Mindeord ved Hans Frederik Sillassens begravelse den 16. september 2023

 

Hent her i Word format 
 

Af Jacob Holdt

Jeg har lyst til at sige et par ord om min gamle skolekammerat Hans Frederik Sillassen.
Men faktisk kendte jeg ham lidt allerede fra før skoletiden i landsbyen Fåborg ved Årre, hvor vi boede. Og dette nævner jeg lige for at indramme det hjem Hans Frederik var rundet af i tiden omkring 1953.

Min bror Niels Jørgen og nabosønnen Jens Holm og jeg havde brændt en masse lertøj, askebægre osv. som vi rullede rundt på en lille trækvogn i landsbyen for at sælge. Og her husker jeg tydeligt kun to i hele byen, som tog sig tid til varmt og venligt at tage imod os og at købe noget af os. Den ene var fru Hermansen på telefoncentralen, som dengang kun havde 2-3 opringninger i timen. Og det andet sted var Hans Frederiks hjem, Fåborg manufakturhandel, hvor der vist heller ikke kom flere kunder i timen dengang da der var flere butikker i byen. I dag er der ikke en eneste tilbage.

Den menneskevarme, jeg oplevede der, dengang jeg ikke kendte familien endnu, svarede fuldstændig til den varme, jeg siden oplevede hos dem i skoletiden, når Hans Frederik og jeg løb ind og ud af hans hjem for at lege. Det billede af det tætte familieforhold, jeg havde af Johannes Vilhelm Sillassens hjem i disse år, - altså af jeres bedsteforældres hjem, som I vist ikke nåede at kende, Torben og Flemming - minder utroligt meget om den umiddelbare varme jeg har forbundet især med fattige familier sidenhen i mit liv. Ja, det billede der har prentet sig allermest fast på nethinden, er et hvor de alle sad meget tæt sammen - vist nok omkring kakkelovnen eller komfuret i køkkenet på uendelig lidt plads – Hans Frederiks storesøstre Karen Marie og Edith og deres syge mor, Dagmar.
Men på trods af den smerte, der var i deres liv pga. deres mor, som jeg aldrig husker som andet end syg, - ja, så mærkede man hverken i hendes eller deres ansigter andet end tilfredshed og livsglæde.

Mine associationer til fattigdom kan undre mig i dag fordi man jo ikke dengang i landsbyen betragtede dem som fattige. Men min logik siger mig i dag at de må have været utroligt fattige. Familiens eneste indtægt var jo fra deres lille manufakturhandel, som Hans Frederiks bedstefar, Frederik Nielsen, havde grundlagt i 1903, men som der slet ikke var kundegrundlag for mere. Og helt galt gik det vist, da de fik hård konkurrence fra Tatol længere oppe i byen. Man skulle jo holde sig på god fod med alle, så jeg husker at min mor tit sendte mig både til Sillasens manufakturhandel og til Tatol for at købe ind – tre knapper det ene sted og fire det andet. Tit kom jeg til at tænke på deres butik, når jeg siden rejste i ulandene. For det var jo den slags butik, hvor man uden tøven kom for blot at købe tre knapper og en halv meter sytråd. Og alligevel stod både Karen og Edith og deres far Johannes eller endog Dagmar i kørestol med den lille Hans Frederik med største glæde i halve timer på hovedet i papkasser inde i baglokalet for at finde lige det rigtige. Butikken i sig selv var jo ikke meget større end en stor papkasse - ligeledes med papkasser stablet fra gulv til loft i bedste ulandsstil. En ting var at de kunne leve i det – for jeg så jo når vi legede at de jo faktisk levede lige så pænt som alle andre ude i deres små private baglokaler – men at de også alle 7 kunne leve af det er mig i dag en gåde.

Jeg ved da også fra Hans Frederik at der stort set aldrig blev råd til legetøj til ham dengang, hvorfor vi mest legede ovre hos Jørgen, lægesønnen som boede lige ved siden af i et gigantisk hjem hvor der intet manglede hvad angår økonomien og pladsen. Men hvad angår kærlighed og menneskelig varme, tror jeg ikke at Hans Frederik hverken dengang eller siden manglede noget i sit eget hjem.
En varme, som vores tjenestepige i præstegården, Annette, også følte sig tiltrukket af. I hver eneste ledige stund søgte hun nemlig op til sin hjerteveninde, som var Hans Frederiks storesøster Edith, uden tvivl fordi hun fandt mere varme i deres hjem end når de tilbragte fritiden sammen i præstegården med min mors psykiske sygdom.

Der var dog en af hans søskende som havde en hel særlig måde at udtrykke sin varme på overfor Hans Frederik og mig. Og det var hans skrappe storesøster Karen Marie. Hun kunne virkelig skælde ud når vi kom løbende ind med snesjap og mudder og vi sikkert fortjente en god gang skæld ud. Og denne side lagde hun heller ikke låg på som voksen, når hun slog en prober verbal næve uden at skele mellem høj eller lav.

Min far udnyttede det når han altid gav mig Karen Marie som borddame til sine runde fødselsdage og hun straks startede med at skælde mig ud. Jeg troede altid så at det var for et eller andet Hans Frederik og mig havde gjort forkert i barndommen. "Næj, de’ vår da bar’ dræng’strejer!" sagde hun så tilgivende. Det værste var, at når en sådan kærlig overfusning kom fra hende, var man altid selv overbevist om at man havde gjort noget dybt forkert. Hvorfor? Jo, fordi man virkelig følte at den dybest set var et udtryk for hendes og familiens kærlige indleven i og ægte bekymring for ens liv. At få skæld ud af Karen Marie føltes altid i virkeligheden som at få ros! Det var en dyb anerkendelse, som uden tvivl også må have formet Hans Frederiks liv.

For den anerkendelse fik Hans Frederik ikke altid af mig selv i skoletiden i Slebsager skole, tør jeg godt tilstå. Og det skyldes at han kun var en halv klassekammerat. For i den lille landsbyskole med i alt 90 elever gik vi kun i klasse sammen hvert andet år idet to årgange af plads- og lærermangel skulle gå sammen. Det ene år gik vi sammen med årgangen over os og det næste med årgangen under. Så når man det ene år både så op til eller blev mobbet og mulet sådan som jeg blev det af de ældre drenge med ”Du ska e tro at du æ noet bare fordi du er præstesøn”, ja så skulle der jo kompenseres for undertrykkelsen det næste år overfor dem der var mindre end en selv. Og Hans Frederik hørte til årgangen under mig. Til gengæld blev han så samlet op af min lillebror Niels Jørgen, der hørte til årgangen under Hans Frederiks. Det kunne f.eks. udmønte sig i at man helst inviterede årgangen over sig selv med til sine børnefødselsdage for kammeraterne og ikke så gerne ”de små”. Det eneste billede jeg har af mig selv siddende med Hans Frederik fra en børnefødselsdag i præstegården var f.eks. fra min lillebrors fødselsdag. Min bror fortalte mig i går at han var til drengefødselsdage hjemme hos Hans Frederik, men jeg husker ikke selv at blive inviteret – nok mest pga. den trange plads.

 

Nå, men udenfor skolens undertrykkende mure legede Hans Frederik og jeg som omtalt så hyppigt med hinanden at jeg i dag ikke har nogen klar erindring om alle de ting vi lavede – bortset fra de forkerte ting jeg fik påtalt af hans skrappe storesøster Karen Marie. Det kan også være svært at huske hvem der var med af de andre på de dage vi lavede noget der var forkert i de voksnes øjne.
Jeg ved Hans Frederik var med til at bygge borgen oppe bagved præstegården, hvor vi fik Else Marie og andre piger i landsbyen til at lave mad til os mens vi med hjemmelavede kanoner skød til måls efter Magnus Nielsens gård på den anden side af marken. Men jeg tror ikke at Hans Frederik var blandt os, der var så uheldig at blive indfanget af den skleroseramte Magnus og spærret inde mellem mus og skrubtudser i en mørk kartoffelkælder som straf.

Men jeg husker tydeligt at han var med til at stjæle bly fra de tykke ledninger i Brugsen inde ved siden af, da den blev revet ned og ombygget, og at vi derefter gravede det ned som værdifuldt guld ude i Magnus Iversens plantage. Noget jeg med rædsel har tænkt på i mit senere liv, når jeg så sorte børn i USA skadet for livet af de blyledninger de gnavede på som børn.

Men brugsuddelerens søn Erik Madsen fra min årgang fortalte mig i forgårs at han og Hans Frederik også lavede sundere ting. De cyklede nemlig tit ud og fiskede sammen ved åen i Fåborg med deres primitive fiskestænger, men inviterede aldrig mig med da de vidste jeg ikke kunne slå dyr ihjel. ”Vi fangede mange ørreder og var så stolte når vi cyklede hjem med aftensmaden på bagagebageren.” sig ”Erik Brugs” i dag.
Jørgen Munck udtaler dog i dag at Hans Frederik kunne have et vanskeligt sind, men det forstår jeg godt at han kan have opfattet det som. For Jørgen ville altid bestemme alt, når vi legede sammen i lægeboligen, og modsat Hans Frederik turde jeg aldrig at sige Jørgen imod. Så Hans Frederik har sikkert været dømt ude i perioder.

 

Nå, men al den glade barndomsleg forsvandt da vi efter landsbyskolen spredtes i andre skoler og fik nye venner. Og jeg så derefter kun Hans Frederik ind i mellem til møder i ungdomsforeningen og til baller på kroen.
Vi fortsatte dog vores venskab gennem årene og opdagede pludselig at vi var blevet gamle mænd sidst vi blev fotograferet sammen til Ivar Hansens begravelse.

Og nu er Hans Frederik borte ligesom flere andre af de andre legekammerater, der gjorde vores barndom til en leg midt i meget af smerten der omgav os.
Tak for alt, kære Hans Frederik. Du vil aldrig blive glemt.

Din Jacob Holdt