Blodig uretfærdighed

Af SØREN ESPERSEN folketingsmedlem DF, udenrigspolitisk ordfører

 

I disse sene februardage har man i Wien påbegyndt et FN-ledet møde om provinsen Kosovos fremtid. Om end Kosovo formelt er en del af Serbien, ledes provinsen reelt af den albansk-muslimske befolkning - under premierminister Bajram Kosumi og under militær beskyttelse af FN, hvor også danske tropper og danske politifolk indgår.

Serberne kræver overherredømme, fordi man betragter Kosovo som den serbiske nations vugge. De albanske muslimer derimod stiller med et krav om absolut selvstyre. Formodentlig, om end dette ikke i dag officielt formuleres, med det formål ad åre at sammensmelte Kosovo med Albanien.

Hvordan forhandlingerne ender, er ikke til at forudsige, men alle solemærker peger i retning af, at Serbien mister Kosovo.

Medie-hjernevask

I dag er det ikke rart at tænke på, at det var os - NATO og Danmark - som dengang i 1999 tog det afgørende skridt, som med magt skar Kosovo væk fra Serbien, for det, vi foretog os dengang, var og er en blodig uretfærdighed over for Serbien.

Beslutningen om at bombe Serbien blev dengang truffet efter den mest ba­stante, ensidige medie-hjer­nevask i mands minde. Stort set alle i Danmark syntes, at det var rigtigt, at NATO hjalp muslimerne med at smide de kristne ud af Kosovo. For det var jo reelt det, der skete.

Vi havde hørt, hvordan r serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave, og disse efterretninger var årsagen til, at også danske fly blev sat ind for at straffe serberne.

Massegravene blev dog aldrig fundet. For der var ingen.

Sejren over serberne blev fejret, idet man nu så frem til et multikulturelt samfund i Kosovo, hvor muslimske albanere og kristne serbere kunne leve fredeligt side om side.

Men det var bare fantasi, for da NATO havde kastet den sidste bombe, kunne UCK (Kosovos Befrielseshær. red.) med de storal­banske drømme uhindret tage magten i Kosovo og gik i gang med udrensningen af kristendommen i Kosovo.

Siden da har UCK ikke alene bortjaget mere end 400.000 kristne serbere og myrdet i hundredvis, men systematisk har den albansk-muslimske hær udplyndret, brændt og sprængt 110 kirker og klostre - herunder et halvhundrede fredede bygninger fra før Middelalderen. Enkelte af dem virkelig kulturhistoriske perler.

Afkristning

Der er således tale om en kulturhistorisk vandalisme, hvis sidestykke i moderne europæisk historie kun kan findes i forbindelse med nazisternes ødelæggelse af de mange uerstattelige jødiske synagoger i Østeuropa.

Og vandalismen har altså igen fundet sted lige midt i vort eget Europa - og ikke en kat har løftet et øjenbryn i den anledning. Men hvorfor er det uinteressant, at kristendommen ikke længere er eksisterende i Kosovo?

Vi taler om et land, som blev kristent 600 år før Danmark. Vi taler om en kristendom, der mod alle odds overlevede 500 års mus­limsk styre i Det Ottomanske Imperium, og en kristendom, som overlevede Anden Verdenskrig, da Kosovo også blev styret af etniske albanere. Dengang var albanerne fascistiske og allierede med Mussolini og Hitler.

Serbiens klassiske Kosovo-provins endte altså med at blive afkristnet ved hjælp af styrker fra NATO og se­nere under FN-troppers opsyn. Og ikke én af kulturbarbarerne er blevet straffet - endsige stillet for retten. For det er nu blevet officiel europæisk konsensus, at Kosovo med magt skal rives fra Serbien.

Og i dette konsensus er man nu parat til at ofre kristendommen, for i det nye muslimske Storalbanien er der ikke plads til kristendommen.

Læs mit svar på denne artikel

  Copyright © 2006 UCK