. 1/2 million sårede. Har vi samvittighed nok til at forestille os hvilken 
effekt bombningen af Irak vil forårsage. Det synes som om at vore hjerter er 
blevet kolde. På rationel og pragmatisk vis diskuteres fordele og ulemper i 
lyset af krigen. Ønsker vi ikke terrorismen afskaffet. Har vi ikke pligt til at 
fjerne Saddam, en sand diktator. Er det ikke rimeligt at et land forsvarer sig 
selv. Konklusionen lyder: Vi har ret til at forsvare os og en pligt til at redde 
verden fra terrorismen. Amerikansk retorik hævder: enten er i med os eller også 
er i imod os. USA fremhæver Irak som en særlig slyngelstat der må bekæmpes. 
Saddam er repræsentant for det onde og tilhører en anden civilisation end 
vesten. Dette er den hvide mands byrde at fuldføre krigen mod Irak og 
genetablere det civiliserede Gode i Irak. 
We will fight 
not to conquer but to liberate. If force is necessary we will act decisively, 
deliberately, victoriously. 
Den berømte 
britiske 1800-tals imperialist Cecil Rhodes kendte sætning:
'Vi er den ypperste 
blandt menneskeracer, jo mere vi besidder af jorden, jo bedre for den'. 
En tankegang der er baggrund for USA og UKs fremfærd: 
Vi skal 
'civilisere' resten af verden. 
Bush-administrationen har interesse i at bevare kriser og leverer hermed en 
antidemokratisk profil.Siden 
Sovjetunionens fald og Bushs vej til magten har USA været ramt af et fascistisk 
styre.Vi fremmer ikke 
demokrati og MR i Mellemøsten gennem krigsførelse. Tværtimod vil vi 
kunne iagttage en øget massiv ekstremisme i den muslimske verden
 
Alternativet og 
håbet
Selvom Danmark 
virker ubetydelig lille i denne sammenhæng er det væsentligt, at vi siger fra. 
Vi skal ikke afvente et FN mandat, men selv tage stilling til dette åbenlyse 
vanvid. Uretfærdighed er uretfærdighed med eller uden FN mandat. En handling 
bliver ikke mindre barbarisk af, at den er vedtaget på demokratisk vis. Hvis der 
skulle komme et FN mandat er det nødvendigt at se på kvaliteten af dette mandat 
inden man blindt følger det. Hvis FN mandatet er købt eller tvunget er det 
væsentligt at forholde sig kritisk til det.
Vi har glemt hvad 
dette i virkeligheden handler om. Skal vi gå i krig for olie, for magt, for at 
cementere vores position som nikkedukker til en supermagt der hersker 
vilkårligt, grådigt. Nej.  
Ord har betydning. 
Ord skaber betydning. Ord er handling. Vores Nej til krig er en handling. 
 
Vi skal tage skarpt 
afstand fra krigen mod Irak
Fordi det aldrig må 
blive legalt at kalkulere med uskyldige civile menneskeliv. 
Fordi der ikke er 
ført bevis for at verden er truet af en katastrofe forårsaget af 
masseødelæggelsesvåben, som er i hænderne på Iraks diktator.
Fordi vi ved at USA 
er drevet af de forkerte motiver såsom begær, grådighed, magt.
Fordi vold udløser 
vold. 
Fordi vold ikke 
skaber løsninger og slet ikke retfærdige løsninger.
Krig er en sidste 
udvej og kan være nødvendig for at overleve eller for at sikre de værdier, som 
et samfund anser for umistelige.
En krig mod Irak 
opfylder ikke disse formål.
Krigen mod Irak er 
det STØRSTE bluffnummer i moderne tid. Og det er på tide at vi spørger os selv 
om demokratiet fremmer et barmhjertigt samfund. Sådan som det ser ud nu er der 
ingen tvivl. I dens nuværende form har demokratiet afsløret sin sårbarhed. 
Demokratiet er ikke usårligt, uangribeligt. Det skal være i konstant udvikling. 
Det er ikke nok at bevare det. Demokrati er retten til kritik og kritik af selve 
kritikken. 
Majoriteten i 
verden siger NEJ til krig. Men det er ikke nok at sige nej. 
Vi er nødt til at 
opstille et alternativ til nutidens påståede førende demokratiske stat. Første 
skridt på vejen er at etablere- en opposition til Bush-administrationens 
absolutte magt, absolutte overherredømme-. Første skridt på vejen er at sætte 
spørgsmålstegn ved USA's ret til at optræde som global enehersker.